Et Grundskud
44 Der var – Aaret rundt – ikke mange Fest- og Hviledage for Husmand og Væver Kresten Jakob Hansen, Doller kaldet. Egentlig var der kun to. Men til Gengæld blev saa disse imødeset med des større Spænding og fejret med des større Højtidelighed.
Den ene faldt ved Kyndelmisse Marked, naar Grisen skulde anskaffes; den anden gerne lidt efter Mortensdag, naar samme Familjemedlem skulde slagtes.
Den første Begivenhed optog navnlig Børnene ganske. Fra det Øjeblik, de saae Faderen gøre i Stand og rede med Halm inde i Baasen mellem Tørvene, havde de ikke Tanke for andet end den ventede Gæst. Vilde den blive hvid eller sort eller broget? … Og hvad skulde den hedde?
Men ogsaa Forældrene var sig Dagens Betydningsfuldhed helt vel bevidst. Naar Manden tidligt i den mørke Vintermorgen trak i sin nye 45 Vadmelsfrakke og de blanktpudsede Støvler for at tage til Staden, og mens Konen halvpaaklædt puslede omkring med Tællelyset fra Køkken til Kammers for betids at faa ham hæget færdig, var der over dem begge noget usædvanlig højtidsstemt og forventningsfuldt, der naaede Højdepunktet, naar Jakob satte sin lille runde Filthat paa sit store Hoved, tog Kæppen under Armen og for tyvende Gang gennemtalte Pengene, inden han puttede dem ned i en dyb, vel beknappet Lomme under Vesteforet.
Nu var det virkelig ogsaa en hel vovelig Sag med denne Grise-Handel, – ret et blindt Greb i Lykkens store Pose, der kunde blive skæbnesvangert for dem alle. Af en saadan lille fire Ugers Gris, dens Voksekraft og Evne til at sætte Fedt afhang saa at sige deres hele Eksistens. Paa den satte de saa godt som hele Aarets Velstand ind, lige fra Kartoflerne i Haven til Høstens Sædløn; dens Krop skulde fra Jul til Jul være deres fornemste Næring, og ingen Spiller kunde derfor med større Spænding iagttage Lykkehjulets Gang end disse Folk de første svage "Tegn" hos en saadan nysankommen.
Hverken Jakob eller hans Sidse-Marie havde endnu glemt … og de skulde aldrig nogensinde glemme hint Aar, da en Slughals af en 46 rødbroget Galt aad Huld og Helsen fra dem allesammen – uden til sin Dødedag selv at blive stort federe end en skabet Kat.
– Sidstforløbne Aar fik de en lille lysegul en, som den ældste af Pigerne, der gik i Aftenskole hos Kapellanen, paa Forhaand døbte med Navnet "Sif".
Navnet kunde for Resten have været heldigere valgt; thi nogen Skønhed var "Sif" ikke. Der blev ogsaa straks en uhyre Skuffelse blandt Børnene, da Faderen om Aftenen efter Hjemkomsten fra Markedet løste op for sin Pose, og den saa længselsfuldt ventede Kammerat viste sig paa Gulvet. Det var en lille tyk og styg, stridhaaret Tingest, der ganske rolig blev staaende midt i Stuen og derfra saae sig omkring med et adstadigt, gammelklogt Udtryk i sit lille gule Ansigt. Endogsaa Sidse-Marie iagttog den helt betænkelig og sagde tilsidst ganske forknyt, at hun tyktes, den saae saa "indiotisk" ud.
Men Jakob rev sig grinende i sit lange Nakkehaar, – han var netop henrykt over Dyrets urokkelige Sindsligevægt, dette ubedragelige Kendemærke paa et ægte Fedesvin.
Og han blev heller ikke skuffet i sine Forventninger.
Næppe to Maaneder gammel gik "Sif" saa 47 husvant og fornuftig som en aargammel So sin uforstyrrelige Gang frem og tilbage fra Ædetruget og ind til Halmlejet mellem Tørvene; og efter fire Maaneders Forløb hang Flæsket den ned ad Siderne, saa Tænderne maatte løbe i Vand paa enhver, der saae det.
