Muld

Af Henrik Pontoppidan

Tredje Bog

En Søndag Eftermiddag i Maj var Forsamlingshuset i Skibberup fuldt af en stor Skare Mennesker, paa hvis spændt forventningsfulde Ansigter man kunde læse, at der forestod noget usædvanligt. Det var i Virkeligheden ogsaa en Mærkedag i Skibberup Bys Historie. Den Taler, der idag ventedes, var ingen ringere end Provst Tønnesens Kapellan, Hr. Pastor Hansted.

Hver Plads i den langstrakte, halvmørke Sal – en forhenværende Lade – var optaget, og i de aabentstaaende Vinduer hang Klynger af Karle og Knøse, der med deres Kroppe spærrede det halve Dagslys ude. Overalt lød en livlig Summen af glade og højrøstede Stemmer. Man mærkede straks, at det ikke var en Forsamling Vejlby-Bønder, man havde for sig; thi skønt Afstanden mellem Vejlby og Skibberup ikke var større end en god halv Mil, var de to Tvillingbyers Beboere saa forskellige, som om de ikke tilhørte samme Landsdel. Dette Forhold beroede ikke paa nogen Tilfældighed men skyldtes Byernes uensartede Beliggenhed og de forskellige Livsvilkaar, Beboerne i Tidens Løb havde været underkastede. Mens de sagtmodige Vejlby-Bønder 93 fra Arilds Tid udelukkende havde beskæftiget sig med at pløje og høste deres store Agre, var Skibberup oprindelig – og tildels endnu – en Fiskerby, hvis Beboere delvis ernærede sig af Havet. Endnu for et Par Menneskealdere siden betragtede Skibberupperne Dyrkningen af deres Jord som en Biting, der helst overlodes Kvinderne, medens Mændene æventyrede sig omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst.

I den ene Ende af Salen stod en simpel Talerstol, bag hvilken den gamle Ladelænges raa Lervæg var dækket af et Dannebrogsflag, der var ophængt saaledes, at det hvide Kors tegnede sig oprejst i den røde Dug. Bænkerækkerne foran Talerstolen var saa godt som udelukkende optaget af Kvinder, medens Mændene havde Plads i den nederste Ende af Salen og langsmed Væggene til bægge Sider.

En særlig Opmærksomhed i Forsamlingen vakte Else Anders Jørgen og hendes Datter Hansine, der havde taget Sæde paa en af de midterste Bænkerækker. Else Anders Jørgens fyldige Skikkelse med de lyse, udhvælvede Øjne, det staalgraa Haar og den store Gyldenstykkes-Hue, hvorfra to brede, røde Silkebaand hang ned til den ene Side, vilde have tiltrukket sig Opmærksomhed i enhver Forsamling; men den særlige Grund til den Opsigt, hun idag vakte, var den almindelig kendte Omstændighed, at det var i hendes Hjem, Kapellanen og Væver Hansen havde haft de Sammenkomster, der dannede Indledningen til denne Dags store Begivenhed.

Paa en Maade mente man endog at skylde Else Sagens lykkelige Tilendebringelse. Da hun nemlig ikke havde været tilstede ved Kapellanens og Væver Hansens første Sammentræf i hendes Hus, og da hun ved Hjemkomsten hørte om dets uheldige Udfald, havde hun taget den Beslutning paa egen Haand at opsøge Hr. Hansted, for hvem hun – trods alt – havde bevaret en usvækket 94 Hengivenhed, siden de første Gang mødtes ved Datterens Sygeseng. Straks den paafølgende Søndag gik hun efter Gudstjenesten hen til ham udenfor Kirken og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg hos hende "for at træffe gode Venner, der meget ønskede at tale med ham". Hr. Hansted havde straks og med Glæde modtaget hendes Indbydelse; og da hun i Forvejen havde sikret sig Væver Hansens og et Par andre af Byens ledende Mænds Nærværelse, kom det saaledes endelig til en alvorlig Menings-Udveksling mellem Kapellanen og Menigheden.

I Anledning af disse Hr. Hansteds gentagne Besøg i Anders Jørgens Hus havde Hansines Veninder ofte drillet hende med Kapellanen, til hvem hun efter deres Paastand skulde have baaret en hemmelig Kærlighed fra den allerførste Gang, hun saae ham. Rigtignok protesterede hun selv ivrigt, ja med Vrede mod Beskyldningen, og det saae ud, som om det var for yderligere at bevise sin Uskyld, at hun netop idag – i Modsætning til de fleste andre af Forsamlingens unge Piger – havde iført sig en ganske tarvelig, mørkegrøn Hvergarnskjole uden mindste Pynt eller Besætning.

Alligevel saae hun godt ud; – det var ikke for ingenting, at man regnede hende blandt Byens smukke Piger, skønt der herskede et lille Misforhold mellem den øverste Del af Ansigtet med de mørke, sammengroede Bryn over de dybtliggende, alvorlige Øjne og Underansigtets barnligt uudviklede Form. Hun sad nu der med^'1 sin næsten unaturligt strunke Holdning, der gav hendes lille sluttede Skikkelse et Præg af Selvsikkerhed og Kraft, og hverken deltog i eller paahørte den livlige Snak, der førtes mellem Kvinderne i hendes Nærhed. Denne Mangel paa Deltagelse for, hvad der foregik omkring hende, var saa gammel hos hende, at den ikke længer vakte Forundring hos nogen. Allerede mens hun var Barn, havde man moret sig over den pudsig mutte Mine, hvormed hun besvarede enhver 95 – venlig eller uvenlig – Tilnærmelse af fremmede. Men især var hendes Indesluttethed bleven paafaldende, efter at hun for nogle Aar siden havde været Elev paa en Højskole og som saadan deltaget i et "Vennemøde" inde i København, hvor blandt andre selve den gamle Grundtvig havde talt – for sidste Gang. Siden den Tid saaes hun ikke ofte udenfor sin Faders Hus og Mark; og navnlig holdt hun sig ganske borte fra de endnu den Gang temmelig frie Forlystelser, hvormed Byens Ungdom fordrev Fritimerne om Søndagen og i de lyse Sommeraftener. Derimod hørte man hende bestandig gaa og synge ved sit Arbejde i Stalden og i Køkkenet, eller naar hun gik med Malkeaaget den lange Vej op over Markerne.

Blandt Byens Folk morede man sig lidt over hende, men fæstede sig iøvrigt ikke synderligt ved hendes Egenheder. Hun var jo endnu halvt et Barn, kun nitten Aar, og desuden kendte man godt dette aparte Væsen fra andre af Egnens unge Piger, der havde været paa Højskole. Man vidste, at der altid skulde hengaa nogen Tid, inden de unge igen fandt sig tilrette i de jævne, dagligdags Bondeforhold.

… Imidlertid var Klokken bleven fem, og Kapellanen havde endnu ikke indfundet sig. Blandt den Flok Mænd, der med Væver Hansen i Spidsen havde samlet sig henne ved Indgangsdøren for at modtage ham, begyndte der at spores nogen Ængstelse. Man vidste, at der i den sidste Tid havde hersket et meget spændt Forhold mellem Provst Tønnesen og Kapellanen, efter at dennes Omgang med Væver Hansen og andre bekendte Skibberuppere var bleven Provsten bekendt. Og nu ængstedes man for, at Tønnesen – trods alle Forsigtighedsforanstaltninger – i Utide skulde have faaet Nys ogsaa om denne Sammenkomst og i sidste Øjeblik ligefrem forbudt Hr. Hansted at give Møde.

Endelig saaes en ensom Skikkelse oppe paa Strandbakkerne. Det var Emanuel. Han bar en lys Sommerfrakke over den ene Arm og gik med hastige Skridt ned imod Byen. Da han fik Øje paa den ventende Skare udenfor Forsamlingshuset, fremskyndede han yderligere sin Gang, og et Par Minutter efter stod han ved Indgangsdøren. Hans Ansigt var blegt trods Varmen og den hurtige Marsch; Trækkene nervøst urolige. Med tavse Haandtryk hilste han temmelig aandsfraværende paa Væver Hansen og et Par andre af de omkringstaaende Mænd, hvorpaa han straks traadte ind i Salen.

Her forstummede øjeblikkelig al Samtale. Rundt om langs Væggene strakte man Hals for at komme til at se. Med sine lange, abeagtige Arme banede Væver Hansen ham Vej gennem Mængden og førte ham op til den øverste Ende af Salen, hvor han bød ham Sæde paa Hæderspladsen, en gammel Kurvestol med hullet Sæde. Efter at der her var vekslet et Par Ord imellem dem, besteg Væveren Talerstolen og trak en Sangbog frem af sin Baglomme. Med Bogen mellem Hænderne stod han nogle Øjeblikke ganske tavs og lod Blikket glide langsomt rundt over Forsamlingen, mens der i hans Ansigt bredte sig et lunt triumferende, Provst Tønnesen helliget Smil, der blev besvaret med en forstaaende Munterhed af Mandfolkene henne ved Vinduerne og i den nederste Ende af Salen.

Endelig sagde han med sin uskyldigt lydende Stemme:

"Ja, saa skulde vi vel ha'e en Sang at begynde med, go'e Venner! Hr. Pastor Hansted har ikke noget særligt Ønske i den Henseende, saa vi kan vælge, hvad vi selv synes. Hvad skal vi saa syng'?"

Der blev fra Forsamlingen raabt paa forskellige 97 Sange. Tilsidst blev man enig om "Frem, Bondemand, frem!"

"Ja, la' vos syng' den," sagde Væveren med et nyt Smil. "Det er en Sang, der passer vos!"

Han gav selv med skingrende Fistel Tonen an, og straks brød Stemmerne øredøvende frem fra alle Sider. Det var ikke Sang. Det var en vild Skrigen uden Maade, en Beruselse i egen Lungekraft, der truede med at sprænge Ørehinderne.

Emanuel havde anbragt sig i Kurvestolen, hvor han sad foroverbøjet med korslagte Ben og ofte strøg sig med Haanden uroligt gennem Haaret. Han deltog ikke i Sangen og følte sig i det hele ikke rigtig vel tilmode. Den skumle, mørke Sal, de frittende Blikke, der allevegnefra mødte ham, naar han løftede Hovedet, Væver Hansens prosaiske Indledningsord og denne larmende, uharmoniske Sang havde et Øjeblik bragt ham ud af Stemning.

Desuden pintes han af, at han paa Grund af et uberegneligt Uheld ikke havde faaet Lejlighed til at meddele Provst Tønnesen sin Beslutning om at tale her. Med velberaad Hu havde han opsat indtil det sidste Øjeblik at give Provsten nogen Meddelelse herom, ligesom han havde bedet Væver Hansen ikke offentlig at bekendtgøre Mødets Afholdelse, for at det saa lidt som muligt skulde faa Karakteren af en Udæskning. Men da han, kort før han forlod Præstegaarden, i den nævnte Hensigt havde opsøgt Provsten, var denne tilfældigvis en halv Time i Forvejen taget bort for at besøge en af Nabopræsterne. Han havde da fundet det rigtigst i det mindste at bringe sin Meddelelse til Frøken Ragnhild, der imidlertid viste langt mindre Forundring, end han havde tænkt sig. Hun havde nemlig gennem Præstegaardens gamle Pige hørt et og andet om, hvad man rundt i Sognet fortalte om Kapellanen; og desuden havde forskellige af hans 98 egne Udtalelser i den sidste Tid ladet hende ane, hvad der forestod.

Men blev ikke Frøken Ragnhild forbavset, blev Emanuel selv det til Gengæld desmere – paa Grund af den ualmindelig bestemte Maade, hvorpaa Frøkenen ved denne Lejlighed havde taget Bladet fra Munden overfor ham.

"De er dog med al Deres Forsagthed et ubegribelig letsindigt Menneske," havde hun sagt. "Der styrter De Dem blindthen ud i noget, som De slet ikke veed, hvad er – blot fordi De ikke føler Dem tilfreds i de Forhold, hvori De i Øjeblikket befinder Dem. Det er vistnok ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at bringe Dem til Fornuft. Men jeg vil alligevel ikke lade være med at bede Dem alvorligt betænke, Hr. Hansted, hvilke Følger et saadant Skridt kan faa for Dem … og for os. Naar De veed – og det veed De – paa hvilken Maade denne Væver Hansen og hans Eftersnakkere har optraadt overfor Fader, skulde man forresten synes, at det maatte være overflødigt at gøre opmærksom paa, hvor mildest talt mærkelig … ja rentud upassende enhver Tilnærmelse til disse Folk maa forekomme … og i Virkeligheden ogsaa er."

Uden at give ham Tid til at svare havde hun dermed vendt ham Ryggen og forladt Stuen.

Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, havde bortblæst de sidste Skæl for Emanuels Øjne. Han havde vel ingenlunde været blind for, hvad hans Optræden i Forsamlingshuset vilde kunne drage efter sig i Præstegaarden – og andre Steder. Navnlig var han fuldt forberedt paa, at hans Dage som Provst Tønnesens Kapellan herefter var talte. Men han havde dog troet, at man i hvert Fald vilde respektere hans alvorlige Overbevisning – ja han havde end ikke helt kunnet slippe et lille Haab om, at Stormen kunde ende med et mindeligt Forlig. Nu forstod han, at ethvert Forsøg paa at komme til en Forstaaelse med hinanden 99 vilde være frugtesløst; og netop derfor var det ham dobbelt pinligt, at han overfor Provsten var kommen til at fortie sin Beslutning paa en Maade, der kunde tage sig ud som Fejghed. Men derfor følte han ogsaa nu en forstærket Længsel efter for Alvor at bryde med sin Fortid og gøre sig fri. Selv i dette Øjeblik, da den mørke Sals Uhygge og Forsamlingens ringe Højtidelighed havde bragt ham ud af Stemning, brændte han af Utaalmodighed efter at komme til en Afgørelse, efter at^'2 kaste Broen af bag sig og foretage det Skridt, der vilde bringe hans Forhold ud over enhver Tvetydighed.

Saasnart Sangen var tilende, rejste han sig og besteg Talerstolen.

III

Han havde med Vilje ikke udarbejdet sit Foredrag iforvejen. Han vilde engang forsøge at stole paa Nuets Indskydelser og lade Ordene falde, saaledes som Hjertet hvert Øjeblik tilhviskede ham dem. Alligevel mødte han ikke uforberedt. Det Emne, han havde valgt at tale om, havde tværtimod i den sidste Tid daglig og paa en særegen Maade beskæftiget ham. Han vilde nemlig følge den Anvisning, Væver Hansen havde givet ham i deres allerførste Samtale, og tale om sig selv. Han vilde forsøge i store Rids at tegne et Billede af et Hovedstadsbarns Liv under Opvæksten og gøre Rede for de Indtryk, et saadant Barn var underkastet, for derigennem at lade ane de Livsvilkaar og Paavirkninger, der havde været bestemmende for hans egen Udvikling og tilsidst ført ham til den Skillevej, hvor han nu stod.

Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var Fortællingen om den unge Prinsesse, der en Dag af en Bejler fik en smuk Blomst forærende og straks blev meget henrykt over den og vilde fæste den til sit Bryst; men da hun derved opdagede, at Blomsten ikke 100 var nogen kunstig Efterligning af Naturen, dannet af Silkestof eller farvede Fjer, men en ægte, levende Rose, kastede hun den fornærmet fra sig og bød sin Kammerpige øjeblikkeligt at feje den ækle Bondeblomst væk.

Denne Fortælling – sagde han – syntes ham, anvendt paa vore Dage, at indeholde en dyb og sørgelig Sandhed. Det var nemlig i vor Tid ikke alene unge forvænte Prinsesser, der saaledes haanligt kastede Vrag paa Livets levende Blomster … nej, hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede særligt i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne eller – som det hed – "udvikle og forbedre" Guds Værk her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes egen fattige Forstand. Man behøvede blot at tænke paa, hvorledes Folk i de store Verdensbyer klumpede sig sammen i hundredtusindvis og med Kulstøv og høje Huse og Dampskorstene lukkede Vorherres Sol og Luft ude … og man havde straks en Fornemmelse af den Naturstridighed, hvormed hele dette Samfund var opbygget. Eller saae man paa Menneskene, paa de udmajede Damer, der ved alle Slags kunstige Maskiner – Korsetter, Krinoliner eller hvad nu alt saadant Stads hed – "forskønnede" deres Udseende; paa de unge og gamle Herrer, der uglede sig ud efter sidste Parisermode og ved Hjælp af Pomader, Voks og varme Jærn berøvede deres Haar og Skæg ethvert naturligt Fald … i stort som i smaat mærkede man dette triumferende Oprør mod alle Naturens Love.

