Det forjættede Land

[gå tilbage]

261

Anden Bog

I

Efter nogle Dage med afvekslende mildt og regnfuldt Vejr rejste der sig om Søndagen ved Solnedgang en heftig Storm fra Nord. Hansine sad om Aftenen alene hjemme hos Børnene, der var kommen tidlig til Ro. Emanuel og Tjenestefolkene saavelsom Husets sædvanlige Aftengæster var taget til det store Protestmøde i Skibberups Forsamlingshus, hvortil der i Løbet af Dagen var strømmet Folk sammen fra det hele Herred. Ligefra om Formiddagen havde Vognene rullet gennem Byen med udensogns Meningsfæller, og mange af dem havde standset udenfor Præstegaarden og efterladt Folk, der benyttede Lejligheden til at hilse paa Emanuel og deltage i Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Desuden havde de to indforskrevne Rigsdagstalere – et Par vestjyske Bønder – været der i et langt Besøg, og om Eftermiddagen var der kommen en Samling Elever ovre fra Sandinge Højskole med Bud og Hilsen fra den gamle, nu mest sengeliggende Forstander. Og alle disse Mennesker skulde enten have Kaffe eller noget at spise, saa der havde den hele Dag været et Rykind og en Travlhed som i en Gæstgivergaard paa en Markedsdag.

262 Hansine havde glædet sig til disse stille Aftentimer efter den lange og urolige Dag. Det faldt ikke ofte i hendes Lod at have det saa uforstyrret, – og hun delte slet ikke Emanuels Henrykkelse over altid at se Huset fuldt af fremmede. Hun ønskede tvertimod ofte, at han vilde aabne Dørene lidt mindre højt for de mange Venner, der efterhaanden havde vænnet sig til at gaa ud og ind i Præstegaarden næsten som i deres eget Hjem. Da hun nu endelig var bleven ene, og Børnene var bragt tilsengs, og da hun havde faaet Lampen tændt og sat sig hen ved det lange Bord i Storstuen med noget Stoppearbejde, følte hun sig alligevel lidt uhyggelig tilmode ved at sidde saa forladt i det tavse og tomme Hus, med hvis store Rum og hele Indretning hun overhovedet havde ondt ved at'1 blive fortrolig. Skønt hun nu snart i syv Aar havde haft sit Hjem her, havde hun bestandig vanskelig ved helt at frigøre sig for en Fornemmelse af selv at være en fremmed, en ukaldet Gæst i disse højloftede Sale. Ofte grundede hun over, hvordan Emanuel kunde føle sig saa vel tilpas her og i det hele være saa tilfreds, endskønt deres Samliv i Aarenes Løb var blevet saa ganske anderledes, end de i sin Tid bægge havde tænkt sig det. Selv sendte hun mangen Gang – og især efter en urolig Dag som denne – en vemodig Tanke til det lille hybenbevoksede Boelssted ude ved Bækken mellem Egedets grønne Bakker, som de i deres Forlovelsestid havde tænkt paa at købe; og idet hendes Fantasi udmalede for hende, hvor godt og lunt og fredeligt de kunde have haft det derude i de smaa hyggelige Stuer, borte fra de mange Mennesker og med den vide Strand til Nabo, trængte Præstegaardens store Øde sig dobbelt koldt og knugende omkring hende.

Dertil kom nu den stigende Larm af Stormen, der susede over Huset og førte al Slags Smaastøj ind til hende ude fra Udbygningerne. Ovre i Ladelængen stod 263 en Loftsluge og slog, og paa den stærke og vedholdende Rykken i Forstuedøren kunde hun mærke, at Niels igen havde glemt at lukke Portfløjene. Fra Stalden hørtes nu og da en dyb Brummen af en af Køerne, – og alle disse Lyd vakte hendes husmoderlige Bekymringer. Hun kom til at tænke paa, om Abelone ikke skulde have glemt at malke Vejrløse-Kvien'2, inden hun gik, og om der var bleven set godt efter i den Køkkenaske, der om Eftermiddagen var kastet ud paa Møddingen. Abelone var bleven saa adspredt i den sidste Tid og havde faaet saa besynderlig travlt med at kigge ud af Bryggersvinduet, saasnart Niels gik over Gaarden … Bare Niels ikke blev for stor paa det over al den Stads, der blev gjort af ham, siden han var begyndt at skrive i Aviserne. Han var allerede bleven svært efterladende med sit Arbejde, syntes hun.

Hun blev afbrudt i sin Tankegang ved en klynkende Lyd inde fra Sovekammeret, hvortil Døren stod paaklem. Det var Gutten, der laa og klagede sig i Søvne. Hans Fader havde om Formiddagen taget ham med til Skibberup, for at han under Gudstjenesten kunde løbe og lege med Aalefiskerens Børn nede ved den friske Strand; men efter Hjemkomsten var han pludselig forsvunden og havde ikke været til at opraabe hele Eftermiddagen. Først i Mørkningstiden, efterat Emanuel var gaaet, havde hun fundet ham oppe paa det øverste af Loftstrappen, hvor han havde siddet med Hænderne for sit syge Øre, ganske ophovnet i Ansigtet af Graad. Hun havde straks bragt ham tilsengs og heldt nogle Draaber af gamle Stryne-Grethes "Høreolie" ned i Øret, hvorefter han ogsaa hurtig var falden i Søvn. Men endnu under Søvnen vedblev han af og til at klage sig; og dette fornyede Udbrud af Guttens gamle Lidelse bidrog sin Del til den lidt modfaldne Sindsstemning, hvori hun iaften befandt sig.

Hun havde aldrig ret kunnet forlige sig med 264 Emanuels Lyst til i al Slags Vejr at tage Børnene med sig overalt, hvor han færdedes; og endnu mindre kunde hun forstaa, at han rolig gav dem Lov til saa frit at tumle sig mellem alle Gadens Børn, hvor de dog udsattes for saa meget, der ikke var af det gode. Hun huskede fra sin egen Barndom de mange stygge Ting, der gik i Svang netop mellem Fattigbørnene, og hver Gang hun saae Gutten og Sigrid løbe om imellem dem, ganske som hun selv en Gang havde gjort det, med Træsko og lappede Klæder, havde hun ondt ved at undertrykke lidt Bitterhed og Mismod under en forstærket Følelse af, hvor forskelligt Emanuels og hendes Samliv var blevet fra det Billede af et Liv i Aandens Verden, som hun i sin Tid havde dannet sig paa Højskolens Bænke. Gang efter Gang havde hun foresat sig at tale indtrængende til Emanuel om Børnenes Forhold; men endnu havde hun ikke kunnet faa den rette Frimodighed dertil. Saasnart hun saae ham træde ind i Stuen, altid glad og tryg og saa opfyldt af sin store Gerning, mistede hun Tilliden til sig selv. Overfor hans urokkelige Fortrøstningsfuldhed og den glade Selvopofrelse, hvormed han gav sig hen i sit Kald, kunde hun aldrig finde Ord for, hvad hun vilde sige, og følte sig skamfuld over sine dagligdags Smaabekymringer.

… Inde fra Sovekammeret hørtes pludselig en Række smaa Skrig. Hurtig lagde hun Arbejdet bort og rejste sig. Men da hun naaede ind til Guttens Seng, fandt hun Drengen i tilsyneladende fuldkommen rolig Søvn. I den Tro, at hun havde hørt fejl, vilde hun just vende tilbage til Stuen, da han i det samme kastede sig om paa Ryggen, skurede Tænderne imod hinanden og paany udstødte tre angstfulde Skrig.

"Men Barn dog! … Hvad er der ivejen?" raabte hun og rejste ham op i Sengen for at faa ham vaagen.

Purken gned sig med bægge Hænder ind i Øjnene, 265 saae sig derpaa omkring i dyb Forundring og sagde endelig:

"Jeg har det godt."

"Men hvorfor raaber du da saadan? … Har du drømt noget slemt? Eller gør det ondt noget Sted?"

Han syntes ikke at høre hende. Hans Øjne voksede sig underligt store og stirrede ret frem med et Udtryk af levende Optagethed blandet med Bestyrtelse.

"Mo'er!" sagde han.

"Ja, hvad er der, min Dreng? Du gør mig saa forskrækket."

"Der er kommen en Flue ind i mit Hoved."

"Som du snakker, Barn! Det er noget, du har drømt, kan du nok forstaa. Læg dig nu roligt ned og sov, saa gaar det nok over."

"Nej, det er virkelig sandt … Jeg kan mærke den hele Tiden. Den kan vist ikke komme ud, Mo'er."

Ved de sidste Ord fortrak hans Ansigt sig, og efter en kort Kamp med Stoltheden kastede han sig i Angst ind til Moderen og begyndte at græde. Hun klappede ham beroligende paa Haaret; og med sin sædvanlige Godmodighed tørrede han da ogsaa snart sine Øjne og puttede sig ned under Dynen. Med et lille Suk lagde han bægge Hænderne under Kinden og faldt et Øjeblik efter isøvn.

Men Hansine blev staaende ved Sengen. Drengens Ord og besynderlige Adfærd havde gjort hende for Alvor ængstelig; hun vidste ikke, hvad hun skulde tro. Og som hun nu stod og betragtede ham ved Lysskæret fra Natlampen, tog hun et Løfte af sig selv. Hun vilde nu ikke tøve længer med at faa Klarhed over Drengens Tilstand. Endnu samme Aften vilde hun tale alvorligt med Emanuel derom, og hun vilde denne Gang ikke give tabt, før Doktoren var bleven hentet og hans Mening hørt.

266

II

Klokken var næsten ti, og Hansine sad atter inde i Storstuen og stoppede Børnenes Strømper, da Emanuel kom hjem.

