Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 11. oktober 1914
Sygdom – Giftermål – Skilsmisse
Snekkersten.
[søndag] 11.10.14
Kære Georg Brandes!
Det er ikke ganske frivilligt, jeg lever så tilbagetrukkent, som jeg gør. Forhold, jeg nødig taler om, tvinger mig til at føre en Emeritus-Tilværelse, som jeg i Grunden slet ikke er skabt til. Foruden den store Uro for Verdensudviklingen, som for Tiden har grebet alle, har jeg – særlig i Øjeblikket – private Bekymringer af den alvorligste Art, idet min Kone ligger meget syg. Natten mellem Torsdag og Fredag var hendes Tilstand sådan, at vi ventede hendes sidste Time. En 2 Koffein-Indsprøjtning hjalp hende dog i sidste Øjeblik over Anfaldet, og nu synes Faren overstået. Lige siden Sommerens Midte havde min Kone klaget over Smerter i den ene Ankel, og ved en Coagulation af Blodet, er Hjertet blevet angrebet. Således er i hvert Fald Lægens Forklaring.
En Familjebegivenhed af glædeligere Art, men som dog også skabte en Del Uro omkring mig, var min yngste Datters Giftermål. Men omtrent samtidig dermed opløstes min ældste Datters Ægteskab1, hvad der gjorde mig meget ondt, da jeg satte stor Pris på hendes Mand og endnu gør det. Min yngste Svigersøn er kun Student, men rigtignok en meget dygtig Student, 3 der allerede tjener c 3000 Kr om Året som Manuduktør (medicinsk), så jeg har Grund til at tro, at det dristige Eksperiment vil lykkes for de to unge.
Det er ikke hel rigtigt, at jeg ikke har set Dem siden d. 30te Decb. ifjor. En Solskinsdag2 i det tidlige Forår, da jeg spaserede på Langelinje, var jeg så heldig at møde Dem, og De var så elskværdig at byde mig hjem til Frokost, hvad jeg havde megen Glæde af. Kom det an på min Lyst alene, så ringede jeg oftere på Deres Dør; men jeg tror næsten ikke, jeg siden den Dag har været i Kbhvn uden på korte Forretningsbesøg. At De havde pådraget Dem en Blodforgiftning, læste jeg i "Politiken", men et Par [Dage] efter stod der, 4 at nu var De igen rask, og man kan jo, trods alle sørgelige Erfaring[er], ikke holde op med at tro på, hvad Bladene meddeler. En hel Måned i en Sygestol er en skrækkelig Tilværelse. Jeg har selv prøvet det engang, da jeg havde brækket mit Ben.
Jeg har ganske vist engang delt den almindelige Vildfarelse, at et Blodbad af det Omfang, vi nu oplever det, ikke var tænkeligt. Men siden Marokkokrisens Dage har jeg ikke været i Tvivl om, at Krigen vilde komme, og at England da ikke længer kunde opnå, hvad det vilde, ved Trusler alene. Jeg levede dengang i Tyskland og mærkede ved mange Lejligheder den krigeriske Stemning.3
Nu takker jeg Dem meget for Deres Hilsen og ønsker Dem en snarlig Helbredelse.
[i venstre margin oppefra og ned] Deres hengivne Henrik Pontoppidan