Dommens Dag

Af Henrik Pontoppidan

517

Fjerde Bog

Endelig oprandt den store Dag, der var bleven imødeset med saa megen Uro og Spænding. "Mødet paa Sandinge Højskole" havde i den sidste Maaned været en staaende Overskrift i alle Vennesamfundets Blade; men ogsaa udenfor Menighedens egen Kres afventede man med Interesse Resultatet af Forhandlingerne som et betydningsfuldt Tidens Tegn, der paa afgørende Maade vilde vise, hvad Retning Udviklingen i de senere Aar havde taget.

Allerede Dagen før Mødet skulde aabnes, strømmede de fremmede Gæster til. Efter hvert Jernbanetogs Ankomst indhylledes Landevejen fra Stationen i en lang Støvsky, hvorigennem et endeløst Vogntog rullede frem mod den flagsmykkede By. Der havde forud meldt sig over et halvt tusinde udensogns Deltagere; og da Mødet skulde vare i to Dage, kunde der ikke være Tale om, at de alle kunde faa Plads paa selve Højskolen. Størsteparten maatte indkvarteres rundt om hos venligsindede Folk i Byen, og endda maatte her baade Lade og Lo, ja endog Stænget tages i Brug og indrettes til Sovested for de unge.

518 Ved Aftentid, mens Solen gik brandrød ned under den blaanende Horisont, lignede Pladsen omkring Højskolen en nylig slaaet Lejr, en saadan Forvirring herskede der af tomme og belæssede Vogne, Halmknipper, Rejsetøj og raadvilde Mennesker, der havde travlt med at søge Oplysninger, skaffe Mad eller bringe deres Bylter af medførte Sengklæder under Tag.

Der saaes alle Slags Skikkelser og hørtes mange Slags Tungemaal. Der var store, tungt vandrende Vestjyder med havblaa Øjne og et Sprog, som ingen forstod. Der var livlige Fynboer, der snakkede i Munden paa hinanden og lo og morede sig. Der var et Par gamle Koner fra Ribeegnen med Knytteklæde og skinnende Krusekappe, og der var smaa Fannikekvinder, der skød op af deres tykke, stive Skørter som af en Tønde. Men fremfor alt var der Sællændere af alle Arter og alle Aldre, Kallundborgjyder og Kulsviere og kække Stevnsboere med lyse Smil, Oldinge og unge Knøse, syge Folk, der maatte løftes ned af Vognene, og Krøblinge, der humpede om ved Krykke.

Men trods Forskelligheden var det let at spore et bestemt Fællespræg hos dem alle. Bag Travlheden og Snakken og Raadvildheden mærkede man den samme højtidelige Alvor, den samme højtstemte Forventning. Der var noget i den hele Scene, der mindede om svundne Tiders Sct. Hansnats-Valfarter til de hellige Kilder, hvis Vande havde Ord for at besidde mirakelgørende Kraft. Paa mere end eet bekymret Ansigt kunde man læse om en febersyg Sjæl, der vaandede sig under Tidens mange Tvivl, og som urolig tørstede efter Sandhedens Lægedom.

Der sad henne paa et Stendige en Mand og en Kone, et Par midaldrende Folk, der trofast holdt hinanden i Haanden. Deres alvorlige Ansigtsudtryk og stilfærdige, indadvendte Væsen fortalte en hel Historie:

De var kommen langvejsfra, havde rejst en Dag 519 og en Nat og endnu en Dag og sad nu her, fortumlede af den lange Rejse, underligt fremmede for sig selv i de fremmede Omgivelser. De havde deres Hjem ovre i Jylland, i en ensom Egn nær Hedegrænsen, hvor Livet er en taalmodig Kamp mod Naturens Karrighed og Vejrligets Barskhed. I de lange, mørke Vinteraftener, naar de vilde Vestenstorme væltede sig ind fra Heden, havde de siddet bænkede omkring Lampen i deres lille Stue og læst højt for hinanden af Vennesamfundets Blade og Bøger; og i de lyse Sommerdage var de aget milevidt ad tunge Sandveje til Folkemøder og kirkelige Forsamlinger … lykkelige ved at kunne mætte den Oplysningstrang, som Højskolen i deres Ungdom havde fremelsket hos dem. Men i den senere Tid havde en Uro sneget sig ind i deres Hjerter. Først var det Vilh. Pram, der havde opskræmt dem med sit lidenskabelige og overtalende Sprog. Den Aften, da de havde læst hans første store Tale, hvori han ivrede mod Opfattelsen af Biblen som Guds aabenbarede Ord, havde de længe ikke kunnet falde i Søvn for urolige og forknytte Tanker. Men endnu stærkere havde senere Pastor Magensen rystet Grundvolden for deres Gudstro ved sit Skrift om Helvede og Helvedstraffene. Tre Aftener i Træk havde de læst Skriftet igennem, før de vilde tro paa, at de havde forstaaet det rigtigt. De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer og ingen evig Straf og altsaa helleringen evig Løn; naar endog Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunde se – hvad var da Kristendom? Hvad var da Tro? … Alt vaklede tilsidst for dem. Og det nyttede ikke, at de lukkede de farlige Bøger og en Tid holdt sig borte fra Møderne. Tankerne lod dem ikke Ro i deres Ensomhed, Tvivlene blev ved at forfølge dem og fordrede Afgørelse! … Nu havde de ikke længer kunnet bære Uvishedens Byrde. Trods trange Kaar brød de 520 op fra deres Hjem, gav deres Børn og Ejendom i fremmedes Varetægt og sad nu her efter den døgnlange Rejse, alene betagne af Tanken om at faa Klarhed over sig selv, at komme til Sandheds Erkendelse og genvinde Hjertets tabte Fred og Lykke.

Imidlertid var der ogsaa bleven livligt henne i "Sandingehus". Mens Folket forventningsfuldt lejrede sig om selve Skuepladsen for de kommende Dages betydningsfulde Begivenheder, samledes de agerende i Kulissen hos Fru Gylling.

