Dagbog
16de November.
Jeg læser i denne Tid dagligt "Morgenbladet".
Jeg vil ikke sige, at denne Læsning foruroliger min Nattesøvn; men den giver undertiden Anledning til sælsomme Drømme.
Saaledes havde jeg i Nat følgende besynderlige Drøm.
Jeg drømte om en Femøre, der grumme gærne vilde være en Krone. I Begyndelsen, da den lige var kommen ud af Møntens Kælder, vidste den ikke bedre, end at den virkelig var bleven en Krone. "Jeg har jo dog Størrelsen," sagde den til sig selv. "Og – maa jeg spørge? – skinner jeg ikke ogsaa?"
Alligevel fik den snart at fornemme, at det ikke var det rette Skin, der udgik fra den, og den blev greben af stor Sørgmodighed.
Saa begyndte den at gnide sig op ad alt det Sølv, den kom sammen med, baade i Bøndernes store Skindpunge og i Damernes smaa Perlemodersetuier.
Men heller ikke dette hjalp.
Bønder og Slagtere kastede den foragteligt hen ad Skænkebordene som Drikkeskilling, og Damerne rynkede paa Næsen ad den og tog paa den med Spidsen af deres behandskede Fingre, som om de var bange for at besmudse sig med den. Ja, den Tort maatte den lide, at Folk gav den alle Slags just ikke smigrende Kælenavne, som "Ladegaardsspecie", "Lammeøje" o.s.v.
Det var utroligt, al den Forhaanelse, den daglig maatte høre paa. Den blev ligesom sparket fra Lomme til Lomme og ærgrede sig tilsidst ganske grøn derover.
Endelig en Dag faldt den ind i Byens Fattigkvarter, hvor en tyk Herre med Briller gav den til en lille forsulten Dreng, der stod og græd, fordi han knap havde Bukser paa Kroppen.
Drengen saa lidt paa den store snavsede Skilling, rakte den saa i Vejret og begyndte at danse rundt af vild Glæde. Andre forsultne Drenge og Piger kom styrtende til fra Gyder og Stræder, efterhaanden som Rygtet om den bredte sig i Kvarteret, og for første Gang efter lang Tids Forløb hørte den igen sit ærlige Kristennavn:
"En Femøre! En Femøre! Ludvig har faaet en Femøre!"
Nu kan det nok være, den kom til Hæder og Værdighed! Man formelig stimlede sammen om den, og den blev Dagens store Begivenhed for det hele Fattigmandskvarter.
Og hvor den nu brystede sig! Endelig var den da kommen til den Ære, som den fortjente! Den hørte, hvor de jublede, – hvor de tilbad den! Her forstod man da endelig dens Værd!
Den blev som fornyet; den formelig skinnede af Glæde og Stolthed; thi den lyksaliggjorte Dreng bestilte hele Eftermiddagen ikke andet end at polere paa sin Skat. – –
Senere henlevede den sit Liv i denne lyssky Afkrog og nød almindelig Agtelse og Anseelse. Det hændte vel en Gang imellem, at den maatte gøre en lille Afstikker ud i de rigere og fornemmere Kvarterer, og her blev den da regelmæssig smækvred, naar man ikke vilde tage den for en Gulddukat.
Og det var der ingen, der vilde.
Urbanus.