"Guds Fred herinde!" sagde han med den Indtrædelseshilsen, som han havde optaget efter de gamle Bønder, og blev et Øjeblik staaende henne i Halvmørket ved Døren. Han holdt en slukket Lygte i den ene Haand, en Egekæp i den anden; det lyse Skæg bølgede forblæst ned over hans mørke, kutteagtige Vadmels-Kavaj, hvis Hætte han havde slaaet op over Hovedet. "Er Niels kommen hjem?"

"Nej, jeg har ikke hørt nogen."

"Heller ikke Abelone?"

"Nej."

"Stakkels Barn! Hun vil faa Møje med at kæmpe sig op mod Blæsten. Det er jo blevet en halv Orkan … og et Mørke, saa man ikke kan se Haanden for sig. Nede under Aasen blæste min Lygte ud; jeg havde sandelig nær ikke fundet Vejen. – Naa, alting frist', Hjemmet bedst!"

Han satte Lygten fra sig paa Bænken ved Døren og skilte sig af med Stok og Kappe.

"Og nu kan du tro, jeg har nyt at fortælle dig!" fortsatte han oprømt, idet han nærmede sig og pustede paa sine blaafrosne Fingre. Først, da han naaede helt hen til hende og vilde lægge Hænderne om hendes Hoved for at trykke Genkomstkysset paa hendes Pande, lagde han Mærke til hendes urolige og fraværende Ansigtudtryk.

"Men hvad er der, bedste Ven? Der er da ikke hændet noget?"

Hun søgte sig en anden Strømpe ud af Bunken, der laa foran hende paa Bordet, og sagde i et Tonefald, hvori der sporedes en tilbageholdt Anklage:

267"Aa, det er igen Gutten, Emanuel!"

"Gutten? Hvad er der med ham? Han er da ikke bleven borte? Jeg saae ham ikke hele Eftermiddagen."

"Nej, den Ting fik jeg jo opklaret; … jeg fandt ham oppe paa Loftstrappen, da du var gaaet. Det var igen galt fat med Øret, saa jeg maatte bringe ham iseng. Jeg veed ikke, hvad det er, der er ivejen med ham; jeg har aldrig set ham saa underlig som iaften."

"Men hvad er det, du siger! Lad mig se ham!"

Han vilde tage Lampen fra Bordet, men hun holdt hans Haand tilbage.

"Det behøves ikke. Den kunde vække ham; … jeg har tændt Natglasset derinde."

Hun rejste sig og fulgte efter ham ind i Sovekammeret, hvor Gutten endnu laa og sov, svagt belyst af det rødlige Skær fra en lille Flamme, der svømmede ovenpaa et brunt Oljelag i et Vandglas bag hans Hovedgærde. Med bægge Hænder under Kinden og optrukne Knæ laa han ganske stille. Ikke en Linje i hans Ansigt røbede i dette Øjeblik andet end den sundeste og tryggeste Hvile.

"Men han sover jo som en Dagtærsker!" sagde Emanuel. "Der kan umuligt være noget ivejen med ham! Du har ladet dig skræmme, Hansine!"

"Jeg forstaar det ikke … før snakkede han helt som i Vildelse og raabte saa fælt. Det kommer saadan stødvis over ham."

"Aa, det er Foraarsluften, kan du tro! Den gør gerne Børns Søvn urolig. Du skal se, imorgen er han med Guds Hjælp frisk igen."

"Men jeg synes alligevel, Emanuel, at vi nu skulde –"

"Saa køn han ser ud!" vedblev han stille smilende. Som de fleste Folk, der gerne hører sig selv tale, overhørte han i Almindelighed andres Bemærkninger. Han 268 havde lagt sin Arm om Hansines Liv og betragtede med et Blik fuldt af Faderlykke det lille rødlokkede Hoved, der laa der saa dybt nedsunket i de hvide Puder. "Ganske som en lille Engel i Vorherres Skød. Er det ikke et yndigt Syn! … Kan du i det hele forstaa, Hansine, at Folk, der har Børn, kan være Gudsfornægtere? For mig ligger der et saa tydeligt Genskin af det hinsidige Lys, en saa yndig Bebudelse af den himmelske Fryd og Fred over et saadant sovende Barns Træk. – – Naa!" afbrød han sig selv og slap Hansine. "Hvordan staar det saa til med de andre to Smaatrolde? Med dem har der vel ikke været noget ivejen? Man kan da høre Tyksakken snorke, saa det er en Lyst."

Mens han talte, bevægede han sig rundt om Sengene og bøjede sig ned over sine "tre Tønder Guld", som han ofte spøgende kaldte sine Børn. Ved hver Seng tog han en Kommenskringle frem af sin Baglomme og puttede den halvt ind under Hovedpuden, saa at Børnene straks maatte se den om Morgenen, naar de vaagnede.

"Jeg kiggede et Øjeblik indenfor hos Bageren. Jeg syntes, at jeg skulde ikke komme helt tomhændet hjem til dem en Dag som denne. Se saa! Nu er det vist ogsaa bedst, vi lader dem have Ro. Og jeg har jo saa meget nyt at fortælle dig iaften. Lad os komme ind!"

De vendte tilbage til Stuen, hvor han straks gav sig til at vandre frem og tilbage over det store Gulv for udførligt at berette om alt, hvad der var foregaaet i Skibberup Forsamlingssal. Hansine hørte dog kun efter med det ene Øre. Hun havde ikke sluppet sit Forsæt og var endnu fast bestemt paa at benytte den første Lejlighed til atter at lede Samtalen hen paa Gutten.

"Men veed du, hvad der blev hele Mødets Glanspunkt?" udbrød Emanuel og standsede midt paa Gulvet 269 med Hænderne i Siden og fremoverbøjet Overkrop. "Prøv en Gang at gætte, Hansine?"

"Det nytter vist ikke noget, … sig du det hellere," sagde hun.

"Din Fa'er!"

Hansine saae op fra sit Stoppearbejde.

"Fa'er?"

"Ja – ingen anden end din kære gamle, blinde Fa'er!"

"Talte Fa'er?"

"Javist! … Aa, jeg vilde ønske, jeg rigtig kunde give dig en Forestilling om den Begejstring, ja ligefrem Jubel, hans Fremkomst vakte. Det var i Sandhed hjertegribende!"

"Men kan Fa'er da tale?" spurgte Hansine i stigende Forbavselse.

"Ja, det var ikke saa meget Ordene, du! Det var hele hans Fremtræden og hans mægtige Sindsbevægelse … Ser du, Sogneraadsformanden havde netop talt – lidt langt og lidt for vidtsvævende, saadan som han jo desværre har for Vane – og Resolutionen skulde til at oplæses, da din Fader, der havde Plads tæt under Talerstolen, rejste sig op for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt. Men rundt om i Salen blev hans Bevægelse misforstaaet; man troede, han vilde sige noget, og fra alle Sider begyndte man at raabe: Op paa Talerstolen! Op paa Talerstolen! Kort og godt – før din Fader kunde faa sig forklaret, blev han af to Mænd ledet fra sin Plads op paa Tribunen. Han gjorde nu heller ikke stor Modstand … og du kender jo hans Undselighed, saa du kan deraf slutte dig til hans og hele Mødets Stemning. Jeg vil i hele mit Liv ikke glemme det Øjeblik!"

"Men … men … hvad sa'e han da?"

"Ja, som sagt, det var ikke saa meget Ordene … det var selve Synet af den gamle, blinde Mand med det store, hvide Haar, der dukkede op der som 270 et endnu levende Vidne fra Trældommens Dage, som han jo virkelig selv næsten har oplevet. Det var som at høre en Røst fra Gravene, da han opløftede sin Haand og med rystende Gammelmandsstemme raabte: "Er det Træhesten, vi skal ha'e igen? Er det Meningen? Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden?" – ja, andet sagde han egentlig ikke; men du skulde have hørt det tordendrønende "Nej, nej! Det skal aldrig ske!", der rungede gennem Salen efter hans Ord. Jeg vilde blot ønske, at Folkefrihedens Fjender havde været tilstede og fornummet den Malmklang af hærdede Viljer, der var i det Raab; de skulde da nok have indset, hvor haabløs deres Modstand er. Jeg tror det nu ganske sikkert …'3 Umenneskelighedens Tider er uigenkaldelig forbi. Tusindaarsriget vil oprinde med sin Herlighed og Fryd. Fred paa Jorden og mellem Menneskene! Saaledes skal det lyde mod alle Verdenshjørner …… Aa ja, hvor er jeg dog et lykkeligt Menneske!" udbrød han og gik hen og lagde sine Hænder om Hansines Hoved. "Aldrig kan jeg takke Vorherre nok for, at der skulde times mig dette. Hvor var det dog paa høje Tid, han viste mig Vejen ud af det Sodoma, hvor Livet nu er en stakket Kamp med Døden og Forraadnelsen. Hvor dejligt det er at aande her, hvor alt er i Udspring, hvor alt er Foraar, Morgengry og Lærkesang! Tænk, at du og jeg og vi alle har faaet Lov til efter fattig Evne at bygge med paa Fredens og Sandhedens og Retfærdighedens evige Rige! … Naar jeg mindes mig selv fra Fortidens Dage, saa synes jeg, at jeg er bleven som et helt nyt Menneske nu, at jeg har afkastet en gammel, skrumpen, hæslig Troldeham. Og for al denne Lykke skylder jeg, næst Gud, dig den største Tak, min Ven! … Ja, ja! Nu slaar du Øjnene ned og bliver rød. Men det er dog saa, at du blev den Prinsesse, uden hvem jeg aldrig havde vundet mit halve Kongerige!"

