Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Overg. n. V. 15. 3. november 1922

husker kun halvvejs Topsøes Bøger

Kære Vilh. Andersen!

Jeg har nu læst begge Deres nye Bøger, og jeg takker Dem meget hjerteligt! Holberg-Marstrand-Værket¹ er en festlig Improvisation, der synes nedskreven i en lykkelig Feriestemning i et Lysthus i en Herregårdspark (Palsgård?), mens Bogen om Topsø² er kommen til Verden i Studerekammeret, i Deres Værksted eller "Laboratorium", som det nu bør hedde. Den "biologiske Kritik", som Joh. V. Jensen i disse Dage har efterlyst³, har De jo udøvet i mange År og hævet til Fuldkommenhed – hvad jeg selv først sent rigtig forstod Betydningen af. Fra at være væsenlig et Spørgsmål om artistisk Skøn 2 er den literære Kritik netop ved Dem bleven til en Videnskab beslægtet med Botanik og Biologi, hvor jo også Mikroskopien er af væsenlig Betydning. Skønt man ikke har nogen Fornemmelse af, at det er nogen Forkærlighed for Topsøe som Digter, der har inspireret Dem, følger man med den stærkeste Interesse, hvorledes De eftersporer Udviklingen hos ham fra Frø til Blomstring. Men for en Botaniker er vel også en Døvnælde og en Rose lige interessante Objekter. Selv husker jeg kun halvvejs Topsøes Bøger, og har rimeligvis i sin Tid bedømt dem meget uretfærdigt, fordi jeg den Gang overhovedet følte mig i Uoverensstemmelse med alle Københavner-Skribenter. Men nu vil jeg ved Lejlighed forny Bekendtskabet.

Det rørte mig, at De hædrede Erik Henrichsens Minde i Deres Bog⁴. Jeg har også ofte tænkt på vor fælles Ven, mens jeg gik 3 i Gang med en Fortælling⁵, som med det første begynder at udkomme (i Ill. Tid.). Det er ikke sådan, at han har været Model til nogen af Personerne, – til Hovedskikkelse egnede ^han√ sig ikke, og som Bifigur passede han ikke ind i min Plan – men der ^er√ i hans og min Hovedpersons Livsskæbne noget fælles, der skaber en vis Lighed.

Jeg vilde være kommen personlig med denne Tak, dersom jeg ikke havde været så langt nede på Grund af Smerter og Mangel på Søvn. Men jeg må nok have Lov til at ringe Dem op en Dag, når jeg igen kan bruge Kæften.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.