Saa godt som alle Menighedens mere bekendte Personligheder havde indfundet sig. Der var Præster, Højskolefolk, Rigsdagsmænd, ja endog en bekendt Universitetsprofessor, der vel egentlig ikke hørte til Kresen, men hvis Nærværelse man ikke desmindre satte særlig Pris paa som et Vidnesbyrd om Videnskabens endelige Anerkendelse af Vennesamfundets aandelige Opdyrkningsarbejde. Stor Opsigt vakte som sædvanlig Vilh. Pram, der – skønt forholdsvis ung som offentlig Personlighed – havde opnaaet fuld Færdighed i den Kunst at fastholde Folks Opmærksomhed og ved ildfuld Gestikuleren og lignende dramatiske Virkemidler gøre sin Person til Midtpunktet i enhver Forsamling.

Det, der dog i Øjeblikket fortrinsvis beskæftigede Sindene, var en nylig indtruffen Meddelelse om, at selve Hs. Ekscellence Kultusministeren vilde beære Mødet med sin Nærværelse, mulig allerede indfinde sig til Aabningshøjtideligheden den næste Dag. Med Føje opfattedes denne store og sjældne Udmærkelse som en endelig Bekræftelse paa, at der var foregaaet et Omslag i de styrendes Stemning overfor Vennesamfundet og dets Mission, og der gjorde sig i den Anledning en paafaldende 521 Forsonlighed gældende i hele Forsamlingen. Selv Vilh. Pram viste sig ingenlunde helt ufølsom for den tiltænkte Opmærksomhed af en af Statskupets Mænd. I en Kres af sine Tilhængere lod han en Ytring falde om, at den Minister i hvert Fald syntes at vide, hvad han skyldte sin Stilling som Kirkens officielle Tilsynsmand; og fra alle Sider var man enig om, at det ikke mindst nu var magtpaaliggende at gennemføre en værdig og fuldkommen saglig Forhandling af de foreliggende Spørgsmaal og fremfor alt at undgaa al personlig Strid og unødig Ophidselse.

I denne Forbindelse beskæftigede man sig ogsaa med Spørgsmaalet om Emanuel Hansted. Man mente nemlig at vide, at han skulde have isinde at tage Ordet ved et af Diskussionsmøderne, hvad man helst saae forhindret for ikke at risikere Skandale. Det var nemlig nu fastslaaet som en Kendsgerning, at den stakkels Mand var uhelbredeligt sindssyg; man vidste, at hans Fader endelig havde sat sig i Bevægelse for at faa ham erklæret umyndig og indlagt paa et Sindssygehospital. Alligevel indsaae man det farlige ved rentud at forbyde hans Optræden. En saadan Fremgangsmaade vilde let kunne bidrage til yderligere at opbringe hans stakkels enfoldige Tilhængere her paa Egnen og forhøje Glansen af den Helgenglorie, som disse forvildede Mennesker havde lagt om hans syge Hoved. Det lod sig nemlig ikke nægte, at det Røre, han havde skabt, i den sidste Tid havde grebet stærkt om sig. Ikke alene hele "Lejets" fattige Fiskerbefolkning men ogsaa adskillige af Sandinges egne Bønder havde ladet sig rive med af Bevægelsen og saae ligefrem i ham den forventede Messias. Man blev derfor enig om at lade som ingenting og give ham Lov til at udtale sig, dersom han forlangte det, og kun skride ind i Tilfælde af, at han ved Ord eller Adfærd ligefrem vakte Forargelse.

– – –

522 Mens alt dette foregik, sad den gamle Pastor Momme ensom i sin tomme Præstegaard. Man havde anmodet ham om at være en Slags Æresgæst ved Mødet og navnlig ønsket hans prydelige Nærværelse ved Aabningshøjtideligheden, – men han havde undslaaet sig. Han havde end ikke kunnet faa sig selv til at modtage nogen af de mange, der i Eftermiddagens Løb var kommen for at hilse paa ham. Han havde sagt til sig selv, at han forstod dog ikke den nye Slægt, omend den kaldte sig hans egen Tids Arvtager. Og han var for træt nu, trængte til Ro, ønskede blot Lov til i Ensomhed at søge Guds Tilgivelse for sit forfejlede Liv.

Han sad i en Lænestol ved et af Dagligstuens Vinduer, gennem hvis røde Gardin Aftenskæret faldt ind over hans lille indskrumpede Skikkelse. Gennem det aabentstaaende Vindue førtes Lyden af Landsbyens urolige Røre ind i Stuen, denne sammenblandede Lyd af Vogne og vrinskende Heste og travle Folkemasser, der i sin Tid havde lydt saa frydefuldt i hans Øre … som Fuglekvidret, der bebudede den gryende Dag. Nu mindede den dumpe Mumlen ham om en Gravklokkes Klemten over et afsluttet Liv, et udslukket Haab. Det var for ham, som var det en Ligfærd, der beredtes; som var det hans egen Tid, hans eget Værk, hvis sidste, hensmuldrende Rester nu stedtes til Hvile.

Henne i Stuens andet Vindueshjørne sad Frøken Katinka Gude med sine rastløse Strikkepinde.

Heller ikke hun kunde gøre sig døv for Røret omkring i Byen; men i hendes sangbundsløse Øren lød det ikke anderledes end et almindeligt Markeds-Spektakel. Den gamle Dames Opfattelse af det store Stævne var i det hele yderst nøgtern. Hun havde aldrig følt sig yderligere imponeret af sine Medmennesker, fordi de forsamlede sig i Flokke; og hvad Præster og overhovedet Ordførere angik – og ganske særligt Vennesamfundets – saa havde de aldrig formaaet at indgyde 523 hende synderlig Højagtelse. Naar undtoges hendes egen Svoger og den gamle Højskoleforstander, for hvem selv hun efterhaanden havde faaet Respekt, betragtede hun Retningens andre Forkæmpere, ligefra selve den store Grundtvig til de sidste Dages Profeter, som en Slags Geschæftsmænd, der "gjorde" i Gud, … protestantiske Afladskræmmere, der tingede og tuskede med de himmelske Ting og stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.