Det var ganske ualmindeligt, som den trivedes. Alt, hvad den lille Familje ved forenede Anstrengelser kunde skrabe sammen af Affald, Emter eller Grønt, gled paa en besynderlig stilfærdig Maade i den som i en bundløs Sæk. Hele Sommeren gik Børnene omkring med store Vabler paa Hænder og Arme, som de fik ved fra Morgen til Aften at løbe rundt og skære Nælder til den langs Grøftekanterne. Og da den hen paa Efteraaret for Alvor fik Lov at tage for sig af Kartoflerne og Høstlønnens Sæd, svulmede den i den Grad op, at Byens Folk, som kom for at se den, enstemmig maatte erklære, at de aldrig havde set Magen.
"Det bli'er, hente mig, Sylte-Tøj", sagde de med en i Egnen staaende Vittighed.
Endog Sidse-Marie, der var en noget indskrænket og letforknyttet Person, hvem megen Fattigdom og mange Barsler havde gjort ydermere ørekørt og bekymringsfuld, begyndte at fatte nyt Haab til Livet. Det var nemlig saa, at hidtil havde Lykken langtfra tilsmilet disse 48 Mennesker, der kun med yderste Besvær var sluppet tørskoet over Livets lumske Hængesæk. I den aarlige Kappestrid mellem Byens Husmandsfolk angaaende Grisene havde de bestandig trukket et endog meget kort Straa, ja hint ulykkelige Aar med den rødbrogede Galt havde de fra visse Sider været Genstand for en Hoveren, der var gaaet dem grumme nær til Hjærtet.
… Hen imod November Slagtetid ansloges "Sif" med et rundt Tal til 20 Lispund. Og skønt den nu var saa stoppet med Fedt, at den næsten ikke mere gad æde, svulmede den ikke des mindre daglig end yderligere op.
Det blev tilsidst helt uhyggeligt at se paa. Det var med Nød og næppe, at Dyret kunde røre sig, og det laa og gispede og stønnede paa sit Halmleje, som om Fedtet skulde kvæle det.
Det blev da ogsaa bestemt, at saa saare Frosten kom i Luften, skulde den højtidelige Slagtning foregaa.
Men en Morgen, da Jakob kom ind i Skuret, studsede han ved Synet af en underlig stor, rød Skjold, der havde bredt sig paa den ene Side af Dyrets Bug. Hastig skrævede han over Indhegningen og fandt nu ved nærmere Eftersyn hele den fede Krop besat med smaa og større lyserøde Pletter, der aabenbart smertede ved Berøring.
49 Han blev hed om Ørene, men søgte at berolige sig med, at Halmen, hvorpaa Dyret laa, ikke længer var ganske ren og dertil meget varm, hvorfor han tænkte, at det mulig kunde være lidt Hedetøj, der havde "sat sig paa hende". Men Dyret laa saa besynderlig stille, med tungt tilfaldne Øjelaag og et gulligt Skum ud af Munden.
I Løbet af Dagen bredte Pletterne sig. Selv efter at Halmen var skiftet og Huden omhyggelig vasket med lunkent Vand, mylrede de op fra Snude til Hale ligesom Børnekopper. Og henimod Aften begyndte Dyret en klagende Grynten eller Stønnen, idet det nu og da kastede sig urolig paa Lejet.
Der blev en frygtelig Fortvivlelse, da Bylderne Dagen efter for Alvor begyndte at bryde frem.
Sidse-Marie faldt øjeblikkelig sammen i altopgivende Jammer, mens Jakob gjorde Anstalter for at faa fat i en Vogn og køre efter Dyrlægen.
Denne, som boede en Mils Vej derfra, var en ganske ung og videnskabelig udseende Mand, der søgte ved Hjælp af et Par Næseklemmer og et hvidt Slips at skaffe sig saa meget som muligt af en Menneskedoktors Anseelse. Da han nu hørte, at Talen var om en Gris, foer der derfor en Grimace henover hans Ansigt; og det varede 50 længe, inden han af Jakobs Bønner lod sig overtale til at følge med.
