Det store Spøgelse

Af Henrik Pontoppidan

I

Man har en smuk Sommeraften paa en Spaseretur sat sig til Hvile oppe paa en Bakkeskraaning og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned. Stilheden i Naturen, de hjemvandrende Kvægflokke, Himmelrandens gyldne Fata Morgana og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der engang imellem bliver helt borte, fremlokker en særegen Sørgmodighed, en sværmerisk Ensomhedsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En tilsidst for, at man virkelig har noget alvorligt at bebrejde sig. Man begynder for fuld Alvor at ransage sin Samvittighed, at efterspore en eller anden skjult eller glemt eller overset Brøde. Alle Dagens 6 smaa Overtrædelser, hvert ubetænksomt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse eller Forurettelse svulmer her i Skumrings-Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet bespændt og uroligt.

Men saa bortvendes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi. Tankerne falder til Hvile, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal, som den lille Fugl beskriver i Luften under sin nervøse Flugt. Men saasnart den er ude af Syne, synker man uhjælpelig tilbage i den modfaldne Stemning, og allehaande uhyggelige Skyldfornemmelser røres op af Sjælens Dyb.

Indtil der atter viser sig noget, der vækker Sanserne og udfrier Eftertanken af Stemningens Mareridt. Det er dennegang en lille Vogterdreng, der et Sted i Nærheden med Hujen driver en Flok Køer henover Markerne. Og paany sidder man og smiler hen for sig – men med et tungt, 7 et bittert Smil. En Uro, en dyster Afmagtsfølelse er bleven tilbage i Sindet. Man griber sig i med Misundelse at følge den lille barbenede Purk, som gaar der saa sorgløs og knalder med sin Pisk, – og det, skønt man maaske selv for ikke en halv Time siden gik muntert nynnende hen ad Vejen og mejede Grøftekantens Blomster med sin Stok.

Og Solrøden derude falmer, og Natten kommer listende. En efter en dukker Stjernerne frem som himmelske Spejdere. Graa og øde ligger Jorden og damper svagt i Aftenkulden. Selv begynder man at fryse men kan alligevel ikke overvinde sig til at staa op og gaa hjem. Man er i sin Stemnings Vold. Man er under Afmagtens Fortryllelse. Aftenstjernen, som dirrer paa den grønblege Himmel, synes at vinke saa fortroligt deroppe fra Evigheden. "Kommer hid, alle I, som ere besværede!" synes den at trøste. "Heroppe er Hvile og Fred!"

8 Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem veed? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig.

– – Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed det, vugger vi i Dødens Skyggearme. –

II

Paa en ensomt liggende Husmandslod ude ved Sognegrænsen boede gamle Søren Kousted og hans Kvinde.

Søren var en gudfrygtig Mand, en stille, indadvendt Natur, som ude mellem Fremmede kunde gøre et noget forsagt Indtryk, men som i Hjemmet til Gengæld hævdede sin husfaderlige Myndighed med gammeltestamentlig Strenghed. Mariane, hans Kone, var et enfoldigt Skind, kuet og sløvet af et Liv i Trældom. Begge var de Væsner af Dværgeart, sammensunkne og med store Ansigter, hvori der stod at læse om den lidt tomme Fred, som kommer over saadanne gamle Mennesker, naar Kampen for Tilværelsen er gennemstridt og Livet ikke 10 længer byder dem Vanskeligheder at overvinde.

En Lørdag Aften i September var Søren efter sin Sædvane gaaet tidlig til Ro. Han havde allerede ligget et Par Timer paa Inderpladsen i den brede Seng og sovet med Ansigtet mod Væggen, da Klokken blev ti og Bornholmeren henne i Krogen faldt i Slag med en rusten Snurren ligesom et gammelt Menneske, der maa rømme sig, før det kan tale. Mariane gik paa den Tid endnu halvt afklædt omkring og smaanøslede i Stuen og det tilstødende lille Køkken med en Lysepraas i en Profit. Hun havde netop stillet denne hen paa Madbordet mellem Vinduerne og var beskæftiget med at omvikle sit store, næsten skaldede Baghoved med et Tørklæde, hvis Ender hun fæstede over Issen med et Par Naale.

Denne natlige Puslen var en gammel Vane hos hende fra den Tid, da Børnene var hjemme og hun gerne maatte sidde 11 oppe den halve Nat for at bøde deres Klæder. Der var dengang saa meget, der skulde lappes og stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed. Nu var alle Børnene borte, var draget hver sin Vej ud i Verden. Kun den yngste Datter, Grethe, var bleven i Sognet og tjente i Præstegaarden. Af de andre var den ene Korporal i Randers, den anden Mejerske i Herning, den tredje arbejdede som Tømmersvend i Viborg, og det var paa alle disse saa fremmede og fjerne Steder, at den gamle Kone færdedes i sin stakkels Fantasi, naar hun saadan gik og puslede i Ensomhed.

Endelig fik hun da ordnet sig for Natten, vædede et Par Fingerender og slukkede Lyset. Ved det blaahvide Skær af Maanen, der tegnede to lysende Vindues-Firkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengestokken, trak Strømpeskafterne halvt ned over de aaresvulne Lægge, bandt et gammelt uldent Stykke 12 omkring Maven og krøb op i Sengen. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen, foldede de runkne Hænder over Brystet og bad sin Aftenbøn:

"Nu sejer A dig Tak, Vorherre, for Helsen og Velfærd. Udfri os fra Synd og bevar os fra Fristelsen, Amen! Reger mit Hjerte og fri mine Hænder fra det onde. For din elskelige Søn Jesu Kristi Skyld. Amen! Det samme sejer A for dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Hans Jørgen, og for dig, bitte Grethe. Gud i Himmelen annamme vos allesammen i sin Varetægt."