Den gamle Særling var i det hele ikke gaaet gennem Livet uden at lide Skibbrud ogsaa paa sin Tro. Med sine halvfjerdsindstyve Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at intet i Verden var saa omskifteligt som netop det "ene fornødne", intet saa forgængeligt som netop de "evige Sandheder". Hun havde set, at mens almindelig jordiske og derfor ret foragtede Sandheder, som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ, stadig levede i bedste Velgaaende, var det Gang efter Gang hændt deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse, en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.

"Katinka!" kaldte den gamle henne fra det andet Stuehjørne^'1.

"Ja, her sidder jeg!"

"Fortæl mig lidt om Emanuel Hansted. Har du hørt noget nyt om ham i de sidste Dage?"

"Nej … ikke saadan videre. Jo, det er dog sandt … der snakkes nok om en ung Pige paa sytten Aar, som er begyndt at præke om ham etsteds her i Egnen … og kalde ham for Messias … Det skal nok være en Søsterdatter af Doktorens Kone derovre i Kyndby paa den anden Side."

"Ak ja, hvem der turde tro derpaa! … Tænk dig, Katinka, om Gud vilde unde mig at være Vidne 524 til hans Genkomst blandt Menneskene, før mine Øjne lukkes."

Svigerinden svarede ikke. Og de sad igen i lang Tid tavse.

"Katinka," kaldte han igen.

"Ja."

"Kan du ikke læse lidt for mig? Jeg er saa urolig."

"Det er ogsaa … saa lummert iaften. Skal jeg ikke … lukke flere Vinduer op?"

"Aa nej, gør ikke det!"

"Hvad skal jeg saa …^'2 læse for dig? Skal jeg læse et Stykke af Biblen?"

"Aa, Biblen! Det er jo bare en Samling gamle Krøniker, siger de nu."

"Skal jeg da læse lidt … i Grundtvigs Sangværk?"

"Jeg veed ikke, Katinka! Jeg troer, jeg er for klejnmodig til det nu. Er det ikke underligt, jeg er i de senere Aar kommen til at holde mere af Brorson. Tidt kan jeg sidde og nynne for mig selv en af hans Salmer. Som nu denne –"

Han gav sig til at synge. Med sin lille Oldingerøst sang han højt:

"O, søger de ydmyge Steder,
i Støvet for Frelseren græder,
saa faa I vor Jesum i Tale,
thi Roserne vokse i Dale!"

Da han sluttede, sagde Frk. Katinka, idet hun skiftede en Pind:

"Troer du ikke, det var bedst … du gik iseng, Momme?"

Han var bleven anstrengt af Sangen og sad et Øjeblik og snappede efter Vejret.

"Aa jo, du har vist Ret. Søvnen er dog tilsidst vor bedste Trøster."

"Kom, lad mig hjælpe dig!"

525

III

Den følgende Morgen rugede en tung Skyhimmel over Jorden. Det havde i lange Tider ikke regnet; hver Morgen havde Solen flænget Nattedisens Slør ligesom med Guldklinger; Himlen havde været blaa, og over Landevejene laa et tommetykt Støvlag. Men hele denne Formiddag lod Solen sig ikke et Øjeblik se. Alligevel var det fra Morgenstunden en brændende Varme, en tør, trykkende Ovnhede, der syntes at strømme ud fra Jordens eget, glødende Indre. Rundt om paa Markerne laa Kvæget med Hovederne tungt mod Grønsværet, Svalerne var urolige, og Luften havde en sær, svovlagtig Lugt.

Ved Middagstid kom Frøken Ragnhild langsomt gaaende henimod den Bondegaard, hvor Fru Betty og Emanuel boede. Hun gik i Tanker og mærkede ikke, hvor langt hun var kommen, før en Stemme sagde Goddag tæt ved Siden af hende.

Det var Betty. Hun stod derinde paa Gangen bagved Havehækken i en tarvelig, glat, sort Kjole og med sit sorte Morgen-Kniplingsstykke over Haaret. Hendes lille, tynde Skikkelse var besynderlig rank; Armene holdt hun korslagte under Brystet.

"Er det virkelig din Agt at gøre os et Besøg idag?" sagde hun.

"Ja. Kommer jeg maaske ubelejligt?"

"Det har jeg jo ikke sagt."

"Men, kære – hvorfor spørger du da? Og hvorfor ser du saadan paa mig?"

"Du har ikke været her i to Dage. Hvorfor har du ikke det? … Tilstaa det kun! Du har undgaaet os i den senere Tid, Ragnhild. Jeg har godt mærket det. Vil du sige mig, hører du maaske ogsaa med til Komplottet?"

"Kære Betty, lad os dog nu ikke begynde igen 526 idag," sagde Ragnhild i træt Tone og gik ind gennem Havelaagen. "Vejret er virkelig ikke dertil. Jeg forsikrer dig, jeg er aldeles ødelagt. Og du synes da ogsaa at være en Del overnervøs … Undskyld, at jeg sætter mig."

Hun tog Plads paa Tremmebænken under Æbletræet. Fru Betty derimod blev staaende. Hun var gusten i Ansigtet, Trækkene slappe. Kun Øjnene lyste.

"Vil du sige mig," – sagde hun – "er det sandt, at Pastor Petersen er kommen her tilbage?"

"Ja, han kom igaar. Han havde faaet Lyst til at overvære Mødet derinde i Sandinge, og han bliver her blot i disse Dage. Jeg havde forresten ventet at træffe ham her. Han gik i Formiddags ind til Højskolen for at høre et Foredrag, og vi aftalte at mødes her bagefter. Han vilde gøre jer en Visit, sagde han."