Eller gik man fra Gaden ind i Husene, søgte man disse Folk ved deres Beskæftigelse, i deres Adspredelser, i deres Glæder og Sorger … overalt fornam man, hvorledes Nutidens Civilisation, idet den havde løsrevet Menneskene fra den evige Livskilde, havde fordømt dem til en Skinverden og en Skintilværelse, som tilsidst endog forekom dem at være den eneste sande og fornuftige. Den trætte Arbejder, der om Aftenen søgte 101 til Brændevinsboden for ved Glasset at fremkalde et Øjebliks kunstig Livsglæde; de unge Damer, der i Skumringen satte sig til Klaveret for ved Hjælp af Toner at fremtrylle Maaneskinsstemninger, Bølgebrus og Lærketriller inden fire Vægge; alle de Mennesker, der stormede ind i Teatrenes forpestede Luft for at le sig glade eller fælde Taarer over nogle betalte Gøglere, der mellem malede Lærreder fremhyklede menneskelige Sorger og Lidenskaber; "Kunstelskeren", der bedst nød Synet af den oprørte Sø eller den blomstrende Eng, naar han havde den hængende i Glas og Ramme paa sin Væg … var alle disse ikke ganske som Prinsessen, der foretrak den farvede Fjer for den levende, duftende Rose?

"Og dog" – fortsatte han – "dette er endda kun den mindre væsentlige, den ydre Side af Sagen. Ser vi dybere i de moderne Forhold, søger vi det indre Liv bag denne grimme Maske … hvad ser vi da? Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der skiller – ikke de gode fra de onde, Guds Børn fra Syndens Trælle, – nej, men de rige fra de fattige, de nydende fra de ydende og lidende. Paa den ene Side møder vi den store Hob i Arbejde og Armod; paa den anden Side en udvalgt Kres i Lediggang og Overflod. Hist raader Kulde, Mørke og Vankundighed; her Lys, Pragt og aandelig Overmættelse. Saaledes har vore Dages Kultur gennemført Kristi Lov om Broderskabet mellem Menneskene! Saaledes har den opfyldt det store Bud om Kærligheden til Næsten! Og jo højere Kulturen stiger i et Samfund, des forfærdeligere breder Kløften sig, des frygteligere raaber Jammeren hist, des frækkere tumler Letfærdigheden sig her … indtil vi i de store Millionbyer, de saakaldte Kulturcentre, ser det hele Samfund i vild moralsk Opløsningstilstand og hører Stemmerne fra bægge Sider smelte sammen til et enkelt, enstonigt Raab: den døendes Skrig efter Luft!"

Han havde hurtigt talt sig varm. Han mærkede 102 godt, at han noget hovedkulds havde styrtet sig ind i en Tankegang, der snarere skulde være fremkommen som Resultatet af hans Paavisninger. Men han havde følt en Trang til straks at gøre sit Standpunkt klart for sine Tilhørere, et Begær efter uforbeholdent at bekende det Livssyn, der under de sidste Maaneders Ensomhed og Selvfordybelse havde rodfæstet sig hos ham. Da han først kom ind paa sit gamle Stridsæmne, var det, som om en Storm greb fat i hans Tanker; Ordene løftede sig fra hans Læber med en Flugt og Varme, der var ham selv helt overraskende.

Han følte godt, at det var Brodden i Frøken Ragnhilds Ord, der endnu stak ham i Hjertet og holdt hans Lidenskab i Aande; – at det var hendes aabenlyse Udfordring, der fremtvang dette utilslørede Svar. Dertil kom endnu den højtidelige Stilhed omkring ham, disse lange Rækker af spændt lyttende Hoveder, der strakte sig helt ind i den fjerne Baggrunds Mørke. Her fornam han ikke – som i Kirken – noget Kuldesvælg mellem sig og sine Tilhørere. For første Gang følte han den Beruselse, der ligger i at mærke hundreders Tanker fængslede af ens Ords Magt, hundreders Blikke hængende ved ens Læber.

"I denne Feberluft vokser da Ungdommen op" – fortsatte han og gav nu en mere indgaaende Skildring først af en fattig københavnsk Arbejders Hjem, derefter af en Rigmands Pragtsaloner og Selskabelighed. Derpaa sagde han: "Mellem denne Elendighed og disse Skamløshedens Orgier modtager Børnene de første dybe Indtryk, der er af en saa afgørende Betydning for det fremtidige Menneskeliv. Allerede som ganske smaa oplæres man i Samfundets Hykleri og indføres i Selskabslivets Maskerade. Det gælder om itide at faa de unge vænnet til Uniformen og opøvet i Disciplinen. Der er saa uendelig meget, der skal kues, klippes, knækkes, slibes og poleres, før et fra Guds Værksted udgaaet Barn kan blive et præsentabelt Salonmenneske. Endnu før man har lært Børnene at bede 103 deres Fadervor, oplærer man dem samvittighedsfuldt i de selskabelige Vedtægter som i en Katekismuslærdom … og Skolen gaar her Haand i Haand med Hjemmene. Det er Modejournalen, der er bleven dette Samfunds Bibel. Det er den selskabelige Vedtægt, der er dets højeste Morallov. Kan man da undre sig over Resultaterne? Se paa Damerne, der træder ind i Balsalen i nedringede Dragter, som vilde faa enhver virkelig sædelig Kvinde til at forgaa af Skam … og det blot, fordi Øjeblikkets Mode fordrer en saadan utugtig Blottelse. Det er den opvoksende Slægts Mødre, Søstre, ja Tanter og Bedstemødre, der danser der halvnøgne i fremmede Mænds Arme. I Sandhed et godt Eksempel! Saa vidt er det jo nemlig kommet, at der er Moder ogsaa for Hjertets dybeste Følelser – ganske som for Hatte og Støvler! Kyskhedens Fordringer, Blufærdighedens Krav stilles ikke længer af Stemmer i Menneskets eget Bryst men foreskrives for Sæsonen af Skrædderlavet i Paris! … Eller se paa de opvoksende Mænd, paa disse Ynglinge, hvis Fremtidsbestemmelse det er at være det store Folks Lærere, Ledere og Dommere! Inden de har naaet Tyveaarsalderen, har de fleste af dem opgivet enhver højere og ædlere Stræben, kastet enhver Tro paa Livets sande, bærende Magter overbord. De har jo lært, at Samfundet kun fordrer af dem et ulasteligt Ydre, en korrekt Optræden, et forbindtligt Smil; at et stivet Skjortebryst er det Skjold, der gør dem usaarlige i Livets Strid; at et velfriseret Haar, smukke Klæder og en snoet Knebelsbart – det er de Midler, der fortrinsvis behøves for at sikre sig en smuk og lysende Fremtid! En "haabefuld Yngling" – saaledes kaldes den, der viser sig lærvilligst i Samfundets Hykleri, medens "Familiens Sorg" er Navnet paa den, hvis hele Natur oprøres mod denne Samfundsorden, og som med Hænder og Fødder værger sig mod den Gift, som Livet omkring ham daglig drypper ham i Øje og Øre." – – –

104 Han holdt inde. Han mærkede, at bitre Minder fra hans Hjem begyndte at tage Magten over hans Tanker, og han vilde standse et Øjeblik for at tvinge sig til Rolighed. Men da han nu tog sit Ur frem, opdagede han til sin Forfærdelse, at Tiden var løbet fra ham. Han havde allerede talt i over fem Kvarter.

"Ja, saa maa jeg nok holde op," sagde han lidt forlegen; og skønt man fra alle Sider af Forsamlingen protesterede livligt og bad ham om at fortsætte, besluttede han sig til at bryde af.

"Jeg tror dog, det er bedst, jeg stopper her … jeg kan alligevel ikke idag blive færdig med alt, hvad jeg gerne vilde sige Jer. Men kan vi blive enige om en anden Søndag at samles her igen, kan vi jo til den Tid fortsætte."

"Ja–ja," raabtes der fra hele Forsamlingen.

"Ja, send kun Bud efter mig; jeg skal altid være tilrede. – Men inden jeg idag slutter, maa jeg dog endnu tilføje et Par personlige Bemærkninger. Naar man – som jeg – er udgaaet fra de Forhold, jeg her har søgt at skildre, saa føler man en usigelig Taknemmelighed imod dem, der i Ungdomsaarene stod ved ens Side og holdt Øjet aabent for det Lys, der fører ud af alt Mørke, og pegede mod den Vej, der rækker over alle Afgrunde. Denne Vej har jeg fulgt, og saaledes er jeg kommen til Jer. Hvad Gerning jeg kan udrette imellem Jer, veed endnu kun Gud. Men jeg føler Trang til at udtale for Jer, at hvorledes end min Stilling her i Sognet fremtidig vil blive – og mulig vil der ske en Forandring i den fra denne Dag – saa har jeg en sikker Tro paa, at naar vi først tilfulde lærer at kende og forstaa hinanden, vil vort Samliv ogsaa nok blive til Lykke og Velsignelse. Kan disse Timer bidrage dertil, er min Hensigt med dem naaet."

Han gjorde en let Bøjning og steg ned af Talerstolen.

105

Der gik et Sus af Klæder og tilbageholdt Aandedræt gennem Salen, da han sluttede. Man var betaget af Glæde og Overraskelse. Et saadant Frisprog havde ikke selv de forhaabningsfuldeste turdet vente! Men Antydningerne i Kapellanens sidste Ord kastede tillige en ubestemmelig Alvor over Sindene. Kun de færreste havde tænkt paa, at dette Møde maaske kunde faa langtrækkende Følger.

Alle saae hen paa Væver Hansen, der nu ogsaa rejste sin lange, leddeløse Skikkelse fra en Bænkeende i forreste Række og langsomt steg op paa Talerstolen. Med paafaldende faa og tørre Ord tolkede han Forsamlingens Tak for "det belærende Foredrag"; hvorpaa han – efter disse Møders Skik – spurgte Tilhørerne, om nogen ønskede at knytte Bemærkninger til den holdte Tale … "at sige, dersom Hr. Pastoren da ikke har noget derimod," tilføjede han, idet han smilende vendte sig mod Emanuel, der tavs rystede paa Hovedet.

"Ja, saa er Ordet frit," sagde han med en Haandbevægelse ud over Forsamlingen og krøb atter ned.

I samme Nu skød en Skikkelse op fra en af de midterste Bænke – et lille, hæsligt, fattigt klædt Fruentimmer, hvis Tilsynekomst straks vakte almindelig Uro i Salen. Nogle begyndte endog at hysse og raabe, at hun skulde sætte sig. Men Konen var øjensynlig vant baade til at optræde offentlig og til at møde Modstand ved sin Optræden. Uden i mindste Maade at anfægtes af Tilraabene blottede hun et Par frygtelige, ganske tandløse Gummer og begyndte med en næsten uhørlig Stemme, der lød som Kattemjaven i en Pose, og med mange stødvise Fagter af sin kloformede Haand at fremsætte en lang Række Spørgsmaal til Kapellanen, hvem hun haardnakket titulerede "den sidste ærede Taler".

106 Alt det, Kapellanen havde sagt her idag – begyndte hun – kunde maaske være meget smukt og rigtigt. Men hun vilde gerne spørge den sidste ærede Taler, hvad han mente om Skatteloven og den ny Skoleordning. Hun vilde ogsaa gerne spørge, hvordan den ærede Taler stillede sig til Spørgsmaalet om Kvindens Valgret, og om han syntes, at det var rigtigt, naar en Mand, der selv havde fjorten Køer, ikke vilde unde sin Husmand en Smule Græsning i en Vejgrøft. Saa vilde hun ogsaa nok vide den sidste ærede Talers Mening om Fordømmelseslæren, om Fredssagen og Alderdomsforsørgelsen …

Uroen i Forsamlingen steg. Alles Øjne vendte sig atter mod Væveren, der imidlertid syntes ganske optaget af at betragte noget mærkeligt under sin ene Støvlesaal. Først da Hysningen blev saa almindelig, at den ganske overdøvede den talendes Røst, saae han ligesom overrasket op, smilte derpaa bredt og rejste sig.

"Hør nu, bitte Maren Smeds – skal vi ikke gemme alt det der til en anden Gang. Jeg tykkes, at vi skulde nu ikke spolere det skønne Indtryk af Hr. Pastorens Tale ved formegen Snak bagefter."

"Hør! Hør!" lød det fra alle Sider.

Væveren, der syntes at ville have tilføjet noget, standsede pludseligt og satte sig. Samtidigt blev Maren Smeds af et halvt Dusin Hænder trukket bagfra i Kjoleskørtet, saa hun sank ned paa Bænken med et Bump som en Trædukke.

Emanuel, der havde rejst sig og med uforstaaende Miner betragtet snart den talende, snart de hyssende, fik af en nærstaaende tilhvisket et Par forklarende Ord, hvorefter han atter satte sig.

Men nu blev der Røre henne i Baggrunden. En Mand traadte rask op paa den bageste Bænk og bad med høj Røst om Ordet.

Det var den store, sværtbeskæggede Vikingeskikkelse, som Emanuel et Par Gange før havde mødt paa 107 sin Vej – første Gang som Ordfører for Snekasterne hin Vinteraften paa Slædefarten her til Skibberup.

Med en Stemme, der gjaldede i Hallen som en Lur, sagde han:

"Maa ogsaa jeg faa Lov til at sige Hr. Pastor Hansted Tak for, hvad vi har hørt af ham idag … men mest dog for, at han er her tilstede. Jeg tror, at vi nu alle kan sige, at vi har fundet den Mand, som vi har længtes efter, og at vi ikke tog fejl i at glæde os, da vi hørte, hvem det var, der skulde blive vores Kap'lan her i Sognet. Kanske vi ikke har været saadan rigtig klar over det før, – og saa vil jeg bare sige, at det maa Kap'lanen saa ha'e vos undskyldt for – men idag har vi faaet Øjnene op for, hvem han er, og siger ham rigtig saa mange Tak."

"Hør! Hør!" lød det fra Ungdommen i de tætpakkede Vinduer og fra Mændene langsmed Væggene, mens Kvinderne nikkede bifaldende.

"Og maa jeg saa endnu blot faa Lov til at sige saa meget som, at om der i Anledning af denne Dag skulde komme Bryderier og Ubehageligheder for Kap'lanen deroppe fra – noksagt! – saa er der Plads til en Præst ogsaa hernede hos os! Kommer Hr. Hansted i Forlegenhed – ikke sandt, Venner? – saa staar vi alle her parat med aabne Arme og tager imod ham med et voldsomt Hurra! Skal vi gi'e hinanden et Ord paa det?"

Et dundrende Hør overalt fra Vinduer og Vægge, ja fra Kvinderne med, fulgte disse Ord. Her havde Ilden naaet Minen. En Bølgen og Brusen rejste sig over hele Forsamlingen, og henne ved et af Vinduerne gjorde nogle unge Karle Tilløb til krigeriske Leveraab for Kapellanen.

Emanuel havde rejst sig. Med et Udtryk, der viste, at Vikingens Kamplur havde rejst Bølger ogsaa i hans Sind, stillede han sig hen ved Siden af Talerstolen – og straks blev alt tyst. Et Øjeblik stod han, som om 108 han udkæmpede noget med sig selv. Saa sagde han med lav, men fast og tydelig Stemme:

"Jeg takker Jer for Jeres Tilslutning, Venner! Den har gjort mig glad og tryg. Ingen veed, hvad Fremtiden vil bringe; men jeg nærer ikke længer Frygt." – Og med hævet Røst tilføjede han, idet hans Kinder med-et blussede: "Jeg kender nu mit Kald; og om jeg end skal møde Modstand, ja maaske Kamp, – intet skal hindre mig i at følge det. Vær vis paa det! … Og idet jeg nu takker Jer alle for idag, vil jeg til Slutning bede Jer om at samles med mig i en Bøn. Og jeg vil bede Jer at gøre dette ved, at vi synger vor gamle, dejlige Salme:

Alt staar i Gud Faders Haand!"

