Henrik Pontoppidan til Ole Hansen Andersen
Sendt fra Lund, Stevns. 28. juni 1881

jeg har følt mig som hjemme

Lund1
Tirsdag Aften. [28.6.18812]

Kjære Venner i Bredvig3!

Jeg har længe omgåedes med Tanker om at skrive Eder til men hvorledes går det med Menneskets gode Forsætninger? I mit stille Sind har jeg skrevet Eder mange Breve til; thi hvor ofte har jeg ikke gået i vor dejlige Have herude, og tænkt på Dagene i Hornsherred; og mine Tanker har da vandret den Vej mellem Bredvig og Åskilde, som mine Ben har gået så mangen kjær Gang. Dersom jeg derfor havde opskrevet alt det, som jeg har tænkt på om Bredvig og Eder, da vilde det være bleven et Brev så langt, at I måske blev gamle Aftægtsfolk inden I fik det læst til Ende, især med de fortvivlede små Bogstaver, som jeg nu har vænt mig til at skrive, og ikke kan vænne mig af med, skjønt jeg meget vel indser, at det ikke alene er til Ødelæggelse for mine Øjne, men også til Sorg og Fortvivlelse for dem, der skal læse dem.

Men at jeg ikke en eneste Gang har opskrevet mine Tanker og sendt Eder dem som et Brev, det ligger i forskjellige Grunde. For det første kan jeg så inderlig godt lide at gå i en sådan dejlig Have, som vor er her, især når Vejret er godt, og tænke dels på de Dage, som er forløbne, og dels på de Dage, som forhåbentlig vil komme. Og når jeg først er begyndt at vandre sådan tænkende omkring på den Måde med Hænderne i Lommen, som I jo kjender fra Eders egen Have da har jeg ondt ved at rive mig løs igjen. Og jeg har da især ondt ved at tage fat på Pennen; thi den sidder jeg med i Hånden lige fra Morgen til Aften, og vil jeg helst slippe for så ofte jeg kan.

Desuden har jeg jo også måttet passe andre Breve og nødvendige Breve. Og iblandt dem da navnlig nogle Breve til en lille Pige, der oftere end jeg vil have, tvinger mig til at lægge Pennen og strække Øjnene hen imod en lun Gård med store Piletræer og en lille Kilde ved Siden. –

Det er underligt med Bredvig. Den har fæstet sig mere hos mig, og brændt sig dybere ind i mig, end jeg troede. Jeg har grebet mig selv i, at jeg har kaldt det for "hjemme". Således erindrer jeg, at da vi her forleden Dag talte om Kvægfodring, sagde jeg, at sådan og sådan fodrede de "hjemme" men jeg mente Bredvig. Det viser, at jeg har følt mig som hjemme der; og det er ikke min Skyld, men Eders, der lod mig føle et Hjem hos Eder.

Det er i det Hele underligt med den lille Plet mellem Østby og Bredvig, hvorledes jeg føler den som et andet Hjem. Det er en hel ny Familieverden, der er rullet op for mig, og som jeg kun har haft Glæde af. Jeg synes, jeg har så mange Venner der; jeg kjender den lille Plet så ud og ind; mine Tanker færdes der daglig med en vis Vemod, som om jeg havde ladet noget af mig selv blive tilbage derovre. Men det er dog altsammen ikke så underligt, da den endnu gjemmer det bedste, som jeg ejer.

Og når det kommer til Stykket, så er det vel også hende, der kaster det Solskin over den lille Plet, hvori jeg ser den, og hvori jeg altid vil se den, sålænge indtil alt Solskin forsvinder for mig. –

Men hvorfor dvæle ved Alt dette? Dersom jeg som sagt skulde nedskrive alle de Tanker, der knytter sig til dette Solskin, da var I både døde og begravede længe før jeg blev færdig. Jeg vil hellere sige Eder nogle Ubehageligheder; thi det ligger mere for min Stemme.

For det første har I forkjælet mig altfor grueligt. Det voldte, at jeg de 2 første Dage hernede befandt mig ganske underlig, og helst vilde "hjem igjen" til Bredvig! I lækkrede alt for meget for mig; tog formeget på mig med Fløjelshandsker; det mærkede jeg da jeg kom herned.

