Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Hillerød. 20. juni 1904

mere politikensk end "Politiken"

Hillerød. 20d Juni 1904

Kære Dr. Brandes!

Dersom jeg ikke skulde flytte på Landet imorgen og pakke ind idag, vilde jeg straks have taget til Helsingør for at takke Dem for Deres Brev og mundtlig meddele Dem, hvorfor jeg ikke ser mig i Stand til at overtage det Hverv, De har villet beære mig med. Dette kan jeg nemlig ikke, navnlig fordi jeg (mellem os sagt) tænker på til Nytår at lave mig mit eget Blad, hvori jeg blandt andet også tænker at skrive om Teater. Måske vil De nu sige, at når De åbner mig Adgang til "Politikens" 22.000 Holdere og Ham selv, kan jeg spare mig Ulejligheden og Risikoen ved et selvstændigt Foretagende. Men – skønt jeg tror, De vilde skænke mig den størst 2 mulige Ytringsfrihed – vilde jeg dog føle mig forpligtet af de mange Hensyn, et så stort Blad som "Politiken" gør klogt i at tage.

Når jeg, som De nævner, "snart har været enig snart atter uenig med Politiken", så er det måske sandt, men på den Måde, at jeg undertiden (bortset fra det militære Spørgsmål) har været mere politikensk end "Politiken" selv har troet det rigtigt at være. Hvad jeg vil, er derfor snarere noget gammelt end noget nyt. Jeg var i sin Tid for ung til at komme med i Halvfjersernes Stormkolonner. Jeg har nu tænkt mig, at jeg kunde være brugbar ved Dækningen af Tilbagetoget. Men for at gøre Gavn her må jeg operere på egen Hånd og følge mine egne Veje, der oftere går under end over Jorden. Jeg har ikke for ingenting aftjent min militære Værnepligt i Hs. Majestæts Armé som Minegraver.

3 Ja, dette blev en hel lille personlig Bekendelse; men jeg vilde nødig, at De på nogen Måde misforstod Grundene til mit Afslag. Som min Hengivenhed for Dem er den samme indtil Dagenes Ende, er jeg altid√ taknemlig for ethvert Tegn på, at De trods alt bevarer Deres venlige Følelser for mig og hvad mit er.

Med en ærbødig Hilsen til Fruen

Deres hengivne

H. Pontoppidan

Må jeg benytte Lejligheden til at henlede Deres tekniske Medarbejders Opmærksomhed på følgende Forhold, der synes at mig at burde gøres bekendt i disse Dage√, da vore Trafikforhold med Sverig er på Tapetet. Da den nye Gedserrute åbnedes (i Begyndelsen af Oktober) opholdt jeg mig i Sverig, og de svenske Blade var naturligvis alle som en fulde af Kritik og Advarsler. Hvergang en Færge blot var bleven lidt forsinket, stod der Artikler med Overskrifter som: "Ulykke ved Gedser", "Nye Ulykker ved Gedser", 4 "Utrygge Forhold ved Gedserruten", – det såe tilsidst ud, som var det virkelig forbunden med Livsfare at benytte Ruten. Dertil er måske intet at sige, – sligt er vel tilladelige Konkurrencekneb. Ganske utilstedelig synes det mig derpå derimod√ at være, at man har udeladt den sydfalsterske Bane på det Jernbanekort, der er påtrykt Omslaget af selve den officielle svenske Rejseliste "Sveriges Kommunikationer". Det ser her ud, som om Banen stoppede op ved Nykøbing og det naturlige Fingerpeg, som Gedsertangen er, ikke var fulgt. – Om det siden er bleven forandret, veed jeg ikke; men i Oktober var det altså sådan.