Teatrene
Dagmarteatret: Grænsefolk. Folkeskuespil i 3 Akter af Oscar Madsen. Iscenesættelsen af P.A. Rosenberg.
Det var ikke det allerfineste Selskab, Dagmarteatret i Aftes indførte sit Publikum i. Ikke heller det ædrueligste. Rundt om en timeglasformet Snapseflaske sidder alle tre Akter igennem de samme fire Drukkenbolte, hvis mer og mindre pudsige Samtaler, Eder og Skænderier udgør Stykkets væsenligste Indhold. Naturligvis, en Intrigue er der ogsaa; men den interesserer mindre, skønt der forefalder baade et snigmorderisk Overfald og en Arrestation af en uskyldig Mistænkt. Derimod bærer den ene af Snapsedrikkerne – den Søren Rask, som Hr. Kornbech spillede – i tredje Akt en uforlignelig Søndagshat, hvorom en Tid lang al Opmærksomheden samlede sig, og Hr. Emanuel Larsen syntes som en gammel Skurk med Tilnavnet "Pip" saa gennemtrukken af gammel Snavs og Spiritus, at man formelig mente at kunne lugte ham helt ud paa Tilskuerpladsen.
Handlingen foregaar hos en rødnæset Bommand1 lidt udenfor Kjøbenhavns Grænser, i det Bælte mellem By og Land, der er et Fristed for alle Slags vagabonderende Eksistenser. Denne Bommand, hos hvem nogle af disse "Grænsefolk" finder Tilhold, har en saare indskrænket Kone, og tilsammen har de en Datter, Henny, der er Skuespillerinde ved et Forstadsteater. Dette lader sig høre. Vanskeligere er det derimod at forstaa, at hun i denne Stilling og med den Opdragelse, et saadant Hjem maa have givet hende, har kunnet bevare sig selv saa ren og pur, som hun selv og de Andre stadig siger, især da hun er smuk og meget efterstræbt og langtfra finder nogen Paaskønnelse for sin Ærbarhed hos sin egen Moder, der tværtimod i sin Enfoldighed paa det kraftigste opfordrer hende til at indlade sig med de fine Herrer. Og allervanskeligst er det at fatte, hvorfra hun har faaet den Følelsens Adel, som hun i al sin Færd røber. Fra de fine2 Svirebrødre, der er hendes Venner, kan den da ikke stamme. – Men ligemeget, hun er en Engel, stolt, ærekær, fintfølende, en Halvsøster til Edith i Forskrevet3 og de andre "Kvinder af Folket" i Drachmanns senere Digtning, af hvilken Grænsefolk synes ikke saa lidt paavirket. Navnlig mindedes man under Opførelsen ofte Gøglere4.
Stykkets Elsker er en ung og rig Fabrikantsøn, der har forsét sig paa den smukke Tribunesangerinde, som imidlertid ikke vil lytte til hans Bønner. Man ser dem i første Akt tage Afsked med hinanden en smuk Sommeraften udenfor Bomhusets Havelaage; og man mærker, idet han med et langt Haandtryk forlader hende, at det ikke er med Hjærtet, hun svarer Nej til hans Bejlen. Men nu kommer Katastrofen. Idet den unge Mand begiver sig paa Vejen hjem, overfaldes og udplyndres han af en Landevejsrøver og bliver af nogle Tililende bragt halvdød til Bommandens Hjem. Nu vil imidlertid Ulykken, at denne paa samme Tid færdes ude i drukken Tilstand og senere kommer ravende hjem med en blodig Haand; og da det desuden bliver bekendt, at han kort forinden har udstødt Trusler mod Fabrikantsønnen, fordi denne efterstræber hans Datter, mistænkes han for at være Gærningsmanden og fire Betjente fra nordre Birk marcherer ind for at arrestere ham.
Denne Scene var ganske virkningsfuld, og Hr. Lindstrøm spillede her som Bommanden med et Maadehold, som gjorde ham Ære. I det Hele var det ikke mindst Skuespillernes Fortjeneste, naar Stykket slog an. Baade Hr. Neiiendam som den unge Elsker, og især Frk. Blad som den fuglefrie Ledvogterdatter spillede smukt og forstandigt, om hun end ikke gjorde Figuren mere sandsynlig, end den er fra Forfatterens Haand. En bredere og djærvere Spillemaade, en stærkere Fremhæven af Zigøjnernaturen i dette stolte Pigebarn fra "Grænsen", der tilsidst rentud afslaar den rige Mands Haand, fordi hun ikke vil give Slip paa sin ubundne Frihed, vilde vistnok have kunnet raade Bod paa en Del af Usandsynlighederne.
Sidste Akt føltes mattest. Naar Tæppet gaar op, sidder Bommanden, der arresteredes i Slutningen af forrige Akt, atter paa sin Plads ved Brændevinsbordet, renset for al Mistanke. Knuderne i dette Stykke er i det Hele saa løse, at de gaar op af sig selv. Publikum følte sig kendelig lidt skuffet ved denne hurtige Retsforfølgning. Heldigvis reddede Hr. Sofus Neumann Situationen ved i Stykkets sidste Scene at optræde uventet som en højst pudsig Forstadsteaterdirektør, og Tæppet faldt under livligt Bifald.
Literær Værdi har Grænsefolk ikke og gør heller næppe Fordring derpaa. Men det er et harmløst Værk med en Del lattervækkende Karikaturer og et Par morsomme Repliker. Og det har det Fortrin kun at spille i halvtredje Time.
H. P.
