Forfatter-Beskyttelse
Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet – under hvilket "Væsen" ogsaa de danske Forfattere, hører – har i Landstinget indbragt et Lovforslag, der blandt andet har til Hensigt dels at beskytte danske Forfattere mod at blive plyndrede i Udlandet, dels til Gengæld at sikre fremmede Forfattere mod en lignende Skæbne hos os. Tilsyneladende et meget menneskekærligt og patriotisk Forslag.
Man mener nemlig med dette Forslag at kunne forbedre de danske Forfatteres Kaar – og fra alle Sider i Landstinget syntes man at være enig om, at dette kunde tiltrænges. Man gik ud fra, at naar det vanskeliggjordes Forlæggere og Aviser at kapre de fremmede Forfatteres Arbejder, vilde Prisen paa de danske Skjaldes Aandsfostre stige paa Markedet, eftersom Efterspørgslen vilde forøges. Naar dertil kom den Indtægt, som gode danske Forfattere kunde paaregne for Oversættelser fra Udlandet, mente man den gode danske Literatur vel forsørget.
Ræsonnementet er ganske sikkert fuldstændig forkert, og bliver det foreliggende Forslag paa dette Punkt nogen Sinde til Lov – vil denne netop indeholde den største Fare for god dansk Literatur.
Hvem er det nemlig, der vil rammes haardest af den foreslaaede Beskyttelse af fremmed Literatur? Det er sikkert – som det ogsaa blev fremhævet ved Behandlingen i Landstinget – de danske Provinsredaktører, der til deres Blades novellistiske Bidrag saa godt som udelukkende øser af Udlandets Produktion. Men naar denne rige Kilde stoppes for dem – eller naar i hvert Fald Adgangen til den besværliggøres og fordyres – mon d'Hrr. da henvender sig til vore gode, virkelige Digtere, til Drachmann, Schandorph osv., for at faa Stof til deres uundværlige Føljeton?
Nej, de vil ganske sikkert henvende sig til en eller anden Skolelærer Nielsen iblandt deres Abonnenter, som for en billig Betaling skriver en Fortælling eller Roman efter de Mønstre, vi kender fra vore folkelige Ugeblade. Der vil opstaa en sand Hærskare af Forfattere Landet over, en Bertel Elmgaardsk Urtegaard af Digtere, der snart fra Provinsavisernes Spalter vil træde over i vort Bogmarked og oversvømme dette med billige Husflidsgenstande – til største Skade for den alvorlige, solide, kunstskabende Literatur.
Og vil vel selv de større københavnske Dagblade eller de literært redigerede, illustrerede Ugeblade kunne stille sig synderlig anderledes? Vi er et lille Folk, og selv Blade med en Udbredelse som "Berlingske Tidende" eller "Politiken" vil ikke vedvarende finde sin Regning ved at have anséte danske Forfatteres Arbejder i deres Føljeton-Afdeling. De vil ogsaa hjælpe til at fede slette Novellefabrikanter, eller de vil søge til Udlandet lige som nu og maaske trække den Sum, de maa udbetale de fremmede Forfattere, fra deres Journalisters Løn.
Baade pekuniært og literært vil Loven blive til ubodelig Skade for god dansk Literatur, der i Stedet for den nuværende Konkurrence med den gode udenlandske vil blive betrængt af en jammerlig indenlandsk. Hvor meget har ikke netop de sidste Tiaars frodige Oversættelsesliteratur bidraget til at skærpe Sansen for Digterværkers Værdi? Man skulde – tværtimod de foreslaaede Foranstaltninger – søge at lette Adgangen for Blade, Ugeskrifter, Almanakker osv. til godt, fremmed Føljetonstof, saa at hver Afkrog i Landet gennem den stedlige Avis kunde komme til at nyde godt af og udvikles gennem Verdensliteraturen. De gode danske Forfattere vil det ikke skade – kun de slette vil herved blive sat paa smallere Kost.
Men, siges der videre, de mere betydende danske Digtere kan jo efter den nye Lov vente sig forøget Indtægt gennem Honorar for Oversættelse af deres Arbejder i fremmede Lande, f. Ex. i Tyskland, hvor netop skandinavisk Literatur for Tiden skal være svært "paa Mode". Det er dog vist ikke værd at vente sig for meget af denne Indtægt – og selv om saa var, vilde det være ubilligt for nogle enkelte Mænds Skyld at tilstoppe en rig Oplysningskilde for et helt Folk. Det vilde være udemokratisk, det vil sige uretfærdigt. Staten holder jo desuden mere ansete Forfattere skadesløse ved at tildele dem Understøttelser og Hædersgaver. Disses Størrelse kan jo forøges eller der kan gives særlige Erstatnings-Honorarer, afpassede efter den Popularitet, enhver Forfatter nyder i Udlandet.
