Henrik Pontoppidan til Rasmus Christiansen
Sendt fra Snertinge. 8. oktober 1902
allerede nu Materiale
| [Onsdag] d. 8d Oktb. 1902. | Snertinge. |
Kære Hr. Christiansen!
Tak, fordi De ikke har tabt Tålmodigheden (jeg formoder nemlig, at De endnu besidder den; ellers havde De vel sendt mig Rykkerbrev.) – Det har hidtil ikke været mig muligt at få Tid til at beskæftige mig med Fortællingen til "Politikens" Julenummer. Nogen mundtlig Forhandling om Illustrationerne vil da for nærværende næppe give noget Udbytte for Dem. Men jeg kommer til Kbhvn om c. 14 Dage, og vi kan da tales ved; og fra Slutningen af Måneden er jeg ganske Deres Mand (med Bopæl i Hillerød.)
Til de to Illustrationer, der tænkes trykt i Farver, vil jeg dog forsøge allerede nu at give Dem Materiale. Den ene skulde forestille Udsigten over en lillebitte Købstad, en af Landets mindste, beliggende ved en Vig og omgivet af bløde, tildels skovbeklædte Bakker. 2 Årstiden: tidlig Forår ɔ: før Udspringet. En Himmel med store Klodeskyer på dybblå Grund. Udsigten taget fra en højtliggende Landevej, hvorpå der kører en Landauer (provinsiel) med en enlig midaldrende√ Dame i dyb Sørgedragt1 af fornem, udenlandsk Snit. Hun bærer Slør. – Voilà tout!
Til den anden farvelagte Illustration foreslår jeg følgende Scene: Ved Vinduet i en Stue, hvis Udstyr for en Del består af fyldte Bogreoler, men som√ iøvrig ikke er særpræget, sidder en c. halvhundredårig Mand af Middelhøjde, med langt Fuldskæg og noget gnomagtigt Ydre. Han sidder i Skæret af den nedgående Sol. Albuen hviler på i Vindueskarmen; Hånden støtter under Hovedet. Hans Ansigt er furet, Udtrykket bittert√ forgræmmet. Men med Kun i hans Øjne, der ser op mod Skyerne, ligger der, ham selv uafvidende, ligesom et Genskin af en svindende Lykke. – Vinduet vender ud mod en Have. Årstiden som i det første Billede2.
Med disse Antydninger beder jeg Dem nu at tage tiltakke foreløbigt. Men iøvrig er jeg villig til at honorere alle Spørgsmål, som De 3 måtte gøre mig angående disse to Forslag.
Og skal vi så tilsværge hinanden, at vi vil få noget pænt ud af det Julenummer. Jeg skal love Dem at gøre mit bedste.
Venlige Hilsner
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
