Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Wiesbaden. 5. januar 1912
Dem et Æresminde
5/1 1912 |
Wiesbaden Müllerstr. 6. |
Kære Georg Brandes!
Det er altså en uheldig Ide, vi har haft med det Arkiv. Da jeg havde fået Deres Brev, gjorde jeg et Forsøg på, om det endnu var muligt at tage den bitre Kalk fra Dem, men der var allerede gjort for mange Forberedelser til, at Sagen kunde opgives uden at vække en kedelig Opmærksomhed. Jeg håber dog, at De for vor gode Menings Skyld ikke vil gøre for sure Miner til denne Fødselsdagsforæring. Og De må heller ikke lægge al Ansvar for den over på mig. Jeg er måske nok Ideens Fader; men jeg har lige fra Begyndelsen tvivlet stærkt om, at De vilde billige den. Forresten mener jeg naturligvis, at der her er gjort en beskeden Begyndelse til at rejse Dem og Deres Gerning et Æresminde, som vil blive af Betydning for Efterslægten.
Men nu skal jeg ikke plage Dem mere med 2 den ulykkelige Fødselsdag, der har fordrevet Dem fra Hjemmet og forskaffet Dem så mange Kvaler. Her i Tyskland optages Sindene nu kun af Valget1, der menes at ville fremtvinge en forandret politisk Kurs. Det borgerlige Blad, jeg holder, frygter en kommende Majoritet af Centrumsfolk og Socialdemokrater. De to "upatriotiske" Partier, der nok virkelig i enkelte Egne af Landet arbejder i skjult Fællesskab, vilde det unægtelig også være underligt netop i Øjeblikket at se som Ihændehavere af et parlamentarisk Flertal. At det store engelsk-fransk-tyske Sammenstød ikke kan være langt borte, synes også her de fleste at mene; men det er jo i Tysklands Interesse at forhindre udskyde det så vidt muligt. Med hvert År forøges Tysklands Soldatermængde, 3 mens Frankrigs formindskes eller dog forringes, idet man dèr for at fylde Kadrene stadig må sætte Fordringerne til Menneskematerialet ned på Grund af den ringe Folkeformerelse. Tiden arbejder på Tysklands Side; det er vel derfor, de andre absolut vil fremtvinge Krigen nu.
Jeg takker Dem for Deres Brev, min Kone for venlig Hilsen. Dagene går meget let og hurtigt for os begge; thi også min Kone har sit at passe, da vi selv fører Hus. Men forøvrigt mangler her ikke Underholdning. På Kurhuset er der to Gange om Dagen store Koncerter, og desuden er der 400 Aviser fra Alverdens Lande. De sidste udgør et forfærdende Syn, når de ligger ordnede på Læsesalens Borde, og jeg har aldrig vovet mig i Kast med denne Verdensflom. I Julen har vi haft både vor Datter og vor Søn2 hos os, så vi havde en meget hyggelig Tid. I det hele længes 4 jeg slet ikke hjem, og kan jeg få Pengene til at strække til, bliver jeg også herude. Jeg har en stor Bog under Arbejde og trænger til at leve stille.
De minder mig om, at jeg har en stor og sikker Læsekres, og lykønsker mig i den Anledning. Jeg veed nok, at jeg har Ord for at være en populær Forfatter; men Folk køber dog ikke mine Bøger, gør det År for År mindre, og min Forlægger glemmer sjelden at gøre mig bekendt med det sørgelige Faktum, når vi tales ved. Det er da mit Håb, at jeg ikke må blive gammel. For jeg får da tilsidst ikke det mindste at leve af.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
