Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Snertinge. 5. oktober 1900
ingen Lyst til Journalistik
5te Oktb. 1900. |
Snertinge |
Kære Borchsenius!
Jeg har ventet så længe med at besvare dine sidste Linjer, fordi jeg samtidig vilde sende dig en lille Bog1, jeg har skrevet, og som altså følger hermed. Jeg fremhæver udtrykkeligt, at Bogen ikke sendes dig til Anmeldelse men til Erindring om gammelt Venskab. Sligt skulde synes unødvendigt; men du har nogle Gange i dit Blad ladet falde Ord om Forfattere, der ved en venlig Påskrift på en ny Bog søger at indynde sig hos Kritikerne. For at undgå enhver Misopfattelse tilføjer jeg da, at så stor Pris jeg sætter på din Mening om Literatur, og så gerne jeg ser, at min egen Produktion behager dig, så ligegyldig er jeg for, om du offenlig roser eller dadler mig. Og for at betage dig den sidste Mistanke med Hensyn til mig, skal jeg fremtidig lade helt være med at tilsende dig mine Bøger. Denne sendes dig blot som en 2 høflig Tak for Tilsendelsen af dine sidste Digte. –
Det synes at have været et højst ubesindigt Ord, jeg gav dig m. H. t. min Bidragyden til "Dannebrog". Jeg har for Tiden slet ingen Lyst til Journalistik, og uden Lyst nytter det ikke for mig at gøre Forsøget. Jeg må foreløbig opgive den Tanke.
Du skriver, at du forgæves har kigget efter mig på Københavns Gader og Stræder; – men at du ikke har set mig, er ikke mærkeligt, da jeg ikke har været der. Jeg er dog derfor ikke fremmed for, hvad der sker derinde. Jeg veed således både, at du er bleven Professor, og at Carl Ewald, der ikke er bleven det, af den Grund ikke vil hilse dig længer. Jeg lykønsker dig i begge Anledninger.
Om mig selv er der kun lidt at sige. Jeg har i Sommer haft den store Sorg, at min Kone blev angrebet af et Hjerteonde, der nu i godt fire Måneder har bundet hende til Sengen, og uden at der endnu er Bedring at spore. 3 Det har da været en trist Sommer for os, og Vinteren tegner ikke lysere.
Med venlig Hilsen
din hengivne
H Pontoppidan.