271

III

Det blev først den næste Morgen, at Hansine fik Frimodighed til med tilstrækkelig Styrke at fremsætte sit Forlangende om, at Doktoren skulde hentes. Emanuel blev i første Øjeblik næsten vred. Han bebrejdede hende – som saa ofte før – hendes Bekymringsfuldhed, hendes Svaghed i Troen paa Forsynets Miskundhed og hendes Tilbøjelighed til at søge sin Trøst i allehaande Menneskepaafund istedetfor tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige Hænder. Han talte saa indtrængende til hende, saa varm af Troes-Iver og i et saa bedrøvet Tonefald, at hun tilsidst følte sig ganske skyldbetynget og begyndte at græde.

Men ved Synet af hendes Taarer formildedes han øjeblikkelig. Han gik hen for at kysse hende paa Panden men gjorde hermed kun ondt værre, saa hun vendte sig bort under en modløs Hulken. Han stod ganske overrasket. Han var ikke vant til at se hende saaledes lade sig overvælde af sine Følelser. Han havde ikke set hende græde siden hint Øjeblik paa deres Forlovelsesaften, da hun ufrivilligt havde aabenbaret ham sin Kærlighed, – og Erindringen om denne lykkelige Stund gjorde ham nu saa bevæget, at han selv fik Taarer i Øjnene og angergiven bøjede sig ned og klappede hendes Haar og vaade Kind.

"Min kære, – kære Ven! Havde jeg vidst, at mine Ord kunde gaa dig saa nær til Hjertet, havde jeg sandelig ikke sagt dem. Jeg mente det ikke saa slemt. Du veed jo ogsaa nok – ikke sandt? – at naar du virkelig troer, at det kan være dig til nogen Beroligelse at høre Doktor Hassings Mening, kunde det aldrig falde mig ind for Alvor at modsætte mig det. Jeg vil straks gaa ud til Niels og bede ham spænde for. Saa kan vi have Doktoren her allerede i Formiddag."

… Da Hansine et Kvarters Tid efter hørte Vognen 272 rulle ud gennem Porten, drog hun et Lettelsens Suk og gav sig til at rydde op inde i Stuerne, for at der kunde se lidt ordentlig ud til Doktorens Modtagelse. Det var første Gang, hun ventede Besøg af en fremmed, der kunde antages at ville se paa hendes Hjem med uvillige Blikke, og hun følte selv, at der var adskilligt, der kunde og burde have været anderledes. Inde i Sovekammeret blev der lagt rent paa alle Sengene, og Sigrid og den lille Dagny blev hentet ind fra Gaarden for at pyntes lidt. Helst havde hun givet dem bægge deres Søndagstøj paa; men da hun havde paa Fornemmelsen, at Emanuel ikke vilde synes om det, nøjedes hun med at sæbevaske dem i Ansigtet og give dem rene Forklæder paa. Gutten maatte hun lade være, som han var. Han havde den sidste Halvdel af Natten været temmelig rolig og sov endnu saa fast, at hun ikke nænnede at vække ham.

Emanuels udprægede Ulyst til at se Egnens Læge i sit Hus havde en dobbelt Aarsag. For det første nærede han en indgroet Uvilje imod Lægerne i Almindelighed. Han vilde hævde, at der i det moderne Samfund blev tillagt disse Folk en altfor overdreven Betydning, ja han gav dem en væsentlig Skyld for den Blødagtighed og de Udsvævelser, der havde undergravet de dannede Klasser i Nutiden. Det var hans Overbevisning, at den blinde Tillid, hvormed Folk i vore Dage havde kastet sig i Lægens og Apotekerens Arme, rummede den alvorligste Fare for en sund og sædelig Udvikling af Menneskelivet, idet mange taabeligt troede at være istand til at bøde paa legemlige og aandelige Udskejelser ved Hjælp af Piller, Miksturer og Elektricitet og derfor at turde lade haant om de eneste sande og virksomme Lægemidler: Maadehold, Nøjsomhed og legemligt Arbejde.

Men ved Siden heraf var der en særlig Grund til hans Sky for Doktor Hassing. Denne Mand var nemlig saa at sige den eneste udenfor Vennernes Kres, med hvem han i disse Aar var kommen i en Art 273 Forbindelse, idet de nogle Gange var truffet sammen ved Syge- og Dødssenge, – og Lægen havde da med sin altid paa det omhyggeligste plejede Person, sit tilknappede Væsen og sine formelle Talemaader paa en ubehagelig Maade paatvunget ham en fornyet Berøring med de Omgangsformer, som han foragtede og havde flyet. Desuden var det almindelig bekendt, at han – som de fleste af sine Kolleger – var Fritænker og oftere havde udtalt sig spottende om de kristnes Tro paa Forsynets Bistand og Guds Ords Forjættelser. Endelig var det den almindelige Mening i Egnen, at Doktor Hassing var en højst middelmaadig Læge, hvis egentlige Interesser bestod i at indsamle og omgive sig med kostbare Snurrepiberier, at bygge om paa sin Villa, holde Middagsselskaber og foretage en Udenlandsrejse en Gang om Aaret – kort sagt ved Hjælp af sin betydelige Privatformue at gøre sig Livet saa behageligt som muligt.

Det var da et ikke ringe Offer, Emanuel havde bragt Hansine ved at indvillige i, at denne Mand blev hentet til hans kære Gut, om hvis sunde Natur han selv var saa fast overtydet, at det næsten syntes ham en Utaknemmelighed mod Vorherre at tvivle om den. Det var derfor heller ikke i den sædvanlige, morgenglade Stemning, han idag gik ind i Stalden for med Bistand af den gamle Søren Røgter at fodre Kvæget og hente Byghalm ned fra Stænget. Der ventede ham nu tilmed her det Ulykkesbudskab, at Nattens Storm havde løsnet en stor Kalkflage fra Gavlvæggen og slaaet Ruderne ind paa et Staldvindu, som man om Aftenen maatte have glemt at lukke. Allerede for nogle Dage siden havde han set, at Muren var revnet; men der havde i den sidste Tid været saa meget at udbedre baade paa Tage og Mure, at man ikke havde kunnet overkomme det altsammen. Det kunde i det hele ikke nægtes, at den før saa statelig holdte Præstegaardsbygning begyndte 274 at gøre et lidt forfaldent Indtryk. Emanuel var kommen hertil paa en for Landmanden særlig ugunstig Tid med vigende Priser for Jordens Produkter og med samtidigt stigende Krav til deres Fuldkommenhed. Desuden havde han i Begyndelsen været forfulgt af en Række Uheld med Kreaturerne, havde ogsaa et Par Gange – som man sagde – "faaet et Par slemme Lussinger" i Anledning af forskellige Forsøg med nye Foder- og Gødningsstoffer, som han havde læst om i Landbobladet og til almindeligt Bedste havde villet indføre i Menigheden. Ogsaa hans Husførelse havde – trods den strenge Tarvelighed, hvoraf den var præget – været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste af; og hans Mødrenearvs Tusinder, som han i Begyndelsen havde haft at ty til, var forlængst forbrugte til sidste Hvid.

Sagen var den, at han – sit gamle Forsæt tro – haardnakket vægrede sig ved at modtage andet Vederlag for sin Præstegerning end den frie Benyttelse af Præstegaardens Tilliggende. For i et og alt at kunne dele Liv og Kaar med sine Venner ernærede han sig udelukkende af sin Jord og havde straks ved sin Embedstiltrædelse opfordret Sognets Bønder til at indskyde Tiende- og Offerydelser i den saakaldte "frie Fattigkasse", som bestred Udgifterne til Menighedens store Velgørenhedsværk. I det hele var det hans Ønske, at man ikke betragtede ham som først og fremmest Præst, men som en Bonde, der i Lighed med Sogneforstanderen og Brandsynsmændene havde faaet et Æres- og Tillidshverv overdraget af Menigheden. Han plejede selv at kalde sig dens "Tempeltjener", og han var saa glad ved Ordet, fordi det – som han sagde – "saa dejligt slog Velærværdigheden ihjel".

275

IV

Klokken var ti, da Niels vendte tilbage med Doktoren, der sad bag i Vognen i sin egen Agestol, indsvøbt i en Merinos Pels og med Handsker paa Hænderne. Da Vognen svingede op for Hovedtrappen, aabnedes Stalddøren, og Emanuel viste sig i sin sædvanlige Arbejdskittel og med sine store Markstøvler paa. Efter at Doktoren var stegen ned, hilste de to Mænd paa hinanden med et tavst og fra bægge Sider stærkt tilbageholdende Haandtryk, hvorpaa de under fortsat Tavshed fulgtes opad Trappen.

Inde i Forstuen skilte Doktoren sig af med sin Pels og aabenbarede en tætsluttende Kamgarns Frakke og et stort Atlaskes Slips med en Diamantnaal. Han var en Mand paa omkring fyrretyve Aar, en statelig Skikkelse med et skarptskaaret Ansigt og smaa mørke Bakkenbarter. Han havde fra det første Øjeblik tydelig gjort sig Umage for ikke med en Mine at røbe mindste Forundring, endsige noget Anstød i Anledning af Emanuels Paaklædning. Da de nu traadte ind i "Hallen", lod han ogsaa her, som om han slet ikke lagde Mærke til Stuens ejendommelige Udstyrelse. I sin beregnede Omhu for ikke at vise mindste utidig Nysgerrighed tog han endog sin Guldlorgnet af sin stærkt fremtrædende Næse, vendte sig mod Emanuel og sagde med en vellykket Bestræbelse for at lade fuldkommen uanfægtet:

"Ja, det er vel bedst, jeg straks ser paa Knægten."

"Det er min Hustru, der har ønsket at høre Deres Mening om min Søn," svarede Emanuel, der straks blev stødt over denne Maade at omtale Gutten paa. "Jeg tror ikke, det hele har synderligt at betyde … en almindelig Foraarsforkølelse rimeligvis."

