Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Engtoftevej, København. 29. januar 1889
Strindbergs Kafésladder
Engtoftevej 3.– 2
Tirsdag.1
Kjære Dr. Brandes!
Jeg kom så sent op i Dag, at jeg ikke inden Klk 1 kunde sende Dem noget Svar. For det Tilfælde, De skulde komme her netop på den Tid, jeg er ude i Pileallé for at spise til Middag, bringer jeg forinden dette til Alléen 23.
Strindbergs Påstand2 om, at jeg har givet noget Løfte, er fuldstændig Snak, hvad bl. andre Lundegård kan bevidne og vistnok også vil (jeg har ikke talt med ham), ifald Strindberg virkelig vil have sit Svar frem.
Det øvrige i hans Artikkel er jo ikke andet end en Kafésladder, der er ganske fordrejet, om der overhovedet er mindste Grund for den, og som synes mig utilladelig at fremsætte i et Blad.
2 Da Tonen i min lille Berigtigelse3 måske ikke var ret på sin Plads overfor Strindberg, skal jeg foreslå, at medfølgende lille Tilføjelse4 optages; jeg synes, Strindberg må være fornøjet dermed og skal gjærne selv forhandle med ham derom, ifald De synes det.
Imidlertid håber jeg, De vil få Tid til at kigge herop, da De nu endelig en Gang er kommen til denne Side af Jordkloden.
Deres hengv.
Henrik Pontoppidan
En Tilføjelse.
Hr. Redaktør!
Da jeg har bragt i Erfaring, at min lille "Berigtigelse" i Mandagsnummeret angående mit Forhold til det Strindbergske Forsøgsteater er bleven misforstået, og at navnlig Tonen deri skulde er opfattet anderledes end som en Fortsættelse af den spøgefulde, hvori Strindberg selv skrev om sine Planer, skylder jeg min oprigtige Ærbødighed Veneration for den udmærkede Digter at tilføje, både at den i sig selv intetsigende Fejltagelse selvfølgelig var ham ganske ubevidst, og at det virkelig og udelukkende er mine svigtende Evner – og jeg kan tilføje: Interesse – overfor dramatisk Kunst, der har forhindret mig i at b modtage Indbydelsen til at medvirke ved hans Theater.
I en Samtale, vi for et Par Måneder siden førte derom, erklærede jeg gjentagende dette. Talen drejede sig om en Dramatisering af en af mine små Landsbyfortællinger, hvori der berettes om en Gris, der bliver syg og dør. Her skulde nu Grisen være den tragiske√ Hovedperson, der som sådan fremstilledes på Scenen for Tilskuerne√; og med sit sædvanlige Liv oprullede Strindberg strax hele Scenen, beskrev hvorledes alt skulde gjøres, og havde i Løbet af et Kvarter både Repliker og Situationer således på rede Hånd, at jeg måtte indrømme, at sligt måske virkelig lod sig gjøre.
Men han må have glemt, at jeg samtidig beklagede, at jeg ikke 3 var i Stand dertil.
Henrik Pontoppidan.
