Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Snertinge. 1. november 1899
jeg er ikke nær så melankolsk som De
| 1ste Novb. 99. | Snertinge |
Kære Dr. Brandes!
De taler i Deres Brev1 idag om "denne" Vinter og drømmer allerede om Julen. Rimeligvis må da Snertinge have et andet Klima end København; for et Par Dage siden kørte vi her i Skoven i åben Vogn og med ganske sommerligt Vejr og spiste Frokost i det grønne. Og Julen – den står for mig som noget, der vil komme engang på den anden Side af Evigheden. Hvad jeg til den Tid vil kunne præstere, har jeg i Øjeblikket ikke Anelse om√. Jeg har for Tiden ikke en Tanke i mit Hoved; men jeg skal gøre mit bedste og lade Dem Resultatet vide i god Tid. Foreløbig takker jeg for Tilbudet, som for Deres hele Brev.
Ja, nu boer jeg her i Snertinge; det er ikke netop for min Fornøjelses Skyld, at 2 at jeg flyttede herud; men det blev mig i Længden for dyrt at bo i Kbhvn. Rimeligvis vil der da atter hengå adskillige År, inden jeg igen√ får den Fornøjelse at spille en Nats L'hombre med Dem og Massemor – – oversætteren Magnussen2 og det brækkede Ben, Carl Evald. Det havde jeg dog ellers glædet mig til.
Af de nye Bøger, som De i så stærke Ord forkaster, har jeg så at sige ingen læst. Jeg har gemt dem hen, til Vinteren kommer her. Selv har jeg næsten ingenting fået gjort; men jeg har jo også fået et strengt Læge-Tilhold om at holde mig i Ro indtil videre. Forøvrig har jeg det meget godt og er ikke nær så melankolsk, som De efter Deres Brev synes at være. Her er jo dog virkelig meget at more sig over her i Verden. F. Eks. det Lynnedslag i Harboøre3. Den Håndsrækning under jeg de hellige, og i hvert Fald må De indrømme mig, at det Lyn er ganske morsomt langet ud. 3 Jeg ønsker Indremissionen al mulig Fremgang og er blot sørgmodig over, at jeg næppe selv kommer til at opleve den√ glade Tid, der ganske sikkert vil følge efter den.
En venlig Hilsen
Deres hengivne
H. Pontoppidan