Midt under denne halvhøjt fremmumlede Paakaldelse var et mørkt Legeme sprunget ned paa Gulvet fra Sengens Fodende. Det var Katten, der havde ligget og varmet sig oppe paa Dynen og nu følte Trang til at strække sig. Med krummet Ryg og rejst Hale stod den dernede i den ene Lysfirkant og gnistrede ud af sine grønne Øjne som 13 en dæmonisk Aabenbarelse. Tilsidst begyndte den at mjave.

Mariane tyssede paa den, – Søren havde i Søvne givet et utaalmodigt Grynt fra sig. Men Katten var sulten efter Mus. Maaneskinnet derude fristede og vakte Blodhungeren. Den satte sig hen ved Døren og blev siddende der med Halen standhaftig svøbt om Poterne og gav sig ynkelig.

Der hjalp ingen Trusler. Mariane maatte op af Sengen og lukke den ud.

Der var under alt dette atter gaaet en Time. Bornholmeruret henne i Krogen begyndte igen at stønne som en gammel Mand og udhostede elleve trætte Slag. Udenfor var der ganske stille. Landevejen laa langt borte, og der rørte sig ingen Vind.

Mariane havde paany faaet lagt sig tilrette under Dynen, og nu, da hun var bleven vred, og hendes Tanker havde faaet Katten at tumle med, faldt hun hurtigt til Ro. Med sit indbundne Hoved 14 trygt støttet mod Mandens Ryg, som om det der havde sin naturlige Hvileplads, sov hun snart efter ind til sine graa og fattige Drømme.

III

Paa samme Tid gik et ungt Kærestepar med hinanden om Livet henad en Marksti langsmed et bevokset Dige: en køn, velvoksen Karl med en Rest af Holdning fra Soldatertiden og en snaksom lille Pige, som paa en egen tapper Maade satte sine Ben unaturligt langt frem for at kunne holde Trit med ham.

Det var Grethe, Søren Kousteds yngste Barn, der tjente i Præstegaarden, og saa en Tjenestekarl der fra Byen, – Niels Hald hed han.

Grethe havde taget sit Hovedklæde af. Hun gik og svang det i Haanden og kiggede forelsket sin Kæreste op i Ansigtet, mens hun ustandselig talte og lo. De var 16 nylig bleven forlovede, og for visse Aarsagers Skyld maatte de foreløbig hemmeligholde deres Forbindelse, og nu havde de ikke set hinanden i tre Dage, saa der var jo saa meget at fortælle og saa megen opsparet Ømhed, der maatte have Luft.

Til begge Sider strakte sig store Stubmarker, hvorover det hvide Maanelys laa som en Rim. Paa Stien, hvor de gik, var der derimod Skygge af Tjørnene paa Diget; her kunde de gaa uden at blive set, dersom der skulde komme nogen ude paa Landevejen. I Nødsfald kunde de ogsaa skjule sig i Buskene. Og det galdt om at være forsigtig. De vidste, hvor strengt Præstens fordømte al Nattesværmen.

Niels Hald var en af Sognets smukkeste Karle, og Grethe havde længe elsket ham i Løndom. Hun havde været syg af Sorg, naar hun hørte om ham, at han var bleven gode Venner saa med den ene saa med den anden Pige af den Slags, der ikke 17 undsaae sig for at byde sig til. Skønt hun vidste, at det var en Formastelighed, og i Grunden heller ikke havde troet, at det hjalp noget, havde hun i sin Hjertekvide ikke kunnet lade være med at bede til Gud om, at han vilde vende hans Sind til hende. Da saa Niels kom hjem fra Tjenesten, var det utrolige sket. Ganske af sig selv var hans glade Øjne gleden de andre forbi og hen paa hende. En Dag, da de mødtes udenfor Købmanden, havde han sagt hende sin Mening.

Selv forklarede Niels Sagen saadan, at han nu var bleven fornuftig og ikke længer tog efter det ydre. De smukkeste Piger blev gerne de daarligste Koner – sagde han aabenhjertig; og Grethe var slet ikke bleven vred. Hun havde al sin Tid maattet høre saa meget om sit ræverøde Haar og sine Sommerfregner, at hun var nærved at anse sig for et rent Utyske. Hendes eneste Fortrin, vidste hun, var, at hun 18 var en ordenlig Pige og et Arbejdsmenneske.

Nogen Skønhed var hun nu virkelig ikke, og lidt stedmoderlig havde Naturen og Skæbnen i det hele behandlet hende. Hun havde arvet sin Moders enfoldige og ydmyge Sind og havde hidtil lært mere af Livets Tristhed end af dets Glæde at kende. Derfor formaaede hun heller ikke endnu at give sin Lykke og Taknemlighed et helt naturligt Udtryk, men blev let overstadig og lidt fjantet i sit Væsen overfor Niels.

At deres Forlovelse ikke straks var bleven offenliggjort, skyldtes hendes eget udtrykkelige Ønske. Hun var foreløbig altfor lykkelig til at tænke paa den Misundelsens Triumf, der ventede hende mellem Egnens andre Piger, men havde paa den anden Side været foruroliget af Tanken om, hvad hendes Forældre og navnlig hvad Præstens vilde sige. Niels havde jo ikke det bedste Lov paa sig fra Fortiden. Hun havde derfor 19 anset det for rigtigst, at han først viste sig nogle Gange ved Onsdagsforsamlingerne i Præstegaarden, saa man kunde se, at han mente det alvorligt med sin Forbedring. Forresten var de netop denne Aften bleven enige om, at de nu vilde købe Ringe.

Pludselig foer hun sammen og standsede. Hun syntes, hun havde hørt Skridt lige i Nærheden.

"Der kommer nogen," sagde hun og dukkede sig.

Niels saae sig omkring.

"Der er ingen."

"Jøsses, A blev saa angst," sagde hun og lo igen.

De gik saa videre, men Grethe var bleven tankefuld.

"Det er mærkeligt … for jeg hørte li'saa bestemt et Par Træsko," sagde hun efter en længere Tavshed. Og noget senere, da Niels allerede en Tid havde talt om andre 20 Ting, lagde hun til: "Har du hørt, hvad de siger, at Jesper gaar igen?"