Sangen blev sunget og endnu én, og bagefter raabte flere endda paa én til, – men da rejste Væver Hansen sig og erklærede brat Mødet for afsluttet.

Klokken var ogsaa bleven langt over syv. I Salen var der næsten ganske mørkt, og Luften derinde var kvælende. Lidt lysere blev der, da Karlene nu sprang ned fra Vinduerne – nogle ud, andre ind. I et rødligt Skær fra den nedgaaende Sol brød Forsamlingen op og trængte sig mod Udgangen.

Paa sin Vej ud af Salen blev Emanuel overalt omringet af Folk, der vilde trykke hans Haand og takke ham. Han følte sig som baaret frem af Taknemmelighed og Hyldest. Det summede i Luften omkring ham med Udbrud af Glæde og Beundring. "Nej, hvor det dog er en skøn ung Mand!" – "Ja, han ser dog ret ud som et Guds Barn." – "Saa from og god!" – "Og han skal nok saadan ligne sin salig Mo'er!"

Udenfor Indgangen kom ogsaa Else hen til ham og greb rørt hans Haand, mens Glædestaarer stod hende i de lyse Øjne. Han sagde smilende: "Selv Tak, Else!" – og saae sig i det samme om efter Hansine.

Hun var der ikke.

109 Han tvivlede dog ikke om, at hun var tilstede; og det blev ham midt i Glæden en lille Skuffelse, at han ikke fik Lejlighed til i denne betydningsfulde Stund at trykke ogsaa hendes Haand.

I det samme kom "Vikingen" hen til ham og forestillede sig selv som Tømrer Nielsen. Med et djærvt Haandtryk og et frejdigt Smil, der blottede hans skinnende hvide Tandrækker, sagde han, efterat Emanuel med et Par Ord havde takket ham for hans Udtalelse:

"Kunde det kanske more Hr. Pastoren at følge med vos ned til Stranden? Vi plejer van at samles dernede efter Møderne og saadan synge lidt og passiare sammen i al Jævnhed, naar Vejret tillader det … Og iaften er det jo blevet et rigtigt Vorherres Sommervejr, som vi siger; saa vi vilde jo blive saa meget glade, om Hr. Pastoren vilde beære vos med Deres Nærværelse."

Emanuel tog med Glæde mod Indbydelsen. Han følte slet ingen Lyst til allerede nu at forlade sine ny Venner og vende hjem til Præstegaarden.

Øjeblikkeligt hviskedes det fra Gruppe til Gruppe, at Kapellanen vilde følge med til Stranden. Budskabet vakte Travlhed hos dem, der havde noget at skøtte i Hjemmene, enten Børn at give Die eller Kvæg at fodre, inden de kunde tage afsted. Endog "Gammel-Erik" saaes at humpe paa sin Søndags-Krykke hjem til sin Kat helt ovre paa den anden Side af det store Gadekær, hvorover en Ildhimmel flammede.

En Flok Ungdom – Piger og Karle – havde allerede begivet sig paa Vej ud til Samlingspladsen paa den nordre Strand – Pigerne forrest, Arm i Arm og nynnende; Karlene klumpvis bagefter med tændte Piber og Cigarer. Snart fulgte ogsaa de ældre, – mest parvis, 110 arbejdende sig tungt op ad den stejle Sti, der førte over de høje Strandbakker.

Til Emanuel havde et Par af Byens ældre Mænd sluttet sig, to smaa, livlige Skikkelser af den kendte Skibberup-Type: med lange, foroverhængende Arme og krogede Ben, der løftedes højt under Gangen. De hørte bægge til Skibberups ledende Personer og søgte ad mange Omveje og under mange forsigtige Hostelyd og Rømninger at faa Emanuel til at udtale sig nærmere om, hvad han mente, at Provsten vel vilde sige til "denne hersens Historie", og hvorledes han tænkte, at Fremtiden i det hele vilde stille sig.

Men Emanuel søgte bestandig bort fra det Emne. Han trængte til for en Stund at lade Sind og Tanker hvile og i disse korte Timer at nyde sin Lykke og Frihedsfølelse ubeskaaren. Ogsaa syntes Aftenen ham altfor smuk til at lægge krigeriske Fremtidsplaner i. Det var, som om selve Naturen nu vilde mane til en Stunds Fred og Forsoning. Ofte standsede han og tvang Mændene til Tavshed ved med et Henrykkelsesudbrud at se sig omkring over det foraarsgrønnende Landskab. Lutter Farveharmoni over Himlen, lutter drømmende Hengivelse i Jordens dybe Undfangelsesrødme! Og ikke en Luftning, ikke en Lyd! … Jo! Højt, højt oppe under den flammende Himmel ringede en usynlig Lærke Solen ned … et Lydpunkt midt i den uendelige Stilhed, en eneste, sitrende Tone, paa samme Gang fjern og besynderlig nær, mindende om en ensom Stjernes Blinken.

Da de naaede op til Bakketoppen, saae de – kun et Par hundrede Skridt borte – Ungdommens Karavane, der havde slaaet Lejr paa et blomsterbroget Markstykke ved Vejkanten men nu igen brød op og drog videre – de forreste syngende.

Gennem Emanuel gik der pludseligt et lille Ryk. Blandt de bageste havde han faaet Øje paa den, han hele Tiden havde spejdet efter – Hansine.

111 Hun gik Arm i Arm med en høj, kraftig, rødhaaret Pige, i hvem han genkendte Hegnsmandens Plejedatter Ane, Hansines bedste Veninde, hvem han i Kirken altid havde set i Hansines Selskab. Ved denne Piges anden Arm hang en lille, tynd og sjasket Skikkelse, hvis altfor lange, sorte Kjole og karleagtige Skridt røbede hende som en Konfirmand. Ane bar paa sit teglstensrøde Haar en lillebitte, lys Straahat med skotske Baand, der syntes bestemt til et Barn; dertil havde hun en mørkegrøn Hvergarnskjole, der lignede Hansines, og et brandgult Halstørklæde, der hang med en trekantet Snip ned ad Ryggen. Hansine havde en lav, bredskygget Hat af brunt Straa og ingen Tørklædesnip ned ad Ryggen; derimod naaede hendes sorte Hattebaand næsten ned til Livet, der omsluttedes af et blankt Læderbælte, de kvindelige Højskoleelevers Fællesmærke. Konfirmanden havde sort Sjal med Frynser og Vinterhat med grønne Vindrueklaser.

Det saae ud, som om Skovfogeddatteren havde holdt de andre to tilbage for at betro dem en vigtig Nyhed. Konfirmanden bøjede Overkroppen frem, saa den dannede næsten en ret Vinkel med Benene, og kiggede Veninden op i Ansigtet, som sugede hun begærligt Ordene til sig med sit Blik. Hansine derimod syntes kun at høre efter med det ene Øre. Hun gik og saae ned for sig, lidt ud til Siden, som om hun vilde skjule for de andre, at hun ikke var opmærksom. Naar hun kom forbi en Blomst ved Vejkanten, som hun kunde naa uden at slippe Venindens Arm, bøjede hun sig ned og plukkede den.

Emanuel vilde ikke rigtig tilstaa for sig selv, hvor optaget han var af denne unge Pige, skønt han endnu kun kendte hende saa lidt. Han havde bare talt med hende et Par Gange, og der kom altid en uigennemtrængelig Faamælthed over hende i hans Nærhed; hun akkurat svarede ham paa, hvad han spurgte hende om, og knap nok det. Men der var i denne halvt sky, 112 halvt stolte Utilgængelighed noget, der satte hans Fantasi i Bevægelse og indgød ham Anelser om en Sjælens Adel, en Følelsens Dybde og Oprindelighed, der ligesom havde faaet hende til at vokse for hans Øjne hver Gang, han paany gensaae hende. Hun havde da ogsaa allerede haft større Indflydelse paa ham, end han selv og nogen anden anede. En Aften, da han tilfældigt havde truffet hende og Moderen paa Skibberup Gade og fulgt dem et Stykke ud over Markerne, var Samtalen falden paa hendes Højskoleophold. Med Forundring havde han lyttet til deres Udtalelser om disse ejendommelige Undervisningsanstalter, der i de senere Aar havde vundet en saa vid Udbredelse paa Landet, og som han baade i København og i Præstegaarden saa ofte havde hørt bespottet. Navnlig havde den – næsten udfordrende – Varme, ja Begejstring, som Hansine i al sin Ordknaphed havde lagt for Dagen, gjort et dybt Indtryk paa ham og i Virkeligheden bidraget nok saa meget som baade Moderens milde Overtalelser og Væver Hansens snedige Rænkespil til den store Afgørelse, der nu havde fundet Udtryk i hans Tilstedeværelse i Forsamlingssalen.

Han søgte nu at paaskynde sine Ledsageres Gang for at komme til at hilse paa hende og for muligt i hendes Ansigt at læse, hvilket Indtryk hans Tale havde gjort paa hende. Men de to gamle Bønder, til hvilke efterhaanden flere andre af Følget interesseret havde sluttet sig, var vanskelige at faa ud over en endog meget sindig Pasgang; og inden man naaede de tre unge Piger, forsvandt disse ned ad den sidste, bratte Bakkeskraaning ud mod Stranden.

Nogle Øjeblikke efter befandt ogsaa Emanuel og hans Ledsagere sig paa Samlingspladsen.

Denne var en sandet Plet umiddelbart ved Vandet, en halvrund Udvidelse af den ellers smalle Strandbred, der her skød sig ind mellem et Par høje, stejle Bakkeskrænter. "Kirken" kaldtes Pladsen af Egnens Folk, fordi de paastod, at den mindede dem om en Korrunding. 113 En gammel, sorttjæret Baad stod opskudt paa Stranden, og i denne havde allerede alle Pigerne anbragt sig paa Tofter og langs Ræling, mens Karlene havde lejret sig rundt om i det hvide Sand. Hansine og hendes Veninder havde taget Plads yderst ude i Baadens Forstavn, der vendte ud imod Fjorden, hvor der endnu gik lidt Sø efter forudgaaende Dages Uvejr. Deres Skikkelser tegnede sig med skarpe Omrids mod det skvulpende Vand, der under Solnedgangen vuggede et bestandig dybere Purpurskær paa sine mørkeblaa, ligesom blodblandede Bølger.

Efterhaanden ankom nu ogsaa det øvrige Følge og tog Plads rundt om paa Skraaningerne. Til allersidst – og modtaget med Jubel – viste "Gammel-Erik" sig paa sin Krykke, humpende lyksaligt smilende ned ad Stien med sit krumme Ben og sin syge Fod, der med de mange omviklede Klude lignede et Svøbelsebarn.

Denne gamle Mand, der var Byens Stolthed og Kæledægge, havde en Historie, som i korte Træk var hele Sognets. Indtil sit fem og tredsindstyvende Aar havde Gammel-Erik været Egnens mest berygtede Slags- og Svirebroder, der oftest laa drukken omkring i Landevejsgrøfterne og hovedsagelig levede af, hvad han om Natten stjal eller røvede rundt om i Gaardene. Men siden et nyt aandeligt Liv ved Væver Hansen var bleven vakt her – muligvis tillige paa Grund af den Lemlæstelse, der samtidig ved et Svirelag havde gjort ham til Krøbling – var han paa en Gang bleven til et helt nyt Menneske, der nu levede fredeligt i Samliv med en rød Kat, overalt modtaget og hyldet som det levende Vidnesbyrd om det ny Ords undergørende Magt.

Emanuel havde skilt sig fra sine Ledsagere og sat sig op paa en Afsats højere oppe paa Skrænten. Han trængte til et Øjeblik at være ene med sine Tanker.

114 Og som han nu sad der og saae paa, hvorledes Par efter Par langsomt steg ned imod Stranden – altid Kvinde med Kvinde og Mand med Mand; saae, hvorledes de alle et Øjeblik standsede ved Foden af Stien, ligesom overvældede af Skæret fra Himmel og Hav, og derpaa søgte sig Siddepladser paa Skrænterne, – blev han slaaet af det Navn "Kirken", hvormed Befolkningen havde døbt denne Plads. Han fik i dette Øjeblik selv en Fornemmelse af at være Vidne til en Kirkegang, højtideligere end nogen, han hidtil havde deltaget i. I lange Rækker sad tilsidst den hele Menighed omkring ham paa de terrasseformede Skraaninger – Kvinderne nederst, med Kjoleskørtet samlet i Skødet og Lommetørklædet mellem Hænderne, nogle i store, sorte Kirkehætter, andre i deres pragtfulde Gyldenstykkes Huer, der i det svindende Dagskær straalede om deres Hoveder som Helgenglorier. I Rækkerne ovenover sad Mændene med Armene tungt støttede paa de optrukne Knæ. Og allerøverst saaes en Gruppe Børn, der laa med Haanden under Kinden og kiggede ned – ligesom de hvilende Engle mellem Skyerne paa gamle Alterbilleder.

Dette Indtryk af Kirke forstærkedes yderligere, da der nu blev ganske tyst rundt om paa Skrænterne. De unge Piger henne i Baaden var begyndt at synge. Med Armene om hinandens Liv og Ansigterne vendt imod Søen sang de en gammel, from Aftensang:

Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
den Smaafugl tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlakker ad Hede.

I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.

115 Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
bortflygter for Mulmets Komme, –
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og skælver, naar Dagen er omme?

Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.

Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind for Gud Fader!

Sangen lød smukt i den stille, lyse Foraarsaften. Stemmerne havde her i det fri ikke den skurrende Klang som inde under Forsamlingssalens lave Loft. Det var, som om det vide Rum gav dem Fylde; som om Himmel og Jord laante dem af deres Farver. Bagefter sang man et Par Fædrelandssange, som hele Forsamlingen efterhaanden istemte; hvorpaa en kraftig Karlestemme raabte: "Hr. Bures Død".

"Hr. Bures Død! … Hr. Bures Død!" gentoges der ivrigt rundt om, mens alle Karlene rejste sig overende fra deres halvt liggende Stillinger.

Ane – Hansines rødhaarede Veninde – blev af Pigerne valgt til Forsangerske. Hun sad helt ude paa den yderste Ende af Baaden ligesom en Gallionsfigur og begyndte straks at synge med en høj, kraftig Røst, hvis lyse Klang mindede om hendes Haars Farve. Hele den øvrige Forsamling sang Omkvædet, i hvilket Pigerne faldt ind med 2den Stemme.

Og det var den aarle Morgenstund.
Solen op!
Hr. Bure, han kyssed Fru Inger paa Mund.
Ho! Haa! Saa frisk en Morgen!

116 Hr. Bure han sadled sin Ganger graa,
Abildgraa!
Fru Inger fra Svalen, hun stirred derpaa.
Ho! Haa! Hvor Skoven er grøn!

Saa spændte han Sejl under breden Raa,
Silkesejl!
Hr. Bure, han vugged paa Bølgerne blaa.
Ho! Haa! Det er tungt at skilles!

Der var ialt nogle og tyve Vers. Da det sidste var sunget, sprang Pigerne af Baaden, mens Mandfolkene klappede i Hænderne.

Imidlertid var der kommen Madkurve frem henne fra Konerne. Nogle af Pigerne bød Smørrebrød rundt paa Kurvelaag og store Skræppeblade, mens andre gik omkring med Mælk paa Flasker. Tømrer Nielsen forestod Udskænkningen af en Dunk saakaldet "langt" Øl og optraadte i det hele som Ceremonimester, hvorimod Væver Hansen sad i ophøjet Tilbagetrukkenhed oppe paa en Tue og snakkede med et Par gamle Koner.