"Nu faar vi se!"

Inde i Sovekammeret rejste Hansine sig fra en 276 Stol ved Guttens Seng, da Doktoren viste sig i Døren – og denne Gang lykkedes det ham mindre godt at skjule sine Tanker. Han blev et Øjeblik staaende paa Dørtærskelen og betragtede hende med synlig Forbavselse. Det var aabenbart, at Rygtet i Forening med hans egen Fantasi havde udmalet ham et ganske andet Billede af den meget omtalte Præstekone i Vejlby.

"Deres Søn er syg," sagde han med pludselig Deltagelse efter at have nærmet sig og trykket hendes Haand. "Forhaabentlig ikke noget videre … en almindelig Forkølelse, mener Deres Mand."

Han tog selv en Stol og satte sig hen ved Sengen. Gutten sov endnu, og han vækkedes end ikke, da Doktoren nu aftog et Par kæmpestore Manchetter og med sine lange, hvide, overordentlig velplejede Hænder gav sig til at beføle hans Hoved og tælle hans Puls. Ikke før der blev rørt ved Vatlappen foran det syge Øre, slog han Øjnene op. En Stund laa han derefter ubevægelig og stirrede paa den fremmede Mand. Først da han fik Øje paa Moderen ved den anden Side af Sengen, vaagnede han til fuld Bevidsthed. Han saae atter over paa den gaadefulde fremmede, betragtede hans sorte Frakke, hans Diamantnaal og store, hvide Tænder, mens en begyndende Angst afspejlede sig i hans glansløse, blaahvide Øjne.

Hansine rejste ham varsomt overende i Sengen, strøg Haaret fra hans Pande og sagde opmuntrende:

"Du skal ikke være bange, min Dreng. Det er Doktoren, der gærne vil se lidt paa dit Øre. Det er dog saa fælt med den megen Ørepine, ikke sandt? Og Doktoren er en rar Mand, som bare vil tage den væk."

I det samme syntes Gutten at forstaa alt. Munden bredte sig, og der begyndte at trænge Taarer frem i hans Øjne. Men da han i det samme opdagede Faderen, der havde stillet sig op bag Sengens Fodende, slugte 277 han hurtigt Graaden. Det var, som om han straks forstod, at han kunde gøre sin Fader en særlig Glæde ved netop overfor denne fremmede Mand at vise sig som en rask og uforfærdet Gut.

Doktoren havde imidlertid givet sig til at undersøge det syge Øre. Da han tog Vattet bort, flød der som sædvanlig en ildelugtende Vædske ud af Øregangen.

Hans Ansigt fik et betænkeligt Udtryk.

"Hvor længe har han gaaet saadan?" spurgte han lidt efter.

"Vi har mærket det af og til i to Aar," svarede Hansine.

Doktoren saae op, som om han ikke kunde tro, at han havde hørt rigtigt.

"I to Aar?"

"Ja."

Han kastede et Blik op paa Emanuel, der imidlertid misforstod dets Betydning og med et tillidsfuldt Nik bekræftede sin Hustrus Udsagn.

Hansine begyndte nu at fortælle om Sygdommens Begyndelse, dens periodiske Udbrud og om den foregaaende Nats urolige Søvn. Doktoren hørte opmærksomt efter, og hans Ansigt antog et mere og mere tankefuldt Udtryk. Da hun havde endt sin Beretning, bad han om et Lys, og da han havde faaet det tændt, førte han gentagne Gange dets Flamme frem og tilbage foran Guttens Øjne. Derpaa holdt han i nogen Tid bægge sine Hænder om hans Baghoved og gav sig endelig til med stor Omhyggelighed at undersøge Partiet bag ved Øret, hvor det viste sig, at Huden var lidt udspændt paa Grund af en begyndende Hævelse.

Emanuel havde indtil dette Øjeblik staaet rolig med Hænderne paa Ryggen og set til. Han havde besluttet, at Hansine denne Gang skulde have sin Vilje fuldt ud, og skønt han havde ondt af Gutten, der sad med store Taarer i Øjnene og kæmpede for at bevare sin Standhaftighed, havde han ikke villet blande sig i 278 Doktorens Undersøgelser. Men da Lægen nu trak sin Forbindtaske frem og af denne udtog forskellige spidse og skarpe Instrumenter, var det ude med hans Selvbeherskelse.

"Er det der virkelig nødvendigt?" spurgte han i temmelig udæskende Tone.

Lægen saae forbavset op.

"Ja," sagde han kort, bad om varmt Vand, et Haandklæde og forskellige andre Ting, der tydede paa en Operation.

Emanuel stod tvivlraadig. Skulde han virkelig tillade dette gudløse Menneske at forgribe sig paa hans Søn? …'4 Han vovede næppe at se paa Gutten, der ved Synet af Instrumenterne var bleven ligbleg og med sine Øjne anraabte ham om Beskyttelse. Men næsten endnu mere pinte det ham at være Vidne til den Tjenstivrighed, hvormed Hansine gik Doktoren tilhaande, den Koldblodighed, hvormed hun overgav sit Barn i denne Charlatans Hænder.

Da Doktoren nærmede sig med det første Instrument – en sylspids Sølvnaal – svandt den sidste Rest af Guttens Behjertethed. I dødelig Angst kastede han sig ind til Moderen og slog krampagtigt Armene om hendes Hals.

I dette Øjeblik forlod Emanuel Værelset. Han vilde ikke være Vidne til denne Mishandling, som alene Hansine skulde bære Ansvaret for. Han gik ind i Dagligstuen, og da han herindefra hørte Guttens første, hjerteskærende Skrig, gik han helt ind i sit eget Værelse, hvor han gav sig til at gaa frem og tilbage over Gulvet for med sine Skridt at overdøve Lydene fra Sovekammeret. Hans Sind var i det højeste Oprør. Han forstod sig ikke paa Hansine. Han følte sig som ført i et Baghold i sit eget Hjem, skammeligt forraadt af den, paa hvem han tryggest burde kunnet lide.

Efter en halv Snes Minutters Forløb hørte han 279 Stemmer inde i Dagligstuen, og da han kom derind, stod Doktoren med Hatten i Haanden ifærd med at give Hansine sine sidste Anvisninger. Straks efter tog han Afsked.

"Jeg tror, De ser for lyst paa Deres Søns Sygdom," fortsatte Lægen ude i Forstuen, hvortil Emanuel i fuldkommen Tavshed havde fulgt ham. "Jeg vilde ikke udtale mig nærmere derom, mens Deres Hustru var tilstede, … men jeg anser det for min Pligt ikke at skjule for Dem, at hans Tilstand ikke er uden Betænkelighed. Han lider af en gammel, forhærdet og – som det synes – ret ondartet Betændelse, der desværre har faaet Lov at gribe om sig og efterhaanden har bredt sig indad over hele det indre Øre. Hvorledes det altsammen vil forløbe, er det for Øjeblikket naturligvis umuligt for mig at sige; men efter den Vending, Sygdommen paa det sidste synes at have taget, maa vi være forberedte paa en nær forestaaende Krisis. Foreløbig har jeg søgt at skaffe Udfloddet frit Løb ved at gennembore Trommehinden, ligesom jeg har tilraadet Edikeomslag paa Fødderne eller Is paa Hovedet … mere tør jeg ikke gøre idag. Det gælder foreløbigt om at skaffe Barnet den størst mulige Ro, indtil vi nærmere ser, hvad Retning Betændelsen har taget. Skulde der imidlertid vise sig blot allermindste Tegn til Stivhed af Kroppen under Søvnen – for ikke at tale om virkelige Krampeanfald – maa De øjeblikkelig lade mig hente. Det er denne Kalamitet – og den dermed forbundne Feber – vi for enhver Pris maa søge at undgaa."

 
V

Lægens bestemte Tone og tilsyneladende fuldkomne Klarhed over Guttens Tilstand kunde ikke andet end gøre et vist Indtryk paa Emanuel. Saasnart Vognen 280 var kørt, gik han hurtigt tilbage til Sovekammeret. Her fandt han Gutten liggende udstrakt paa Ryggen med tilbundet Hoved, ligesom hensunken i dyb Undren.

Da Barnet fik Øje paa Faderen, smilte det; og da Emanuel varsomt tog Plads ved Siden af Sengen og spurgte ham, hvordan det gik, rejste han sig ved egen Hjælp overende og begyndte helt kækt, næsten en Smule vigtig at fortælle om alt, hvad Doktoren havde foretaget sig med ham.

"Men hvad i Alverden skal det saa altsammen sige?" udbrød Emanuel vendt imod Hansine; hun kom i det samme ind fra Køkkenet med Sigrid og den lille Dagny, der var bleven sendt ud til Abelone under Doktorens Besøg. "Barnet er jo helt kvikt! Hvad er saa det for en Passiar om Feber og Kramper og jeg veed ikke hvad?"

"Snakkede Doktoren noget om det?" spurgte Hansine slaaet og standsede midt paa Gulvet.

"Aa, han snakkede jo baade op og ned. Det er nu en Gang saadan Lægernes Maade … Men hvem kommer nu der?"

Inde fra Storstuen hørtes tunge Trin og Lyden af en Stok, der stødtes mod Gulvet. Et Øjeblik efter viste et ældre, førladent Kvindemenneske sig i den aabne Dør.

"Mormo'er!" udbrød Emanuel og Børnene paa een Gang og strakte Armene ud imod hende.

"Ja, det er rigtignok mig," sagde hun og nikkede rundt til dem alle. "Hvordan staar det til her? Vi hørte inde fra Brugsen, at I havde haft Vogn efter Kyndløse-Doktoren, og da jeg netop kunde faa Agelejlighed her til Møllevejen med Kristen Hansens, jog jeg i Tøjet med det samme. Jeg syntes dog, jeg skulde høre, hvad der stod paa."