"Hvem siger det?"

"Det er Hans Madsens Trine. Hun skal have set ham i Lørdags Nat gaa tværsover Per Ousens Toft i sin Ligskjorte."

"Aa, Sluddervrøvl! Du tror da it' paa den Slags?"

"Nej nej, – det veed A da nok."

"Ser du, det er bare over det, at Jesper fik en saa sørgelig Ende. Saa skal Kællingerne straks lave Historier."

Den, de talte om, var Byens Smed, som nylig var død, og om hvem der forinden var gaaet en Del Snak der paa Egnen. Han havde været gift med et fordrukkent og løsagtigt Kvindfolk, og da han selv var en ordenlig og stræbsom Mand, havde de levet i bestandig Ufred. Saa var Konen død, og fra den Dag havde han været tungsindig og var tilsidst selv begyndt at drikke. Folk mente, han havde faaet Samvittighedsskrupler, 21 fordi han undertiden havde talt sin Kone lovlig haardt til og vel ogsaa havde givet hende en Vinge nu og da. En Morgen fandt de saa Smedjen lukket. Han havde hængt sig ovre i Vedkasten.

I et Par Timer havde de nu gaaet der frem og tilbage i Skyggen langsmed Diget. Vistnok for tyvende Gang naaede de Enden af Stien ude ved Landevejen; men nu standsede Grethe. Maanen var kommen over paa Vesthimlen; hun turde ikke blive længer ude. Her maatte de skilles.

"Nu maa A hjem, Niels," sagde hun modfalden.

"Har det saadan Jav," spurgte han.

"Ja, A maa go."

"Jasaa da – naar det skal være."

Men det var svært at slippe ham. Hun havde lagt begge Armene om hans Hals, og han trykkede hende tæt ind til sig paa Almuekæresters Vis uden at lægge Skjul paa, hvad han længtes efter.

22 "Aa, søde Niels," sagde hun. "Du skal snart faa det godt hos mig."

Endelig fik de da sagt hinanden det sidste Godnat. Niels blev staaende paa Stien, mens Grethe skyndte sig over Landevejen og videre langsmed Diget ovre paa den anden Side for ad en Omvej at slippe tilbage til Præstegaarden uden at blive set. En eneste Gang vovede hun sig ud paa Marken i Maanelyset for at vifte til ham med sit Hovedklæde, og Niels svang til Svar sin Træsko, som han netop havde taget af Foden for at ryste noget Jord ud af den.

Først da hun var helt afsyne, kom han ud paa Vejen og gik nu hjem til den Gaard, hvor han tjente. Grethe hørte hans faste Soldaterskridt fjerne sig paa den haarde Vej. Hun var standset for at kunne følge dem til det sidste, og Hjertet sang i hende af Taknemlighed og Glæde.

Men Ulykken var ude denne Nat. –

IV

Præstegaarden laa i en Sænkning i den vestre Ende af Byen. Det var en af disse gamle, herregaardsagtige Embedsboliger, som nu er ved at forsvinde, en Avlsgaard med vidtløftige Stald- og Ladebygninger, med Faarefold og Svinesti, med Boder og Skur, det hele omfavnet af en Lystpark paa flere Tønder Land.

Der hørte stadig en Del Jord til Kaldet; men dettes nuværende Indehaver havde bortforpagtet Avlingen til to af Byens Gaardmænd. De store Udlænger stod enten ganske tomme eller benyttedes af Forpagterne som Oplagsrum. Præstens var dertil enlige Folk uden Børn i Hjemmet, saa der var ingen andre Tjenestefolk paa Gaarden 24 end Grethe og en gammel Mand, der passede Haven, huggede Brænde o. lign.

Grethes Kammer laa for sig selv bagved Køkkenet. Vinduet vendte ud til Urtehaven eller "Kaalgaarden", som den kaldtes, og ad den Vej var det, hun i den senere Tid hyppigt var listet væk om Aftenen for at mødes med sin Kæreste. Hun havde haft svære Anfægtelser i den Anledning. Hun holdt meget af Præstefolkene, der aldrig havde gjort hende andet end godt, og bestandig havde hun ogsaa lovet sig selv, at det skulde være sidste Gang. Nu frygtede hun tilmed for, at Præstefruen var begyndt at ane Uraad. Forleden, da hun havde glemt at komme Salt i Grøden, havde Fruen sagt: "Jeg tror, du gaar i Giftetanker, Grethe." De Ord havde gjort hende saa forskrækket, at det havde sortnet hende for Øjnene.

Denne Aften havde hun været borte siden Klokken halvti. Hun var paa den 25 Tid kommen ind i sit Kammer med et Lys i Haanden og havde da hørt Niels' sagte Fløjtekvidder ude fra Havegærdet, – det aftalte Signal, som hun angstfuld og dog med en saa sugende Længsel hver Aften gik og ventede paa.

Hun var netop bleven færdig med sin Aftensyssel og havde ogsaa været inde i Stuen og sige Godnat, – det var hende derfor helt umuligt at staa Fristelsen imod. Som Tegn paa, at hun havde hørt ham og vilde komme, slukkede hun skyndsomst Lyset; og faa Minuter efter krøb hun ud gennem Vinduet. For at ingen skulde se dem sammen, søgte de hver sin Vej ud til Markskellet, hvor de havde deres Stævnested, og her glemte hun efterhaanden sine Anfægtelser, og det endda saa fuldstændig, at hun havde kunnet gaa og snakke om Præstens og Præstegaarden, uden at der derfor var kommen en Sky paa hendes Lykkehimmel.

26 Men nu, da hun blev ene, fik Samvittigheden atter Magt over hende. I samme Øjeblik, den sidste Lyd af Niels' Skridt forsvandt ude paa Landevejen, følte hun sine Ben saa tunge. Hun gik langsomt over en Pløjemark, der stødte op til Præstegaardshaven, og sneg sig langs med Gærdet paa den Side, der var længst borte fra Præstefolkenes Sovekammer. Da hun kunde skimte de lange, maanehvidtede Mure mellem Træerne, stod hun stille for at lytte. Men alt var roligt derinde, overalt var der slukket. Der hørtes ingen anden Lyd end en svag Klapren af Snoren paa Flagstangen i den store Blomsterplæne foran Havestuen.

