Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Snekkersten. 8. august 1917
Belæring også for mig selv
Snekkersten.
8.8.17.
Kære Borchsenius!
Min Korrespondance er i disse Dage vokset mig over Hovedet. Derfor har jeg ikke tidligere besvaret dit Brev af 29d Juli hvad du nok vil undskylde mig. Og nu har du igen glædet mig både med Brev og Avisartikel1, så jeg har meget at takke dig for.
Hvorvidt det Billede, Vilh. Andersen har givet af mig i sin Bog2, ligner mig i ydre Henseende – ja, det kan jeg naturligvis selv allerdårligst dømme om. Et Menneske 2 kan, som Jul. Lange har sagt, kun iagttage sig selv i en eneste Situation, nemlig når han spejler sig; og det samme gælder tildels√ også for den indre Personlighed og dens Udvikling. Vi lever i Forholdet til os selv fortrinsvis på Forestillinger og bliver derfor som oftest meget forbavset, når vi får Lejlighed til at se, hvorledes vi tager os ud i en andens Øjne. Jeg har da også forholdt mig ganske ukritisk overfor Vilh. Andersens Fremstilling, der har glædet mig på Grund af den Sympati, den vidner om, og fordi hans Syn på mig i det væsenlige falder 3 sammen med min egen Forestilling. Jeg anerkender på ingen Måde overalt hans Dom over min Produktion, men han har ved sin Gennemlysning af den trukket dens Linjer op med en Sikkerhed, der har været til Belæring også for mig selv. Jeg indrømmer dig, at hans Anvendelse af "Ørneflugt" ikke allevegne er lige heldig eller smagfuld. Men jeg har overhovedet ikke opfattet Meningen med Bogen som en slet og ret Kompliment.
Også mig har hans Omtale af Goldschmith3 overrasket. Men jeg sporer i det hele en Tendens hos ham til at vende sig mod Jøderne. Tiden bærer den med sig. 4 Efter Krigen vil den vokse i alle Lande sammen med det økonomiske Tryk.
Min Datter, som du venligst har spurgt til, fik for nogen Tid siden en Dreng og har det godt. Hun er med sin Mand og sine Børn i Rørvig, hvorhen nu også vi en af Dagene begiver os for at hilse på den nyfødte, der kom til Verden derovre d. 31te Juli.
Min Kone beder mig sende Hilsen. Hun har i nogen Tid haft det mindre godt; men jeg håber, det er noget forbigående. En ærbødig Hilsen til din Frue, og en Hilsen også til dine Børn fra
din hengivne
Henrik Pontoppidan