Efterhaanden samledes Opmærksomheden om nogle unge Karle, der stod ude ved Havkanten og under stor Munterhed stirrede op paa en stor Sky; – de paastod, at den grangivelig lignede en tyk, fordrukken Kone. "Konens" Hoved var farvet rødt af det sidste, svage Solskær og havde et himmelblaat Øje midt i Panden; Overkroppen var uldgraa og svulmende, hvorimod Nederdelen havde en blaaviolet Farve og hang som en Sæk helt ned over den østlige Horisont, hvor den bar Virslev, Gimminge, Brunkeby og endnu et Par af Genbolandets Kirkebyer paa sit Slæb.

Med-et brast hele Forsamlingen ud i Skoggerlatter. Sky-Konens Hoved havde skilt sig fra Kroppen og styrede gladelig sin egen Kaas ud over Himlen. Samtidig skød det noget som en lang Næse ud til den ene Side og spærrede sit blaa Øje højere og højere op, mens den øvrige Krop langsomt sank sammen ligesom i haabløs Fortvivlelse.

117 Dette morede de unge, saa de straks begyndte at søge Billeder ogsaa i de øvrige Solnedgangs-Skyer i Horisonten. I smaa Klynger stillede de sig op langsmed Stranden, og hurtigt udviklede der sig nu en livlig Kappestrid om, hvem der kunde se mest. Nogle paastod i Skyernes Omrids at se baade Slotte og Kirker med rubinrøde Kupler og gyldne Spir. Andre øjnede "ganske tydeligt" Dyreskikkelser, Ryttere og kendte Menneskeansigter … en enkelt endog en Kalesche med fire Heste for, to Lakajer bag paa og en Brud inde i Vognen. Men hermed var ogsaa Skummet paa Kruset tappet, og man spredtes igen under Latter.

Men Lystigheden var vakt nu. Fire Piger tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt, saa Skørterne susede. Andre Piger kom til … en stor Kres dannedes under Sang. Da nærmede ogsaa Karlene sig og vilde være med. Men dette satte Pigerne sig alle som en imod; tappert værgede de sig mod enhver Karl, der søgte at bryde Ringen eller smutte ind under deres Arme … indtil en af dem, en lille grævlingeagtig Tyksak, listede sig til at tage Tilløb helt ude fra Havkanten og – inden nogen anede det – sprang over to Pigers Hænder ind i Kresen. Saa blev Freden sluttet og Fæstningen aabnet.

Det blev mere Leg end Dans. Man stillede sig op i to store Rundkrese, Karlene inderst, Pigerne yderst, med Ansigterne vendte mod hinanden. Under stadig Sang bevægede Parrene sig hele Tiden paa samme Plet, mens de snart klappede i Hænderne, snart stampede med Foden, snart gjorde andre Fagter, afpassede efter Sangens Ord.

Og Ræven rask over Isen foer,
og Ræven rask over Isen foer, –
saa faar vi Lov, saa faar vi Lov
at synge Kongernes Vise.
Her ser vi Kongerne, som de gaar,
og som de sidder, og som de staar,
og som de drejer sig i Dansen.

118 Ved de sidste Ord tog Karl og Pige fat i hinanden og snurrede rundt. Derpaa blev det samme Vers gentaget blot med den Forandring, at det denne Gang blev til "Dronningernes Vise", ligesom det var en Dronnings Væsen, der søgtes efterlignet under Dansen; hvorefter Turen paa samme Maade kom til Herremanden, Præsten, Prokuratoren, Bonden, Smeden, Snedkeren og andre Haandværkere.

Der var især blandt Karlene ikke saa faa, der havde Evne til ganske vittigt at efterabe de forskellige Bestillingers særegne Lader. Navnlig vakte det stormende Munterhed blandt Tilskuerne oppe paa Skrænterne, da man tilsidst naaede "Skrædderens Vise", og alle Karlene satte sig ned i Sandet med korslagte Ben og gav sig til at sy med lange Sting i Luften.

Emanuel sad med den ene Haand under Kinden og saae ned over denne Scene med et bevæget, halvt fraværende Smil. Ungdommens glade Toner førte hans Tanker ud over Vandet … og længere bort.

Han kom til at tænke paa sit Barndomshjem, paa sin egen glædeløse Ungdom, paa alt, hvad han i sin Ensomhed havde digtet og drømt. Og hans Øjne duggedes af Taknemlighedens Taarer. Han følte det nu – her sad han midt i sin virkeliggjorte Drøm. Dette var den barneglade Livsensfest, han dunkelt havde anet. Her var det forjættede Land, hvis Mælk og Honning han havde smægtet efter!

Hans Øjne søgte Hansine; han havde ikke kunnet opdage hende mellem de dansende. Først efter nogen Leden fandt han hende henne ved Siden af Baaden, hvor hun stod ensomt, med Albuen støttet paa Rælingen, Hovedet halvt bortvendt og med Blikket ubevægelig rettet mod et fjernt Punkt ude over Vandet, som om Sangens Toner førte ogsaa hendes Tanker ud paa vide Rejser. Skumringen var allerede saa fremskreden, at Ansigtets Træk ikke kunde skælnes i den Afstand, hvori Emanuel befandt sig. Men des tydeligere tegnede sig for ham Legemets 119 Omrids mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Og pludselig grebes han af en dump Uro. Han forstod ikke, hvorfor hun den hele Dag havde undgaaet ham, end ikke sagt ham Goddag eller budt ham Velkommen. Kunde han have skuffet hende med sin Tale? … Han havde dog hele Tiden talt netop med Tanken paa hende, havde først og fremmest ønsket, at hun skulde kunne forstaa ham!

Hans pludselig urolige Mine blev bemærket af et Par af de omsiddende, der straks lod en Meddelelse derom gaa videre til andre. Da man derved kom til at tænke paa, at Kapellanen muligt misbilligede Ungdommens Dans, gav man Tegn til, at den maatte høre op. Aftenen var nu ogsaa saa fremrykket, at det var Tid at tænke paa Opbrud. En kold Em begyndte at stige op af Jorden, og Stjernerne i Vest var fuldtændte.

Et Par gamle Folk rejste sig og begyndte at tage Afsked. Straks efter fulgte andre Eksemplet.

Forresten var man en lille Smule skuffet, fordi man havde ventet, at Emanuel endnu engang vilde have talt, fortalt et Æventyr eller lignende. Gammel-Erik, der havde taget Plads lige under ham – som en Discipel ved sin Mesters Fødder – havde hvert Øjeblik, naar der blev lidt Tavshed i Forsamlingen, løftet sig paa Armen og stirret op paa ham med livsalig forventningsfuld Mine som et Barn, der venter at faa den hele Troldeverden oprullet for sine Øjne.

Alligevel gik de alle endnu engang hen til ham og gav ham Haanden med et hjerteligt "Tak for idag".

Kun Hansine tog straks, da Opbrudet begyndte, sin rødhaarede Veninde under Armen og bortfjernede sig med hende langs Stranden for at følge hende paa Vej hjem til den ensomtliggende Hegnsmandsbolig ude ved "Lunden".

120

VII

Nogle Minutter derefter stod Emanuel oppe paa en Bakkeryg, hvorover en Sti trak sig nordpaa ind til Vejlby. Han havde taget sin brede Plyshat af Hovedet og lagt Haanden paa sin Pande, mens han lyttede til den allerede fjerne Lyd af det lange Mennesketog, der syngende drog hjemad mod Skibberup.

De sidste Toner døde hen. Han var alene.

Rundt om ham strakte sig den ørkenstille Jord. Over hans Hoved løftede sig den kolde, hvidblaa Himmelkuppel med blege, fjerntlysende Stjerner … Han havde en Fornemmelse, som om han var bleven lukket ude af et lysende Paradis. Tøvende vendte han Blikket i Retning af Vejlby, hvor han i det fjerne skimtede den højtragende Præstegaardspark, der tegnede sig som en mørk, truende Skybanke mod Horisontens sidste svage Lysskær. Der ventede ham nu Opgørelsen, Kampen, Banlysningen!

Han følte sig pludselig saa mat og tung. Den Beklemthed, han hele Aftenen ved et Magtsprog havde holdt nede, overfaldt ham nu her i Ensomheden med knugende Magt. Langsomt gik han et Stykke frem, standsede saa igen og satte sig ned paa en stor Sten, der laa ved Siden af Stien. Med Hovedet støttet i sine Hænder tog han Vejret dybt et Par Gange og sank hen i Tanker. Det var ikke, fordi han paa nogen Maade nu fortrød det Skridt, han havde gjort; – han følte sig blot saa bittert ene. Han sad og tænkte paa, at om han nu havde haft et eget Hjem, hvor han kunde finde Fred og Tryghed under den forestaaende Kamp, en from og trofast Hustru, der vilde dele med ham hans Sejr og hans Nederlag … det vilde da have været selve Livets Lyst at kæmpe og lide for Sandhedens Sag. Men dette var som at stride paa nøgen Hede og med tomme Hænder. Aldrig Hvile, ikke en Tilflugt!

121 Han sad en Stund og stirrede ud for sig, mens et Navn svævede paa hans Læber … Hansines. Forunderligt! Bestandig kom den unge Kvinde i hans Tanker, enten han var nedtrykt eller glad. Med bankende Hjerte^'3 spurgte han sig selv, om han da hos hende skulde kunne finde, hvad han savnede. Men da huskede han hendes Adfærd imod ham denne Aften og rev sig med Vold ud af sine Tanker.

"Drømme!" sagde han halvhøjt og rejste sig op. "Jeg er og bliver en Flygtning her paa Jorden, … en fremmed i min egen Slægt, en mistænkt Gæst mellem fremmede!"

Og pludselig foldede han Hænderne for sit Bryst, løftede i Ekstase Blikket mod Stjernehimlen og bad:

"O, min Fader i det høje, … du … du alene forstøder mig ikke! Du er min Tilflugt og min Trøst … mit Haab og min Kærlighed! Se, jeg frygter ikke! Lad kun Stormene rase, ved dine Fødder er der Fred! O, lad mit ensomme Jordelivs Kamp være en Lovsang til din Ære, jeg forlanger jo intet andet. Skænk du mig din Naade; mæt du min hungrige Sjæl med din Velsignelse. Da skal jeg være glad. – Amen!"

Han bøjede Hovedet, stod en Stund tavs og fortsatte saa langsomt sin Gang.

Men endnu bankede hans Hjerte. Han kunde alligevel ikke slippe Tanken paa Hansine. Det var, som om al hans Uro tilsidst samlede sig i dette ene Spørgsmaal: Hvorfor flyr hun mig? Hvormed støder jeg hende bort? … Det syntes ham mere og mere, at Svaret herpaa indeholdt et Varsel for hele hans Fremtid. Han følte, at han ikke med Sandhed kunde optage Kampen i Menighedens Navn, saalænge han ikke vidste, om den, han af alle helst vilde have paa sin Side, var for ham eller imod ham.

Han standsede.

Han maatte have Klarhed endnu denne Aften. Han havde set Hansine forlade Samlingspladsen langsad 122 Stranden sammen med sin Veninde og antog, at hun maatte komme tilbage den samme Vej, da hun næppe saa sent paa Aftenen turde skraa over Mosen og Bækkeløbet.

Han vendte da om, og efter faa Minutters Forløb befandt han sig atter ved "Kirken". Herfra gik han videre langsmed Vandet men havde ikke gaaet mange Skridt, før han brat standsede, … der kom hun netop imod ham, ikke hundrede Alen borte, underlig stor at se til i Tusmørket, udflydende som en Skygge mod den taageslørede Fjord.

Hun gik lige ude i Strandkanten. Ganske langsomt – som den, der har længtes efter Ensomhed – gik hun og sang med halvhøj Stemme.

Pludselig stod hun stille, og bægge hendes Hænder foer op under Hjertet. Hun havde set ham.

"Bliv ikke forskrækket … Som De ser, er det blot mig," sagde han efter at have nærmet sig og løftede paa sin Hat. "Jeg haaber, jeg ikke kommer til Forstyrrelse."

De sidste Ord faldt ham uvilkaarligt ud af Munden ved Synet af hendes Skræk; hun stod som lammet og svarede intet. I sin heraf fremkaldte Forlegenhed begyndte han da at give en omstændelig Forklaring af sit Komme, fortalte, at han havde set hende følge sin Veninde paa Vej, og da han den hele Aften ikke havde faaet talt med hende, var han gaaet hende imøde for dog at hilse paa hende.

Men hun blev staaende lige stum og stirrede ubevægelig paa ham med et halvt truende, halvt bønfaldende Blik, der mindede om et dødssaaret Dyrs.

"Men bedste Hansine!" udbrød han. "De er da ikke vred paa mig, fordi jeg har standset Dem? Jeg forsikrer Dem, De behøver ikke at nære nogensomhelst Slags Ængstelse for mig. Jeg vilde, som sagt, nødigt vende hjem uden at have hilst paa Dem … Det har 123 jo været en ret betydningsfuld Dag for mig, som De vel kan vide, og – –"

Hun forblev lige tavs.

Blodet foer Emanuel til Kinderne. Skulde hun virkelig for Alvor kunne mistænke ham? Tanken forekom ham altfor urimelig, og dog indsaae han nu, at han virkelig havde baaret sig lidt ubetænksomt ad ved at opsøge hende paa denne Tid og i denne Ensomhed. Han gjorde sig derfor nu Umage for at slaa Sagen hen i Spøg.

Alligevel var der en Del Bitterhed i hans Tone, da han sagde:

"Jeg synes da virkelig at være kommen til Ulejlighed. De maa undskylde mig … det var sandelig ikke min Hensigt. Ærlig talt tænkte jeg ikke paa, at Tid og Sted maaske var lidt upassende valgt. Naa – Godnat da! Ja, for Deres Haand tør De dog vel nok give mig til Afsked?"

Hun stod endnu lidt, gav ham derpaa tøvende sin Haand og vendte sig med et sagte hvisket "Godnat". Saa gik hun langsomt tilbage samme Vej, hun var kommen.

Emanuel blev staaende, ganske fortumlet af Overraskelse. Han havde mærket, hvor hendes Haand var kold, og hvor den skælvede.

"Hansine!" kaldte han, da hun allerede var kommen et godt Stykke bort.

Hun lod, som om hun ikke hørte ham, og fortsatte sin Gang.

"Hansine!" kaldte han igen, og denne Gang med sin Stemmes fulde Styrke, – og da standsede hun, ligesom magtstjaalen.

Han gik hen til hende og sagde:

"Hvad er der dog ivejen med Dem, Hansine? Og hvorfor er De saadan imod mig?"

Lyden af hans Stemme ligesom vakte hende. Hun vendte sit Ansigt bort og vilde atter gaa. Men da 124 holdt han hende tilbage ved Armen og udbrød helt forfærdet:

"Nej, nej – saaledes maa De ikke gaa herfra. Hvad er der dog ivejen, Hansine? Har jeg gjort Dem noget ondt? Eller har andre? … Vil De ikke betro Dem til mig? Jeg forsikrer Dem, jeg er Deres Ven."

Hun søgte med Magt at vride sig fra ham; men han holdt fast.

"Jeg slipper Dem ikke, før De har talt til mig. For Himlens Skyld, Hansine – hvad har jeg gjort Dem?"

"Lad mig gaa!" sagde hun hæst, – og der var baade Rædsel og Bønfaldelse i hendes Røst.

Han blev bange og turde ikke længer holde paa hende. Og dog flygtede hun ikke. Hun gik blot et Par Skridt, standsede saa med Armen trykket for Øjnene, som om det svimlede for hende.

Emanuel stod ganske raadvild. Var hun syg? … Hans eget Sind var i et saadant Oprør, at han næppe formaaede at beherske sig. Thi just i dette Øjeblik kom han til fuld Klarhed over sine Følelser for denne unge Pige. Han vidste det nu – han elskede hende! For første Gang i sit Liv følte han Kærligheden flamme op i Hjertet og betage Sind og Sanser. Han elskede hende! Ja, han saae det nu – hende var det, hans Ungdomsdrømme havde aabenbaret ham, hende, han hele sit Liv havde længtes efter!

