Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Svendborg. 14. november 1917
Sproget må gennemgåes af en anden
Svendborg.
14.11.17.
Kære Borchsenius!
Jeg er virkelig lidt skamfuld på Grund af al den Ulejlighed, jeg i År forvolder mine Venner. Først Fødselsdagen og nu Nobelprisen. Den sidste kom mig ganske overraskende. Jeg havde jo set Gjel.1 nævnt som Årets Pristager uden Makkerskab, og det forekom slet ikke usandsynligt, da der jo længe har været arbejdet på at skaffe ham denne Udmærkelse. Den er ham vel undt, og dersom det er rigtigt, at han – som jeg selv – har siddet på Randen af Fattigdommen, under jeg ham den af Hjertet. Han har aldrig ågret 2 med sit Pund eller leflet med den literære Mob. Men som Repræsentant for dansk Literatur har jeg lidt√ vanskelig ved at opfatte ham. Jeg hører netop, at Sproget i hans nye Bog må gennemgåes af en anden, før det kan præsenteres den danske Læseverden.
Jeg takker dig hjerteligt for de Venskabsbeviser, du atter ved denne Lejlighed har givet mig, og jeg beder dig bringe Takken videre til din Frue og din Familje, fordi de så venligt har taget Del i Familjeglæden hos os i Anledning af den store Gevinst. Jeg sad just her i Svendborg og vilde skrive dig til for at takke dig for din smukke Omtale af min store Bog2, da Meddelelsen 3 om Prisuddelingen bragte mig ud af den meget rolige Tilværelse, jeg ellers har ført i denne fredelige lille By. Jeg tænker iøvrigt ikke på at tage herfra foreløbig. Min Kone befinder sig ret vel på sit Hospital, hvor hun daglig kan se sine Børn og Børnebørn, og det er jo ikke let at opdrive en Bolig i København for Tiden. Nu fortryder jeg naturligvis, at jeg forlod mit smukke Hus i Snekkersten; men jeg fandt det ikke længer forsvarligt af mig at bo så herskabeligt, selv om Lejen ikke var høj. Havde jeg blot for to Måneder siden anet, hvad der nu er√ sket!
De venligste Hilsner!
Din hengivne
H. Pontoppidan
