Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Rørvig. 8. juli 1935

Oehlenschläger en Efterklangsdigter

Kære Vilh. Andersen!

Det havde været min Hensigt at stoppe op i Fredensborg på Vejen her til Rørvig for at hilse på Professorparret og for mundtlig at bringe Dem min Tak for Deres H. C. Andersen-Afhandling. Men Vejrguderne stillede sig i Vejen for min Plan. I Stedet for at tage over Hundested måtte jeg køre over Holbæk, en Omvej på c 70 Kilom. Under en Nordvest-Storm er Hundested-Overfarten ikke behagelig for et Menneske, der ikke kan stole på sine Ben. Nu vil jeg håbe på, at jeg vil være i Stand til at realisere Planen på Hjemturen, og at jeg så vil træffe Dem og Deres Frue hjemme. Jeg er kommen herop for at være sammen med min Datter på hendes Fødselsdag (der var 2 i Går), og da Vejret nu igen er blevet sommerligt, slår jeg mig vist nok til Ro her for en lille Tid, mens min Husfrøken har Ferie.

Ja, H. C. Andersen! Han og hans Samti[di]ge, Søren Kierkegård, er nu bleven de kronede Navne i vor Literatur. Det forrykker lidt de gængse Forestillinger om, hvor vor literære Guldalder skal placeres; for i den skulde dog gerne de kronede Hoveder være at finde. Vi bliver vist nødt til at reducere Oehlenschläger til en Efterklangsdigter for at få Skik på Kongerækken.

Min Datter og Svigersøn hilser Dem og Deres Frue på det hjerteligste. Det samme gør nu som altid

Deres hengivne
H. Pontoppidan.