"Hansine!" sagde han med en Stemme, der skulde være beroligende, men som forgæves søgte at skjule hans egen lidenskabelige Sindsbevægelse. "Har De slet ingen Tillid til mig? Er De vred paa mig? … De maa sige mig det, for jeg har den hele Dag tænkt saa meget paa Dem … Og jeg har længtes saa meget efter at tale med Dem," vedblev han, idet han i sin Betagethed atter greb hendes Haand, skønt hun stadig vendte Ryggen til ham. "Vil De blot svare mig paa dette ene Spørgsmaal? Hører De, Hansine? De maa 125 ikke gaa, før De har sagt mig det. Er De vred paa mig?"

"Nej!"

Noget i dette korte Svar og i hendes Hjertes vilde Banken, som han kunde fornemme helt ude i hendes Haand, tændte pludselig et Lys for ham. Kunde det være muligt? … Turde han virkelig tro? … Tankerne suste som Stormvind gennem hans Hoved … Aa Gud! Kunde det være sandt? …

For ikke at skræmme hende tvang han sig med et Opbud af al sin Viljekraft til at være rolig. Skælvende bøjede han sig ned over hende og stammede:

"Hansine, De maa svare mig blot paa en eneste Ting endnu. Sig mig … er det rigtigt, naar jeg føler, at det er Gud selv, der har ført os sammen her iaften? … Nej, nej. Gaa ikke bort! De maa ikke skjule noget for mig. Holder De lidt af mig? Sig mig det … holder De blot en lille Smule af mig?"

Hun rykkede Haanden til sig med fortvivlet Kraft for at komme løs. Men nu laa begge hans Arme omkring hende, og han drog hende til sig med ubehersket Lidenskab.

"Hansine … kære, kære Hansine …"

Men hun hørte intet længer. Hun var sunket magtesløs sammen i hans Arme. En fortvivlet, krampagtig Graad vældede frem. Det saae ud, som ønskede hun blot, at Jorden vilde aabne sig og opsluge hende.

I samme Øjeblik hørtes der en munter Fløjten fra et Sted i Nærheden. Emanuel vendte sig om og blev ubehageligt overrasket ved at faa Øje paa en Mandsperson, der kom gaaende langs Strandkanten og svippede med en Stok. Øjeblikkelig slap han Hansine og blev blussende rød. Han havde genkendt den unge Hjælpelærer Johansen, der efter sin Sædvane snusede omkring her mellem Bakkerne efter enligt gaaende Piger.

"Kom, lad os gaa," sagde han hurtigt.

Men Hjælpelæreren havde trods Halvmørket allerede 126 opdaget og genkendt ham. Han standsede, lettede derpaa med udsøgt Ærbødighed paa sin Hat og bukkede, som om han vilde sige: "Hvilken Overraskelse! … Jeg har den Ære at gratulere."

"Lad os gaa," gentog Emanuel. Men da han vendte sig om, var Hansine forsvunden.

VIII

Der hvilede den næste Morgen ligesom en lummer Tordenluft over Vejlby Præstegaard. Da Emanuel – noget senere end sædvanligt – kom ned til Tebordet, fandt han hverken Provsten eller Frøken Ragnhild. Den gamle Tjenestepige, der kom ind fra Køkkenet, skænkede tavs hans Te og skød den forsigtig hen til ham fra den anden Side af Bordet med en Mine, i hvilken han allerede læste sin Dødsdom.

Ude i Havens lange Hasselalle vandrede Provst Tønnesen rastløs frem og tilbage. Svære Tobaksskyer, der med ligesom ængstelig Hast forputtede sig i Hasselhækkene, røbede tydeligt nok hans Sindsstemning, – saaledes dampede Provst Tønnesen kun, naar hans Sind var i det højeste Oprør. Straks ved Morgenteen havde Frøken Ragnhild fortalt ham om Kapellanens Optræden i Forsamlingshuset; men allerede forinden havde han faaet Nys om Sagen gennem en Kludekræmmerske, der tidligt om Morgenen havde været inde i Køkkenet hos Lone og der genfortalt, hvad hun havde hørt berettet omkring i Byen om Hr. Hansteds Foredrag. Provsten, der dengang endnu befandt sig i sit Sovekammer, havde herfra opsnappet enkelte af Konens Ord, saa Datterens Meddelelse blev forsaavidt kun en Bekræftelse paa, hvad han forud havde anet.

Fra Enden af Alleen nærmede sig en Person i lys Sommerfrakke og med stiv Straahat – Hjælpelærer Johansen.

127 Da Provsten fik Øje paa ham, standsede han og raabte ham utaalmodigt imøde:

"Hvad er der nu paafærde?"

Hr. Johansen blottede sit krøllede Hoved, standsede i fire Skridts Afstand, bukkede og sagde:

"Undskyld, Deres Højærværdighed – jeg har en Barnefødsel at tilmelde Kirkebogen."

"Naa, ikke andet! Hvorfor kommer De i den Anledning listende, som om der var sket en Ulykke? … Hvis Barn er det?"

"Pigen Mette Andersens."

"Ja saa. Igen en Pige! … Ja naturligvis! Letfærdighed og Udsvævelser paa alle Kanter! Frigørelse for alle Baand – det er jo Tidens Løsen!"

Hjælpelærer Johansen saae nedad og derpaa ud til Siden med et uroligt Blik. Han var ikke ganske sikker paa, til hvem disse Ord sigtede; og han havde for Tiden selv en noget belastet Samvittighed i Henseende til det berørte Punkt.

"Jeg haaber" – vedblev Provsten strengt – "at De, Hr. Johansen, alvorligt optugter Skolebørnene i Pligtens Bud. Det er i vore Dage, da Tøjlesløsheden prækes som Lære paa alle Torve, mere nødvendigt end nogensinde. Se ikke gennem Fingre! Troldene skal tæmmes!"

"Jeg tror at turde sige Deres Højærværdighed, at jeg i den Henseende har bestræbt mig efter yderste Evne. Jeg har netop særlig omhyggeligt søgt at indskærpe Børnene Pligtbudene. Men–n … hm! … det er jo det gode Eksempel, det fornemmelig her kommer an paa. Det slette Eksempels Magt er destoværre netop paa dette Punkt saa overordentlig stor."

"Javist – naturligvis!" svarede Provsten og betragtede Hr. Johansen med let Overraskelse. "Men hvad tænker De nærmest paa her? Sigter De bestemte Personer for at være de særligt slette Eksempeler i Menigheden?"

128 "Gud bevares, Deres Højærværdighed … det var ikke min Mening at anklage nogen enkelt. Jeg mente blot saadan ganske i Almindelighed –"

"Snak! Behold Omsvøbene for Dem selv – og forklar Dem ordentligt! Hvem er det, De tænker paa? Hvem er det, De anser for de særlig skadelige Elementer i Menigheden? … Naa, tal ud!"

"Hm! Deres Højærværdighed har virkelig misforstaaet mig. Jeg mente blot – saadan ganske løseligt –."

"Ingen Omsvøb, siger jeg Dem nok engang! Svar mig paa, hvad jeg spørger om!"

"Jeg forsikrer Deres Højærværdighed, det var bare min Mening, at … at f. Eks. en Mand som Hr. Kapellanen maaske for Menighedens Skyld burde være lidt forsigtigere i sin Adfærd … Folk paa Landet misforstaar saa let."

"Kapellanen!" udbrød Provsten med rynkede Bryn og maalte Hjælpelæreren tre Gange fra Hoved til Fod. "Hvor falder det Dem ind at nævne Hr. Hansted i denne Sammenhæng? De vil dog vel ikke beskylde Pastor Hansted for at begaa Skamløsheder? … Naa, tal ud og forklar Dem, Menneske!" brølede han og stampede med Foden.

Hr. Johansen vred sig som en Orm i Klemme. Han havde længe haft et Horn i Siden paa Kapellanen, der bestandig ganske aabenlyst havde vist ham sin Ringeagt; og det havde nu været hans Plan at skaffe sig Hævn over ham og samtidig at indynde sig hos Provsten ved at benytte sig af det lille Indblik i hans Privatliv, som Tilfældet den foregaaende Aften havde skænket ham. Dog havde han blot haft til Hensigt foreløbig at bibringe Provsten en lille Mistanke til Kapellanen, ikke at optræde som egentlig Angiver. Nu sad han imidlertid fast i sin Snare og forstod, at han for sin egen Skyld gjorde vel i at overgive Hr. Hansted paa Naade og Unaade. Han rettede sig ivejret, 129 skruede Halsen frem med en Bevægelse, som om han sank sin sidste Betænkelighed, og sagde:

"Ja, jeg tilstaar … jeg mener virkelig, at det ikke er noget godt Eksempel at give Menigheden, naar Hr. Kapellan Hansted kan træffes sent om Aftenen paa et ensomt Sted i særdeles øm Berøring med en af Egnens unge Piger."

Provst Tønnesens Ansigt blev askegraat. Han maalte atter langsomt Hjælpelærerens fulde Højde og sagde endelig:

"Hvem har set det? … Svar!"

"Det har jeg selv, Deres Højærværdighed!"

"De! … Og sent om Aftenen, siger De?"

"Mellem ti og elleve."

"Og hvor?"

"Ude ved Hammervigen … "Kirken", som Befolkningen kalder Stedet."

"Og De er ganske sikker paa, at De ikke tager fejl … i nogen Henseende?"

Hr. Johansen bøjede Hovedet og saae undseligt ud til Siden.

"Det var virkelig ikke muligt at tage fejl, Deres Højærværdighed."

Der blev et Øjebliks Stilhed. Derpaa sagde Provsten:

"Kan De omtrentlig angive, paa hvilken Tid … jeg mener, hvilken Aften det var, De saae Hr. Hansted i den omtalte Situation?"

"Det kan jeg let, for det var netop igaar Aftes."

"Igaar! Efter Mødet! Saa der har vi altsaa Forklaringen!" udbrød han uden at vide, at han tænkte højt.

Derefter saae han atter strengt paa Hjælpelæreren og sagde:

"Hvad De her har fortalt mig, bliver foreløbig mellem os. Forstaar De?"

Hr. Johansen bukkede ydmygt.

"Jeg skal nu lade Sagen undersøge, og jeg vil 130 sige Dem, det vil komme Dem dyrt til at staa, hvis De blot paa et eneste Punkt har vist Dem uefterrettelig! … Den Barnefødsel, De talte om, skal jeg huske at indføre. Har De Papirerne med? Godt! Ja, saa er der ikke mere for idag."

Da Provst Tønnesen kort efter fra Verandaen kom ind gennem den tomme Spisestue, slog han Døren op ud til Køkkenet og raabte, saa det genlød i hele Huset:

"Er Lone der?"

"Javel," lød det halvkvalt et Sted nede fra Kælderen.

"Gaa op til Kapellanen og sig ham, at jeg ønsker at tale med ham. Jeg er paa mit Værelse. Men sig, at han skal komme straks. Jeg venter!"

Provst Tønnesen gik med Hænderne paa Ryggen frem og tilbage over Gulvet i sit Studereværelse, da Emanuel bankede paa Døren og traadte ind.

"Provsten ønsker at tale med mig."

Tønnesen svarede ikke og afbrød heller ikke sin Gang men bød ham med en kort Haandbevægelse at sætte sig.

Emanuel tog Plads paa en Stol. Han holdt Hovedet løftet, lagde Benene overkors og stak den højre Haand ind bag Opslaget paa sin lange, sorte, tæt tilknappede Frakke. Hans kampberedte Holdning og Mine skjulte imidlertid kun maadeligt en heftig indre Uro. Paa Kinderne kom og svandt smaa røde Feberpletter i hurtig Skifte; Øjnene var matte og farveløse som efter en Nat uden Søvn.

Da Provsten vedblev at være tavs, udbrød Emanuel tilsidst i nervøs Utaalmodighed:

131 "Jeg kan tænke, det er om mit Foredrag igaar, at Provsten ønsker at tale med mig. Jeg beklager naturligvis, at jeg ikke fik Lejlighed til at underrette Dem derom iforvejen. Det var min Hensigt at gøre det, men – –"

Han blev stoppet af et Lynblik fra Tønnesen, der endelig var standset henne i den modsatte Ende af Stuen.

"Den Sag skal vi senere tale om. At De har fundet det passende – trods den Stilling, De indtager hos mig – at give Gæsterolle i Væver Hansens Cirkus, har jeg ganske rigtigt allerede erfaret, og herfor skal De ved en anden Lejlighed staa mig til Regnskab. Foreløbig er der imidlertid en anden Sag, som jeg ønsker en Udtalelse fra Dem om. Det er nemlig kommet mig for Øre," vedblev han, idet han nu langsomt nærmede sig over Gulvet med Hænderne bag paa Ryggen og de funklende Øjne stift rettede mod Emanuel, "det er kommet mig for Øre, Hr. Kapellan, at De i et Punkt, hvor De mere end i noget andet burde være det følgeværdige Eksempel for Egnens Ungdom, ved Deres Opførsel rent ud har vakt Forargelse i Menigheden. Kort og godt – er det sandt, Hr. Hansted, at De har natlige Stævnemøder med visse af Egnens unge Piger?"

Emanuel havde rejst sig. Kindernes Feberpletter havde i et Nu bredt sig over Pande og Tindinger; hele hans Ansigt flammede.

"Hvem har sagt det?"

"Det kan være Dem det samme," raabte Provsten ham nu lige ind i Ansigtet. "Hvorledes forholder det sig? Jeg ønsker en kort og utvetydig Udtalelse, Hr. Kapellan. Altsaa – ja eller nej!"

Emanuel bed Læberne sammen. Det var kun med yderste Møje, at han afholdt sig fra at slynge Provsten en Fornærmelse i Ansigtet.

Endelig sagde han:

"Dersom der med visse unge Piger menes Anders 132 Jørgens Datter – og om andre kan der ikke være Tale – saa er det halvvejs sandt."

"Ja saa! De tilstaar altsaa!"

"Ja; – hun er nemlig min Forlovede. Nogen udstrakt Forargelse kan dette Forhold imidlertid umulig endnu have vakt i Menigheden, eftersom det igaar Aftes var første Gang, jeg talte med hende alene. Og dette skete endda – efter hvad jeg nu forstaar – ikke uden Vidner. Hr. Hjælpelærer Johansen kom nemlig tilstede ved den Lejlighed."

Provst Tønnesen var veget først et, derpaa endnu et tungt Skridt tilbage. Hans Hænder faldt fra Ryggen slapt ned til Siderne, og han stirrede paa sin Kapellan med et Blik, der i Løbet af et halvt Minut fremviste en Skala af de mest modstridende Udtryk og tilsidst ligesom forstenedes i et Udtryk af medynksblandet Forfærdelse.

Det var nu heller ikke netop en Nyforlovets Lyksalighed, Emanuels Ansigt i dette Øjeblik bar tilskue. Hans forvaagede Træk og rødrandede Øjne røbede tydeligt den Kamp, han i Nattens ensomme Timer havde haft at bestaa med opdukkende Ængstelser, fordi han i et af Livets allervigtigste Anliggender havde handlet i Overilelse, uden at have raadført sig tilstrækkeligt med Gud og sin Samvittighed.

Efter en Stunds Tavshed traadte Provsten ham atter ganske nær og lagde varsomt sin Haand paa hans Skulder.

"Hr. Hansted!" sagde han helt bevæget. "Jeg maa tale et Ord med Dem … ikke som Deres Foresatte, men som en sand og oprigtig, faderlig Ven. Maaske kan De i den Sindsstemning, hvori De for Øjeblikket befinder Dem, kun vanskeligt opfatte mig som saadan, – og dog forsikrer jeg Dem, jeg er det, og jeg tænker her kun paa Deres Bedste. – – Nej, nej, nu maa De ikke afbryde mig. Nu maa jeg en Gang have Lov til at tale ud. Jeg maa – hører De? 133 De veed i denne Tid ikke selv, hvad De gør. De er syg, besnakket, forlokket … jeg veed ikke hvad; men jeg beder Dem med al den Magt, jeg ejer over Dem: gør dette Skridt om, inden nogen større Skade er sket. Hører De? De maa – De skal! Du gode Gud, hvorledes er dog dette gaaet til? Hvor har De dog haft Deres Fornuft henne? Hvad tænker De, at Deres Familie, Deres Venner, hele Deres Omgangskreds vil sige? Gaa dog i Dem selv, Hr. Hansted … betænk, hvad De her indlader Dem paa; indse dog, hvad De sætter paa Spil – –."