"Ja saa. Saa han kommer her! En saadan – Dristighed har han altsaa! Vil du maaske nægte, Ragnhild, at han hører til Komplottet? … Jeg er overbevist om, at det er ham, der staar bagved det hele. Det er ham, der har gjort Fader ond!"

"Jeg troer, du tager ganske fejl, Betty. Vi talte just igaaraftes om din Broder, og jeg fik det bestemte Indtryk, at han indtil det Øjeblik intet havde vidst om din Familjes sidste Skridt, som han end ikke syntes at billige –"

"Ja, forsvar ham, du! Han er jo din Ven, din Kavaler!" udbrød Betty og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gangen, stadig med en unaturlig strunk Holdning og Armene korslagte under Brystet. "Du har nu selv altid været fjendtlig sindet mod Emanuel. Du har gerne villet se ham over Hovedet og gøre ham til en Ubetydelighed. Og nu er du bleven bitter ved at se, hvor ganske du har taget fejl af ham."

"Veed du hvad, Betty, det er næsten komisk at høre dig tale saadan. Du glemmer efterhaanden helt, at du selv for ikke mere end fjorten Dage siden var 527 allerivrigst til at fordømme din Broders Færd. Naar det kommer til Stykket, er det vel endda nærmest dig, der har foranlediget, at din Fader og din Broder Karl – eller hvem det nu er – har grebet til saa yderlige Midler."

"Hvad har jeg? – Hvad er det, du siger?"

"Jeg mener, at det dog vel maa være din egen Fremstilling af, hvorledes alt staar til her, der har været afgørende for din Familjes Handlemaade i denne Sag."

"Aa, det troer du ikke selv, Ragnhild! Og det er skammeligt af dig at sige det! At jeg i lang Tid ikke forstod Emanuel – at jeg maaske endnu har vanskeligt ved helt at følge ham – det bekender jeg ærligt, det lægger jeg slet ikke Skjul paa! Men aldrig – aldrig, siger jeg! – har jeg kunnet tænke mig, at noget saadant kunde ske. At ville berøve et Menneske som Emanuel Friheden, at ville spærre ham inde og gøre ham til en gal Mand! Noget saa oprørende! Saa skændigt! … Men det skal heller aldrig i Evighed ske! Jeg har dog vel ogsaa et Ord at sige, saalænge Emanuel boer under mit Tag! Og vi to skilles fra nu af ikke mere!"

Hun fortsatte sin Gang, og der var i nogen Tid Tavshed mellem de to Veninder.

"Saa er din Broder vel altsaa ogsaa til Møde nu," sagde Ragnhild omsider og ligesom med Overvindelse.

"Naa, saa det interesserer dig dog! – Nej, det er han ikke."

Ragnhild saae hurtigt op.

"Var det da ikke idag, han vilde tale?"

"Jo, men først iaften ved Diskussionsmødet, naar Ordet bliver givet frit."

"Naa saadan! – Troer du, der er noget om, hvad jeg hørte idag, at man vil nægte ham Ordet?"

"Aa, det vover de ikke! Hvad vilde det desuden 528 hjælpe? De vil dog ikke dermed kunne hindre, at han andetsteds skaffer sig Ørenlyd. Og fra den Dag, han har talt, vil tusinder flokkes om hans Forkyndelse. Derom er jeg overbevist!"

I det samme var der nogen, der rømmede sig ude paa Landevejen, og Pastor Petersens blussende Ansigt viste sig et Øjeblik efter over Havelaagen.

"Mine Damer! Goddag! Goddag, Frue! … Jeg bør vel næsten gøre en Undskyldning, fordi jeg saaledes for anden Gang i denne Sommer falder med Døren ind i Huset til Dem. Og ovenikøbet i en saadan Hede!"

Fru Betty modtog ham netop med saa megen Forekommenhed, at hun ikke kunde kaldes ligefrem uhøflig. Hun satte sig paa Bænken ved Siden af Ragnhild og bød ham med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads paa den højryggede Havestol, hvor han engang før havde siddet i de samme to Damers Selskab.

"Jeg hører, at Pastoren har været til Møde inde paa Højskolen," sagde hun.

"Ja! Jeg kommer just derfra."

"Der var vel mange Folk forsamlede."

"Aa – de var lige ved at krybe op paa Skuldrene af hinanden for at komme til at høre! Den Slags Menings-Turneringer er nu engang bleven vore Dages Folkeforlystelser. Og det gik virkelig ogsaa – i dobbelt Forstand – ganske hedt til. Det maa sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres Øren denne Formiddag … for man tog skam ikke blidt paa den gamle Mand. Navnlig den gode Vilh. Pram og de andre Skriftkloge maalte ham min Tro Skæppen fuld. De lod ham rentud vide, at han risikerede at gaa ganske ud af Spillet, dersom han nu ikke godvillig opgav alt gammeldags Hemmelighedskræmmeri, som dog ikke længer imponerede nogen. Hvad oplyste Nutidsmennesker fordrede af Religionen, var fuld og klar Besked om Tingene … ingen Tvetydigheder, om vi maa bede!"

529 Han talte i sin sædvanlige spøgefulde Tone, men det var dog ikke vanskeligt at mærke, at han kogte indvendig.

"Det maa dog retfærdigvis tilføjes," – vedblev han – "at der ogsaa var dem, der tog den gamle Mand i Forsvar eller i hvert Fald søgte at undskylde ham. Særligt udviste Forstander Sejling^'3 en virkelig paaskønnelsesværdig Højhjertethed ved at optræde som hans Advokat og i et veltalende Foredrag gøre gældende, at anklagedes Ord i merbemeldte Skrift, kaldet Biblen, i det mindste i de afgørende Punkter fuldtud stod til Troende. Men saa var der et snildt Hoved, der midt i Stridens Hede fandt paa den subtile Ide, at der skulde afstemmes om det. Ikkesandt? Det var virkelig en storslaaet Tanke, saadan at gøre Vorherre til Genstand for Ballotation. Ja, vor Tid er i Sandhed en Fremskridtstid! Jeg er overbevist om, at det varer ikke længe, før man træffer Afgørelse om de himmelske Ting ved at tælle paa sine Knapper eller lægge en Kabale!"

