Smaa Erindringer

For henved et halvt Aarhundrede siden flyttede en Familie til Randers, deriblandt en lille, tykmavet Dreng i den Alder, da Eftertanken vaagner, og Indbildningskraften begynder at forløfte sig paa Tilværelsens Mysterier. Det sidste Stykke af den lange Rejse gennem Jylland kørte han med "Dampvogn". Jernbanen mellem Aarhus og Randers – den første Bane i Jylland – var den Gang lige bleven aabnet, og man havde i Forvejen fortalt ham meget om dette nye Befordringsmiddels Vidunderlighed.

Han blev dog slet ikke imponeret, var i Grunden kun forbavset over de Voksnes Forbavselse. Herregud, det var jo bare som at køre paa Karussel. Markerne drejede sig rundt, og Jorden løb bort under En i lange Striber. Det havde han set før!

Paa lignende Maade gik det ham med selve den fremmede By og de Mærkværdigheder, som man havde forberedt ham paa at skulle møde her: de store Hestemarkeder f. Eks. og den regelmæssige Lørdags-Oversvømmelse af Omegnens rige Bønder med deres sølvknappede Nationaldragter og vægtige Merskumspiber. Det var Ejendommeligheder, han med sine seks Aar ikke var i Stand til at vurdere. Det kom først senere.

Børn i den Alder er jo overhovedet vanskelige at sætte i Forundring. Det gælder selv om de modtageligste, at der er saa lidt, der gør Indtryk paa dem. Ligesom de Vilde mangler de endnu Forestillingen om Aarsagssammenhæng, tilegner sig alt som selvfølgeligt og betragter derfor som oftest med Ligegyldighed, hvad der for de mere udviklede netop er mest mærkværdigt. Dersom det kunde tænkes, at Solen en varm Sommerdag viste sig paa Himlen med Straahat paa, eller at Maanen en frostkold Vinteraften pludselig gav sig til at nyse, vilde et saadant Barn maaske nok studse lidt ved Fænomenet, men iøvrigt ikke ræsonnere over det.

Et stærkere Indtryk gjorde det paa ham at opleve den første Tordenskylle der i Byen. Afløbsforholdene er rimeligvis siden bleven forbedrede; men den Gang oversvømmedes Gaderne ved stærke Regnskyl straks af en grumset Flod, der strømmede ned gennem Byen fra de store Bakker norden for. I de lavestliggende, snævre Gader i Nærheden af Havnen – og der var det netop, at hans Forældres Hus laa – trængtes Vandmasserne sammen og steg fodhøjt over Brolægningen. Som en rivende Strøm jog de afsted mellem Murene og førte med sig, hvad de undervejs havde fundet af flyttelige Genstande. Snart kom et Rendestensbrædt sejlende, snart en gammel Stol, en Spaankurv eller en Trækasse. Det var som at opleve Syndfloden bag en Rude i Noahs Ark.

Hvad der rigtig skulde optage ham, maatte ikke alene tage Opmærksomheden fangen, men ogsaa give hans netop flyvefærdige Fantasi noget at flagre om.

Heftigt rørte det sig saaledes i ham, da han fik at vide, at der i en lille Smøge tæt ved hans Hjem boede en døvstum Skomagersvend; og det var et uforglemmeligt Øjeblik, fuldt af Undren og Rædsel, da han første Gang saa Manden og hørte de uhyggelige Gurglelyde, hvormed han søgte at gøre sig forstaaelig for Folk. Et Medmenneske, der var umælende som Dyrene og gøede som en hæs Hund! Den Tanke førte ind i et hemmelighedsfuldt Mørke, der gav den barnlige Indbildningskraft noget at arbejde med.

Saa var der den lange "Tosse-Kresten", der skridtede gennem Graderne med svingende Arme og savlende Mund. Og der var gamle Ais og hans Kone "Tante Hugtand", to tavse Skygger, der hver Lørdag Aften i Skumringen dukkede op udenfor hans Forældres Hus for at feje Gaden. De forsvandt i Mørket lige saa sporløst, som de var kommen og fik derfor ligeledes noget gaadefuldt over sig, som satte hans lille Tankemaskineri i Bevægelse.

En Dag, han var kommen ud paa egen Haand og slentrede gennem Brødregade, havde han en stor Oplevelse. Hen imod ham paa samme Fortov kom en pæn gammel Dame med hvidt Haar og Hornbriller. Hun støttede sig til en Stok, og skønt Gaden var ganske tør, løftede hun med den anden Haand temmelig højt op, saa man saa en Del af et hvidt Strømpeskaft, der hang i Aal omkring et stilket Ben.