Emanuel rykkede et Skridt tilbage for at frigøre sin Skulder for Provstens Haand og udbrød:

"Jeg kan ikke tillade Dem at tale saaledes. Mit Forhold her … min Glæde og min Lykke mangler De ganske Forudsætninger for at forstaa, og det nytter ikke, at vi taler mere derom."

Provsten bed sig i Underlæben og betragtede ham med et mørkt, tvivlraadigt Blik. Hans brede Bryst gik højt, Ansigtet var sprængrødt; det saae ud, som om en Flom af voldsomme Ord kogte ham i Struben.

Saa vendte han sig med-et bort og gik langsomt hen til Vinduet, hvor han blev staaende tavs og stirrede ud.

I mere end to Minutter var der dødsstille i Værelset.

Omsider sagde Emanuel:

"Har Provsten mere at tale med mig om?"

Tønnesen vendte sig om.

"Ja, Hr. Hansted!" sagde han med tilkæmpet Ro. "Jeg føler det som min Pligt endnu en Gang paa det alvorligste at advare Dem mod det skæbnesvangre Skridt, De er ved at foretage. Jeg har optaget Dem i mit Hus, og jeg kan ikke roligt se paa, at De saaledes gør en Ulykke paa Dem selv – og paa andre. Naturligvis tvivler jeg ikke om, at De handler i den bedste Tro," vedblev han, idet han atter langsomt nærmede sig over Gulvet. "Naturligvis mener De selv, at dette 134 vil kunne blive til Lykke baade for Dem selv og den unge Pige. Men De er en Drømmer, en Sværmer, Hr. Hansted – det har jeg længe mærket! Fantasteriet ligger Dem som en ulyksalig Mødrenearv i Blodet og fører Dem som en blindet Mand ud paa vilde Veje. Se dog ind i Deres sande Jeg. Riv det Drømmebind fra Øjnene, og De skal selv forfærdes for den Afgrund, man har lokket Dem ud til. Hvorledes er det dog gaaet til, at De med Deres Kundskaber og Forstand har kunnet lade Dem i den Grad forblinde? Hvad skal man tro, hvad skal man tænke om Dem, Hr. Hansted?"

"Derom skal jeg ikke udtale mig. Jeg veed kun, at jeg ikke kan imødekomme Deres Ønsker ved at fortryde mine Handlinger – hverken den ene eller den anden af dem. Naar jeg igaar talte i Skibberup Forsamlingshus, skete det efter modne Overvejelser, og jeg har ingen Grund til at ønske det ugjort. Jeg føler, at jeg igaar for første Gang i Sandhed var sammen med Menigheden, – og havde Provsten været tilstede, havde De sikkert selv maattet indrømme, at Tilfredsheden herover var gensidig."

"Det tror jeg saamænd hjertelig gerne!" busede Tønnesen ud. "Naar man fortæller Børn og Bønder Eventyr og dertil smigrer lidt for dem, saa bliver de saa glade. Er det den store Opdagelse, De har gjort, saa har De sandelig været noget længe om den. Den Visdom kunde jeg saamænd have belært Dem om for længe siden."

"Provsten tager ganske fejl," svarede Emanuel behersket og med et Præg af Værdighed. "Det var hverken Eventyr eller Smigrerier, der lukkede Tilhørernes Øren op, men alene den Omstændighed, at jeg stod frem med mit Vidnesbyrd som et Menneske blandt Mennesker, ikke som en Dommer mellem Syndere. Det er min store Opdagelse – om Provsten virkelig bryder sig om at kende den – at man som 135 Præst kan have en anden Opgave end den, altid at gaa rundt som Himlens Skatteopkræver og indkassere Menneskenes Syndeskyld, – og herpaa har jeg netop igaar faaet den ønskeligste Bekræftelse."

"Aa–haa! Saa vidt er det altsaa kommet med Dem! Saa forstokket er De allerede bleven, at jeg skal høre alle Væver Hansens Floskler af Deres Mund! Sandelig, De har været en lærvillig Elev, Hr. Hansted! Er det saaledes fat med Dem, saa forstaar jeg, at jeg kan spare mig Ulejligheden med at forsøge paa at bringe Dem til Fornuft … Men saa er De vel ogsaa forberedt paa," fortsatte han med hævet Stemme og traadte nu Emanuel helt ind paa Livet, "saa er De vel ogsaa forberedt paa de Skridt, som jeg agter at foretage efter dette? Kort og godt, Hr. Kapellan! De har at vælge nu – enten mig eller Væver Hansen!"

"I saa Fald … er Valget truffet."

"Ja saa! Meget godt! De taler dristigt! … Men forstaar De ogsaa ret, hvad dette vil sige? Er De klar over, at dette betyder, at Deres Tid her hos mig da er forbi … uigenkaldelig forbi, forstaar De?"

"Det har jeg netop tænkt mig. Men jeg har fra nu af min egen Gerning her i Sognet, – og den forbliver ganske upaavirket af, om jeg er Provstens Kapellan eller ej."

"Ser man det! Det er et forberedt Angreb! En formelig Krigserklæring! De vil rejse en aabenlys Kamp i min Menighed!"

"Nej, slet ikke. Jeg for min Del ønsker kun at faa Lov til i Fred at udrette, hvad godt jeg kan, for min egen og andres Udvikling. Dermed er jeg tilfreds."

"Men jeg ikke. Saa let leges der ikke her – vær vis paa det! En Styrkeprøve skal det gælde, Godtfolk! Og I skal ikke være for rolige for Udfaldet! … Ja se kun paa mig! Maal Dem kun med mig, min unge Herre! Det kunde dog maaske endnu bringe 136 Dem en Smule til Fornuft. De gamle Træer falder ikke for det første Hug, – men det hænder derimod undertiden de unge; det skal De komme til at sande! Igaar talte De, Hr. Hansted! Nu har jeg Ordet!"

Da Provst Tønnesen et Øjeblik efter med Allarm slog Døren op til Dagligstuen, kom Frøken Ragnhild i det samme ind fra Spisestuen med en Porcellænsskaal fuld af gule Blomster mellem Hænderne. Hun var klædt i en let Morgenslobrok, der omkring Livet var sammenholdt af en tyk Snor med lange Ender og Kvaster. Paa Hovedet sad en flad, lysegraa Filthat uden anden Pynt end et hvidt Slør, der hang hende ned ad Ryggen. Hun var som sædvanlig bleg, men op under hendes Hage kastede Blomsterne et pragtfuldt rødgult Skær, som om det var en Skaal fuld af flammende Sollys, hun bar.

"Hvad er der sket?" spurgte hun straks ved Synet af Faderens ophidsede Udseende og standsede forskrækket foran det svære Mahognibord i Midten af Stuen.

"Ja, det maa du nok spørge om! Jeg tror saa sandelig, at Verden er gaaet aflave i denne Tid! Folk er som forheksede – komplet gale!"

"Hvad er der da sket?"

"Aa – det er saamænd hverken mere eller mindre, end at vor Ven Hr. Hansted er gaaet hen og har forlovet sig!"

Frøken Ragnhild satte Skaalen fra sig paa Bordet med en saa hastig Bevægelse, at noget af Vandet spildtes over de fremlagte Pragtværker. Hendes Kinder blev rosenrøde helt op til Tindingerne.

"Hvad siger du? … Hr. Hansted!"

137 "Ja, saa minsandten! … Men du vil næppe kunne gætte, hvem der er den udkaarne, Ragnhild!"

"Er det … er det en Dame her fra Egnen?"

"Ja, her fra Egnen er hun ganske vist; men Dame kan man just ikke kalde hende. Det er nemlig Anders Jørgens Datter i Skibberup. Hvad mener du om det?"

"Aa Snak! Det er ikke muligt!"

"Ja, det maa du sandelig nok sige! Man veed virkelig tilsidst ikke, hvad man skal tænke om denne Galskabernes Tid, vi lever i. Det er næsten, som om al sund Fornuft er ved at gaa ud af Verden! … Og overalt dette ynkelige Skrabud for Almuen, denne vanvittige Bondeforgudelse, der synes ligesom anden Pest at ligge i Luften i vor Tid. Jeg veed sandelig ellers ikke, hvordan man skal forklare, at hidtil ret fornuftige Mennesker paa en Gang og tilsyneladende uden al Foranledning bliver som besatte, … at endog Folk blandt mine egne Studenterkammerater paa deres gamle Dage pludseligt begynder at skabe sig til Nar ved at klæde sig i Vadmel, tale bondsk og lade deres Døtre malke Køer? … Og nu dette! Det er jo komplet Galmandsværk! Og du skal se, Ragnhild – det bliver endda ikke herved! Dette er blot det første Udslag af Fjanteriet. Der vil følge andre efter! Hr. Hansted har allerede i den Grad mistet al sund Sans og Samling, at han som alle indskrænkede Personer, der bliver grebne af noget nyt, har faaet den Ide om sig selv, at han har en Mission at udføre her. Han vil være den ny Tids Profet hos os, stifte Parti, gøre Optøjer kort og godt, … saadan som det er Mode i vore Dage!"

Frøken Ragnhild havde med en Søvngængers mekaniske Bevægelser løst Hatten af sit Hoved og var gaaet hen til Vinduet. Ligesom overvældet af Træthed havde hun her sat sig ned paa en Stol og givet sig til at betragte Hønseflokken ude i Gaarden.

"Nu ja –," udbrød hun i ligegyldig Tone, da hun mærkede, at Faderen var begyndt at iagttage hende. 138 "Paa en Maade er dette vel kun, hvad man maatte vente efter den Retning, Hr. Hansteds hele Udvikling i den senere Tid har taget. Det har jo længe været at mærke paa ham, at det vilde bære henimod noget saadant."

"Ja, det er netop det, jeg ikke helt kan lade være med at bebrejde mig, Ragnhild! Jeg burde straks fra Begyndelsen have taget om ham med fastere Haand. Hvem veed – maaske havde han da staaet til at redde. Jeg fik jo hurtigt en Mistanke … men han var dog et voksent Menneske, og det er sandelig vanskeligt at behandle en Mand som syg, før man har ganske sikre Beviser paa Sygdommen ihænde. Men nu er der for mig ikke længer nogen Tvivl … han er gal, komplet forskruet! Naar jeg tænker tilbage, kan jeg jo følge Sygdommens Udvikling Skridt for Skridt lige fra det Øjeblik, han betraadte vort Hus. Det er Moderens Vanvid, der slaar ud igen i Sønnen. Hun havde nok, efter hvad jeg har hørt, i sin Ungdom en ganske lignende Snært af Ligheds-Raptussen fra otteogfyrre og gjorde engang ligefrem Skandale paa et offentligt Møde ved en fuldkommen revolutionær Tale. Og – ja, er det nu ikke mærkeligt? – ovre hos Pastor Petersens, fra hvem jeg i det hele har det meste af min Viden om hende, fortalte de mig forleden, at det skal være netop her – i vor egen Nærhed – at hun i sin Tid søgte at praktisere sine vilde Ideer. Hun skal nemlig have været det egentlige Ophav til den Højskole derovre i Sandinge, som jo ogsaa vi hovedsagelig skylder al vor Uro i Sognet. I saa Fald kan man med Sandhed sige, at Hr. Hansted nu er bleven et Offer for sin Moders Ungdoms-Daarskaber. Men saadan gaar det!"

Frøken Ragnhild hørte ikke længer Faderens Ord, ja hun mærkede det næppe, da han omsider standsede sin Talestrøm og forlod Stuen. Hun forstod egentlig ikke, at denne Forlovelse kunde gøre et saa stærkt 139 Indtryk paa hende, aldenstund hun var sig bevidst ikke selv at lide nogen Skuffelse i Anledning af den. Hendes Interesse for Hr. Hansted havde tværtimod i den sidste Tid været stærkt i Aftagende, og det hævede ham just ikke i hendes Øjne, at han nu var gaaet hen og havde forelsket sig i en Bondepige. Alligevel var det, som om der ved denne Begivenhed var slukket endnu et Lys i hendes Tilværelse; som om der var bleven endnu et tomt Rum indeni hende. Hun mistede jo dog med Kapellanen en Omgangsfælle, der paa en Maade var hendes eneste, og en forstaaende Lidelsesfælle i sin Ørken-Ensomhed og Melankoli … Var det mere?

… Imidlertid befandt Emanuel sig paa Vejen til Skibberup. Solen skinnede, og han gik rask til med faste, beslutsomme Skridt. Det stormende Møde med Provsten og bagefter Synet af det solbestraalede Foraarslandskab havde brat gjort Ende paa de Selvanklager, hvormed han havde pint sig i den lange, søvnløse Nat. Han følte sig atter stolt og lykkelig i tryg Bevidsthed om med sin unge Kærlighed at have overvundet den sidste Rest af gammel Fordom. Det syntes ham da ogsaa, at baade Solen og Engenes vilde Blomster smilede ham imøde, ja at selv Køerne paa Marken i Forbifarten tilnikkede ham et: "Til Lykke!"

Heller ikke Hansine havde lukket et Øje den hele Nat. I halvt forvildet Tilstand var hun om Aftenen naaet til sit Hjem, hvor hendes Forældre lykkeligvis allerede var gaaet til Ro, saa hun kunde snige sig ind i sit Kammer og klæde sig af, uden at nogen saae hende. Skønt den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler en Gang – ligesom Prinsen i Eventyrene – vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens jordbundne 140 Liv til en Flugt mod Aandens lyse Højder, ingenlunde var hende fremmed, idet den havde tilhørt hendes Drømme fra den allerførste Gang, hun som halvvoksen var tilstede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge; og skønt det virkelig var sandt, hvad hendes Veninder paastod, at denne hendes Drømmes Helt i Vinterens Løb mere og mere havde antaget Kapellanens Skikkelse, havde hun under Mødet med Emanuel ikke et Øjeblik troet, at hans Ord kunde være andet end et Udtryk for Medlidenhed, et Forsøg paa i hans Egenskab af Præst at trøste hende og tale hende tilrette. Derfor ønskede hun nu, at hun maatte dø. Hele Natten laa hun og rystede under Dynen af Angst for Dagens Komme, fordi hun ikke forstod, hvorledes hun skulde faa Mod til igen at se Mennesker, efter at hun saa forsmædeligt havde røbet sin dyre Hemmelighed.

Alligevel, da det lysnede mod Dag og Fuglenes søvndrukne Pippen begyndte at høres i Haven udenfor hendes Vindu, blev hun roligere. Hun gav sig til med mere Samling at gennemtænke, hvad Kapellanen havde sagt, og hvorledes i det hele alt var gaaet for sig. Og jo mere levende hun nu i Erindringen genkaldte sig Aftenens Begivenhed, des mere Vold maatte hun anvende mod sig selv for at skyde den Tanke fra sig, at Kapellanen virkelig havde bedet hende om at blive hans Hustru. Hun huskede det kærlige Tonefald, hvormed han havde spurgt, om hun holdt af ham, og hvorledes han havde taget hendes Haand og trykket den til sit Bryst … Det blev hende mere og mere umuligt at bortforklare hans Frieri.

Og næppe var hun staaet op, før hun fik Vished. Af Egnens Kludekræmmerske fik hun et Brev stukket ind gennem Vinduet, netop som hun stod og redte sit Haar; og hun behøvede blot at kaste et Blik paa Udskriften for at vide, fra hvem det var. Der stod: "Til Jomfru Hansine Andersdatter". Indholdet bestod kun af en eneste Linie:

141 "Jeg kommer i Formiddag og taler med dine Forældre.

Emanuel."

Dette Brev bragte hende atter helt fra Fatningen. Hun blev siddende paa Sengekanten med Hovedet mellem sine Hænder og vidste i sin Fortvivlelse ikke, hvad hun skulde gribe til. Havde hun dog blot aldrig fulgt Ane langs Stranden – tænkte hun – saa var denne Ulykke maaske ikke sket!

