Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Rørvig. 12. juli 1910

jeg næres mere af Jordbunden


12/7 1910
Rørvig
Nykøbing Sj.

Kære Professor Brandes!

Jeg læser for Tiden ikke andre Blade end den lokale Snoldelev-Avis1, veed derfor heller ikke med Sikkerhed, om De er kommen hjem; men efter Deres Rejseplan skulde De jo være det. Jeg blev glad og rørt over, at De huskede på mig, skønt De var så langt herfra, og jeg takker Dem meget for Deres Brev. Jeg havde gjort mig Håb om selv at komme lidt udenfor "Familjepensionatet" nu i Forsommeren; men som så ofte før kom der Sygdom i Vejen. Min yngste Søn, der i det hele har forvandlet vort Hjem til et Hospital, cyclede sig ved Pinsetid en Lungehindebetændelse til og lå – for anden Gang i År – og vippede en halv Snes Dage mellem Liv og Død. Jeg trøster mig med, 2 at jeg vistnok har mere end almindeligt Talent for Pensionatslivet, og priser mit kære Snoldelev. Måske har jeg heller ikke tabt synderligt meget ved, at jeg ikke kom ud. Jeg hører nu engang til den Slags Vækster, der næres mere af Jordbunden end af Lyset og Luften.

Også Hjalmar Bergstrøm har slået sig ned her for Sommeren. Når Bladene har meddelt, at han flyttede herop for at samarbejde med mig, så er der den Smule Sandhed heri, at han har fået den Idé at dramatisere en af mine Fortællinger2 og ønsker, at vi skal opgøre en Plan dertil i Fællesskab. Hidtil er det dog ikke blevet til noget. Jeg har ikke megen Lyst, og han selv er beskæftiget med at sætte Slutning på et nyt Skuespil. Det samme er vistnok Tilfældet med√ Henri Nathansen, og i det 3 hele tror jeg nok, at der er Liv i vore Dramatikere denne Sommer. Teatrene er ude efter Sensation. Der forestår sikkert en Krig på Kassestykker, så blodig, som vi endnu ikke har set den. Da jeg sidst så Nansen, smilede han som en hvæsset Dolk. Opgaven er jo foreløbigt den at myrde Mantzius3. Det må være et ganske privat Liebhaveri. Nogen fornuftig Grund dertil ser i hvert Fald ikke jeg.

Jeg veed, at De nylig har skrevet indgående om Rung og glædet ham meget dermed. Artiklen4 har jeg ikke læst, – den var jo også særlig bestemt for norske Læsere – men jeg forstår godt, at Rung har interesseret Dem. Han forekommer mig at være den ejendommeligste, den særeste Forfatter, vi har. Han sætter mig med sine Bøger i en ganske måbende Forbavselse. Da jeg i sin Tid læste "Den hvide Yacht"5, troede jeg, det var en Oversættelse, og det ikke alene på Grund af det internationale 4 Selskab, man indføres i; jeg læste Bogen igennem uden en eneste Gang ved en hjemlig Tone at rykkes ud af Illusionen. "Skyggernes Tog"6 virkede ikke så blændende på mig men til Gengæld med større Inderlighed. Her kunde jeg også uden større√ Vanskelighed skelne Arret efter den overklippede Navlestreng mellem Forfatteren og hans Værk. Det er en meget smuk Bog, et sindrigt udtænkt Snurrepiberi i hvert Fald, Tilløbet til et Storværk. Det skal interessere mig meget at læse, hvad De har skrevet derom; Nathansen har lovet mig at skaffe mig Artiklen.

Vejret er i disse Dage så herligt her, at jeg kun kan vegetere. Jeg vilde kun ønske Dem velkommen hjem og takke for den venezianske Hilsen, der forresten løb Landet rundt, før den nåede mig. (Den havde bl.a. ligget en Ugestid i Rørvig) – Min Hustru beder mig bringe Hilsen.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

 
[1] Snoldelev Avis: antagelig Nykøbing Dagblad, se det senere brev fra Rørvig af 16.10.1913. tilbage
[2] en af mine Fortællinger: Lille Rødhætte. tilbage
[3] Mantzius: Karl Mantzius var 1909-12 direktør for Det kongelige Teater. tilbage
[4] Artiklen: under overskriften "Et nyt Anslag i dansk Poesi" havde Brandes 17.5.1910 i det norske Tidens Tegn anmeldt Otto Rungs novellesamling Skyggernes Tog (1909). tilbage
[5] fra 1906. Denne novellesamling blev stærkt rosende anmeldt af Christian Rimestad i hele Politikens kronik 28. oktober. tilbage
[6] Skyggernes Tog: fra 1909. tilbage