Men lad mig skynde mig med at sige, at de dog er umådelig flinke mod mig hernede; og nu da jeg er bleven vant dertil befinder jeg mig meget godt. Jeg bor omtrent som hos Eder. Har et Soveværelse, der ligger akkurat som Eders, og en Havestue til at arbejde i men ingen Sal til at spadsere i. Og jeg må tilstå, at Haven her er meget større og smukkere end Eders, og her er meget mere Hav her, med mange store Skibe lige ud for mine Vinduer, og Møens prægtige Klint lige i Baggrunden.

Dernæst spiste jeg altfor godt hos Eder; I kræsede for meget for mig. Og jeg blev jo også så dejlig tyk og fed, som om jeg skulde have været til Dyrskue. Men Fedtet går nok af mig igjen; jeg synes allerede, at jeg kan mærke, hvor det svinder. Dog håber jeg ikke, at jeg skal blive altfor tynd og "skrogagtig" i Kirstines Øjne.

Jeg vilde ønske, at I kunde få lidt mere Sul på Marie, min Marie. Hun bliver ved at være den samme lille Spirrevip, og når hun nu rigtig skal til at tage fat på Sommer- og Høstarbejdet bliver det vist ikke bedre. Men det tager også på Kræfterne at være forlovet. Man burde aldrig forlove sig; man burde gifte sig strax en, to, tre så var det forbi!

Jeg har ikke hørt noget fra Eder angående den Tur, vi talte om. Så er den vel altså røget i Lyset, kan jeg tænke. Men vi kan måske en anden Gang få den bragt i Stand. Jeg har i Stedet for gjort en Tur til Møens Klint i en fire-fem Dage, og der havde jeg haft Lyst til at have Eder med. Der er forunderlig dejligt derovre, ikke mindst når man således som jeg har været der før.

Men jeg må snart til at holde op med dette Skriveri. Klokken er allerede henved Midnat, og om Sommeren er det kjedeligt at sidde længe oppe ved Lampelys. Jeg vil derfor nu blot slutte med min Tak for den Tid jeg har tilbragt hos Eder en Tid, der har været mere indholdsrig for mig, end I kan vide af. Jeg generer mig næsten for, at jeg benyttede Eders Gjæstfrihed så længe; men jeg vidste jo ikke af, at jeg var der på sådanne Vilkår, som I vilde have.

Hils nu hele Gården og Alt, hvad der huses i den, både af Mennesker og Umælende. Hils også Tapetet i mit Sovekammer; det var et af mine første praktiske Værker blot det ikke alt for snart falder af igjen. Og når I træffer den lille Pige, som jeg tænker på i dette Øjeblik, så hils hende fra mig. Men jeg vil ikke begynde på at beskrive Eder, hvem jeg mener; thi da blev jeg heller ikke færdig i dette Liv, og måske heller ikke i det næste. Og hils også alle de andre gode Venner og Bekjendte, jeg har i Sønderby, både oppe hos Hans Jensens4, de gamle Fiskere og min særdeles gode Ven, "Post No 1".

Jeg mærker netop nu, da jeg slutter dette Brev, hvormeget jeg længes op til den lille Plet i Hornsherred. Gid jeg snart kan se det Altsammen igjen! Men dersom I en Dag får Lyst til at tage fat på Pennen, så send mig et Par Ord til Tegn på, at I ikke har glemt

Eders Ven
Henrik Pontoppidan.

 
[1] Lund: kystby med landingssted på sydsiden af Stevns, hvorfra der er udsigt til Møns klint. tilbage
[2] dateret ud fra den antagelse at HPs nylige "Tur til Møens Klint i en fire-fem Dage", er den samme som den Emil Jespersen omtaler i sit brev til Louise Zeuthen 21.6.1881. tilbage
[3] Bredvig: lokalitet med to større gårde og nogle huse sydligst i Selsø sogn. tilbage
[4] Hans Jensen (1836-1900) gårdmand i Sønderby, Bodil Kirstines bror. tilbage
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage