Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. 3. oktober 1882 (eller før)

en lille beskeden Bog

Hjørlunde
Tirsdag Aften

Kjære Hr. Borchsenius!

Det er meget langt fra, at jeg har glemt Dem eller "Ude og Hj." Da jeg for c. 14 Dage siden var i Kjøbenhavn, søgte jeg Dem i Deres Bopæl, men traf Dem desværre ikke hjemme, skjønt det var i Tiden mellem 3 og 4¹. Imidlertid havde jeg ikke noget Kort ved Hånden at efterlade. Nu var der ganske vist ikke noget bestemt, jeg havde på Hjærte; men der er altid nok, hvorom jeg gjerne vil tale med Dem. Den Gang, tror jeg, var jeg netop optaget af en styg Bog, jeg havde læst, og som i alt for langt Tid gjorde mig kjed og fuld af Lede. Når jeg fortæller Dem, at Bogen hed "En Journalist"², da vil De, om De har læst den, vist næppe forstå, hvorledes den har kunnet det – og det vil også blive for vidtløftigt at forklare i et Brev.

Nu kommer jeg næppe til Kjøbhvn i den første Tid. Vi venter os nemlig i disse Dage en lille Pontoppidan³. Desuden har jeg andre Ting for Hånden, og måske skal jeg i Proces om en Skjælsten, – den blotte Nærværelse af Ordet Skjæl og Skjælsten er jo på Landet nok til at få ellers gode Naboer i Totterne på hinanden. Og så skal jeg jo ganske rigtigt have en lille beskeden Bog ud, som imidlertid også optager mig.

Så glad jeg nu end er ved, at De vil have et Bidrag fra mig, så vil De selv indse, at jeg for Tiden har meget, der optager mig. Men De slår ^på√, at De muligvis kan bruge et Kapitel af min nye Bog; og da vil jeg sige, at 1^st Kap, der foregår på Landet, i det hele og store er et afsluttet Billede, som egentlig ikke mere bliver fortsat. Når jeg får det renskrevet skal jeg sende Dem det, og så kan De jo se, om De mener, det kan gå⁴.

Hvornår jeg kan få Bogen færdig, véd jeg ikke, da det jo nemlig 2 afhænger meget af, hvordan Forholdene vil stille sig her i mit Hjem. Jeg ville gjerne, det skulde blive en god Bog, men jeg venter slet ikke, at den skal gjøre mig Ære. Jeg har gjort mig Umage for, at Skildring og Stil kan blive så jævn og lige ud som en Landevej, og har givet Afkald på alle mulige æsthetiske Finesser. Men Meningen med den er god nok – hvor tung og tør den så end kan blive.

Nu skal De, Hr. Borchsenius, have Tak, fordi De mindes mig – det omvendte vil altid i fuldeste Mål blive Tilfældet. Med mange Hilsner.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.