"Og hvad blev saa Resultatet af Afstemningen?" spurgte Frk. Ragnhild.

"Ja, derom kan jeg ingen Oplysninger give Dem, da jeg ikke afventede Udfaldet. Ærlig talt … jeg foretrak at gaa min Vej. Rimeligvis vil man finde dette meget sippet af mig … hvad jeg da maa se at bære."

"Jeg forstaar egentlig ikke," – sagde Fru Betty i stridbar Tone – "hvorledes netop De, Hr. Pastor, kan føle Dem saa frastødt af den Art Forhandlinger. De plejer jo dog ellers at være en ivrig Talsmand for den saakaldte sunde Fornuft."

"Aa jo, Frue! Netop som en varm Beundrer af den sunde Forstandighed hylder jeg i stort som i smaat den Lære, der er udtrykt i det gamle, besindige Ord, at den Sten, man ikke kan løfte, gør man bedst i at lade ligge. Jeg har nemlig selv engang været ved at forløfte mig, og derfor har jeg lært at være taknemlig for, at andre har taget Byrden fra mig. Herregud! 530 Hvorfor vil vi Mennesker dog vedblive at forspilde Livets Lykke ved bestandig at gaa paa Eventyr ovenover Skyerne. Hvortil dog denne Lyst til at liste sig ind paa Evigheden ad Bagveje, ved hvilke der dog tilstrækkelig tydeligt staar skrevet: Ingen Adgang for Uvedkommende! Rigtignok er jeg selv Præst, men ikkedesmindre maa jeg tilstaa, at naar jeg betragter en saadan teologisk inficeret Forsamling som den idag, tænker jeg med Vemod tilbage paa de gode gamle Tider, da man herude paa Landet dyrkede sin Jord og fedede sine Stude og fik sin religiøse Trang fuldtud tilfredsstillet ved at gaa i Kirke om Søndagen og til Alters tre Gange om Aaret. Dengang forstod man at leve, d.v.s. man forstod Livet. Man bar taalmodigt Tilværelsens Byrder og tog derfor ogsaa uden Skrupler Del i Livets Fester. De gamle spillede deres Firkort og tømte deres Krus, og Ungdommen dansede paa Logulvet med Sølvspænder paa Skoene og røde Silkebaand i Huerne! … Ak ja, det var virkelig en lykkelig Tid!"

"Ja, det er nu ikke alle, der i en saadan Tilværelse kan se et Ideal," bemærkede Fru Betty skarpt.

"Aa nej, deri har De fuldkommen Ret. Jeg mærker særdeles vel – og for hver Dag tydeligere – hvor haabløst det er at anprise Livets uskyldige Glæder i en eksalteret Tidsalder, hvor man kun anerkender Yderlighederne – de eventyrlige Udskejelser eller Askesens Selvtilintetgørelse – og igrunden har lige meget tilovers for bægge disse Standpunkter og derfor ogsaa idelig slingrer frem og tilbage imellem dem … fordi det er selve Yderligheden i dem, man beundrer. Kunde de Godtfolk endda blive enige om et fælles Ideal, skulde jeg endelig finde mig deri. Men der er for Tiden akkurat lige saa mange "Livssyn", som der er Personer, der brænder efter at gøre sig bemærkede. Og det er just ikke vanskeligt at finde Ørenlyd for Profetier og nye, mageløse Sandheder i vore Dage. Luften er i det 531 sidste halve Aarhundrede saaledes bleven opfyldt af Forjættelser og Bebudelser, at ikke en sølle Skrædder kan rejse sig op i en Forsamling og sige et Par lidt ualmindelige Taabeligheder, uden at Tilhørerne øjeblikkelig bliver indadvendte og ved sig selv tænker: Ja, Gud veed, om ikke dette er det forløsende Ord, vi har ventet paa!"

Ragnhild begyndte at blive urolig. Hun saae Betty sidde som paa Gløder og dreje Hænderne om hinanden i Skødet. Hurtig rejste hun sig og tog Afsked.

Pateren fulgte.

Om Eftermiddagen sad Emanuel og Betty ved Siden af hinanden i Hestehaars-Sofaen inde i hans Stue. De sidste Uger havde ældet ham, saa han næsten var ukendelig. Hans høje Skikkelse var bleven endnu mere smal, Kinderne hule, Øjnene indsunkne. Det store Haar og Skæg hang ham uredt ned over Skuldre og Bryst.

Han havde i de sidste fireogtyve Timer intet spist, hvorfor han ogsaa for lidt siden var faldet i en let Afmagt, da han sammen med Søsteren kom ind fra Haven.

"Hvordan gaar det? … Har du det bedre?" spurgte hun og strøg ham varligt ned over Armen.

"Tak. Det er ovre nu. Jeg har det godt."

"Jeg vil saa nødig plage dig, Emanuel, … men maa jeg ikke lave dig et eller andet styrkende?"

Der gled et svagt Smil over hans Læber.

"Hvortil skulde det vel hjælpe, Betty? … Guds Aand vil opretholde mig og gøre mig stærk."

I dette Øjeblik kom Tjenestepigen tilsyne henne i Døren.

"Frue!"

Betty rejste sig hastig.

"Hvad er der? … Tal sagte … Forstyr ikke!"

532 "Fruen skulde vel ikke have set noget til Børnene?"

"Nej, – de er vel i Haven."

"Nej, der er de ikke. Og vi kan ikke finde dem nogetsted."

"Søg blot efter dem, og lad dem holde sig rolige inde i deres Kammer … Forstyr os ikke oftere!"

"Hvad er Klokken, Betty?" spurgte Emanuel, da hun var kommen tilbage.

