Henrik Pontoppidan til Rasmus Christiansen
Sendt fra Hillerød. 27. november 1902

Titlen forandret

[Torsdag] 27d Novb 1902. Hillerød

Kære Hr. Christiansen!

Bliv ikke vred – men Lørdag Formiddag har jeg besat. Over mine Formiddage kan jeg i det hele ikke disponere frit. Men Lørdag Aften er De velkommen. Kan det ikke passe Dem?

De har vel fra Dr. Brandes1 fået at vide, at Titlen er bleven forandret til "Livets Kilde", der lyder lidt af Højtid og Julepræken.

Nogen Korrektur har jeg ikke modtaget, så jeg kan endnu ikke bedømme, hvor langt mit Manuskript vil række.

Venlig Hilsen. – Hører jeg ikke fra Dem, venter jeg Dem Lørdag Aften.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

 
[1] Dr. Brandes: Edvard Brandes må efter at have modtaget HPs brev af 25.11.1902 være kommet på titlen "Livets Kilde". tilbage