Hun besluttede at betro sig til sin Moder. Efter at have fuldført sin Paaklædning og gjort sig Umage for at udviske Sporene af Nattens Kampe gik hun ud i Køkkenet.

Else, der var beskæftiget med at tænde op i Komfuret, udbrød straks ved Synet af hende:

"Herre Gud, mit Barn! Hvad er der paafærde?"

Hansine vilde i Begyndelsen ingenting sige og gav sig til at tage Mælkefade ned fra "Rækken". Men da Moderen blev ved at trænge ind paa hende, ja tilsidst gjorde sig næsten vred og tog hende i Armen for at faa hende til at tale, begyndte Hansine paa sin sædvanlige butte Maade at fortælle, at hun om Aftenen havde truffet Kapellanen nede ved Stranden, og at han – at han – –

Længere kunde hun ikke komme.

"Naa, hvad han? Saa fortæl dog, bedste Barn!" sagde Moderen.

"Han har … har friet til mig!" brød hun endelig ud og kastede sig i det samme over Ryggen af Køkkenstolen under en stum Hulken.

Moderen foldede i Forfærdelse Hænderne over Ildklemmen og kunde længe ikke tale.

"Det er da ikke sandt, Hansine?" sagde hun endelig, næsten hviskende – som havde Talen været om en tilstaaet Forbrydelse.

Da Datteren ikke svarede men blot blev ved at hulke stumt, tilføjede hun stadig mere bleg og halvt grædefærdig:

142

"Det er jo dog noget saa rent ubegribeligt, Hansine! … Om jeg da kan forstaa, hvordan det kan være gaaet til! Hvem skulde dog kunnet tænke, at det kunde gaa saa galt! … Hvad vil vel Folk mene om det? Det er jo rent forskrækkeligt!"

I det samme kom Anders Jørgen stampende ind ude fra Gaarden med to Blikspande for at hente Mælk til Kalvene.

"Hvad er her tiltorvs, Godtfolk?" udbrød han morgenlystig og holdt Spandene ud fra sig i stive Arme.

Da han langt om længe af Elses stammende Beretning havde forstaaet, hvad der var paafærde, satte ogsaa han et højst betænkeligt Ansigt op. Han havde nemlig en Gang for alle gjort sig det til Vane at antage sin Kones Miner, – men igrunden stod det ham ikke ganske klart, hvad her var at græde for. Han skulde snarere have været tilbøjelig til at betragte det skete som en lykkelig Himlens Tilskikkelse; men han vogtede sig altid vel for at røbe Meninger, som Else ikke først havde godkendt, fordi han overhovedet ikke havde synderlig Tillid til sin egen Dømmekraft.

Nu stod han der med sine underlig døde, blaahvide Øjeæbler og stirrede i betuttet Raadvildhed frem og tilbage fra Moder til Datter. Og da ingen af dem sagde noget, faldt der ham ud af Munden:

"Jamen … jamen, Hansine! Hvordan i Alverden er dette hersens dog kommet?"

"Det veed jeg ikke," sagde endelig Hansine, halvt uhørligt. Hun hvilede endnu Hovedet paa sin Arm men havde holdt op at græde. Forældrenes samstemmende Beklagelser begyndte at krænke hende.

Men nu nærmede Moderen sig og lagde varsomt sin Haand paa hendes Skulder.

"Jamen, sig mig dog, Hansine … holder du da ogsaa af ham?"

Først svarede hun ikke; men da Moderen gentog 143 sit Spørgsmaal og samtidig lod sin Haand stryge med et ligesom tilgivende Kærtegn ned over hendes Haar, mumlede hun:

"Det gør jeg vel nok."

"Ja, for det er da endelig det, det kommer an paa, mit Barn, at I bægge tror, det kan blive til Lykke for Jer. For skønt det jo rigtignok er helt underligt for en anden at tænke paa, saa – naar det nu en Gang er blevet saadan – saa kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til."

"– sin Velsignelse til," gentog Faderen hurtigt; det begyndte at lysne til Smil i hans Ansigt.

"Naar nu bare Folk ikke vil se for ilde til det, … det er det, jeg frygter mest," vedblev Else. "Det fejler vel næppe, at der vil komme til at gaa en Del ond Snak om det; og kanske er der endogsaa dem, der lige ud vil mene, at vi har været med til at lave alt detteherre med Kap'lanen, bare for at lokke ham til vos. Men det faar man jo se at komme over."

"Aa, man kan vel ikke ha'e saa meget at snakke om," prøvede Anders Jørgen forsigtigt. "Folk kender jo da nok Kap'lanen nu."

Else plejede ikke at høre synderlig efter, hvad han sagde; og heller ikke nu lagde hun Mærke til hans Tale men blev staaende tavs og saae med bekymret Tankefuldhed paa Datteren, der stadig ikke rørte sig.

Efter en Stunds Forløb sagde hun, halvt undseligt:

"Ja saa kommer han … din … jeg mener Kap'lanen, maaske her idag?"

"Han kommer i Formiddag," mumlede Hansine.

"Ja, saa maa vi se at komme til Arbejdet. Her skulde dog se lidt ordentligt ud, til han kommer. Han skulde dog ikke gerne mærke andet, end at han var velkommen … Du, Anders, maa ogsaa hæge dig lidt, naar du har givet Kvæget."

"Jeg?" sagde den gamle Mand forbavset og saae 144 ned ad sin graa, lappede Vadmelsdragt, hvor Avner og Hakkelsestraa hang og dinglede i den lodne Lu. –

Det blev en travl Morgen. Da det var Mandag, laa der meget ubesørget Arbejde fra den foregaaende Hviledag. Der var stillet Fløde til Syrning for at kærnes, et Kar Valle skulde ostes og en halv Gris nedsaltes. Endda havde de Vasketøj paa Bleg, og i Stalden stod en syg Ko, der skulde malkes hveranden Time.

Else, der forstod, at hun ikke kunde gøre synderlig Regning paa Hansines Hjælp, og som da heller ikke nænnede at lægge Beslag paa hendes Tanker, sendte Bud efter en Husmandskone, som ogsaa straks indfandt sig. Til denne vovede hun alligevel ikke, da det kom til Stykket, at fortælle Nyheden, skønt Konen flere Gange nysgærrigt frittede og tilsidst rent ud spurgte, om der ventedes fremmede til Huset.

"Ja, der kommer kanske nok et Menneske," svarede Else undvigende og gik ned i Saltekælderen.

Imidlertid havde Hansine opsøgt sin Broder Ole ude i Stalden og bedet ham om at løbe ud i "Lunden" til Ane og sige hende, at hun endelig maatte komme hen til hende straks, da hun absolut skulde tale med hende endnu i Formiddag; og skønt Ole ikke begreb et Muk af, hvad der foregik, lovede han at bringe Beskeden i rette Hænder og saaes et Øjeblik efter i fuldt Firspring ude over Bakkerne.

Mens Hansine i Uro ventede paa sin Veninde, satte hun sig ind ved Vinduet i sit Kammer og stirrede ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter krøb hen over Græs og Gange i deres Sneglevandring fra Vest til Øst. Hun forstod det ikke, at Verden saaledes gik sin daglige Gang, som om intet var sket. Der gik Hønsene roligt og skrabede i Jorden under Stikkelsbærbuskene, og Skaderne fløj sladderagtige fra Trætop til Trætop, ganske som igaar. Henne bag Diget saae hun den solbeskinnede Ryg af det gamle, brune Øg, der stod ubevægelig med sænket Hoved og 145 lod sig gennembage; og hun kunde ikke lade være at tænke paa, hvor saadan et Dyr igrunden havde det godt. Det havde ingen Sorger, ingen Ængstelser, det kendte ikke denne forfærdelige Beklemthed, der fik Hjertet til at banke, saa hele Legemet smertede.

Endelig kom Veninden. Under mange forlegne Omsvøb og megen Kamp med Taarerne betroede Hansine hende henne paa Sengekanten, hvad der den foregaaende Aften var sket, og at hun kunde vente sin Forlovede hvert Øjeblik. Ane blev ikke nær saa forbavset, som Hansine havde troet. Hun omfavnede hende straks under et stormende Udbrud af Henrykkelse og Stolthed og paastod frejdigt, at det altsammen var noget, hun havde tænkt sig for længe siden. Overhovedet – tilføjede hun – var det af den Slags Ting, der saamænd ikke vilde blive saa ualmindeligt herefterdags, da Lighed og Folkelighed nu blev præket allevegne, saa for den Sags Skyld skulde Hansine ikke gøre sig Bekymringer.

Men Hansine var ikke saa let at berolige. Hun vedblev at være adspredt og foer ængstelig sammen ved hver Lyd ude fra Gaarden; – Tiden nærmede sig, da Kapellanen kunde ventes.

"Jeg tror, for Dyden, at den Kap'lan halvt har skræmmet Livet af dig!" udbrød Ane leende. "Jeg kan jo slet ikke kende dig igen. Er det virkelig dig, der aldrig før skulde blinke med en Øjenvippe, om man saa stak dig med Stoppenaale!"

"Ja, du har let nok ved at snakke, du!" sagde Hansine og rejste sig. "Jeg maa vist gaa ind i Stuen nu … Du maa helst komme med," tilføjede hun ganske modfalden, da hun var naaet hen til Døren.

En Timestid tilbragte de to Veninder inde i Dagligstuen, hvor Hansine havde sat sig til at sy for at bekæmpe sin Beklemmelse, mens Ane sad i Ovnstolen med Hænderne foldede om det løftede Knæ og oprullede 146 fantastiske Billeder af den Fremtid, der nu ventede Hansine.

"Man skal vel egentlig til at kalde dig for Frøken nu," skæmtede hun. "Frøken Hansine Andersen, – det lyder jo nok saa gævt."

"Aa, ti dog stille, du!"

"Ja, saadan har du nu Raad til at snakke, fordi du skal blive Præstekone. Men hvad skal der blive af et andet stakkels Menneske? Der kommer nok ingen Kap'lan og vil være god Ven med mig. Jeg maa nok være kisteglad, om jeg kan slippe til at faa en gammel Degn eller en skrutrygget Skomager – –"

Det rykkede paa en Gang i dem bægge. Der hørtes Støvletrin udenfor paa Stentrappen.

XII

Da Emanuel kom ind, udtrykte hans Ansigt straks en alvorlig Skuffelse over i dette Øjeblik at finde den rødhaarede Veninde ved Hansines Side. Men han beherskede sig hurtigt, og da Ane traadte frem imod ham og ønskede ham tillykke – saa kogende rød i Hovedet, at Ansigtets Fregner skinnede ganske hvide – takkede han med et glad Smil.

Derpaa gik han hen til Hansine, der havde rejst sig, og rakte bægge sine Hænder ud imod hende. Hun gav ham – omend nølende og halvt bortvendt – ogsaa bægge sine, og han trykkede dem varmt og længe, mens han tavs betragtede hende. Hun forstod godt, at han vilde have hende til at se op; men hun kunde ikke tvinge Blikket op fra Gulvet. Da han endelig gav hendes Haand fri, skottede hun hen til Veninden og drog Vejret lettet – hun havde været angst for, at han skulde kysse hende.

I det samme aabnedes sagte Døren til Køkkenet, og Moderen kom ind i nystrøget Bomuldsforklæde og 147 med en lille sort Hue paa Hovedet. Hun var i første Øjeblik stærkt benauet, og da hun søgte at skjule dette, fik hendes Maade at hilse paa og hendes hele Væsen overfor Emanuel et Præg af mistænksom Tilbageholdenhed.

Emanuel tog hendes Haand og sagde nogle Ord om, at han haabede, Anledningen til hans Komme var hende bekendt, og at hverken hun eller hendes Mand nærede Frygt for at betro ham Hansines Fremtid; han vilde da – tilføjede han – for første Gang i sit Liv føle sig fuldtud lykkelig.

Else svarede ved ligesom medlidende at lade sin Haand stryge over Hansines Haar og Kind; og da hun overhovedet ikke var god til at tie med, hvad Hjertet var fuldt af, sagde hun:

"Det havde vi jo rigtignok aldrig kunnet tænke os, at det skulde kunne gaa saadan til, … og jeg kan jo ikke sige andet, end at det jo er meget underligt for os. Det er jo ogsaa i alle Maader kommet os rigtig, hvad man kan kalde overraskende. Lige Børn leger bedst, siger man jo, og Hansine er nu kun oplært som simpel Bondepige. Men naar det nu en Gang er bleven saadan, saa er der jo ikke noget at sige dertil, og saa kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til."

Der opstod et Øjebliks Tavshed.

Den blev afbrudt af Anders Jørgen, der viste sig i mørke Helligdagsklæder og med rene, hvide Hosesokker paa Fødderne. Han blev et Øjeblik staaende tvivlraadig henne ved Døren og saae hen paa Else, som om han afventede et Tegn fra hende; derpaa skraaede han kejtet over Gulvet og hilste "Til Lykke og Velsignelse".

Emanuel trykkede tavs hans Haand.

"Værsgo', vil Kap'lanen ikke sætte sig," sagde Else.

Mens nu ogsaa de andre tog Plads rundtom i Stuen – Hansine og hendes Veninde henne paa Bænkeenden 148 under det ene Vindu – satte Emanuel sig i Armstolen ved Kakkelovnen. Han var forstemt, næsten vred. Det forekom ham, at han havde haft Ret til at vente en mere hjertelig Modtagelse.

Else gav sig til at tale om Vejret, om det begyndende Savn af Regn for Græssets og Vaarsædens Skyld, om den megen Sygdom, der var mellem Folk, og om den ny Distriktslæge inde i Kyndløse. Emanuel svarede kun med enkelte Enstavelsesord, og tilsidst forstummede Samtalen helt.

"Hør, Anders," sagde da Else, henvendt til sin Mand. "Kap'lanen kunde kanske have Lyst til at se Kvæget."

Anders Jørgen lettede sig halvt af Stolen, og der kom Liv i hans døde Øjeæbler.

"Ja – kanske Kap'lanen har Lyst til at se Kre'turet?"

Emanuel sagde Ja og rejste sig temmelig brat, idet han knappede sin Frakke tæt omkring sig. Det saae næsten ud, som tænkte han paa at forlade Huset med det samme.

Men da begyndte Else at blive ængstelig. Hun gik hen til ham og sagde, mens hun forsøgte at smile med sit gamle, hjertevindende Smil:

"Ja nu slaar De Dem vel til Ro hos os idag, ikke sandt? De vil jo nok tage tiltakke med, hvad vi kan byde til Middag i al Tarvelighed. Havde vi vidst dette her noget før, skulde vi nok have haft det lidt mere festligt. Og nu maa De da ikke være vred, fordi vi kanske straks var lidt underlige tilmode ved at høre om det. Vi havde jo aldrig kunnet tænkt os, at vor Hansine skulde komme saa højt paa Straa og faa en saadan Mand som Dem. Men vi er jo da igrunden allesammen kun inderlig glade og taknemmelige for, hvad der er sket; De maa nu da ikke tro andet. Og nu bliver De nok her hos os idag, ikke sandt?"

"Kære Else," svarede Emanuel, øjeblikkelig formildet, 149 og tog hendes Haand. "Jeg vilde unægtelig gerne have Lov til fra nu af at betragte dette Sted som mit Hjem. Jeg har længtes saa meget efter at kunne gøre det, … og jeg har da paa en Maade heller ikke længer noget andet."

"Ja, saa skal De ogsaa være ret af Hjertet velkommen da," sagde Else, idet hun nu helt genvandt sin gamle Fortrolighed, og klappede ham paa Armen. "Vi har jo holdt saa meget af Dem lige fra den allerførste Gang, vi saae Dem … det er da vist og sandt, at vi har. Men gaa De nu ud med Anders og se Dem lidt om. Det er jo ikke store Sager, vi har at vise frem; for det er jo endda en fattig Bondegaard, De er kommen til. Men det vidste De vel nok iforvejen, tænker jeg."

"Jeg vidste i hvert Fald, at jeg ikke søgte den Slags Rigdom, om hvilken I herude paa Landet har det smukke Ord: Møl æder den, Skam begræder den", svarede Emanuel. Derpaa vendte han sig mod Hansine og tilføjede smilende: "Skal ikke ogsaa du ud og se dig lidt om i Stalden?"