"Den er snart fire. Der er endnu tre Timer, til Mødet begynder. Forresten, Emanuel, … jeg vil helst sige dig det, for at du ikke skal mistyde det, … jeg tager alligevel ikke med til Mødet. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, at det skal angribe mig for stærkt. Ogsaa de mange Mennesker – –"

Emanuel klappede tavs hendes Haand.

"Men sig mig … jeg har længtes saa meget derefter … kan du ikke, Emanuel, fortælle mig lidt om, hvad du idag vil tale om?"

"Hvad Gud indgiver mig. Intet andet."

Svaret gjorde Betty lidt urolig.

"Men sig mig, Emanuel, … troer du dog ikke, det var rigtigst at tænke lidt paa det i Forvejen … maaske ogsaa skrive noget op? Du er jo ikke vant til at tale i en saa stor og fremmed Forsamling."

Emanuel saae paa hende med en mildt bebrejdende Hovedrysten.

"Du gør dig saa mange Bekymringer, Betty. Kun eet er fornødent!"

"Jeg forstaar dig vist ikke rigtig, Emanuel …"

"Nej – endnu ikke," sagde han og strøg medlidende sin Haand ned over hendes Haar og Kind. "Men siden du ængstes for mig, saa vil jeg nu fortælle dig, Betty … jeg havde før et yndigt, et trøsterigt Syn."

"Et Syn?"

"Ja – et Møde med Mo'er. Det var for lidt siden, da jeg sad ude i Haven. Min Sjæl var urolig og angstfuld 533 … Da kom hun i sin Lysskikkelse henimod mig, tog mig om Hovedet og kyssede mig paa Panden. "Min Velsignelse," sagde hun."

Betty havde foldet Hænderne foran Brystet og stirrede skrækslagen paa ham.

"Emanuel …!"

"Stille, Søster! Lad os være ydmyge! … Hvorfor foruroliges du? Har du aldrig selv i Ensomheden følt, at Aanderne omsvæver os? … Og er det dog ikke en trøstefuld Tanke, at Himmeriges Rige er os saa nær! Er det ikke dejligt at vide, at vi daglig omgives af dets usynlige Herlighed, at vi kun har et eneste lille Skridt at vandre, naar Døden, vor Forløser, aabner vort Jordefængsel for os og kaster vor usle Fangedragt i Graven til Føde for Ormene?"

Betty sad ubevægeligt stille.

"O ja, Emanuel!" udbrød hun med eet i Ekstase og greb hans Haand.

Heden var i Løbet af Dagen bleven stadig mere kvælende, og allerede midt paa Eftermiddagen herskede der et Mørke, saa man inde i Stuerne næppe kunde se, hvad Klokken var. Pludselige Vindstød foer henover de tørre Marker og indhyllede Egnen i en Sky af askeagtigt Støv; Hanerne rundt om i Gaardene galede, og Svalerne fløj som i Dødsensvaande hid og did over Vejene. Af og til hørtes den underjordiske Rumlen af en fjern Torden.

Ved Solnedgang, mens i Vest en sorteblaa Skymasse hævede sig som et uformeligt, elefantagtigt Himmeldyr op fra Horisontens udstrakte Blodsø, fyldtes Højskolens store Foredragshal paany til sidste Plads; og trods Heden og Hs. Ekscellence Kultusministerens Nærværelse fortsattes Striden fra om Formiddagen med uformindsket 534 Heftighed. Særlig var de "Skriftkloge" kommen i Krigsstemning, efter at de ved Formiddagsmødet havde lidt et alvorligt Nederlag ved Afstemningen paa Spørgsmaalet om Biblens guddommelige Oprindelse. Vilh. Pram erklærede rentud, at han nu vilde plante Oprørsfanen i Menigheden og kalde dens frie Mænd og Kvinder til aaben Kamp mod alle dem, der af lyssky Frygt vilde gøre Forstanden til Træl under Avtoritetstroens Aag. Denne Udæskning kaldte nu ogsaa Modstanderne frem; og ikke alene Partiernes Ordførere, ogsaa de menige Skarers mangestemmige Ekko lod sig efterhaanden høre. Een efter een traadte Folk op paa Talerstolen, baade Mænd og Kvinder, underlige Skikkelser … alle betagne af den samme brændende Trang til at bekende, forkynde, forjætte og forny.

Rundt om Tribunen sad Mødets Hædersgæster og de særligt indbudne Talere, deriblandt baade den stumpede Pastor Magensen med de evige Helvedstraffe – "Bettefanden", som han populært kaldtes i Modstandernes Lejr –, og den sørgmodige Tvivler Kandidat Boserup. Størst Opmærksomhed vakte naturligvis den unge Minister, der havde Plads ved Siden af Fru Gylling, og som med en noget anstrengt Værdighed modtog de Oplysninger om de optrædende Talere, der meddeltes ham af nogle kjoleklædte Højskolemænd, som havde stillet sig op bagved ham.

Oppe paa Tribunen ved Siden af Talerne sad Forstander Sejling, Mødets Ordstyrer. I alvorsfuld Ubevægelighed, med Armene korslagte over Brystet, saae han ud over Forsamlingen med den uigennemtrængelige, barske og myndige Mine, der gjorde ham saa frygtet baade blandt Venner og Modstandere. Den Vankelmodighed, der forhen havde præget hans offentlige Optræden og i saa høj Grad skadet hans Indflydelse i Menigheden, var i den sidste Tid – efterhaanden som Vilh. Pram forøgede sin Popularitet hos de unge – vegen for en endog ualmindelig Fasthed. 535 I den almindelige Bevidsthed stod han nu som Føreren for Vennesamfundets konservative Fløj, og det blev da ogsaa fortalt, at det fortrinsvis var ham, der havde foranlediget, at Ministeren var kommen tilstede her idag, … et Træk, der i saa Fald var ganske klogt beregnet af ham. Der var ingen Tvivl om, at Ministerens Nærværelse havde været en medvirkende Aarsag til, at det oppositionelle Parties Aktier under Formiddagsmødet var dalet, og at Biblens guddommelige Oprindelse var bleven fastslaaet med en saa overvældende Majoritet.

