Henrik Pontoppidan til Einar Christiansen
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 16. december 1925
dets lidt luftige Opbygning
16.12.25. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Hr. Professor!
Jeg beder Dem modtage en fornyet Tak for "Ottilie"1, denne Gang for den Oplivelse og Kunstglæde, Bogen har forskaffet mig. Når jeg tænker tilbage på den og søger at samle mine Indtryk fra dens mange hundrede Sider, ser jeg for mig – ikke just et enkelt, statueagtigt Kunstværk – men en Væg fuld af fortrinlige Portrætter, små og større imellem hinanden, Silhuetter, Daguerrotypier og moderne "Lynskud", alle sindrigt grupperede omkring de legemstore Billeder af de to Ottilier. Som Mand af Faget ser jeg desuden et 2 Skrivebord, og ved dette den skabende Kunstner, hvis hastige men sikre Hånd jeg har fulgt under Arbejdet med årvågen Kritik. Mine kritiske Bemærkninger skal jeg dog holde for mig selv. De kan ikke have nogen Interesse for Dem, og i hvert Fald drukner Indvendingerne ganske i min Beundring for de to Kvindeskikkelser, der har givet Bogen Navn, og i hvis Sjæle – og Skæbner – to Tidsaldre afspejler sig med vidunderlig Klarhed. Jeg håber, at det store Værk må finde mange Læsere. Men trods dets lidt luftige Opbygning og dets mange fjerboldlette Samtaler, der synes skabte 3 for Teatret, hører det til den Art alvorlig Læsning, som vistnok har trange Kår i Øjeblikket. Når man ikke vil give sig en skamløs Boghandlerreklame i Vold, kan man vanskeligt optage Konkurrencen med de skrivende Damer, der også på det Punkt røber en forbløffende Ublufærdighed.
Men i hvert Tilfælde ønsker jeg "Ottilie" en god Jul og mange Venner også i det nye År.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