Hun fik igen sit Vejr og krøb over Gærdet. Ja, hun blev saa dristig, at hun listede sig paa Hosesokker helt ind i Haven til et Sted, hvor der stod et Træ med Sommeræbler. Længe stod hun stille og betragtede de store, gule Frugter. I Grunden 27 maatte hun slet ikke røre dem. Alligevel udsøgte hun sig den største og modneste af dem, hun kunde naa, og puttede den i sin Lomme. Det var til Niels. Til sig selv tog hun en af dem, der laa i Græsset. Hun var bleven sulten, opdagede hun, og gav sig straks til at spise.

I Skjul af Maaneskyggerne, der rundede sig over Plænerne, gik hun langsomt tilbage samme Vej, hun var kommen, listede gennem Urtehaven og gik hen til sit Vindu, som hun havde ladet staa paa Klem. Da gav det et Ryk i hende. Hun var lige ved at sætte i et stort Angstskrig. Vinduet var lukket i, og Haspen sat paa indvendig.

Forfærdelsen ramte hende som en Krampe. Hun stod et Øjeblik aldeles stiv, med Albuerne trykket ind til Kroppen, og stirrede ud for sig med runde Øjne. Og dog havde hun for længe siden forudset, at det vilde ske. Hun var i Grunden slet ikke overrasket. Hun havde blot aldrig gjort sig rigtig Rede for 28 Følgerne af en Opdagelse, fordi hun i den senere Tid overhovedet havde haft en Sky for at tænke sine Tanker helt tilende.

Da hun efter et Par Minutters Forløb kom til sig selv, gik hun med listende Skridt videre – først forbi den lukkede Indkørselsport og derpaa langs med Staldlængen. Hun var kommen til at tænke paa, at Præstefolkene maaske ovenikøbet sad oppe og ventede paa hendes Tilbagekomst. Det slog til. Henne ved en Laage mellem Udlængerne, hvor hun kunde se ind over Gaardsrummet, saae hun, at der endnu var Lys i Dagligstuen.

Hun havde i sin Angst klynget sig til et urimeligt Haab om, at det kunde være den gamle Jens Madsen – Karlen – som havde været ude og tilfældigvis set, at Vinduet var aabent, og nu havde villet spille hende et Puds. Men disse to Vinduer, der lyste hende imøde med et blodrødt Skær fra Gardinerne, gav hende Visheden. Baade 29 Præsten og Fruen gik ellers regelmæssig i Seng paa Slaget ti. Og Klokken maatte være over tolv.

I sin Fortvivlelse søgte hun ud paa Marken og gav sig til at gaa rundt i en Kres, mens hun stønnede højt. Aa Gud! Hvad skulde hun gøre? Hvad skulde hun dog gøre? – Til Niels kunde hun ikke gaa hen og søge Raad, da han delte Kammer med en anden Karl. Og hjem til Forældrene turde hun nu slet ikke komme. Hvad vilde hendes Fader sige?

Hun saae ham for sig, saadan som han havde taget imod hende, da hun for et Aar siden var bleven fæstet til Præstens. Paa sin sære Maade havde han lagt Haanden paa hendes Skulder og sagt: "Vorherre har vist dig en stor Velgerning, Grethe. Gør dig nu fortjent til den!" Hun kunde huske, at hun var bleven lidt krænket over de Ord. Hun syntes ikke, hun havde behøvet nogen Paamindelse. Men hun 30 havde troet for godt om sig selv, og det straffede sig. Nu var Ulykken kommen!

Men hvordan havde hun dog ogsaa kunnet forse sig saa skammeligt? Hun forstod det ikke længer. Præstens havde dog altid været saa over al Maade gode imod hende. Endnu fornylig havde de uden nogen Anledning givet hende Hvergarn til en Kjole. Aldrig havde hun hørt et ondt Ord af dem. Som nu forleden, da hun var kommen til at slaa Hanken af Præstens Mundkop. Fruen var jo nok bleven meget vred og havde skændt dygtigt; men Præsten selv havde ikke sagt et eneste Ord, bare set saa inderlig bedrøvet paa hende med sine ejegode Øjne. Kunde der tænkes bedre Mennesker? – Og saadan havde hun nu lønnet alle deres Velgerninger!

Hun var i sin Fortumlelse gaaet længere og længere bort fra Præstegaarden. Uden at vide det gik hun endnu med sit halvspiste 31 Æble i Haanden. Da hun opdagede det, kastede hun det hulkende fra sig. Ja, Tyv var hun ogsaa!

Hun satte sig tilsidst ned paa en Jordvold med Forklædet for Øjnene. Hun følte sig som det brødefuldeste Menneske i Verden.

Hvad skulde hun dog gøre? Vende tilbage til Præstegaarden vilde hun ikke. Hvad skulde det vel ogsaa hjælpe? De vilde naturligvis jage hende bort med det samme. Hvor mange Gange havde hun ikke hørt Fruen sige, naar der blev snakket om en Pige, som rendte ude om Natten, at et saadant Menneske vilde hun ikke et Øjeblik taale i sit Hus. Med Skam vilde hun blive jaget af sin Plads. Allerede imorgen vilde Folk gaa rundt og snakke om hende. Konerne i Byen vilde ordenligt faa travlt med at gøre sig Ærinder hos hinanden for at faa noget at vide. Oline og den lange Jørgine og de andre Piger, 32 der havde misundt hende Pladsen, de kunde nu more sig. Hun kunde tydelig se dem staa udenfor Gaardportene og stikke Hovederne sammen og rigtig skraldergrine.

