Enetale

Tirsdag

Det tegner til, at Stemningen her i Byen skal røres op til en Storm mod Variétéerne. Man læser Opraab i Bladene. Man diskuterer Sagen i Familiekresene. Min egen kære Tante Sippedine var her hos mig i Eftermiddag med en Adresse, som jeg absolut – hun sagde endog "for Himlens Skyld" – maatte underskrive. Da jeg vægrede mig, blev hun vred. Hun spurgte mig, om jeg da ikke havde Sans for vort Folks aandelige Sundhed og Renhed (jeg rystede paa Hovedet); om jeg da rolig kunde se paa, at Tøjlesløshedens og Oprørets Aand som hidtil fik Lov til frækt at brede sig i Befolkningen – (jeg svarede ja). Saa gik hun sin Vej med Lommetørklædet trykket for Øjnene. Det stakkels forkludrede Menneske!

Det er vanskeligt at forstaa, hvorfra en saadan Indignation kan stamme. For i Virkeligheden gives der jo ikke uskyldigere Forlystelesanstalter end de af vore store Variétéer, hvor den brede Befolkning samles. Der sidder skikkelige Familiefædre med deres Koner og Børn og drikker et Glas Øl og spiser et Stykke Smørrebrød. De Folk, der gaar fulde derfra, er i de allerfleste Tilfælde ogsaa gaaet fulde derind. For dem har Variétéen intet Ansvar. Og den Underholdning, der bydes, kan da ikke tænkes tammere. Lidt Luftgymnastik, lidt Pantomime, en barhalset Danserinde. Ingen Engel kan tage Forargelse af sligt. Desuden bliver jo den hele Forestilling kontrolleret, Sangene censurerede, Damernes Nedringethed nøjagtig udmaalt. Hvad i Alverden kan man forlange mere?

Det er Præster, der staar bag – det kan ikke være andet. Maaske har en saadan Sortkjole en Aften, naar han er gaaet hjem fra en Andagts-Te med hjemmebagte Kringler, stødt paa et lystigt Selskab henne paa Raadhuspladsen; og hans Fantasi, ophidset af Bønner og Askese, har da oprullet ham et Billede: Variétéen som et slags hedensk Tempel, viet til Vellysten og de vildeste Orgier. Eller skulde vi virkelig være komne saa vidt i Hængehovederi, at ethvert lidt højrøstet Udbrud af Livsglæde straks stemples som Tøjlesløshed, enhver lidt overgiven Stemning som moralsk Fordærvelse? Det er saamænd ikke umuligt. Man har jo sét sligt før i Dag. Og – hvad værre er – i denne Sag har Præsterne fundet en Valplads, hvor de alle kan mødes i Samdrægtighed. I Kampen for [>mod] denne paastaaede offenlige "Usædelighed" har de faaet et Middel til at bortlede Opmærksomheden fra de indbyrdes dogmatiske Stridigheder, der i høj Grad truer med at undergrave Kirkens Avtoritet. Her har Sortkjolerne fundet det Løsen, det Samlingsmærke, som de har behøvet. Her har de faaet det Skærmbrædt, bag hvilket de kan skjule Bibelkritikens Ravage.

Saadan gaar det altid. Naar Troen beskydes, holdes Lasten frem som Skjold. Og – hvad der er det allerværste – Præsterne har her en Lejlighed til at gøre Indtryk paa Folk, hvem de ellers ikke faar i Tale. Der er Mange, der gaar omkring med den trygge Følelse af at have løsrevet sig fra Kirkens Indflydelse, saa snart de med Overbevisning har forkastet Troen. Men saa let løskøber man sig ikke. Bortkastelsen af alle Dogmer er det allermindste af Sagen. Langt, langt vanskeligere overvinder man den Art moralske Anfægtelser, de overdrevne Forestillinger om enhver løssluppen Livsytrings Forkastelighed eller Farefuldhed, der ogsaa kan være Kirkens Værk. Derfor sér man Mange, der ellers stiller sig fjærnt, ja endog fjendtligt til Præsterne, i en Sag som denne gaa i disses Ledebaand, ja ikke sjælden forekommer det, at netop saadanne bliver de aller villigste Lam.

H. P.

Fortsæt til næste enetale.