"Aa, vi haaber til Gud, at det hele ikke har noget at betyde," svarede Emanuel. "Det er Gutten, der har 281 faaet et lille Smæk af sin gamle Skade, og Hansine har ladet sig skræmme og vilde absolut have Doktoren hentet."

"Vorherre ha'e Tak og Lov – saa er det altsaa ikke noget værre. Fatter og jeg blev jo lidt forskrækkede, som I vel kan tænke. Her plejer jo ikke at være Doktorbesøg."

Hun løsnede det store Sølvspænde paa sin grønne Hvergarns Kaabe, tog Hovedklædet af og glattede med to vædede Fingre sit staalgraa Forhaar foran Huen. Hun var i Aarenes Løb bleven endnu mere mavefør end tidligere, og Vattersoten havde ophovnet Hænder og Fødder og gjort hendes Gang saa besværlig, at hun udenfor Hjemmet maatte støtte sig til en Stok.

"Naa, saa det er altsaa ham her, som det skulde være saa fejl med, at der partu' skulde hentes Doktor," sagde hun, da hun var sunket tungt ned paa Stolen ved Siden af den lille Jernseng og en Stund havde betragtet Gutten, hvem Glæden over Bedstemoderens Ankomst men navnlig Synet af et lille Knytteklæde, som hun havde taget med sig hen til Sengen, gjorde helt livlig og formelig havde givet røde Kinder. "Han ser ellers ikke saa meget sølleagtig ud, synes jeg. Du er da en rigtig lille Tosse, Hansine, at du kunde skabe dig saa forskrækket. Det er jo næsten ligesom Københavnerne, der straks jager baade til Doktor og Apoteker, bare de faar Værk i en Tand. Havde Drengen ikke det Klaptræ paa Hovedet, saae han jo ud som et rigtigt Søndagsbarn."

Hansine havde sat sig hen ved den brede Forhængsseng, hvor hun var ifærd med at give den Lille Bryst.

"Doktoren sagde dog, at det slet ikke var saa godt, og at vi for længe siden skulde have søgt ham," sagde hun med et Forsøg paa at forsvare sig, skønt Guttens friske Udseende og de andres Sorgløshed allerede var begyndt igen at gøre hende tvivlraadig.

282"Ja, Doktoren!" lo Moderen og klappede Sigrid, der gned sig opad hende indsmigrende som en Kat, mens hun slugte Knytteklædet med Øjnene. "Dersom det altid gik til, som de Folk præker, saa laa vi allesammen for længe siden i vor sorte Grav. Hvordan gik det ikke forleden, da Per Persens bitte Tøs skulde have slugt en Synaal? Doktoren proppede hende fuld af Kartofler og klægt Brød og andet Fyldestads, saa det stakkels Barn var lige ved at kvæles … og saa fandt de Naalen nok saa pænt i Bedstemoderens Systen. Ja 'mænd gjorde de saa!"

"Det kunde Doktoren da ikke gøre ved," indvendte Hansine.

"Naa ja, det kan endelig nok være. Men saa husker jeg da nok, hvordan det gik Søren Sejler, – det var den Gang, vi endnu havde den gamle Distriktsdoktor Velløv, som dog skulde være endnu bedre lært end ham denneher Hassing. Velløv sagde, at Søren havde aldrig mere end tre Dage at leve i, saa Familjen fik jo travlt baade med at skifte og skrive Redelighed og kalke i Storstuen til Begravelsen, ja, jeg tror saagar, de bestilte Ligkisten med – og tre Dage efter gik Søren igen i sin vante Dont med Piben i sin Mund og gaar saadan endnu den Dag idag, skønt han vel er nær de halvfems. Hvad siger du saa til den Historie? … Nej, det var saamænd ønskeligt, om de go'e Doktormennesker vilde være mindre storpaaendes og lade Vorherre raade over Liv og Død, saa var der kanske mange Steder mindre Bedrøvelighed."

"Ja, det er sandt! Det var netop mine Ord!" sagde Emanuel, der gik frem og tilbage over Gulvet med Hænderne paa Ryggen.

"Og skal man endelig være ankelig, saa kan jeg nu for min Del aldrig komme bort fra den Mening, at man mangen Gang hellere skulde holde sig til de gamle, gode Husraad end til denne megen ny Doktoreren med Mediciner og alt det forgiftede Stads, som 283 fordærver saa mangens Helsen … Jeg tog da ogsaa i Skyndingen lidt Dulmete med mig; jeg kunde jo aldrig vide, hvad der stod paa. Saa var jeg ogsaa indenfor hos Maren Nilen og fik lidt Ormefedt … det er saa dejligt for Boldenskab …"

Mens hun talte, løste hun med sine pudeformede Hænder Klædet i sit Skød og fremtog forskellige Smaapakker, der udbredte en stærk Krydderduft, og tilsidst tre røde Sukkergrise, som hun med Klap og smaa Formaninger fordelte mellem Børnene. Gutten tog imod sin Gave med det undselige Smil, hvormed han plejede at vise sin Taknemmelighed, medens Sigrid næsten snappede Grisen ud af Bedstemoderens Haand og styrtede afsted med den ind i den anden Stue.

"Naa, hvordan staar det saa til i Hjemmet, Else?" spurgte Emanuel for at lede Samtalen ind i et andet Spor. "Vor kære gamle Bedstefa'er er vel helt stolt af den Lykke, han gjorde med sin Tale igaaraftes. Det var virkelig ogsaa et højtidsfuldt Øjeblik for os alle."

"Ja ja, han er saamænd saa glad som et Barn. For det havde han jo dog aldrig ventet, at han skulde blive til Taler. Men han er jo taknemmelig for, at Vorherre har villet benytte ham som sit Redskab og give ham Velsignelse til at sige det rigtige Ord i en stor Stund."

Samtalen blev afbrudt af Abelone, der kom frem i Døren og med sin stærke Stemme forkyndte, at Bordet var dækket. I det samme rejste Bedstemoderen sig for at gaa. Emanuel søgte at overtale hende til at blive og spise sammen med dem; men hun havde lovet Kristen Hansen at være ved Møllevejen, naar han kom tilbage, og det var allerede paa høje Tid, hun kom afsted.

"Jeg maa jo ogsaa hjem og berolige Fatter. Han gaar jo derhjemme og tror, at der er sket en stor Ulykke."

Hun fik igen sin Kaabe hægtet og Hovedklædet 284 bundet under Hagen. I Døren vendte hun sig endnu en Gang, nikkede og smilte til Gutten og sagde:

"Kom nu ud til vos paa Søndag, saa skal du faa Raamælkskage, min Dreng, om den røde Kvie ellers vil kælve." Og vendt mod Emanuel tilføjede hun: "Fatter har solgt den sorte Brummeko. Det er ellers svært sløje Priser iaar."

 
VI

Den øverste Ende af det lange Bord i Storstuen var dækket med et brunt Voksdug. Paa dette stod to dampende Lerfade med Kaalsuppe, et halvt Rugbrød, en Underkop med grovt Salt og den sædvanlige Vandkrukke med Trælaag. Emanuel tog Plads for Bordenden. Paa hans venstre Haand, inde under Vinduet, sad Niels og den gamle Søren, Gaardens Røgter, et tre Alen højt Vrag af en Arbejdsmaskine – lutter Knokler og store Ledknuder – der foroven endte i et lille, ludende Hoved, som ikke bestod af stort andet end et Par vældige Kæber. Hele Underansigtet og den forreste Del af hans lange Hals indtil det stærkt fremtrædende Adamsæble var sort af Skæggestubbe, Næsen rød, den lave Pande bengul, Haaret af en Farve, som om der var strøet Aske over hans Hoved. Ved Bordets anden Længdeside sad Hansine med de to Børn og Abelone; desuden en gammel Mo'erlille med grøn Øjenskærm samt et Par Børn fra Gaden. Som Skik var blandt Byens Fattigfolk, havde de sidste indfundet sig til Maaltidet af sig selv og følte sig ganske som hjemme der. Gutten laa inde i sin Seng. Han havde straks efter Bedstemoderens Bortgang atter lagt sig til Ro og var falden i Søvn med sin Sukkergris i Haanden.

Alle bøjede Hovedet og foldede Hænderne, da Emanuel med høj Røst begyndte Bordbønnen:

285 "I Jesu Navn gaa vi til Bords,
At spise, drikke paa hans Ord,
Dig, Gud, til Ære, os til Gavn,
Saa faa vi Mad i Jesu Navn!"

Der blev i Begyndelsen spist i Tavshed. Man hørte kun Hornskeernes Skuren mod Lerfadene og den slubrende Lyd af de mange Munde. I Særdeleshed lod Søren Røgter høre livligt fra sig. Han holdt i sin venstre Haand et Stykke varmt Flæsk, som han hyppig dyppede ned i Saltkoppen og mellem hver Skefuld Suppe gav sig til at sutte paa.

"Er der ingen af jer, der idag har hørt noget nyt inde fra Rigsdagen?" spurgte Emanuel, da den værste Sult var stillet. "Du, Søren? Du plejer jo van at være vel underrettet om Politikens Gang."

"Aa ja, et og andet hører man jo immer," svarede Søren med sit uhyre Gab fuldt af Mad og løftede Øjenbrynene under et Forsøg paa at give sig et hemmelighedsfuldt Udseende. Han var Morbroder til en af Rigsdagsmændene og galdt i denne Egenskab for et Orakel i politiske Sager. "Jeg tænker, vi snart kommer til at age til Staden alle ihov."