Hidtil havde Jakob ikke selv kunnet faa sig til at tro, at der kunde være Tale om virkelig Fare. Den Tanke, at de skulde kunne miste deres Skat, var saa forfærdelig, at han ikke havde kunnet tænke den til Ende. Men idet han nu ved Doktorens Side traadte ind i Skuret, og da han saae den unge Lærde sætte sin Næseklemmer fast og bøje sig over Dyret, gik der en Kuldegysen op gennem hans Ryg.
Han havde – uden selv at vide det – taget sin Hue af, idet de traadte ind, og han stod nu og knugede den mellem sine Hænder, medens han aandeløs fulgte den unge Mands Bevægelser og Minespillet i hans spidse Ansigt.
"Hvad har De givet dette Dyr at æde?"
"Hva' faler …?"
"Hvad har De givet Dyret at æde?" gentog den unge Mand strengt.
"Det har … har faaet Kornskraa," kom det hikkende fra Jakob.
"Har det ikke faaet andet?"
"Og alle vore Ærter og tre Tønder Kartofler … og en halv Tønde Majs, som jeg endnu skylder for."
"Ellers ikke noget?"
"Saa har hun jo faaet saadan Affaldet fra 51 Huset, forstaar sig, og saa saadan, hvad Børnene har kunnet samle af grønt og et og andet – og saadanne – og paa den Maade. Det skulde da vel aldrig være tænkeligt, at hun kan ha'e faaet noget Forgift i sig?"
Den unge Lærde nedlod sig ikke til at besvare dette Spørgsmaal. Han opdrog fra Brystlommen en lille guldkantet Notitsbog, udtog et Blad og nedskrev et Par Linier, hvorpaa han forklarede, at dette var Opskriften paa en Salve, som Jakob skulde smøre paa Dyrets Tryne, idet han paa denne Maade skulde see at faa det til at slikke den i sig. Salven vilde ved Fremvisning af Seddelen blive ham udleveret paa Apoteket. Men – tilføjede han indtrængende – han maatte vise den yderste Forsigtighed med Medikamentet. Det var en for Mennesker meget farlig "Substans", sagde han, hvorpaa han med opløftet Blyant nævnte et Par latinske Gloser, idet han med Velbehag lukkede Øjnene bag Brilleglassene. –
Hen paa Eftermiddagen fik "Sif" sin Salve, og hele den mørke, regnfulde Aften stod Jakob ude i Skuret med en Lygte og ventede i angstfuld Spænding paa Virkningen. Men endnu ved Midnatstid var der ikke indtruffet nogen Forandring til det bedre. Dyret laa lige ubevægelig paa sit Straaleje, med Hovedet tungt mod Jorden, 52 Øjnene fast tillukkede og Fraade om Munden.
Ganske svimmel satte Jakob sig tilsidst ned paa Kanten af Ædetruget og strøg sig mekanisk med Bagen af Haanden over sin koldsvedte Pande.
Kunde det være muligt, at de skulde miste hende? … Det syntes fast ubegribeligt, at Vorherre skulde kunne nænne det. Saa maatte han dog – naar ondt skulde ske – hellere have taget et af Børnene. For hvad skulde de gribe til, dersom dette gik tabt? Det var deres hele Velfærd, deres eneste Haab for den lange Vinter …
Inde i Stuen sad Sidse-Marie med Forklædet for Øjnene og hulkede. En Nabokone, der var kommen for at trøste hende, sad ved et spruttende Tællelys og drak Kaffe, mens Børnene tittede blege og frygtsomme op fra deres Kistebænke.
– – Hen ad Morgenstunden rev Jakob Døren op og raabte ind i Stuen:
"Mutter! – Mutter! – skynd dig!"
Men netop som de begge kom ind i Skuret, strakte "Sif" Benene fra sig og var død. –