Men det er sikkert ikke raadeligt at haabe for meget paa dette Udland. Vi har jo i adskillige Aar haft Konvention med Sverige. Men jeg gad kende Navnet paa den danske Forfatter, der har tjent sig noget nævneværdigt gennem Forlæggerne i Stokholm. Man henviser saa ofte til det Tab, som saadanne Forfattere som Nordmændene Ibsen og Bjørnson skal have lidt derved, at der hidtil har manglet literær Konvention mellem Danmark (Norge) og navnlig Tyskland. Men man glemmer, at en Del af den Udbredelse, som disse to Digteres Arbejder har vundet udenlands, maaske skriver sig netop fra den Omstændighed, at deres Værker var saa let tilgængelige. Naar en Forlægger har Valget mellem at udgive en Bog, som han intet Honorar skal betale for, og en, han kun kan erhverve sig i dyre Domme – saa er Valget for ham i Reglen ikke svært. Indirekte har derfor den manglende Konvention været disse Digtere til Gavn ved i forøget Grad at føje Udlandets nye Ry til Hjemlandets gamle.
Af nordiske Forfattere er – næst efter Henrik Ibsen – Georg Brandes sikkert den mest kendte og skattede i Tyskland. Men mon det alligevel vilde blive ham til stor Gevinst, om hans danske Arbejder blev beskyttede der? Der er for Tiden ingen udbredt Interesse for Literatur – og mindst vel for en frisindet – i det store Militærrige. I Boghandlernes Vinduer, der plejer at være et ganske godt Prøvekort paa Publikums Smag, ses – selv i Berlin – kun sjælden en virkelig literær Bog af nyere Datum.
Der findes store videnskabelige Lexika, politiske Brochurer, tyske Klasikere i billige Udgaver og endelig – og fornemmelig – den Art "lægevidenskabelig" Literatur, der hos os kun findes i lidet ansete Boghandlerforretninger i Smaagaderne. Butiksvinduerne formelig oversvømmes af Skrifter som "Dyrebare Raad til svækkede Mandfolk" af Dr. med. X., "Hvedebrødsdagenes Hygiejne" af Overlæge G., "Hemmelige Laster", af en Moder osv.
Der er da næppe Grund til at tro, at den paatænkte Lov skulde gøre heller Georg Brandes nævneværdig Gavn.
Endelig – hvorledes vil det være muligt at føre en blot nogenlunde betryggende Kontrol mod de udenlandske Blade og Bøgers Benyttelse af dansk Literatur? Vi har – som sagt – i aarevis haft literær Overenskomst med Sverige. Men dette hindrer ikke, at svenske Provinsaviser (og langt fra altid de mindste) endnu den Dag i Dag uden Forfatterens Vidende endsige Samtykke optrykker deres Bøger i deres Føljeton – endog umiddelbart efter Bøgernes Udgivelse paa dansk. Der kan nævnes adskillige Eksempler paa, at Fortællinger, der er udkomne til sidste Julemarked i København, straks paa Stedet blev annekterede af svenske Blade til Spaltefoder.
Men gaar det danske Forfattere saaledes i vort kære Naboland Sverige, hvorledes vil det da ikke gaa dem i Siebenbürgen?
Det er i det hele slet ikke den paatænkte Art Beskyttelse, den danske Literatur for Øjeblikket mest trænger til. Den ærede Kultusminister, der har indbragt dette Lovforslag, vilde have glædet Dyrkere af Literatur og Kunst – de nydende saavel som de ydende – langt mere ved at foreslaa Vedtagelsen af Love, der stærkere end de nugældende beskytter Kunstens Frihed, Literaturens Uafhængighed af Øjeblikkets Opfattelse af Religion og Moral, hævder den frie Diskussions Ret og værner fortjente Mænd mod den aandelige Pøbels Overlast.
Vilde det ikke ogsaa være en smuk Opgave for et Kultusministerium at hjælpe Kunstnere og Forfattere til en saa rig Udvikling af deres Evner som muligt, f. Eks. ved i Udlandet at aabne dem en lettere Adgang til Kunstsamlinger, Teatre osv.? Men en Forfatter, selv om han rejser for et Stipendium, der bortgives af Kultusministeriet, kan ikke af dette erholde den Forfatter-Legitimation, der øjeblikkeligt vilde aabne ham fri Adgang til Europas statsunderstøttede Theatre – paa samme Maade som der straks aabnes fremmede Forfattere, Skuespillere, Sceneinstruktører, Danser- og Sangerinder fri Adgang til det kongelige Theater i København, selv om de kun opholder sig der tilfældigt paa en Lystrejse.
H. P.