Men alt det fik endda være. Meget værre var det med hendes Forældre og Søskende. Naar hun tænkte paa dem, blev hun som et eneste Saar indvendig. Hun gruede især for Faderen, der var saa ærekær, og som havde været saa stolt af sine Børn for den Fremgang, de havde haft allesammen. Nu var den Stads forbi!

Og allerværst var det næsten, at det netop skulde være Søndag. Naar Præsten kom hjem fra Annekset, plejede han altid at have en Hilsen med til hende fra Forældrene, som gik i Kirke der. Hvordan vilde den Hilsen komme til at lyde dennegang? … Hun kunde grangivelig forestille sig, hvad der vilde ske derude denne Formiddag, naar den sidste Salme var sungen og Præsten – som hans Skik var – stillede 33 sig ud i Vaabenhuset for at tage alle Kirkegængerne i Haanden, naar de gik. Til allersidst vilde ogsaa hendes Forældre komme, Faderen med den store Salmebog under Armen og bagved ham Moderen i sin grønne Hvergarnskjole og Frynsesjalet. Og Præsten ser bedrøvet paa dem og siger: "Kære Venner! Det gør mig hjertens ondt at maatte sige jer, at jeres Datter ikke har været værdig til den Tillid, vi har vist hende. Vi kan derfor ikke længer beholde hende i vort Hus." – Ogsaa Forældrenes Ansigter ser hun tydeligt. Faderen har løftet sine tykke Bryn; det bævrer om hans Mund, og han siger ikke et eneste Ord. Og bag ham staar Moderen med bøjet Hoved, nedknuget af Sorg og Skam. – –

Hun sprang op og gik højt grædende endnu længere bort. Paa maa og faa drev hun ud over Markerne. Hun ønskede, hun var død. Hun syntes, at hun aldrig mere 34 kunde faa en lykkelig Time. Og hvad vilde Niels sige? Ham vilde det sagtens ogsaa gaa ud over. Og saa vilde han maaske forstøde hende, og det var han jo da i sin gode Ret til. For hun havde jo endda langt grueligere Synder paa sin Samvittighed. – –

Hun var pludselig standset igen, ramt af en ny, endnu forfærdeligere Angst. Hun var kommen til at huske paa, hvordan hun hemmeligt havde lokket Niels til sig ved at bede til Gud om hans Kærlighed. Men var det ikke saadan, at den, som vendte sig til Vorherre med en formastelig Bøn, forskrev sig til den Onde? Jo! Hun vidste, at hun engang havde hørt eller læst noget derom. – Og nu var Straffen kommen! Nu fik den Onde sin Løn!

V

I flere Timer flakkede den stakkels forvildede Pige omkring paa Markerne uden at turde vende hjem. To Gange var hun dog henne ved Præstegaarden for at se, om der endnu var Lys i Dagligstuen. Den første Gang flygtede hun straks ved Synet af de to rødt oplyste Vinduer, og det endskønt det i Virkeligheden var hende lidt til Trøst og Beroligelse at vide, at man endnu ventede hende. Den anden Gang – en Timestid senere – var der slukket overalt, og da syntes hun, at hun med det samme for evigt var lukket ude fra Menneskenes Samfund. Denne lange Række mørke Vinduer, denne store, tavse, maanehvide 36 Gaardsplads virkede paa hende som en Gudsdom.

Hun stod et Øjeblik og stirrede sig omkring. Uden at hun selv vidste af det, tog hun Afsked med det altsammen. Saa gik hun stille bort.

Hun blev ved at gaa, indtil hun af Udmattelse sank ned paa en væltet Plov et Sted ude i Udmarken. Maanen var i Nedgang. Blodrød og svullen hang den over det rygende Moseøde derude i Vest. Mørket vilde snart komme. Himlen var allerede fuld af Stjerner.

Træt og tung, halvt drømmende, sad hun der med Hovedet mellem sine Hænder og stirrede ud over det lave Land. Derude i Taagen boede hendes Forældre. Hun kunde akkurat skimte Barndomshjemmets mørke Tagryg ovenover Røgen. Ogsaa den gamle Poppelpil kunde hun se, og hun kom til at tænke paa, at bag ved den laa Hullet med det sorte Mosevand, som hun havde 37 været saa bange for, da hun var Barn. Først nu forstod hun denne sære Angst. Den havde været en Forudanelse om, hvordan det vilde ende med hende.

Ganske stille sad hun der og besluttede at dø. Hvad andet havde hun at gøre? Forstødt af Gud og Mennesker kunde hun ikke leve. – Men ogsaa for Forældrenes og hendes Søskendes Skyld vilde det være bedst, at hun gemte sig væk. Saa vilde Folk ikke være onde imod dem og glæde sig over den Skam, der var overgaaet dem, men vise dem Deltagelse og tale trøstende Ord. Og Niels, han vilde nok snart glemme hende. Han havde saa let et Sind, og der var jo flere end nok, der vilde have ham. Hvad Lykke kunde der vel ogsaa være bleven for dem? Der kunde jo dog aldrig være kommet andet end Ulykke af en saa syndig Kærlighed.

Havde hun blot ikke haft denne Skræk for Vand! Men det hele var jo kun et Øjebliks 38 Sag. Hun havde hørt, at man bare skulde tælle langsomt til 35. Saa steg der Blod op for Øjnene, og saa var det forbi. Ganske forbi. For der var ikke noget Helvede – det havde Præsten selv sagt. Der var bare en evig Udslettelse for de Fordømte. Og en saadan var det netop, hun nu alene ønskede.

Hun havde ikke flyttet Øjnene fra den mørke Tagryg derude i Mosetaagen. Men Blikket var halvvejs udslukt. Hun følte sig allerede som en, der ikke længer tilhørte denne Verden. Evigheden var allerede begyndt for hende. Endogsaa rent legemligt havde hun en Fornemmelse af ikke mere at være til.

