Høflighed
Fra gammel Tid har det danske Folk – og ikke mindst dets Kjøbenhavnere – været berømt for Høflighed. Mænd med lidt udbredt Bekendtskab maa saa at sige gaa igennem Byen med Hatten i Haanden. "Tak", "Mange Tak", "Tusend Tak" og "Mange tusend Tak" hører til vore mest anvendte Talemaader. Dannede Folk forlader ikke en Sporvogn uden at tage en forholdsvis hjærtelig Afsked med Konduktøren, og denne fører Haanden til Kasketten for hver enkelt Passager, idet han udtryksfuldt besvarer Farvellet.
Dansk Høflighed er – modsat fransk Galanteri – tung og omstændelig. Mens Formaalet for den gensidige Høflighed dog skulde være at lette Omgangen mellem forskelligartede Mennesker, bidrager dens danske Form blot til yderligere at besværliggøre denne. Hvor mangen ældre, skaldet Herre gaar ikke gærne i Kulde og Blæst en lang Omvej for at undgaa at komme gennem Østergade og Vimmelskaftet i Spaseretiden? Og hvem har ikke i sin Omgangskreds i det mindste ét af disse Væsner, der plager Livet af En med deres uafrystelige Artighed; som ikke kan sige to Ord uden at bukke, som næppe tør træde i Gulvet af Frygt for at vække Anstød, og som ved al deres ulidelige Hensyntagen og uafvendelige Omsorg efterhaanden tvinger ogsaa os til allehaande taabelige Dikkedarier for ikke at synes utaknemlig eller grov.
Desværre er denne Artighed tilsidst gaaet os saaledes i Blodet, at det næsten betragtes som uhøfligt at have en anden Mening end Ens Nabo. Tillader man sig at udtale en saadan Anskuelse, om hvilken man maa vide, at den hverken deles af Onkel Povl eller Tante Malle, er det et Tegn paa Uopdragenhed, og forfægter man den ovenikøbet med nogen Overbevisning, kaldes dette slet og ret en Brutalitet.
Den sømmelige Anstand – det er Genstanden for enhver agtbar dansk Ynglings Attraa.
Det hænder vel i Ny og Næ, at enkelte gør sig udtilbens og ganske glemmer Følelsen for det velanstændige. Det er de saakaldte radikale.
Men de er i Danmark ganske ufarlige. De falder nemlig altid hurtigt og sikkert tilbage i Tante Malles Arme. Den, der det ene Aar optræder som den hensynsløseste af Jakobinerne, kan man altid være sikker paa det næste Aar at træffe som den korrekteste af de korrekte.
Det ligger dem i Blodet. De kan ikke i Længden undvære Onkel Povls Anerkendelse; og man maa erindre, at det første, vi her til Lands som Børn lærer, er at bede om Forladelse.
Om Forladelse! – med Hatten i Haanden disse to smaa Ord paa Læben kan man i det danske Samfund komme langt. Der er dem, der slet ikke har forstaaet andet, og alligevel har naaet Tronens Fod.
Urbanus.