Han tænkte ikke videre over det; men alligevel maa han have set noget undersøgende op paa hende, da han gik forbi; thi i det samme udstødte den gamle Dame et Skrig som Paafuglene i Clausholm Have, og før han fik sig besindet, dansede hendes Kæp paa hans Rygstykker. Med Rædsel gik det op for ham, at det var den gale Jomfru Stabel, hende, der ikke taalte, at nogen saa paa hende. Han gav selv et højt Vræl fra sig og styrtede af Sted. Og aldrig glemte han siden det vilde Blik, der havde brændt ham i Møde gennem Brillerne, da hun for ind paa ham med løftet Stok.

Vore Erindringer fra den tidlige Barnealder er altid usammenhængende. Det er isolerede Billeder, der af en eller anden – som oftest uforklarlig – Grund er bleven fredet af Mindet. De lyser frem af Sjælens Urtidsmørke som maanebeskinnede Øer i et Hav, hvor en Verden er gaaet under. Til Orientering duer de ikke meget. Om alt det, som Tidens Flod og Ebbe slettede ud, oplyser de i Almindelighed ikke noget. De største Verdensbegivenheder kan foregaa for et Barns Øjne og totalt glemmes, mens Erindringen om en død Spurv og dennes højtidelige Ligbegængelse trofast bevares helt op i den høje Alderdom.

I Drengens syvende Aar brød Krigen ud. Hvad huskede han siden deraf? Med Sikkerhed kun, at han en Dag, da han kom hjem fra Pogeskolen, fandt to Skildvagter med Pikkelhuer posteret foran Porten, at hele den underste Etage og alle Udhusene var rømmet for at give Plads for den fjendtlige Indkvartering, at to af Stuerne blev indrettet til Regimentskontor, og at de fremmede Soldater til hans Overraskelse var meget venlige imod ham og gav ham Kager. Endvidere: at der en anden Gang rykkede en Afdeling Rytteri ind i Gaarden og sadlede af under stort Spektakel. Der blev raabt og skreget. Kommandoerne krydsede hinanden, Hestene var urolige. Midt i Gaarden stod en lille galhovedet Officer med lange Sporer og en Ordensstjerne paa Brystet og galede som en Hane.

Resten er Taage.

Derimod erindrede han siden meget levende følgende ubetydelige Tildragelse fra de samme Aar:

Han var i Besøg hos en Familie paa Landet, hvor der var en jævnaldrende Dreng. Sammen med denne løb han om Aftenen og legede i Haven, fra hvilken en lang Alle førte ud til Landevejen, da de tilfældigt fik Øje paa noget levende, der krøb op af Grøften dernede og gemte sig bag et af Træerne. Paa Grund af Afstanden og Skumringsdisen kunde de ikke rigtig se, hvad det var. Det kunde være et eller andet Dyr, men det kunde ogsaa være et Menneske. Efter nogen betuttet Raadslagning vovede de sig derhen og fandt en lille Savoyarddreng, en Purk paa syv-otte Aar i den ynkværdigste Forfatning. Hans Klæder drev af Vand og Mudder; han var blaa af Kulde og rystede som en syg Hund. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Engene og var da kommen ud i Hængesæk. Hvad der dog aabenbart for ham selv stod som den egenlige Ulykke, var det, at hans lille Haandorgel havde faaet Skade; Vandet havde opløst Limningen paa et af Dækslerne, der var faldet af. Han sad med Instrumentet i Skødet og var stum af Sorg. Selv da andre af Husets Folk kom til og tiltalte ham paa hans eget Sprog, var han ikke til at slaa et Ord af. Hans Tanker var tydeligvis langt borte. Sorgen havde ført ham hjem til Mor i Bjergene. Med mut Mine viste han al Deltagelse fra sig. Man bragte ham Mad og varmt Øl; men han vilde hverken spise eller drikke. Man gjorde ham forstaaelig, at Instrumentet nok skulde blive gjort i Stand; men han trykkede det ind til sig, som var han bange for, at man vilde rane det fra ham. I hans Øre har der sagtens lydt en moderlig Formaning om aldrig at slippe det af Hænde.

Man maatte tilsidst med Magt føre ham under Tag for at Nattekulden ikke skulde skade ham. Han blev lukket ind i den varme Stald og fik en Knippe Halm at sove paa. Men den næste Morgen var han forsvunden.