Men idet hun nu søgte at samle sig til den sidste Afsked med Hjemmet og Forældrene, kom hun lidt efter lidt til sig selv igen. Saa mange halvglemte Ting fra Barndommens lykkelige Dage blev i disse Øjeblikke igen saa underligt levende 39 for hende og gav hende tilbage til Livet. Hun saae sig selv som lille Pige sidde ude paa Trædestenen foran Døren og lege med sine mange Sneglehuse. Hun tænkte paa sin første Skoledag, som hun havde glædet sig saa meget til, men som var bleven til saa stor en Skuffelse for hende, fordi de store Drenge havde kaldt hende "Ræveungen" for hendes røde Haars Skyld og spurgt hende, om hun ikke var bange for, at der skulde gaa Ild i det. Hun kunde huske, at hun var kommen grædende hjem; men Moderen havde trøstet hende med en Raamælkskage. – Saa tænkte hun paa dengang, da hun laa syg af Feber, og alle Folk troede, hun skulde dø. Men Faderen havde hver Aften holdt Bøn ved hendes Seng, saa hun kom sig.

Saadan skiftede Billede paa Billede for hendes Øjne. Minderne slog en Englevagt om hendes vildfarende Tanker. Og pludselig lagde hun Hovedet ned i sine Hænder 40 og begyndte igen at græde. Hun vilde alligevel saa nødig dø.

Da foer hun voldsomt sammen. Hun syntes, hun hørte Skridt bagved sig. Hun havde løftet Hovedet, men vovede ikke at vende sig. Det var de samme spøgelseagtige Træskoskridt, hun engang før havde ment at høre denne Nat. – "Jesper Smed," stønnede det inden i hende.

Hun vilde springe op, men kunde ikke. Hun sad sammenkuet, med klaprende Tænder, og hørte Skridtene nærme sig, og hendes stive Øjne løb rundt i Hovedet.

VI

Ude i Forældrenes lille Husmandsstue havde Maanens lysende Vindues-Aftegninger i Nattens Løb flyttet sig fra Gulvet op paa Væggen og derfra videre hen til selve Vinduerne. Det allersidste, matte Skær døde just hen oppe paa Karmen. Henne i Sengen sov de to Gamle med Hiven og Prusten. Marianes indbundne Hoved hvilede stadig lige trygt paa Sørens Ryg, og det skønt han var begyndt at sove uroligt og hyppigt gnubbede sig saa det ene saa det andet Sted paa Kroppen.

Ved Tretiden vaagnede Mariane; hun syntes, hun havde hørt nogen klage sig. Hun lagde sig om paa Ryggen og laa en Stund og lyttede. Men da hun nu hørte 42 en Spyflue summe henne i Vinduet, mente hun, at det var denne Lyd, hun havde fornummet og i Drømme taget for Graad. Hun vendte sig da igen og sov videre.

Nogen Indbildning havde det nu alligevel ikke været. Udenfor paa Trædestenen foran Huset sad en kuldedirrende Skikkelse og krøb sammen. Det var Grethe, der havde søgt Tilflugt her for Dødsrædslens Hallucinationer. Hun sad med Forklædet trykket for Munden; men det var alligevel ikke altid, hun gjorde sig Umage for at kvæle Lyden af sin tørre Klynkegraad. Et Par Gange gav hun sig endogsaa til at kalde paa Moderen – ganske sagte rigtignok, blot med en Hvisken ind mod Muren, og dog med et lille Haab om at blive hørt, men samtidig paa Springet til at flygte ved den mindste Lyd derinde fra.

Henne fra Husgavlen kom Katten listende. Hun mærkede den ikke, før den med kælen Fortrolighed strøg sig op ad hendes 43 Ben. Først stirrede hun paa den med forvirret Skræk og turde ikke røre den. Hun vidste ikke straks, om det maaske igen var et ondt Syn. Men da Katten begyndte at spinde, tog hun den op i sit Skød og trykkede Kinden til dens varme Krop, ja i sin Trang til et levende Væsens Medviden gav hun sig til at smaasnakke med den som med et lille Barn, hviskede, at den skulde bede hendes Forældre og Søskende om ikke at være vrede paa hende, sagde, at den skulde hilse dem allesammen og sige dem, at hun havde været saa ulykkelig.

Pludselig kastede hun Dyret fra sig. Hun havde hørt Faderen hoste derinde. Lidt efter knagede Sengen, – og i samme Nu var hun i vild Flugt bort fra Huset.

Søren Kousted vækkedes regelmæssigt paa denne Tid af Natten af en naturlig Trang, som nødte ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun med sine Træsko paa, tumlede han ud af Stuen og stillede sig 44 udenfor Døren. Søvndrukken kiggede han op paa Himlen for at tage et Skøn over Vejrudsigterne. Da han saae de mange Stjerner, blev han næsten vaagen og faldt hen i Betragtning af den dejlige Nat.

Saa gik han ind igen sammen med Katten, skød Skodden for Døren og vendte tilbage til Sengevarmen med den behagelige Bevidsthed om, at der endnu var et Par Timer til Dag.

Allerede ved det andet Hanegal, endnu før det var bleven lyst, fik Mariane Uro paa sig og stod op for at tage fat paa sit lange Dagværk. Søren derimod blev liggende, fordi det var Søndag. Han efterkom overhovedet nøje Skriftens Paabud om at holde Hviledagen hellig og lod sig endog i den senere Tid Morgenkaffen bringe hen paa Sengen.

Først Klokken syv stod han op. Efter at have barberet sig og faaet Haaret kæmmet klædte han sig i sin Højtidsdragt for 45 at gaa i Kirke. Paa Slaget ni begav han sig afsted med den store Salmebog under Armen.

Mariane kunde dennegang ikke følge ham, fordi hun havde en Flæskeskank over Ilden. Hun var desuden daarlig tilbens nu; Vejen til Kirken begyndte at falde hende besværlig, og hun søgte gerne et Paaskud for at blive hjemme. Søren derimod var Sognets mest samvittighedsfulde Kirkegænger. Det var hans Stolthed at kunne sige, at han i tredive Aar ikke havde forsømt nogen Gudstjeneste.

