Dagmarteatret

Fru Aubrays Idéer. Komedie i 4 Akter af Alexandre Dumas fils, oversat af Fru Mette Gauguin.

Under en Opførelse af Alexandre Dumas' Fru Aubrays Idéer bliver det En mindre uforstaaeligt, hvorledes visse franske Kritikere i Anledning af Et Dukkehjem, En Handske eller hvilke andre af Ibsens og Bjørnsons Problem-Digtninge, der er blevne opførte i Paris, har kunnet tale om Paavirkning fra det franske Drama. Fru Aubrays Idéer, hvori Nutidskvindens Stilling og Opgaver ganske som i de ovennævnte Stykker sættes under Debat, skriver sig fra Slutningen af Tredserne (1867), altsaa fra en Tid, da de to norske Samfundsreformatorer endnu bevægede sig henholdsvis paa de store Fantasiers golde Vidder1 og i Idyllen. I Dumas' som i hine Dramer stilles det frem som Kvindens Fremtidsopgave at hæve sig selv – og derigennem Manden – ved i Stedet for at være dennes Tidsfordriv og (ofte farlige) Legetøj at blive hans Medhjælp, hans jævnbyrdige Forbundsfælle i Livets haarde Strid; og der aander gennem Stykket, trods dets mange Steder satiriske Tone, den samme Tro, der har faaet Udtryk i Slutningsrepliken i et af Ibsens Skuespil, at Kvinden, den sjælsrene, trofaste, opofrende Hustru og Moder, er Samfundets sande Støtte2.

Dog, mere end dette Fællesskab i Idéer bliver man under Opførelsen af et Stykke som Fru Aubray slaaet af den dybe Forskel, der er paa Bygningen og den deraf følgende Virkning af det franske Drama og af det moderne nordiske. Først med Hensyn til Konflikten, den Knude, som Dramaet har at løse, men som i Fru Aubray egenlig slet ingen Knude er, kun en Kurre, der gaar op af sig selv. Den er der kun for at fremkalde Spænding, Forventning. Vi aner den fra allerførste Færd, vi ser den strammes og forvikles og bekommer efterhaanden den samme Fornemmelse, som man faar ved at se en Kanon blive ladet. Den fremkommer saaledes: den gode Fru Aubray, en rig og fornem Enke, der med Iver og Opofrelse har gjort alle forurettede Kvinders Sag til sin, aner under dette ikke, at hendes Søn og eneste Barn, en ung Læge, som hun har opdraget i Overensstemmelse med sine Idéer, og som virkelig ogsaa er en højst sympatetisk Skikkelse, at denne unge Mand har forelsket sig i en Dame, der ikke alene er af meget tarvelig Herkomst, men ovenikøbet har en slem Fortid. Skønt ugift har hun nemlig et Barn, en Dreng paa 4–5 Aar, og hun lader sig stadig underholde af dette Barns Fader, der er gift med en anden. Men hun er ikke desmindre god og ædel, og hendes Hjærte er rent og uberørt. Kun Fattigdom har i sin Tid tvunget hende ned i Skændsel. Fru Aubray, der har lært hendes Fortid at kende, faar Medlidenhed med hende, tager hende under sin Beskyttelse, kalder hende offenlig sin Veninde, ja vil endog næsten tvinge en ung Libertiner af sit Bekendtskab til at ægte Pigen for at skaffe hende Oprejsning. Da betror Sønnen sin Moder, at han elsker denne bedragne Kvinde; han beder om hendes Samtykke til Ægteskab; og hvad man hele Tiden under Frygt har anet, sker nu: den menneskekærlige Frue, der har været saa rundhaandet med at stille Krav til Andre, bliver pludselig en hel anden nu, da Prøvelsen rammer hende selv. Dog, hendes Moderhjærtes Kamp varer ikke længe. Efter fem à syv Minutters smærtelig Vaklen; efter at have vredet sine Hænder lidt og gennemvædet et Kniplingslommetørklæde bekæmper hun sin Stolthed, og fører de to Elskende i hinandens Arme.3

Men en saadan Konflikt, der kun fremkalder nogle Øjeblikkes Anfægtelse, efter hvilken den Paagældende er ganske den samme som før, er i Virkeligheden ingen Konflikt.