Heden i Salen var efterhaanden bleven næsten uudholdelig. Skønt man havde lukket alle Vinduer og Døre op for at skaffe Luft, fik flere Kvinder ondt, og Lamperne rundtom paa Væggene og under det høje, svære Bjælkeloft lyste tilsidst saa mat, at særligt den nederste Del af Salen kom til at ligge i en dyster Skumring. Nu og da hørtes et fjernt Bulder af Tordenen, der langsomt nærmede sig.

Paa een Gang opstod der Uro henne ved en af Sidedørene. Folk derhenne veg tilside, – Emanuel traadte stille ind.

Oppe paa Talerstolen stod i dette Øjeblik en Landsbylærer og udviklede sine Anskuelser;^'4 men ingen havde nu længer Øre for hans Ord. Alle saae hen imod den høje, blege Skikkelse, der blev staaende derhenne ved Døren med Hovedet bøjet og Hænderne foldede foran Brystet. Selv de, der aldrig havde set ham, var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvem han var. I den bageste Del af Salen rejste man sig op paa Bænkene for at komme til at se, og fra Mund til Mund lød hviskende Spørgsmaal og Svar.

Kun een forholdt sig stille … Henne i en Krog sad Væver Hansen foroverbøjet og skjulte den nederste Del af sit Judasansigt med sine blodrøde Hænder.

Da Landsbylæreren endelig sluttede, og efter at endnu et Par andre havde haft Ordet, blev det oppe fra Tribunen forkyndt, at Emanuel vilde tale. I samme 536 Nu steg en sortklædt ung Pige op paa en Bænk ved et af Vinduerne, og een efter een rejste der sig omkring hende en fem-seks pjaltede Skikkelser – deriblandt "sorte Trine" – hvis Nærværelse hele Tiden havde vakt Uro hos de styrende, særlig blandt de kjoleklædte Højskolefolk bagved Ministeren. Det var Gerda og et Udvalg af Emanuels Tilhængere nede fra Lejet.

Idet han nu selv nærmede sig Talerstolen, strakte den unge Pige med et ekstatisk Udtryk Armene frem imod ham og raabte med høj, skærende Røst:

"Hosianna! Velsignet være du, som kommer i Herrens Navn!"

"Hosianna! … Hosianna!" gentog de andre i Kor med deres raa og mørke Stemmer.

Rundt om i Forsamlingen vakte Optrinet en raadvild Bestyrtelse. Man saae paa hinanden eller op til Ordstyreren eller – frygtsomt – hen paa Ministeren. Forstander Sejling havde øjeblikkelig grebet til sin Klokke for at skride ind; men i det samme viste Emanuel sig paa Talerstolen, – og alt blev stille.

I mere end et Minut var der dødsstille i hele Salen. Det var, som om en Engel usynlig svævede gennem Rummet. Emanuel selv lignede mere en Aand end et levende Menneske, som han stod deroppe, mager og marmorbleg, skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Loftslamper, der gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede Hænder laa fladt foldede over hans Bryst; Blikket var løftet mod det høje.

Rundtom i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. Ogsaa Ministeren glemte et Øjeblik sin Værdighed og stirrede maabende op over sine Næseklemmer, som han havde paasat sig for bedre at kunne^'5 se. Ja endog Vilh. Pram saae ud, som om han ikke længer rigtig vidste, hvad han skulde mene. Og da Emanuel nu hævede sine Arme mod Himlen og med svag, skælvende Stemme sagde: "Tal, Herre … din Tjener hører!" 537 – og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det fjerne, gik der med eet en Gysning gennem den hele Forsamling.

Emanuel blev staaende med oprakte Hænder og tillukkede Øjne; men ikke en Lyd kom over hans hvide Læber. Man kunde se, at hele hans Legeme rystede; at Sveden randt ham ned over Ansigtet. Og pludselig sank han sammen, bedækkede Ansigtet med sine Hænder og udbrød under en stønnende Hulken:

"Min Gud! Min Gud! … Hvorfor har du forladt mig!"

Der løftede sig i dette Øjeblik ligesom et Lettelsens Suk fra den store Forsamling. Det var, som befriedes de alle fra en sammensnørende Angst ved Visheden om, at det ikke var nogen gudesendt Profet men slet og ret en gal Mand, de havde for sig. Forstander Sejling havde hurtig rejst sig, og ved Hjælp af et Par tililende Mænd blev nu Emanuel lempelig ledet ned fra Talerstolen og derpaa under Forsamlingens medynksfulde Deltagelse bragt ud af Salen.

Endnu helt ude fra Forstuen kunde man høre hans hjælpeløse Hulken. – –

Saa lettet man nu paa en Maade var, og skønt man straks paa Ordstyrerens Forslag gav sig til at afsynge en Sang for at bringe de opskræmte Gemytter i Ro, hengik der alligevel nogen Tid, inden man forvandt Indtrykket af den uhyggelige Scene. Dertil kom, at Uvejret hastigt nærmede sig. Et Par vældige Tordenskrald har allerede lydt inde over Byen, og en hagelblandet Regn begyndte at smælde mod Ruderne.