Kort efter, at han var gaaet, hændte der Mariane noget, som hun siden ikke holdt af at tale om. Fra Huset, der laa ensomt paa de store Moseenge, førte en Sti hen til en lille, halvt tilgroet Sø, blot en Snes Alen borte. I en Udhugning i Breddens Krat af høje Rør og Siv var der anlagt en lille Vaskebro, og Mariane kom just gaaende med noget Tøj, der skulde skylles, 46 da hun pludselig standsede. Der var noget, som rørte sig inde i Sivene. Det var, som om et stort Dyr var bleven overrasket derinde og flygtede.

Den gamle Kone vendte tavs omkring og gik tilbage til Huset med sit Vasketøj. Hun havde det med at blive forkyst, naar hun saadan gik ene ved Hjemmet. Hun talte aldrig om det, for hun vilde naturligvis ikke være ved, at hun var overtroisk; og bagefter skammede hun sig da ogsaa over sin Frygt. Men i sin Ensomhed fremmumlede hun ofte en hastig Bøn eller rettere en Besværgelse, naar hun saae eller hørte noget, hun ikke kunde forklare sig.

Da Søren kom hjem, spurgte han straks i Døren efter Grethe.

Mariane saae enfoldigt paa ham. Grethe? Hvad var det for Snak? Det var jo nok hendes Frisøndag – sagde hun – men Barnet kom jo da ikke hjem før hen paa Eftermiddagen.

47 "Nej, det tøt A forresten osse, var noget sær noget," sagde Søren og fortalte nu, at det var Præsten, der havde spurgt efter hende og ligesom været forbavset over, at de ikke havde set noget til hende.

Mariane mente, at Præsten havde husket fejl.

"Han har kaske tænkt, te han var til Sidstjenest'."

"Ja, saadan er det vel," sagde Søren. "Naa, lad vos saa faa lidt Spise i Guds Navn."

VII

Efter Maaltidet tog Søren sig et kort Hvil. Derpaa drak de atter Kaffe, og da Mariane var bleven færdig i Køkkenet og havde faaet sig hæget lidt, begyndte den sædvanlige Husandagt, som hørte Søndagen til. Med indstuderet Højtidelighed anbragte Søren sig for Bordenden med forskellige opslaaede Bøger foran sig: Biblen, Salmebogen og Mallings Prækensamling. Mariane tog Plads paa Bænken under Vinduerne med en Strikkestrømpe.

Søren Kousted var paa ingen Maade nogen Skinhellig. Hans Fromhed var alvorlig ment og fuld oprigtig. Men i al Troskyldighed følte den lille Mand 49 en forfængelig Glæde ved at være det hellige Ords Forkynder i Hjemmet. Derfor var han ogsaa nu lidt misfornøjet med, at Grethe endnu ikke var kommen. Det var lidt fattigt ikke at have andre Tilhørere end Mariane. I gamle Dage, da alle Børnene var hjemme og fyldte op i Stuen, havde han følt sig ganske anderledes opbygget.

Han strøg sig med Haanden ned over sin barberede Hage og gav sig til at oplæse Dagens Tekst af Salmebogen. Han benyttede hertil en fed og drævende Præketone, som var et Laan fra den forrige Præst i Embedet, der i det hele havde været hans beundrede Forbillede som Forkynder. Hans tykke Bryn bevægede sig under Oplæsningen ustandseligt op og ned, og efter hvert Punktum lukkede han Øjnene paa Hønsevis ligesom med et tavst "Amen". Undertiden kunde han rigtignok ogsaa falde ganske ud af sin Rolle, som naar han 50 f. Eks. gav sig til at snyde Næsen med Fingrene eller gjorde en uforskriftsmæssig Pavse for at befri sig for et Opstød. Men saadanne Afbrydelser forstyrrede ikke Andagten hverken for ham selv eller for Mariane, endsige for Katten, der sad og slikkede Aftensol oppe mellem Blomsterpotterne i Vindueskarmen, og som med sit tillukkede Ansigt syntes at lytte til med dyb Opmærksomhed.

Søren lagde Bogen og foldede Hænderne for at fremsige en Bøn. I det samme hørtes der Skridt udenfor. Mariane vendte sig mod Vinduet og saae, at det var Præsten.

"Gud fri os!" udbrød hun. "Der er noget forkert med Grethe."

Præsten var en lille sortagtig Mand med et Ansigt, der var bare Skæg og Brille. Han blev staaende ved Døren med Haanden om Klinken og saae sig omkring med et uroligt og søgende Blik.

51 "Grethe er her ikke?" spurgte han lavmælt.

Søren havde rejst sig.

"Nej – hun er it' kommen," sagde han uden at lade sig mærke med sin Ængstelse: "Værsgo'! Vil Præsten it' sit ned?"

Der blev et Øjeblik stille i Stuen. Præsten gik hen til en Stol og satte sig tungt. Nu maatte da alt fortælles!

Det var ikke nemt for ham at faa det sagt. Han var selv saa angreben, at han havde vanskeligt ved at samle sig til en ordnet Beretning. Desuden vidste han kun, hvad han havde faaet ud af den Karl, der var bleven ham udpeget som Grethes Kæreste. Niels Hald var straks om Morgenen bleven kaldt til Præstegaarden; han havde tilstaaet deres Stævnemøde og paa troværdig Maade fortalt, at de ved Midnatstid havde skiltes i god Forstaaelse. Det var da – sagde han – efter alt at dømme alene Forholdets Aabenbarelse og Frygten 52 for Følgerne, der havde foranlediget hendes Forsvinden.

Han søgte, saa godt han kunde, at trøste de to Gamle, der havde modtaget Ulykkesbudskabet uden et Ord. Han sagde, at Grethe muligvis havde søgt hen til en eller anden Veninde. Hvor urigtig hun end havde baaret sig ad, saa var dog hendes Forseelse ikke af den Slags, man ikke nok kunde tilgive Ungdommen, – det vidste Grethe ogsaa godt.

