Dagbog

En Berliner Hr. Otto Riesz har udgivet en Rejsebeskrivelse, der blandt andet ogsaa omfatter Kjøbenhavn.

Han har rejst med Bane op igennem Østjylland til Frederikshavn og er derfra gaaet over Sverig til Kjøbenhavn. Saa mener han at have set Danmark og udgiver straks en Beskrivelse af Land og Folk.

Trods adskillige af de schwungvolle Begejstringsudbrud, som en Tysker altid har liggende parat under Tungen, fornemmer man tydeligt nok, at Hr. Riesz – som de fleste andre fremmede Turister – langt fra har befundet sig i sit Es hos os. Der gaar som et Lettelsens Suk gennem Bogen, hvor Forfatteren fortæller om sin Ankomst til det Dampskib, der skal føre ham over til den svenske Kyst.

Det er dog ikke med vort Lands Naturskønhed, at han er utilfreds. Tværtimod inspirerer denne ham ofte til ret vilde Udbrud af Henrykkelse. Vejlefjord, Himmelbjerget og frem for alt Havet finder han himmelreizend.

Det er Befolkningen, Hotellerne og – i Særdeleshed – Forplejningen, som alle hans Veklager gælder. Han skildrer for sine Landsmænd de Lidelser, han har maattet gennemgaa, de Afsavn, han kækt har baaret – som var Talen om en ny Stanley-Ekspedition gennem et bælgmørkt Fastland.

Denne Opfattelse af Danmark er vist i det hele ret almindelig hos de Par Fremmede, der i Ny og Næ forvilder sig ind paa vore Enemærker.

For en halv Snes Aar siden sejlede jeg en Dag paa en af de italienske Søer sammen med en vidtberejst Belgier, der, da han hørte, at jeg var dansk, kom hen til mig og med et uigengiveligt Smil, som paa en Gang udtrykte inderlig Medlidenhed og den Lystighed, hvormed man undertiden mindes overstaaede Lidelser, spurgte mig, om man endnu spiste "Røtgrøt" i mit Fædreland.

Jeg tænker, at med omtrent samme Smil vil man en Gang om et Par Hundrede Aar spørge en Grønlænder, om han drikker Tran.

Denne de Fremmedes gennemgaaende Misfornøjelse, navnlig med vore Provinshoteller, har sin gyldige Grund, og skal Danmark virkelig blive det Turistland, nogle drømmer om, maa der i dette Forhold ske en betydelig Forandring. Vor nydannede Turistforening, der allerede i det stille har udrettet meget paaskønnelsesværdigt, maa paa dette Punkt tage ganske anderledes kraftigt fat. Det er ingen ubillig Fordring af de Fremmede, vi inviterer til at besøge os, at de vil have en Seng, de kan sove i, og Mad, de kan spise. Fordi maaske vi kalder en Middag, der bestaar af Kirsebærsuppe og Pandekager med Syltetøj, for delikat, maa vi ikke forundre os over, at fremmede Maver vender sig alene ved Synet.

Men dersom vi en Gang for Alvor faar fremmede Turister her til Landet, maa vi rigtignok ønske os dem mere intelligente end merbemeldte Hr. Otto Riesz.

Man faar just ikke høje Tanker om tysk Skribentvirksomhed for Tiden, naar en saadan Baedecker-Turist kan faa sine Oplevelser trykte, endog i en Udstyrelse, som vi herhjemme kun sjældent ser. Stilen i Bogen minder om den, Skoledrengene bruger til Opgaver som "Hvorledes jeg tilbragte min Pinseferie" eller "En Nøddetur". Uafladelig svinger Forfatteren fra den huleste Pathos til det fladeste Humor, og man kan blade alle de hundrede og ni og tredive Sider igennem uden at finde en eneste træffende Ytring om de Ting, han mener at beskrive. Endog for Kjøbenhavn finder han ikke et malende eller betegnende Ord. Lutter oppyntede Floskler fra Rejsebogen, pligtskyldig Begejstring for Thorvaldsens Musæum og følgende Fantasi-Skildring af Amalienborg Plads:

"Keine Seele zeigt sich. Nur die gebückte Gestalt eines uniformirten Kammerherrn mit hinten hängendem Schlüssel geht leise tretend von einem der Paläste in den andern über den Platz".

At han som ægte Tysker bærer Brystet tre Tommer højere end ret klædeligt er en Selvfølge. Hvad der forbavser (og irriterer) ham mest er den forholdsvise Kølighed, hvormed han overalt modtages. Han kan aabenbart ikke forstaa at enhver Dansk ikke sprækker af Misundelse ved Synet af en skægget Søn af "das grosse Vaterland". Først en Dag oppe paa Rundetaarn smelter hans Hjærte ved her at træffe en Mand, der var bleven tagen til Fange som dansk Soldat ved Dybbøl, og som derpaa havde kæmpet i de tyske Geledder baade i 1866 og 70, – "hatte also thatkräftig inmitten der grossen weltbewegenden Ereignisse unserer Tage gestanden". Denne Mand aabner sit Hjærte for den ædle Berliner. "Vertraunsvoll führte er uns durch die Reihe der Empfindungen, die seine Brust bewegten, und ihn, den ehemaligen Feind, zu unserer Freude zum begeisterten Anhänger unseres grossen deutschen Vaterlandes gemacht hat."

Ganske molboagtigt fremtræder Hr. Riesz' ømfindtlige Nationalstolthed i en Beskrivelse af en Forestilling paa et Varieteteater. En fransk Chansonette-Sangerinde foredrog her under stormende Jubel en Sang, der priste den danske Kvindes Skønhed, i hvilken Anledning han i rammeste Alvor fremkommer med følgende kostelige Ytring: "Ich habe nichts dagegen! Aber dieses Lob stellte alle anderen Frauen auf Gottes weiter Erde in den Schatten" – altsaa ogsaa den tyske!

Dette var Hr. Riesz for meget. Han slutter med de Ord:

"Mir ward das Bier im Glase sauer!" – – sa'e Ræven.

Urbanus.