Hun forstod ikke Vinket, blev rød og sagde – med et Blik paa Moderen – at hun vistnok skulde hjælpe til i Køkkenet.

"Ja, ja! Paa Gensyn da!" sagde han og sendte hende et Nik.

XIII

Anders Jørgen og Emanuel gik først ud i Hestestalden, der laa i en nybygget Længe lige overfor det bedagede Vaaningshus. Her stod to store, røde Hopper og et loddent Aarsføl, der alle begyndte at rasle med Grimeskafterne og "gumre" nede i Krybberne med denne hule, hyggelige Lyd, hvormed Heste modtager kendte Folk i Stalden.

150 Med en Livlighed, der vakte Emanuels største Forbavselse, gav Anders Jørgen sig til at gøre omstændelig Rede for Dyrenes Alder, Karakter og Stamtræ. Med særlig Stolthed fortalte han, at "Tøsen der" – han mente Føllet – var en direkte Ætling af den berømte Stærkodder II, der tre Aar itræk havde taget første Præmie ved Hingsteskuet i Roskilde, og som i det hele kunde bedække sit Bryst med flere Hæderstegn og Æresmedailler end nogen Fyrste.

Emanuel hørte opmærksomt paa ham og besaae med Interesse de forskellige Indretninger i Stalden og i den tilstødende Skære- og Tærskelo. Han undersøgte Hakkelsekniven og Rensemaskinen, udspurgte om de enkelte Skruers og Tandhjuls Betydning og lod sig i det hele grundigt indvie i disse Landbrugets Mysterier, som han ikke havde været paa nært Hold, siden han som Barn havde besøgt en Onkel paa en Herregaard ovre i Jylland.

Da de kom ind i Kostalden, fængsledes hans Opmærksomhed dog mest af en Fuglerede, der var klinet op under en af de spindelvævsbesatte Loftsbjælker, og hvorfra et Svalepar fløj ud, idet han traadte ind.

"Nej, se dog!" udbrød han henrykt.

Anders Jørgen, som mente, at et saa begejstret Udraab alene kunde gælde hans Kvægbestand, lod med et fornøjet Smil sin Haand falde tungt ned paa Bagen af en mægtig Fedeko og sagde:

"Ja, her skal Kap'lanen se et Stykke Kyd!"

Køerne var nemlig Anders Jørgens Kælebørn, og som Kvægopdrætter og Kvægfeder havde han vundet noget af et Ry i Egnen. Han huskede nøjagtigt, hvor meget hver af hans syv Køer havde malket og vejet i al den Tid, han havde haft dem i sin Stald. Han vidste paa sine Fingre, hvor mange Pund Klid, Skraa, Halm og Rapskager de havde fortæret, og hvorledes Forholdet i de sidste tyve Aar havde stillet sig mellem Smør-, Kød- og Foderpriser – og om alt dette udbredte 151 han sig nu med stor Tungefærdighed, idet han tillige gav en næsten videnskabelig Forklaring af den nymodens Kraft- og Staldfodring, af hvilken han viste sig at være en lidenskabelig Tilhænger.

Emanuel hørte paa ham med stigende Forbavselse. Denne lille, halvblinde Mand med det kejtede Væsen, som han hidtil havde anset for lidt af en enfoldig Pusling, stod her foran ham fuld af Iver og forfægtede selvstændige Anskuelser, aabenbarede en Indsigt, udfoldede en Sagkundskab, der ganske overvældede ham. Og i sit stille Sind tog han heraf en ny Bekræftelse paa, at meget af den Miskendelse og Uret, hvorunder Bønderne alle Dage havde lidt og endnu led, alene skyldtes Mangel paa ret Forstaaelse af dem. Det gik i disse Øjeblikke tilfulde op for ham, hvor ganske nødvendigt det var – ogsaa for dem, der vilde virke som Præster mellem disse Folk – at slutte sig til dem helt og holdent for at vinde deres Fortrolighed.

Anders Jørgen, der følte sig smigret ved Emanuels Interesse for hans Bedrift, blev mere og mere snaksom. Han førte ham efterhaanden rundt gennem alle Udlænger og Udhuse, viste ham Havreboden, den lukkede Hestegang, tog ham med ind i Faarestien, ned i Roekælderen, – og Emanuel fulgte overalt uden Modstand. Tilsidst, da de kom ind i Svinehuset, og Anders Jørgen i sin Ivrighed vilde have ham med over Indhegningen, for at han kunde føle Svinene paa Flæsket, blev det dog Emanuel for meget. Han lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde:

"Tak, kære Anders Jørgen – men det, tror jeg, jeg maa bede om at have tilgode til en anden Gang."

I det samme viste ogsaa den hvidblonde Ole sig for at mælde, at Middagsmaden var færdig. Emanuel hilste kammeratligt paa sin tilkommende Svoger og tog ham for første Gang nøjere i Øjesyn, – det var en køn, frisk, femtenaarig Knøs, lidt lille ligesom Hansine og med et endnu ganske barnligt Ansigtsudtryk.

152 "Vi to skal blive Venner!" sagde han og kneb ham i den æblerøde Kind.

Fyren stirrede maabende op paa ham og derefter hen paa Faderen; og saa saare Emanuel slap ham, løb han, alt hvad han kunde, bag om Ladelængen og ind i Bryggerset, hvor han grinende fortalte Husmandskonen, hvad Kapellanen havde sagt. Men Konen, som efterhaanden havde faaet Færten af, hvad der var paafærde, trak Munden op til Ørene og sagde:

"Du er en rigtig Fjerding, Ole! Kan du da itte begribe, hvad her gaar for sig!"

I samme Øjeblik begreb Ole det. Rød som det dryppende Blod stirrede han op paa Konen, vendte sig derpaa tavs omkring og løb sin Vej. Da Moderen lidt efter traadte ud paa Stenflisen og raabte ham ind til Maden, svarede han ikke; og under hele Maaltidet lod han sig ikke se.

Inde i Stuen var Bordet dækket med ren, hvid Dug og blomsterbemalede Lertallerkener. Pladsen for Bordenden var forbeholdt Emanuel. Han havde straks søgt at faa Hansine til at tage Plads ved hans Side, men han opdagede snart, at det vilde være stridende mod god Bondeskik, om Husets Datter satte sig ved Bordet, saalænge Gæsterne spiste. Saa maatte han nøjes med at nikke til hende, naar hun bar ud og ind fra Køkkenet.

Retterne var for Emanuels Vaner ret tarvelige, og han vidste end ikke, at Risengrød og speget Flæsk med Røræg i Bønderhjem betragtedes som Højtidsmad. Aldrig havde alligevel et Maaltid forekommet ham festligere end dette. Solen kastede sine Guldskiver midt ind over Dugen, og han syntes, at han nu først var kommen rigtig ud paa Landet. Gennem Forstuedørene, der var aabnede, strøg en frisk Duft af Hø og Stald ind fra Gaardspladsen; og paa de milde Luftstrømme gled snart en hvid Sommerfugl ind – ligesom et lille Skib for fulde Sejl – snart en travl Humlebi, der brusede 153 frem som en Luftens Damper og et Øjeblik fyldte Stuen med sin vrede Summen, før den foer ud igen.

Tilsidst viste ogsaa Hønsene sig i Flok, hidlokkede af Skeernes og Gaflernes Raslen. En for en hoppede de husvante ind over Tærskelen og begyndte straks at opplukke de tabte Krummer fra Lergulvet under Bord og Bænk. Kun den store, knejsende Hane blev staaende udenfor i Forstuen og smaaklukkede som en aarvaagen Inspektør, paa een Gang opmuntrende og advarende.

… Efter den søvnløse Nat og Dagens mange Sindsbevægelser følte Hansine sig saa træt, at hun, da Maaltidet var tilende, maatte gaa ind i sit Kammer og hvile sig lidt.

Dette var en haard Skuffelse for Emanuel, der havde længtes efter endelig at komme til at tale med hende i Enrum. I en Timestid maatte han nu nøjes med Elses Selskab, idet ogsaa Anders Jørgen saae sit Snit til at liste sig bort for ovre i Loen at tage sig sin sædvanlige Middagsskraber med en Træsko til Hovedpude.

Paa Bønderkoners Vis førte Else nu Emanuel rundt i hele Huset. Hun viste ham baade Køkken og Bryggers – hvor den smilende Husmandskone lykønskende rakte ham en pjaskvaad Haand – og førte ham ned i Salte- og Mælkekælderen, hvor hun til Ære for ham lod et Parti friskkærnet Smør nedslaa i en Drittel. Tilsidst gik de ind i "Salen", et stort, blaakalket Rum, der laa for sig selv paa den anden Side af Forstuen. Af Møbler fandtes her kun et dobbelt Klædeskab og tre store, grønmalede Kister, hvori Husets Forraad af Linned, Dækketøj og gamle Familieerindringer laa forvarede. Else aabnede Kisterne en efter en, og Emanuel saae her mange Ting, der vakte hans højeste Interesse. Der var aarhundredgamle Brudeskjorter, Brystsmækker og "Hængklæder", kunstfærdigt overbroderede og med indvævede Navne og Aarstal, der havde kostet Aaringers Arbejde; desuden gamle Gyldenstykkes Hovedtøjer og 154 perlestukne Huer, der havde tilhørt Forfædrenes Bryllupsdragter; Bønnebøger, Skospænder, Brystkæder og Sølvknapper.

Else selv var mest optaget af at fremvise sin gennem mange Aar opsparede Beholdning af Lærreder, Vadmel og spunden Uld; thi denne udgjorde – hvad Emanuel ikke tænkte paa og heller ikke vilde have forstaaet – Børnenes hovedsageligste Medgift, idet Gaarden var en Fæsteejendom paa tre Mænds Levetider, hvoraf Anders Jørgens var den sidste.

"Ja, dette er nu, hvad vi har faaet samlet," sagde hun, mens hun fremtog Stykke for Stykke af sine Skatte og strøg ligesom kærtegnende hen over dem med Haanden. "Det er jo kanske ikke saa meget, for Anders og jeg blev jo sent gifte, og de første Aaringer var det kun smaat med Udkommet, saa der var ikke stort at lægge tilbedste. Vi har jo ogsaa mangen Gang haft Uheld baade med Kvæget og Høsten, saa vi maa vel endda være glade til, at vi dog er kommen saa vidt, som vi er. Den Gang jeg fik Tanker til Anders, spaaede min Moder mig rigtignok baade Fattigkassen og al Elendighed, men Vorherre vilde det nu alligevel anderledes med os, og vi har ham meget at sige Tak for."

Hendes Syslen med disse mange hengemte Sager genvakte allehaande gamle Minder hos hende, og hun begyndte af sig selv at fortælle om, hvorledes Anders og hun i deres Ungdom havde fundet hinanden, mens de tjente igaarde sammen i et af Nabosognene. Opfyldt af Beundring hørte Emanuel paa hendes halvt skæmtende Beretning om, hvorledes de i femten Aar havde maattet tjene hos fremmede og udstaa alle Slags Genvordigheder, før de i Fællesskab havde faaet sammensparet saa meget, at de kunde fæste Bo; – og han følte i dette Øjeblik en ny Glæde ved at tænke paa, at han kunde blive dette gamle, stræbsomme og trofaste Ægtepar en Trøst og Støtte i deres Alderdom.

155

XIV

Imidlertid havde Rygtet om Forlovelsen bredt sig fra Præstegaarden ud i Egnen og ved Middagstid ogsaa naaet Skibberup. I Begyndelsen havde man ikke ret villet fæste Lid til det; men da det oplystes, at Kapellanen om Formiddagen var gaaet ind til Anders Jørgens og ikke siden var vendt tilbage, blev man tvivlraadig. I Løbet af den sidste Timestid havde de forskelligste Ansigter – baade voksnes og Børns – tittet over Havegærdet eller ind gennem Porten for at faa Kig paa et eller andet, der kunde bringe lidt Klarhed i Sagen; og mens nu Else og Emanuel befandt sig inde i "Salen", vovede et Par af Byens Kvinder sig helt ind i Bryggerset, hvor de gav sig til at hviske med Husmandskonen.

Da det herved blev slaaet fast, at Rygtet virkelig talte sandt, blev der en Overraskelse i hele Byen. Ingen kunde nu længer holde sig tilbage men maatte hen til Gærdet for mulig at faa et Glimt af de nyforlovede at se; og da Else og Emanuel vendte tilbage til Stuen, sad her allerede et Par af Husets nærmere Venner, der var kommen for at ønske tillykke.

De efterfulgtes snart af flere, og i det hele lod det til, at Elses Frygt for Sladder og Misundelse havde været ganske ubegrundet. Alle opfattede øjensynlig, hvad der var sket, som en Slags Æresoprejsning, der var givet den hele Menighed, ja den hele Bondestand, … en levende Besegling af det Forbund, der Dagen forud var sluttet i Forsamlingshuset.

Hansine, der var kommen ind fra sit Kammer straks efter, at de første Gæster havde vist sig, gav da heller ikke i sin Maade at være paa nogen Anledning til Skumlerier. Mens Veninden, der stadig indtog Pladsen ved hendes Side, med sejrsstolt Mine holdt Armen beskyttende om hendes Liv, sad hun selv halvt 156 fraværende og modtog tavs og helt undselig Vennernes Lykønskninger.

Den hele Eftermiddag stod Stuen fuld af glade og stolte Skibberuppere. Man maatte tilsidst lukke alle Vinduer og Døre op for at faa Luft i den kvælende Hede, og ikke et Øjeblik var Kaffekedlen af Kog. Selv Væver Hansen indfandt sig og hilste paa det unge Par med sit skæve, tvetydige Smil.

Emanuel følte sig efterhaanden lidt underlig tilmode ved at modtage alle disse Menneskers Lykønskninger, endnu inden han havde faaet talt alvorligt med Hansine selv, ja uden at han egentlig endnu havde hørt Ja-Ordet af hendes egne Læber. Han begyndte at blive skinsyg paa denne store, røde Ane, der havde plantet sig ved Hansines Side som en Bevogterske og uafladelig kærtegnede hendes Haand nede i sit Skød – næsten som om det var de to, der var de forlovede.

Omsider fik han Lejlighed til – uden at andre hørte det – at spørge hende, om de ikke skulde spasere lidt sammen ude i Haven.

Hun rejste sig straks. Men Ane fulgte. Det var, som om hun følte sig berettiget til som Hansines bedste Veninde at være meddelagtig i de andres Fortrolighed.

Emanuel havde denne Gang ondt ved at styre sin Utaalmodighed, og efter at de i et Par Minutter havde spaseret omkring i Haven, foreslog han at vende tilbage til Stuen.

Men idet de skulde til at gaa ind, lagde han Haanden paa Hansines Arm og sagde højt og bestemt:

"Der er forresten noget, jeg gerne vilde tale med dig om, Hansine."

Han saae, at hun kom til at skælve. Hun havde denne Gang forstaaet Vinket. Efter et Øjebliks Betænkning drog hun sin Haand bort fra Venindens Arm og sagde til hende:

157 "Vil du ikke gaa ind og hjælpe Mo'er med Kaffen. Jeg kommer straks."

Anes Ansigt fik først et uforstaaende, derpaa et højlig krænket Udtryk. Uden et Ord vendte hun sig om og forlod dem.

Hansine og Emanuel gik langsomt tilbage ad den samme Vej, de var kommen. Ingen af dem talte. Men da de naaede et Lysthus i den yderste Ende af Haven, hvor ingen kunde se dem uden en lille Fugl, der sad og pippede oppe i Løvet, tog han bægge hendes Hænder og stod længe tavs og betragtede hende. Hun var bleg og saae et Par Gange hurtigt og sky op paa ham. Hun ventede, at han skulde tale. Men da han blot blev ved at stirre paa hende med sit ømme, spørgende Blik, lagde hun sig tilsidst frivilligt ind til ham og lukkede Øjnene, – og han trykkede det første Kys paa hendes Pande.

[gå frem]