Omvandrende Spillemænd, Akrobater, Bjørnetrækkere og den Slags Folk optog i det hele Barnesindet som Aabenbarelser fra en anden Verden. De vakte Drengens første, dunkle Eventyrlængsler. Det var endnu dengang almindeligt, at Jonglører og Kraftkunstnere optraadte paa aaben Gade. De bredte et Tæppe ud over Stenbroen foran de større Huse og gjorde her deres Kunster. Til en saadan ambulant Cirkus knytter sig ogsaa Erindringen om hans første Forelskelse. Et svensk Gøglerpar gæstede nogle Dage Byen med to Børn, en Dreng og en lille Pige, der begge optraadte som Ekvilibrister i kødfarvet Trikot og Fløjls Svømmebukser, gik paa Hænder og slog Saltomortaler. Det var dog ikke Pigebarnet men Drengen, han forelskede sig i. Dennes Smidighed og Kraft, hans lille friserede Hoved og ustandselige Slængkys ud mod Publikum fortryllede hans Hjerte. Sammen med Byens omløbende Ungdom fulgte han Trupen fra Gade til Gade; han løb blot nu og da hjem for at tiltigge sig endnu en Kobberskilling, et Æble eller noget andet godt, som han kunde kaste hen for den Tilbedtes Fødder. Tilsidst ofrede han i et ekstatisk Øjeblik det nyerhvervede, dyrebare Tegn paa sin Modenhed, Lommekniven, som han saa længe havde eftertragtet og endelig faaet i Fødselsdagsgave.

Men det fortrød han bagefter. Og hver Gang Kærligheden senere i Livet vilde forlede ham til en Daarskab, dukkede Mindet om denne lille fine Kniv op for ham som et advarende Tegn. Hvilket iøvrigt aldrig frugtede noget.

Med det fyldte niende Aar kom han ind i Latinskolen. Over dennes Indgangsdør stod disse manende i Ord: "Samler Eder Skatte, som Rust og Møl ej fortærer"; men selv var den en mølædt og skimlet Institution i rask Opløsning. Den aandelige Lysbølge, der dengang var ved at skylle henover Europa f. Eks. med en Bog som Herbert Spencers "Education" fra 1860, havde endnu ikke naaet de danske Strande, hvor dog allerede Grundtvig paa sin profetiske Maade havde sat Dødskrydset paa "den sorte Skole" og forudsagt dens Fald.

Et Eksempel.

Undervisningen i Fædrelandets Historie var betroet til en gemytlig gammel Fyldevom og bestod alene i Overhøring og Karaktergivning. Han var saa døv, at han maatte stille sig op mellem Klassebordene og flytte sig fra Elev til Elev, hvad der undertiden havde sine Vanskeligheder paa Grund af hans tykke Mave. For at faa lidt Liv i Undervisningen, og vistnok navnlig for at holde sig selv vaagen, fandt han paa alle Slags Narrerier. Naar nogen stoppede op i Opramsningen af Lektien, prikkede han til ham med Tommelfingeren, trak ham i Næsen eller Ørene, som gjaldt det om at bringe en Mekanisme i Gang. Til Vejledning for sig selv, naar han ved Timens Slutning skulde indføre Karaktererne i Protokollen oppe paa Katederet, markerede han de begaaede Huskefejl ved at give vedkommende en eller anden Genstand ai holde paa. En fik f. Eks. Ildklemmen at paradere med; en anden sad med et Brændestykke under hver Arm; en tredje balancerede en Bog eller Tavlekridtet paa sit Hoved. Klasseværelsets hele Inventar blev efterhaanden taget i Brug under denne fortvivlede Kamp med Søvnigheden.

Paa saadan Vis indførtes Drengene i deres Fædrelands Historie, og det paa en Tid, da samme Fædreland endnu gispede efter en Kamp, hvor selve Eksistensen stod paa Spil. Disse Klovnløjer var den latinske Skoles Bidrag til den Genrejsning af Slægten, som alle haabede paa, og som hos de unge vel netop maatte begynde med en Forstaaelse af, at Folkets store Minder var en personlig Arv, der forpligtede.

Dog i en gammel By som Randers lader Historiens Aand sig ikke tie ihjel; den tager selv Ordet. Fra indsunkne Bindingsværksgavle med udskaarne Bjælkehoveder talte den til de unge Sind. I de snevre, brogede og mørke Smøger, hvor Skridtene fulgtes af en hul, aandeagtig Genlyd, hviskede den om de svundne Tider og Mænd, og da naturligvis især om Niels Ebbesøn. Paa Søndergade laa et ældgammelt Hus, hvorom der blev fortalt, at det i det væsenlige var det samme som det, hvori den tyske Greve blev dræbt. Det natlige Drama, der paa Skolen bare var en Lektie, blev overfor disse Mure til levende Virkelighed for Drengenes Øjne. Stod de der alene i Aftenmørket, naar der var bleven stille i Gaderne, syntes de at høre selve Suset af det mandige Sværdhug over Sengestok, der friede Danmark af Fjendevold og genrejste dets Ære. Og i denne Klang var der som en Besværgelse. Det blodige Hoved, de saa tydeligt saae rulle henad Gulvet, havde tre strittende Haar paa den kullede Isse og bar Bismarcks forhadte Ansigtstræk.

Henrik Pontoppidan.