"Naar den første Skræk har sat sig, vil hun forhaabenlig komme til sig selv," sagde han og mente hermed den Eftertanke og Fornuft, han ellers ikke anbefalede Folk at sætte deres Lid til i Angstens og Angerens Øjeblikke.

De gamle Forældre hørte slet ikke længer paa ham. Stille og ligesom udslukte sad de og stirrede. Først da Præsten rejste sig for at gaa, kom der igen Uro over dem. Søren sagde:

53 "Vil Præsten itte ha'e en Drik Øl? Mariane, spring ud og hent –"

Men Præsten afslog med Tak Tilbudet. Han trykkede dem hjertelig i Haanden og sagde, at han snart igen vilde se ud til dem. Derpaa gik han ilsomt bort.

Noget stort Haab om at finde Grethe levende, havde han i Virkeligheden ikke. Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Han forstod det ikke. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmordene saa at sige til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn, hvor ingen led Nød i jordisk Forstand, ja hvor de fleste sad i Overflod, selv her fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke 54 et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde. Som nu forleden med Jesper Smed. En stræbsom og almenagtet Mand, endnu forholdsvis ung, hvem Gud netop havde udfriet af et ulykkeligt Ægteskab. Pludselig gaar han hen og afliver sig paa den uhyggeligste Maade i sit Huggehus. Hvorfor? – Ingen forstod det.

Han standsede et Øjeblik oppe paa Bakkehøjden og saae vemodig ud over Landet. Det var bleven Aften. I Øst og Vest ringede hans to Kirker Solen ned. Hvilken Fred! – tænkte han. Hvilken rolig Lykke! Under muntre Tilraab blev Kvæget drevet op fra Engene. Fra Landsbyens mange Skorstenspiber viftede Røgen de hjemvendende Markarbejdere imøde som en Velkomsthilsen. – Og dog!

Derovre i den store, rige Gaard, hvis mange Vinduer luede som en Række blanke 55 Guldskillinger, levede i mange Aar det lykkeligste Ægtepar. De var raske og sunde og havde mange Børn, som alle artede sig vel. Saa faldt der paa eengang et sært Tungsind over Konen, og en Aften gik hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over paa sig med en Brødkniv. Og hvorfor? – Ingen forstod det.

VIII

Efter Præstens Hjemkomst blev der straks udsendt Folk for at efterspore Grethe. Man gennemsøgte endnu samme Aften alle Mergelgrave og andre Vandhuller i Byens Nærhed med Brandhager. Den følgende Morgen fortsattes Efterforskningen, og da fandt man i Nærheden af Forældrenes Hus et blomstret Hovedklæde, der viste sig at være hendes. Det hang inde mellem Sivene ved Randen af Søen, som om det var bleven hængende der og ladt tilbage under en hastig Flugt.

Nu fandt man ogsaa Aftryk af hendes Sko i det lerede Dynd. Man kunde følge disse Spor ud over Markerne til begge Sider, og det var tydeligt, at hun længe 57 havde kreset omkring Huset, og at hun havde haft et Skjulested nær ved den lille Vaskebro, hvor Sivene paa en større Strækning var helt nedtraadte.

Søen blev grundigt gennemsøgt, og Grethes Kæreste ledede selv Arbejdet. Den store, stærke Karl græd som et Barn. Han var ganske utrøstelig og blev ved at snakke om, at han vilde gøre Grethe Følgeskab.

Inde i den lille Husmandsstue var der hele Dagen et Kørind af Bekendte, der kom for at bevidne deres Deltagelse og tilbyde deres Hjælp til Eftersøgelsen. Nogle kom ogsaa slet og ret af Nysgerrighed eller fordi de tænkte, at der ved en saadan Lejlighed maatte "falde lidt til gode". Trods deres Sorg og Skam glemte Søren og Mariane heller ikke, hvad Anstanden krævede. Kaffekanden og Tobakskardusen var ikke af Bordet. Søren var tavs og forlegen, mens Mariane ravede saa underlig omkring, næsten som en beruset.

58 Imidlertid kom en omvandrende Uldkræmmer til Byen og fortalte, at der endnu om Morgenen var bleven set en afsindig Pige ovre i Nabosognet. Først havde et Par Aalefiskere faaet Øje paa hende om Natten i Maaneskinnet, mens hun flakkede om langsmed Aaen; men da de havde nærmet sig hende, var hun flygtet. Siden havde en Mand set et Glimt af hende ovre i Skovene, hvor hun var løben forvildet om med udslaaet Haar, som om hun var forfulgt.

Der blev straks sendt Mandskab over til Nabosognet, og man gjorde nu her en ordnet Jagt paa hende i alle Hegn og Krat. Men ogsaa den Dag gik alligevel hen uden Resultat. Først den næste Formiddag fandt man Grethes Lig i en lille Sø dybt inde i Skoven. Hun laa der paa grundt Vand og havde kastet Forklædet op over Ansigtet, før hun kastede sig ud.

Ved Begravelsen nogle Dage derefter 59 holdt Præsten en Tale, der gjorde et stærkt Indtryk paa hele det store Følge. Han var selv dybt bevæget og talte som altid mildt og kærligt. Som han selv sagde: han hørte ikke til disse mørke Fordømmelsesprædikanter, der i enhver Synders Grav ser en Nedgang til Helvede. Han nævnte overhovedet ikke ofte dette Pinested, der heller ikke længer med nogen Virkning kunde anvendes overfor en moderne oplyst Menighed.

Derimod talte han meget om Samvittigheden og om Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru. Med en skaansom Hentydning til den ulykkelige Piges sidste Lidelsesdage søgte han at levendegøre for sine Tilhørere det Helvede, Menneskene skabte sig i deres Hjerter ved Ulydighed mod de guddommelige Love, mod den indre Stemme, der var Guds egen, manende Røst, og som alene kunde værne os mod at fare vild.