Enetale
Søndag.
Dagens Tekst var Matthæus' Beretning om den kananæiske Kvinde1, der opsøgte Jesus for at bønfalde ham om Helbredelse for sin besatte Datter, og hvis Tro Jesus prøvede eller vel snarere opelskede ved først slet ikke at svare hende, derpaa at vise hende bort og tilsidst foragtfuldt at sammenligne hende som Hedningekvinde med de urene Hunde. Men da omklamrede hun Jesu Fødder og raabte til ham sine paa en Gang ydmyge og glødende Ord om Hundene, der æder Smulerne fra deres Herrers Bord; og han sagde: "Din Tro er stor. Dig ske, som Du vil!"
Det var Gudstjenesten i Jesuskirken2, jeg i Dag overværede. Det var første Gang, jeg hørte Valbypræsten3 tale, men jeg vil for Fremtiden sikkert komme der oftere. Jeg har sjælden hørt en Mand paa en Prækestol tale saa naturligt, med saa lidt Svulst og dog langtfra uden Værdighed, ja Skønhed; desuden saa klart, saa logisk, jeg havde nær sagt overbevisende. Man mærkede, at den unge Præst var en Tænker, et Stykke af en Videnskabsmand og af en Karaktér, saa gennemskinnet hans Tale og hele Fremtræden end var af en næsten middelalderlig barnlig Fromhed. Vi er jo ikke forvænte med at se Personligheder paa vore Prækestole. Derfor bliver man straks taknemlig, naar man endelig mener at have truffet en saadan.
Hvad jeg særlig mærkede mig i hans Præken, var hans stærke Fremhæven af Troen paa Bønhørelsen som det afgørende Skillemærke mellem Kristne og Ikke-Kristne. Han sagde: Ogsaa andre Mennesker tror jo paa en Gud; Nogle betragter ham som en vældig Aand, der er altfor ophøjet og har altfor travlt med at styre Solens og Stjærnernes Baner til at kunne agte paa en Menneskemyres Suk; Andre mener, at Gud i det Høje nok hører, men ikke kan bønhøre Menneskene, fordi han en Gang for alle har skabt sig selv Love, han ikke kan bryde. For saadanne Folk, der gærne vil kalde sig Kristne, skal Hengivelsen i Bøn og Andagt da tjene som et Styrkelses- og Renselsesbad for Sjælen, en Flugt fra jordisk Urenhed og Begær. Den sande Kristne derimod er forvisset om, at alt, hvad han – ligesom hin kananæiske Kvinde – ydmygt og dog med Styrke og Udholdenhed beder den himmelske Fader om, det vil gives ham, forudsat blot, at det ikke staar i Strid med den Plan, som Gud har udkastet for hvert enkelt Menneskes som for den hele Menneskeheds Frelse, i hvilket Tilfælde Bønnen dog ogsaa kan siges at blive opfyldt, endog paa Trods af det kortsynede Menneskes eget øjeblikkelige Ønske; idet han som Kristen i Virkeligheden og af Hjærtet kun kan ville, hvad der tjener til hans Frelse.
Dette var omtrentlig Tankegangen. I hvert Fald forstod jeg den saadan. Det er ikke saa let i vor Tid, hvor der prækes en forskellig, ja til Dels forskelligartet Kristendom i alle Kirker, i hvert enkelt Tilfælde straks at komme paa det rene med, hvad man hører. Men nok om det. Her har vi altsaa en fastslaaet Sætning, et Dogme, der i hvert Fald gælder i Valby: Bønhørelsen. Jeg hilser altid ethvert endnu urokket Dogme med Glæde. Jeg forstaar slet ikke den Iver, hvormed Mange i vore Dage stormer løs paa disse Kirkens gamle Grundpiller. Naar man ikke netop hører til dem, som mener sig kaldede til at restavrere det gamle Kirkehus, og som derfor ogsaa ret naturligt ønsker at give Dogmerne en tidssvarende Reparation; naar man maaske oven i Købet hører til dem, der i Kirken sér Lysets og Fremskridtets Arve- og Dødsfjende – hvortil da denne Fremfusenhed? Saadanne utaalmodige Folk skulde en Dag med Opmærksomhed iagttage en Skovhugger, der gaar i Gang med at fælde en gammel, mosgroet Eg, der med sin gravkolde Skygge kvæler Skovbundens unge Spirer i vid Omkres. Han begynder med forsigtig at kappe alle Kviste og afsave alle Grene, først de mindre, siden de større, derpaa de allerstørste, indtil Stammen staar der nøgen og grim og strækker sig mod Himlen, et Skræmsel for alle Skovens Fugle. Naar han da med sin store Sav overskærer den'1 ved Roden, falder den til Jorden med en enkelt, dump Lyd – en død Klods, intet andet. Havde Skovhuggeren derimod straks givet sig til i sit Ansigts Sved at hugge løs paa Stammen, indtil den gav efter og sank om – han vilde rimeligvis efter dets Fald selv have ligget knust under Kæmpetræets Grene. Og med hvilket majestætisk Brag og Sus vilde det ikke segne til Jorden! Alle Skovens Skader og Finker vilde opstemme et Halleluja, som kunde høres over det hele Kirkesogn. Som et højtidsfuldt Sagn vilde Historien om dette gamle Træ leve fra Slægt til Slægt paa alle Fugletungerne. Det skulde netop ved sit Fald opnaa en Betydning, som Ingen i dets levende Live havde drømt om.
Nej, man skal aldrig forivre sig, naar man vil reformere grundigt. Det er kun de daarlige eller de uerfarne Læger, der øjeblikkelig kaster sig over en Betændelses Sæde, trykker og klemmer paa den ømme Byld, saa Patienten forskrækkes og af Angst giver sig til selv at kvaksalverere med sin Skade eller endog foretrækker at gaa med den hele Livet fremfor oftere at udsætte sig for hans Behandling. Den kloge og besindige Læge bærer sig ad ganske som Skovhuggeren. Uden et Øjeblik at tabe Hensynet til selve Sygdomskilden af Syne fjærner han først behændigt de lettere og flygtigere Former af Ildebefindende, som Betændelsen har fremavlet, fordriver Svimmelheden, beroliger Nerverne, nedstemmer Feberen, modarbejder Smertens Overspændthed, Angstens Hallucinationer o.s.v. Først naar han saa vidt muligt har faaet Organismen til at virke normalt, er den rette Time for ham inde. Da er Bylden moden: da kan Kniven komme.
H. P.
Fortsæt til næste enetale.