"Du mener en Opløsning af Tinget … nye Valg, hva'? Skulde Regeringen virkelig ville forsøge det Middel endnu en Gang? Hvad skulde det egentlig hjælpe?"

"Aa nej … men det var vel heller ikke for tidligt, at den menige Mand fik et Ord at sige her i Landet."

"Nej, deri har du Ret! Det skulde være sket for længe siden, saa var meget af Tidens Bitterhed sikkert undgaaet. – – Naa, skal vi saa sige Tak for Mad," sagde han, da han saae, at alle var færdige med at spise. Endog Søren havde tilsidst lagt Skeen fra sig efter først omhyggeligt at have slikket den ren og aftørret den med sin Tommelfinger.

Der blev atter bedt en kort Bøn, hvorpaa hver gik til sit.

286 Emanuel søgte som sædvanlig ind til Voksdugssofaen i sin Stue for at "titte lidt ind i Drømmeland" – som han med et fra Højskolen stammende Mundheld plejede at sige. Søren Røgter vandrede med Mæthedens tunge Skridt over Gaarden og forsvandt ind i Loen, hvor han Sommer og Vinter tog sin Middagslur paa et Knippe Halm. Niels derimod gik ind i sit Kammer, et lille hvidkalket Rum ved Siden af Hestestalden, hvor han havde indrettet sig det helt studentermæssigt med et til Skrivepult omdannet Vadskebord under Vinduet, en lille Hylde fuld af smukt indbundne Bøger, en Stump Tæppe under Bordet og en lang Række efter Længden omhyggeligt ordnede Piber under et Brædt paa Væggen. Over Sengen hang et indrammet Fotografi af Sandinge Højskole. Billedet fremstillede Skolens klosteragtige, vedbendbevoksede Murstensportal, foran hvilken der var opstillet en Samling Lærere og Elever. Midt i Billedet saas selve den gamle Forstanders runde Skikkelse med den møllestensstore Hat og de lange Nakkekrøller; og nedenunder Billedet stod der trykt med Guldbogstaver de Ord, hvormed han regelmæssigt tog Afsked med sine Elever:

"Vær paa Vagt
uforsagt."

Da Niels havde faaet stoppet den allerlængste af sine Piber, satte han sig foran det lille Bord og strakte med Velbehag sine tykke Ben fra sig. Derpaa trak han et ugegammelt Nummer af "Folkebladet" frem af sin Lomme, bredte det med en kærtegnende Varsomhed ud paa Bordet og gav sig til for tyvende Gang at gennemlæse følgende Artikel:

OM SØNDAGSFRIHEDEN PAA LANDET
Et Opraab til de Unge

Jeg vil idag tillade mig at skrive om Søndagsfriheden paa Landet. Hvor sørgeligt er ikke slige Syn, 287 af hvilke man saa ofte ser mange trindt om i Landet, at Karle, ja endog Piger, som dog skulde have bedre Tanker, fordrive Fritimerne om Søndag Eftermiddag og paa andre Dage, naar Arbejdet hviler, med alskens verdslig og unyttig Tant saasom Keglespil paa Gadejorden om Penge eller Spirituosadrikke, saa at det ofte sker, at Karlene beruse sig, skrige og raabe som Dyr, hvoraf atter følger megen anden Uterlighed af den værste Slags. Slige Syn maa harme ethvert aandelig frigjort Menneske, da man dog skulde synes, at de maatte have noget højere at tænke paa og stræbe efter, besynderligt i denne Tid, hvor Frihedsbavnen er tændt over Landet for at samle alle til Kamp for Folkets Frihed og Ret. Her i vor Egn ser man, takket være vore gode Lærere og Ledere, ikke mere af den Slags, som er et fribaarent Folk uværdigt. Men i mange andre Sogne gaa endnu slige Ting i Svang, og derfor sender jeg dette Opraab til Ungdommen, at vi ogsaa paa dette Punkt ville slutte os sammen og kæmpe for Aandens Sejr over Trældoms Mørke, saa vi kunne synge med Digteren:

at alle livsaligt skal føres
til Lysets og Herligheds Stad.

Vejlby Præstegaard. I Tordmaaned 1885.

Ærbødigst
N. Nielsen Damgaard.

 
VII

Da Emanuel om Aftenen kom hjem fra Skibberup, hvor han igen havde været til et Bestyrelsesmøde, sov Gutten endnu efter ikke at have været vaagen hele Eftermiddagen.

"Kan du se!" sagde han til Hansine. "Han er saa 288 fornuftig at sove sig fra det hele. Imorgen har du ham oven Senge igen."

Hansine svarede ikke, skønt hun langtfra delte hans lyse Syn paa Barnets Tilstand. Der syntes hende at være noget altfor unaturligt i denne snart døgnlange Søvn, og den vakte hos hende et skræmmende Minde om et andet Barn, en lille Broder til hendes Ungdomsveninde Ane, der var død af Hjernesygdom, og som hun i sin Pigetid havde været med til at pleje. Nogle Gange i Løbet af Aftenen havde hun prøvet paa at vække Drengen for idetmindste at faa ham til at spise lidt; men han havde blot lukket Øjnene halvt op og set paa hende med et underlig sløvt Blik uden at ville røre Maden. Derimod havde han et Par Gange drukket begærligt men straks puttet sig ned i Sengen igen for at sove videre.

Henimod Midnat vaktes hun og Emanuel samtidigt af en mærkelig Lyd, som de længe ikke kunde forklare sig. Det lød for dem, som om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet. Med eet gik det op for Hansine, at det var Guttens lille Jernseng, der var i en uafbrudt rokkende Bevægelse.

"Tænd Natglasset," sagde hun. "Det er Gutten."

Emanuel afstrøg en Svovlstik, og straks ved dens Opblussen saae Hansine Barnets fægtende Arme. I det samme var hun oppe af Sengen og henne hos det. Hurtigt tog hun Puden bort under dets Hoved og tvang Armene ned langsmed Kroppen, der dirrede fra Isse til Fod.

Emanuel, der imidlertid havde faaet tændt Glasset paa Natbordet, kunde ikke begribe, hvad der foregik. Han troede i første Øjeblik, at Gutten var bleven vaagen og laa og legede; og da han nu saae Hansine tage en Naal af sit Haar og med Magt vriste dens krumme Ende ind i Barnets Mund, raabte han:

"Men i Himlens Navn, Hansine! Hvad gør du? … Hvad fejler Barnet?"'5

289 Glassets lille Oljeflamme blussede i dette Øjeblik op, og ved det forstærkede Skin saae han nu, at Guttens Ansigt var ganske mørkt, Tænderne sammenbidte, Læberne skumbedækkede. I det samme faldt Doktorens Ord fra om Formiddagen ham i Minde, – og det svimlede for ham.

"Det er da ikke … det er da ikke Krampe, Hansine?" stammede han.

Hun nikkede.

"Du maa hente Doktoren," tilføjede hun lidt efter, da Emanuel blev liggende ubevægelig. "Og du maa skynde dig … Gutten er meget syg."

"Ja – ja," sagde han, ligesom vaagnende af en Bedøvelse, fik ihast nogle Klæder paa og famlede sig frem gennem Storstuens Mørke for at komme ud og vække Folkene. Da han skimtede Lys ovre bag Karlekammervinduet, begyndte han allerede oppe paa Flisetrappen at kalde:

"Niels! … Niels!"

Det lød i den stille Nat som et Raab om Hjælp, og inden han var naaet over Gaardspladsen, viste Karlen sig forskrækket i sin Dør – i bar Skjorte, med en opslaaet Bog i Haanden og en Pibe hængende fra Munden ned til Jorden.

"Du maa straks spænde for Vognen, Niels, og hente Doktoren. Gutten er bleven meget syg."

"Hente Doktoren?" sagde Niels og saae paa Emanuels blege og forstyrrede Ansigt. "Men det er jo ikke tænkeligt at finde Vej inat, saa mørkt det er. Man kan jo ikke –".

"Ja, det faar være. Du maa kalde paa Søren, og han maa følge dig med Lygte … Hestene kender jo Vejen."

"Ja men –." Niels vilde gøre nye Indvendinger, men Emanuel afskar ham straks Ordet.

"Gør blot, som jeg siger, og spild ikke Tiden med Snak," sagde han i en ham ganske uvant bydende 290 Tone, der gjorde Karlen maalløs. "Du hører jo, at Gutten er meget syg, og at det haster. Se øjeblikkeligt at faa Søren vækket og sig ham, at han skal sidde op straks."

Da han kom tilbage til Sovekammeret, stod Hansine endnu bøjet over Guttens Seng og holdt paa Barnets Arme.

"Synes du ikke, vi med det samme skulde sende Bud efter din Moder? Vilde det ikke være dig til Beroligelse?"

"Nej, det nytter dog ikke noget. Men du maa kalde paa Abelone og sige til hende, at hun skal tænde op og varme Vand i den store nye Gryde."

"Ja – ja."

Allerede ude i Køkkenet traf han Abelone, der var bleven vækket af Støjen i Huset. Hun var i Underskørt, havde et Lys i den ene Haand og holdt med den anden Nattrøjen sammen om sit høje Bryst.

"Gutten er da ikke bleven syg?" spurgte hun, rystende af Angst og Kulde.

"Jo, du maa straks tænde op og varme Vand i den store Gryde … men skynd dig."

"Er han meget syg?"

"Ja – jeg tror det. Men skynd dig, Abelone … Skynd dig! Det haster meget!"

Han gik tilbage til Sovekammeret, hvor Gutten endelig var falden til Ro og atter syntes at sove fuldkommen fredeligt. Hansine, der endelig havde faaet Stunder til at kaste nogle Klæder over sig, sad paa en Stol ved Sengens Hovedgærde med Hagen i sin Haand og Albuen støttet paa Knæet, mens hun betragtede ham med det tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser.