Naar man i tre lange Akter gysende har overværet den omsigtsfulde Ladning af den morderiske Kanon, bliver man let flov, naar denne endelig i fjerde Akt knalder af med et Skud løst Krudt. Sligt tillader vore nordiske Dramatikere sig ikke. De skyder altid med skarpt. Mindst af alle er Ibsen nogen Lystfyrværker. Snarere er han vel tilbøjelig til at lægge for kolossalt et Projektil i sit Skyts, saa dette sprænges ved Afladningen.

Overhovedet er vel Ibsen den af alle skandinaviske Skuespildigtere, der som dramatisk Bygmester har allermindst Lighed med en Mand som Dumas, hvor beslægtede enkelte af de Æmner, de har valgt for deres Dramer, maaske kan være. Overfor et saa typisk Arbejde som Fru Aubray føler man tilfulde, hvilken Omvæltning Ibsen med sine senere Skuespil har fremkaldt i hele den dramatiske Kunst, hvad Tekniken angaar. Han har i denne som i andre Henseender vandret sine egne, knudrede Veje, og naar han desuagtet er bleven vor Tids Modeforfatter – i den Forstand naturligvis, at Moden har antaget hans Egenheder, han ikke Modens – saa er det, fordi Dramaet højlig trængte til Fornyelse og foreløbig har faaet ny Livskraft ved den, han har givet det. Forhen begyndte gærne et Skuespil – saaledes ogsaa her Fru Aubray – dermed, at man hurtigst muligt, uden for megen Snak, hensættes i en eller anden, ret hverdagsagtig Situation, som dog viser sig at indeholde Spiren til den Konflikt, hvis gradvise Udvikling henimod et Resultat, en Katastrofe, det er dets Opgave at fremstille. Ibsen gaar oftest akkurat den modsatte Vej. Han begynder – som sidst i John Gabriel Borkman4 – med at fremrulle Resultatet, Virkningen af en forudgaaende Katastrofe, og hans dramatiske Udvikling er en langsom Krebsegang tilbage mod Hændelsens Udspring. Han fremkalder herved en hel anden Art af Spænding og Forventning, end man er vant til. Mens man efter hver Scene i Fru Aubray uvilkaarlig spørger sig selv: Hvad nu? – spørger man under et ibsensk Skuespil bestandig og bestandig mere interesseret: Hvorfor? – Uafladelig ægger han vor Videbegærlighed angaaende de Skikkelser, han fremstiller for os paa en saadan Maade, at vi ser tilbage, ikke frem. Og naar Tæppet tilsidst gaar ned, er disse Menneskers lille Verden virkelig bleven saa fuldstændig afsløret for os, at vi synes at have oplevet og gennemlidt med dem, ikke alene de faa Scener, vi har overværet, men hele deres Liv. Under Opførelsen af Fru Aubray glemmer man derimod ikke ofte, at det er et Teaterstykke, der gaar over en Scene.

Alligevel: Stykket underholder; det er vittigt eller i hvert Fald morsomt, overordenligt behændigt bygget og ikke saa lidt af et Digterværk. Personerne er ikke saa særlig forskellig fra dem, man kender fra andre franske Dramaer. Der er baade den skønne, gaadefulde, fremmede Dame, den ældre, i Livet prøvede Skeptiker, den sorgløse unge Levemand og den uundgaaelige Ingenue5. Dette kan for os gøre saadanne Stykker lidt ensformige; dog næppe mere, end de nordiske Skuespils stadig tilbagevendende herskesyge Bankchefer og nedkuede Hustruer og halvfordrukne Genier rimeligvis forekommer Pariserne, fordi man overfor fremmedartede Fysiognomier mangler Ævnen til at opfatte de finere Nuancer. For os ligner det ene Kineseransigt det andet, saalænge vi kun har Blik for de store Træk.