Hjemme hos Fru Betty havde der imidlertid ogsaa hersket stor Uro. Først i Anledning af Børnene. Sigrid 538 havde virkelig benyttet sig af den Forvirring, der den hele Dag havde været i Huset, og endelig iværksat sin længe forberedte Plan om paa egen Haand at opsøge sin savnede Moder. Sammen med Dagny, Dukke-Lise og en lille Pindevogn, der indeholdt Bagagen, nemlig to Sommeræbler, en Sparebøsse og en Skrivetavle, var hun hen paa Eftermiddagen draget afsted ud ad Landevejen, uden at nogen havde set det. Den lille Karavane var dog ikke kommen langt. Da nemlig Skæbnen vilde, at Solen, deres eneste Vejviser, denne Dag slet ikke lod sig se; da desuden den genstridige Dagny straks gav sig til at tudbrøle for at komme hjem; og da endelig det Uheld indtraf, at det ene Hjul gik af Vognen ved, at den kørte mod en Sten, tabte ogsaa Sigrid efterhaanden Modet og satte sig modløs ned paa Grøftekanten, – hvor Tjenestepigen kort efter havde fundet dem.

Fru Betty var bleven alvorlig vred. I sin eksalterede Sindstilstand havde hun taget Børnene for sig og holdt en formelig Dommedagspræken for dem, saa at selv Sigrid tilsidst var bleven betuttet og var begyndt at græde.

Nu gik Betty i febrilsk Spænding frem og tilbage paa Gulvet i den tarveligt oplyste Bondestue og ventede paa Emanuels Hjemkomst. Hun kunde ikke forstaa, at han endnu ikke var kommen. Klokken var snart ti, og hun var sikker paa, at han ikke havde ladet sig opholde af Regnen. I sin Utaalmodighed begyndte hun tilsidst at bebrejde sig, at hun ikke havde ledsaget ham. Hun følte sig desuden uhyggelig tilmode i sin Ensomhed; Tordenen nærmede sig med hvert Minut, og Regnen strømmede ned som en Vandflod.

Tys! Nu, kom der ikke nogen! Ja, der var han endelig! Nej … hvad var det? … det var ikke hans Fodtrin.

"Ragnhild!" udraabte hun, da Døren var bleven 539 aabnet. "Kommer du her … paa denne Tid! Og, min Gud! – hvordan er det, du ser ud?"

"Godaften," sagde Frk. Tønnesen stakaandet og frigjorde sig hastig for et stort Sjal, som hun havde haft over Hovedet. "Bliv ikke forskrækket! Jeg vilde blot i Forbigaaende høre, hvordan det stod til her."

"Men hvor kommer du dog fra? Du er jo ganske gennemblødt! … Ragnhild! … Du har da ikke været derinde til Mødet?"

"Jo … hvorfor ikke?" sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig; men hendes Stemme skælvede, og Udtrykket i hendes Ansigt var sky og uroligt. "Jeg fik Lyst til engang at se, hvordan saadan noget gaar til."

"Men hvem fulgte dig? … Du er da ikke gaaet alene, Ragnhild!"

"Nu ja, hvad saa? … Er din Broder ikke kommen hjem?"

Betty stod et Øjeblik maalløs.

"Ragnhild!" skreg hun med eet og slog sine Arme omkring Veninden. "Du elsker Emanuel! Jeg ser det paa dig! … Du elsker ham! Du elsker ham!"

Ragnhild vilde rive sig løs, men hendes Kræfter svigtede, og hun sank udmattet ned paa en Stol.

"Vær rolig, Betty," sagde hun – hun snappede efter Vejret og holdt Haanden presset mod Hjertet. "Svar mig dog engang … Er din Broder ikke kommen hjem?"

"Nej. Er Mødet forbi … Fortæl dog!"

"Er din Broder virkelig ikke kommen hjem?"

"Nej, hvorfor bliver du ved at spørge? Og hvorfor ser du saadan paa mig? … Der er hændet noget! Jeg kan se det paa dig! … Ragnhild! Hvad er der sket?"

"Du veed det altsaa ikke?"

"Hvilket?"

"At din Broder blev … blev syg paa Mødet."

540 "Syg? … Emanuel syg! … Men hvor er han da? – –"

– – –

En Mand fra Højskolen havde fulgt ham hjemad. Men mens denne paa Vejen havde været inde i et Hus for at hente en Drik Vand til ham, var Emanuel gaaet videre og havde siden ikke været til at opspore.

Han gik i dette Øjeblik ude over de øde Hammerbakker – langsomt, med Øjnene mod Jorden. Han mærkede ikke, at Regnen strømmede ned over ham. Hans Tanke stod stille, hans Aand var lammet … han vidste end ikke, at han gik.

Han havde af Aftenens Oplevelser, ja af hele sit Liv kun bevaret en eneste Erindring, … Erindringen om et uhyre Bulder, et rædselsfuldt Skrig af tusinde Munde … og saa om et Ildhav, et endeløst Baal, over hvis Flammer Guds Aand havde aabenbaret sig i en blændende Straalekrans, omgiven af hvide Cheruber med lange, gyldne Domsbasuner, hvis mægtige Toner havde slaaet ham til Jorden.

Pludselig standsede han. Himlen i Vest oplystes af fjerne Lyn, og Sømærket oppe paa Højden tegnede sig et Øjeblik ganske tydeligt mod den hvidblaa Himmelrand.

Han gyste. Han havde set et Legeme hænge deroppe paa det sorte Kors og i det lidende Aasyn under Tornekronen genkendt sine egne Træk. Javist! De havde korsfæstet ham, … stødt ham gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet ham! … Javist! Og nu gik han her gennem de dødes Rige …

Angsten for Mørket vakte ham lidt efter lidt. Han saae sig sky omkring … og det begyndte at dæmre i hans Bevidsthed.

"Det regner," sagde han højt.

I det samme huskede han alt, hvad der var sket, og han satte sig ned i den vaade Lyng og græd som et Barn.

541 Han vilde ikke vende hjem. Han kunde ikke mere leve i Menneskenes Samfund. Han bad saa inderligt, at Gud dog vilde udfri ham af Livets Elendighed og give hans trætte Sjæl Hvile i sit Skød.

"O kære Fader! Lad mig ikke forsmægte mere! Tag mig op til din Himmel! Jeg har ikke længer hjemme paa Jorden. Hav Barmhjertighed med mig! Tag mig op i dit Skød! – –"

[gå frem]