Emanuel nærmede sig varsomt og satte sig stille paa en Stol ved den anden Side af Sengen.

"Kan du forstaa det, Hansine? Kan du begribe, hvordan det er gaaet til? I Middags forlod jeg ham 291 saa rask og livlig … og nu! Hvad tror du dog, det kan være?"

"Jeg veed det ikke," sagde hun; – og som om han med sit Spørgsmaal havde berørt en Tanke, hun ikke havde Mod til at tænke tilende, tilføjede hun hurtigt: "Fik du vækket Niels?"

"Ja … han maa straks være færdig til at køre."

I det samme begyndte det igen at rykke i Barnets Arme og Skuldre, de smaa Hænder knyttede sig, Øjelaagene løftedes for unaturligt store og ubevægelige Pupiller … Tegnene paa, at et nyt Anfald var i Anmarsch. Emanuel kunde ikke udholde dette Syn. Han famlede sig atter gennem den mørke Storstue ud til Forstuetrappen, og da han herfra saae Niels og Søren endnu gaa og rumstere inde i Vognporten ved Skæret af en Lygte, raabte han i fortvivlet Utaalmodighed:

"Men Herregud, hvad bliver det dog til! Hvor længe skal det dog vare, inden I kommer afsted! … Du maa sige til Doktoren, Niels, at han maa komme øjeblikkeligt. Barnet ligger i frygtelige Kramper!"

I Løbet af de følgende Timer forværredes Guttens Tilstand. Selv efter gentagne Badninger i dampende Vand tiltog Anfaldene baade i Styrke og Langvarighed. Hans Ansigt blev efterhaanden næsten sort, og trods al anvendt Forsigtighed havde han under et af Anfaldene bidt sig i Tungen, saa der flød Blod ud af Mundvigene. Emanuel maatte opbyde al sin Viljestyrke for ikke helt at synke sammen overfor den rædselsfulde Gaade, som Barnets Tilstand var ham. Han slap ikke Haabet om, at alt snart skulde være overstaaet, – forsvundet ligesaa pludseligt, som det var kommet. Han søgte at trøste sig selv og Hansine med, at enkelte Børn havde en særegen Tilbøjelighed til – endog under lette Forkølelser – at falde i heftige Kramper; og han forblev hele Tiden ved hendes Side for at være behjælpelig med Barnets Pleje. Men efterhaanden som Timerne forløb, uden at der viste sig mindste Tegn til 292 Lindring, svigtede Fortrøstningen ham, og han vendte nu alt sit Haab mod Doktorens Bistand. Han stillede sig ud paa Flisetrappen og lyttede med tilbageholdt Aandedræt, … men ikke mindste Lyd naaede hans Øre. Han gik omkring Gavlen og følte sig i Mørket frem gennem den store, tilgroede Have, indtil han kom op paa en lille Jordhøj, hvorfra man om Dagen kunde overse Kyndløse-Vejen helt ud til Mosegrænsen i Vest. Med bankende Hjerte stirrede han ud i den mørke Nat i Haab om at skimte Skæret af en sig nærmende Lygte, … men Jord og Himmel smeltede sammen for hans Øjne uden et Lyspunkt.

Og som han stod overfor dette gravsorte Mørke, dette ubarmhjertige Mulm, der havde slukket alle Stjerner og ligesom udslettet Vejene, hvorfra Hjælpen skulde komme til hans lidende Barn, var det pludselig for ham, som om han saae dybt ind i det uendelige Verdensrum og indtil dettes yderste Grænser kun fandt rugende Mørke og Kulde og gabende Tomhed. Som et Menneske, for hvem det svimler ved Synet af en Afgrund, der har aabnet sig for dets Fod, slog han Hænderne for sit Ansigt og udstødte halvhøjt og som i Vildelse:

"Gud! … Min Gud! … Hvor er du?"

… Først henimod Morgenen kom Doktoren. Forsinkelsen skyldtes et Uheld, som Niels og Søren havde haft paa Udturen, idet de havde kørt Vognen saa dybt i Grøften, at de maatte vække nogle nærboende Folk for at faa den op igen.

Da Doktoren havde kastet et Blik paa Gutten, gav han ham uden yderligere Undersøgelse et Moskuspulver, hvorefter Barnet næsten øjeblikkelig fik Ro. Det stive Legeme slappedes efterhaanden, Øjelaagene sank i, og Søvnen indfandt sig. Emanuel, Hansine og Lægen sad i flere Minutter tavse omkring den lille Seng og saae paa, hvorledes Guttens sædvanlige, taalmodige Udtryk langsomt vendte tilbage i det fortrukne Ansigt. Lampen 293 henne paa Natbordet var ved at slukkes; og ved dens svindende Lys sneg der sig en ejendommelig Gravkammerstemning ind i Stuen. Den døende Flamme kastede et gustent Skær henover Sengens hvide Lagen og over de tre Ansigter omkring den; men udenfor begyndte det at dages, og det blege Morgenlys aftegnede Vindusposterne som to høje Skyggekors paa de lysegraa Rullegardiner.

Emanuel, der i den sidste Time havde været ganske ude af sig selv ved Synet af Barnets Lidelser, sad med Hansines Haand i sin for at hente Styrke til at gøre Lægen det Spørgsmaal, der ikke vilde ud over hans Læber. Endelig tog han Mod til sig og spurgte, hvad Doktoren mente om hans Søns Tilstand.

Doktor Hassing kastede i Smug et Blik hen paa ham og Hansine. Han syntes at være i Tvivl om, hvor stor en Del af Sandheden han straks turde fortælle dem.

"Ja, nægtes kan det jo ikke" – sagde han langtrukkent. "Deres Søn er jo meget haardt angrebet. I det hele kan jeg jo ikke skjule, at – –"

"Men Drengen har en ualmindelig sund Natur," afbrød Emanuel ham for at afværge en trøstesløs Udtalelse. "Naar undtages disse Øresmerter, har han aldrig fejlet noget eller givet mindste Anledning til Bekymring. Desuden er baade min Hustru og jeg fuldkommen sunde og kraftige … om nogen sygelig Arv kan der derfor ikke være Tale."

Bag Doktorens Guldlorgnet viste der sig et hastigt, stikkende Glimt. Det saae ud, som om han – trods al Medfølelse – havde ondt ved at holde sin Forargelse i Tømme.

"Ja, ja," sagde han derpaa, idet han slog Øjet ned for det stift stirrende Blik, hvormed Emanuel ligesom vilde tvinge ham til at tro paa Sønnens Livskraft. 294 "Med en stærk Natur kan der naturligvis haabes meget."

… Som Doktoren havde forudsagt, skete der i de nærmest følgende Dage ingen synderlig Forandring i Guttens Tilstand. For det meste laa han stille hen i en tung Moskusdøs uden at tage Næring til sig eller modtage mindste Indtryk af sine Omgivelser. Kun naar der blev rørt ved Forbindingen paa hans syge Øre, kunde der over hans blodløse Læber glide ligesom Skyggen af det lille forstilte Smil, hvormed han plejede at forsikre, at han "slet ikke længer kunde mærke noget." Ellers havde Ansigtet mistet ethvert Udtryk, og bag de halvlukkede Laag syntes de blege Øjnes Liv allerede udslukt.

Hansine plejede ham Nat og Dag med sin sædvanlige Ro og Selvbeherskelse. Hun, som siden Barnets allerførste Krampetrækning havde været klar over den truende Fare, var nu fuldt fortrolig med Tanken om at skulle miste det. Emanuel derimod holdt Haabet oppe til det sidste. Selv efter at Lægen ved et fornyet Besøg i varsomme Ord havde meddelt ham, at han maatte være forberedt paa Sønnens snarlige Bortgang, slap han ikke Troen paa Guttens Modstandskraft og sine Bønners Styrke. I hvert et Glimt af tilbagevendende Liv i Barnets Ansigt saae han et Tegn paa, at Himlen havde bønhørt ham. Først da de sikre Dødstegn viste sig, svandt Haabet, og han sank sammen i fortvivlet Selvopgivelse. I flere Timer sad han ved Sengen og hulkede, saa Hansine tilsidst blev helt urolig for hans Forstand. Alt Arbejde ude i Gaarden og Stalden blev saa vidt muligt standset, fordi det var, som om enhver Lyd fra Yderverdenen forøgede hans Smerte. Selv forlangte han alle Porte og Døre lukkede; end ikke Husets nære Venner, der kom for at høre til Guttens Befindende, blev indladte, fordi han ikke taalte Synet af fremmede.

Da Dødsøjeblikket var nær, og han følte Gravens 295 Kulde lægge sig om Barnets Legeme, vakte Rædslen for dets Tilintetgørelse ham endnu til en sidste, fortvivlet Kamp for dets Frelse. Han tog Gutten op i sine Arme og knugede ham ind til sig ligesom for at beskytte ham mod Dødens Favntag. Hansine bønfaldt ham om at være rolig og lægge Barnet igen; men han hørte hende ikke. Mens Taarerne strømmede ham ned over Ansigtet, blev han ved at gaa frem og tilbage over Gulvet med Barnet ved sit Bryst, snart lullende, snart bedende og syngende, som om han med sin Smerte og sin Fortvivlelse vilde tiltrodse sig Guds Barmhjertighed …. indtil han med eet fornam det lille Legeme strække sig i hans Arme og dets Hoved synke mod Brystet med et langt Suk, der forkyndte, at det sidste Haab var bristet, at Gutten var død.

Da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje. Hans Taarer standsede; stille lagde han det lille Lig hen paa Sengen, lagde sin skælvende Haand paa dets Pande og sagde:

"Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!"