Opførelsen paa Dagmarteatret i Aftes var ikke helt igennem god. Stærkest var vel Interessen paa Forhaand knyttet til Fru Lautrups Udførelse af Fru Aubrays omfattende og temmelig vanskelige Rolle. Den lykkedes hende ikke helt. I første Akt var hun endog afgjort uheldig. Hun manglede Overlegenhed. Man mærkede ikke, at det var en Dame med Hovedet fuldt af store og – for sine Omgivelser – ejendommelige, ja vilde Idéer, som hun med en Mands Energi søgte at føre ud i Livet. Senere spillede hun sig dog svært op og vandt efter anden Akt et Bifald, der havde en Fremkaldelse til Følge. Alligevel savnedes hele Tiden i hendes Fremstilling det afgørende Element i Fru Aubrays Væsen: det Moderlige. Føleligst var dette Savn i alle Scenerne med Sønnen. Hun var dér for ung, ikke saa meget i sit Ydre som i Udtrykket for sin Inderlighed.

Ubetinget heldig var derimod Fru Neiiendam (født Collin) som den yndefulde, unge Kvinde, om hvis Skæbne Skuespillet hovedsagelig drejer sig. Navnlig fandt hun i Scenen med sin Forfører – vel Skuespillets bedste – gribende Udtryk baade for, hvad hun kalder sin "Taknemmelighed" mod ham, og for sin umiddelbare Afsky. Alene for denne Scene er Stykket værd at se. I sidste Akt kunde hun maaske have været lidt mindre klynkende. Man skulde her, hvor hun kræver den "menneskelige" Frue til Regnskab, mere mærke Proletarbarnets Trods flamme op i den Underkuede og Forkastede. Men det betyder mindre.

Endelig fejrede Fru Olivia Jacobsen en stor Triumf som den femtenaarige Luciénne. Hendes Fortælling om, hvorledes hun i sit Hjærtes Uskyld drager i Fru Aubrays Fodspor ud til en nærliggende Herregaard for at tvinge en derboende Karl til at gifte sig med en Pige, han har forført, var et virkelig lille Mesterstykke, som da ogsaa henrev Publikum til en sand Bifaldsstorm.

Stor Munterhed vakte ogsaa Hr. J. Wiehe som den unge Levemand, hvem nogle af Stykkets vittigste Repliker er lagt i Munden. De øvrige Rollehavende var Hr. Neiiendam som den unge, følelsesfulde Læge, Hr. Emanuel Larsen som Forføreren med det uhyggelige Tilnavn "Den sorte Prins"; Hr. Benj. Pedersen som den graanende Skeptiker. For ingen af disse Herrer var der Lejlighed til at yde noget nyt. Den Første har jo nogle Gange før i denne Sæson været følelsesfuld Elsker (og Ordene synes for hver Gang at blive ligesom mere velsmagende i hans Mund); Hr. Larsen er en prøvet Forfører og Sorteprins, og Hr. Benj. Pedersen er jo bleven graa i Teatertjenesten som lun og ærlig Skeptiker.

H. P.

 
[1] de store Fantasiers golde Vidder: I 1867 udgav Henrik Ibsen Peer Gynt; Brand var udkommet året før. To værker hvis indflydelse på HPs eget forfatterskab gør hans betegnelse her ganske overraskende. Er her tale om en fornægtelse? tilbage
[2] Samfundets sande Støtte: Skuespillet Samfundets Støtter fra 1877. tilbage
[3] hinandens Arme: Man sammenligne med HPs egen Sandinge Menighed (1883/1903) hvori den rige Fru Gylling meget skal have sig frabedt at hendes egen søn vil gifte sig med den fattige landsbypige hun veldædigt har taget i huset. tilbage
[4] John Gabriel Borkman: Opført på Det Kongelige Teater fra 31.1.1897. tilbage
[5] Ingenue: uskyldig, naiv ung pige (især i teatersprog). tilbage