 
VIII

Ugedagen efter skulde Begravelsen finde Sted fra Hjemmet med den sædvanlige timelange Klokkekimen og en forudgaaende stor Frokostbespisning af hele Følget. I sin dybe Nedtrykthed havde Emanuel helst set, at alt var foregaaet i største Stilhed. Men han havde altid selv talt for ivrigt for Bevarelsen af de gamle Bondeskikke til nu at kunne bryde med dem; og det havde desuden allerede vakt nogen Misstemning i Menigheden, at han i Guttens sidste Levedage saa tydeligt havde unddraget sig Vennernes Deltagelse.

Der herskede nu i et Par Dage en Travlhed i 296 Præstegaarden med Rengøring overalt i Huset og med Kogen og Brasen i Køkkenet som til et Bryllup eller et Daabsgilde. Emanuel var paa en vis Maade Hansine taknemmelig, fordi hun i disse Dage saa rolig styrede alt og opofrende tog enhver Besværlighed paa sine Skuldre. Men samtidig kunde han ikke lade være at forundre sig lidt over, at hun midt i sin Sorg kunde have Tanke for alle disse hverdagsagtige Ting; og det saarede ham næsten, at hun ved Guttens Tvætning og Indhyllelse i Liglagnet ikke havde fældet en eneste Taare. Selv opholdt han sig mest ude i Haven, vandrede her frem og tilbage i de fjernestliggende Alleer, hvor Stegeduften fra Køkkenet og Snakken fra de rengørende Hjælpekoner inde i Stuerne ikke kunde naa ham. Ofte sad han timevis paa en Bænk med Hovedet i sine Hænder sønderknust af Sorg og fortæret af Selvanklager. I sin oprevne Sindsstemning opfattede han Guttens Sygdom som en Prøvelse, Gud havde tilskikket ham, og Barnets Død som Himlens Straf, fordi hans Tro i Nødens Stund havde svigtet, og han i sin Svaghed havde paakaldt Menneskehjælp mod Forsynets ubønhørlige Vilje. Hver Gang han tænkte paa hin Nat, da han ude fra Jordhøjen i Haven havde stirret ud i Mørket efter Lygteskæret fra Doktorens Vogn og i sin raadløse Fortvivlelse endog fornægtet det himmelske Lys, skjulte han skamfuldt sit Ansigt for Gud. Han havde i sin dybe Anger betroet sig til Hansine; men ogsaa ved denne Lejlighed havde han savnet noget af den rette Alvor hos hende og følte sig ene og uforstaaet i sin Sorg. Hun havde hørt paa hans Bekendelse i Tavshed, havde blot sagt, at Gud vist ikke vilde miskende hans Omsorg for Gutten, og var derpaa gaaet ud igen til sin Køkkengerning.

Da Begravelsesdagen oprandt, vajede Flagene paa halv Stang over hele Sognet. I Vejlby var Gaden overstrøet med Grankviste, og selv Børnene var kommen 297 i deres Festklæder og løb omkring med Slikkerier i Hænderne ligesom ved en Folkefest. Inde i Præstegaarden var der daarligt Plads til de mange sortklædte Mennesker, der ved Middagstid strømmede til fra hele Egnen. Guttens Kiste, der var anbragt paa to sorte Skamler inde i Emanuels Værelse, blev tilsidst ganske usynliggjort af Tøjblomst-Kranse og Kors af Perler og af presset Guld- og Sølvpap med trykte Inskriptioner. Rundt om Kisten stod en stadig tættere Skare af Andægtige, især Kvinder, der med foldede Hænder beundrede den usædvanlige Blomsterpragt. Inde i Storstuen var de lange Frokostborde dækkede, og ved Indgangen stod Emanuel og Hansine for at modtage Gæsternes deltagende Haandtryk. Bedstemoder Else forestod Bespisningen, mens Abelone og et Par af Byens Husmandskoner besørgede Opvartningen. Gennem den dæmpede Summen af Gæsternes Samtaler hørte man idelig Else med mange Ord byde Folk tilsæde.

"Værsaago' Venner, og tag Plads! .. Værsgo og gør jer tilgode, Venner!"

Stemningen var overalt meget trykket. Dog var det mindre Sorgen over Emanuels Søn, der fremkaldte denne Modfaldenhed, end de stadig mere foruroligende Rygter inde fra Hovedstadens Rigsdagskrese. Man vidste, at Gaarsdagen maatte have bragt den endelige Afgørelse af den lange Kamp, men endnu var der ikke naaet nogen Meddelelse om Udfaldet hertil. Ude i Haven stod Sogneraadsformanden med Hænderne paa Ryggen, til Stadighed omgivet af Folk, der vilde høre hans Mening om Sagens Stilling. Hans Næse var paafaldende bleg, hans ellers saa buldrende Stemme besynderlig afdæmpet. Paa de mange bekymringsfulde Spørgsmaal, der rettedes til ham, svarede han regelmæssig med et Forsøg paa at bevare en fortrøstningsfuld Ro:

"Lad os se Tiden an, Venner! Jeg tror nu ikke noget paa, at man for Alvor skulde vove at sætte 298 Magt for Ret … Vox populi, vox dei, siger en gammel græsk Skjald – det betyder saa meget som, at ingen ustraffet byder Folkeviljen Trods – vær vis paa det!"

Overalt hørte man Forespørgsler om Væver Hansen. Man vidste, at han om Morgenen var taget ind til Købstaden for at faa Telegrammerne fra København, og man havde regnet ud, at han maatte kunne være tilbage inden Middagstid. Men endnu havde ingen set ham, og Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og Følget steg tilvogns, uden at han var kommen.

Det var en klar Solskinsdag med skinnende blaa Himmel og grønnende Marker, og midt i denne Foraarsfest gjorde det lange, mørke Ligtog, der Skridt for Skridt bevægede sig sydpaa ad den bugtede Sognevej, en dobbelt sørgmodig Virkning. Det var efter Emanuels Ønske, at Gutten stedtes tilhvile i Bedstefaderens, den gamle Anders Jørgens' Familjebegravelse ude ved Skibberup Næsse-Kirke. Han havde fra gammel Tid bevaret en Forkærlighed for dette øde og ensomme Sted med dets højtidsfulde Stilhed, der kun gennembrødes af de vilde Skrig fra Maagerne ude over Stranden.

Først efter over en Times Kørsel naaede Toget op til Kirken. Kisten blev taget af Vognen og af seks unge Bønder – tre fra Vejlby, tre fra Skibberup – baaret ind paa Kirkegaarden. Foran gik en Flok halvvoksne Piger og strøede Gran og Mos, og bagefter fulgte den øvrige Skare under Afsyngelse af en Salme.

I dette Øjeblik foer det som en Løbeild gennem Følget, at Væver Hansen var kommen tilstede. Hviskende Spørgsmaal og Svar gik fra Mund til Mund, og endnu før Kisten var sænket i Jorden, vidste alle, at "det umulige" var sket, at Statskupet var fuldbyrdet, Rigsdagen hjemsendt, og at Regeringen af egen Magtfuldkommenhed udstedte Love og indkrævede Skat.

Der blev ikke megen Opmærksomhed tilovers for 299 den lille Tale, hvori Emanuel – under uafbrudt Kamp med Graaden – tog Afsked med sin Søn og takkede ham for de seks Aar, hvori de havde "levet sammen i lykkeligt Kammeratskab". Næppe var de tre Skuffer Jord kastet ned paa Kisten og "den stille Bøn" endt, før Følget spredtes under højrøstede Udbrud af Harme. Udenfor Kirkegaardsporten stimlede Folk sammen i Flokke, og i den almindelige Raadvildhed søgte alle efter Sogneraadsformanden. Det oplystes imidlertid, at han allerede midt under Jordpaakastelsen var stegen i sin Vogn og kørt hjem. Ogsaa Væveren havde fjernet sig – efter nogles Sigende sammen med Maren Smeds – og af alle "Tillidsmændene" fandt man overhovedet kun den lille mavesvære Vejlbybonde med de barnligt røde Kinder. Men denne Mand havde man nærmest indvalgt i Menighedens politiske Raad for at yde ham en Paaskønnelse af hans Fortjenester paa Mælkeriets Omraade, og han blev nu saa betuttet over pludselig at se sig omringet af en Flok unge Karle, der bestormede ham med Spørgsmaal, at han under Paaskud af at have et Ærinde at udrette paa Naturens Vegne søgte bagom Kirken og herfra sneg sig uset væk.

Det forholdt sig rigtigt, at Væver Hansen var gaaet bort sammen med Maren Smeds. Den lille hæslige Fattigkælling, der efterhaanden ved at optræde i alle Slags Forsamlinger og allevegne vække Modsigelse og Spektakel havde faaet den Forestilling om sig selv, at hun var en Profetinde, havde i sin uudslukkelige Tørst efter at forbedre Verden grebet ogsaa Tidens allersidste Løsen og var bleven "hellig". Ude i sin Rønne paa den øde Mark holdt hun tilligemed tre-fire andre misfornøjede daglige "Bønnemøder", paa hvilke de oplæste Stykker af Biblen, udhylede Salmer og i Jesu Navn bagvadskede alle dem, der ikke i Maren saae Kristenhedens nye Guddomslys oprinde. Det havde derfor vakt nogen Forundring og Bekymring, at Væveren 300 i den sidste Tid saa aabenlyst havde taget Maren Smeds under sin Beskyttelse. De Folk, der havde set dem gaa sammen fra Kirken, mente endog i Væverens Ansigt at have iagttaget et triumferende Smil, der syntes dem at passe daarligt til Lejligheden og sikkert ikke varslede noget godt.

Der var Uro i Luften. Hvad vilde Fremtiden bringe?

[gå frem]