Dagbog

Vi gaar her til Lands i Teatrene med samme Andagt som vi gaar i Kirke. Der er før Forestillingens Begyndelse udbredt den samme stoleklaprende Højtidelighed over Tilskuerpladsen, som vi kender fra Kirkerne før Gudstjenesten. De pyntede Mennesker opsøger deres Pladser med en gravitetisk Alvor, som galdt det en Altergang, og mens Violinerne stemmes nede i "Kapellet", stirrer de stift med æresfrygtfulde Blikke hen paa det malede Fortæppe, som ventede de paa, at dette vilde løfte sig for en himmelsk Aabenbaring.

Denne Andagt er ganske naturlig i de Tilfælde, hvor det er virkelig Poesi og alvorlig Kunst, der præsenteres. Men naar, efter saa megen højtidelig Tillavning, Tæppet gaar op for de fladeste Folkeskuespil og de taabeligste Farcer – kan man da undre sig over, at Folk skuffes og vender sig mod de Steder, hvor man kan nyde den samme Slags Gøgl paa en bekvemmere Maade til et Glas Øl og en Cigar?

En højt æret Kollega foreslog forleden ironisk at omdanne vore Teatre til Varieteer. Jeg kan ikke se det latterlige i dette Forslag. Skulde det meste af Secondteatrenes Repertoire, Stykker som "Rugbrød og Hvedebrød", "Peter Sørensen", "Børsbaronen", "Jorden rundt" osv. ikke glide nok saa nemt ned, naar man kunde nyde dem sammen med sin Aftensmad? Og mon vi ikke i Stedet for de fire Kunstens "Templer", Kjøbenhavn for Øjeblikket har, kunde nøjes med to?

Naar vi kan drive fra Gaden ind i et Teater lige saa ugenert som ind i en Kafe, vil vi atter kunne røres af Folkeskuespillenes Spænding og le af Farcernes Vitser. Men naar man skal sidde i tre stive Klokketimer saa ubevægelig som en Statue, vækkes uvilkaarlig Kritikken, Fordringerne stiger, og honoreres de ikke fuldt ud, begynder man at gabe og ender med at bande.

Men Skuespillerne? vil man spørge. Skal Kunstnerne som gamle Kolling, Zinck, Sophus Neumann osv. fremvise deres Talenter, mens Glas og Kopper klirrer?

Ja, hvorfor ikke? Ak, hvor megen Berømmelse – og just af den allerfineste – er ikke vunden til Akkompagnement af Gafler og Glas og smaskende Munde? Jeg vil ikke nævne Navne; men hvormangen betitlet og højt anset Mand optræder ikke, ja bestilles til at optræde, hvor Bægrene tømmes?

Desuden maa man ikke, for ret at kunne hengive sig til Nydelsen af saadanne Figurer som Jappe og Jokum, helst selv være i en højt løftet Stemning, som ikke saa let tilvejebringes, naar man paa tredje Time sidder fastklemt i en Stolerække, hvor der netop er Plads til Halvdelen af dem, der i Virkeligheden befinder sig der. Skuespillerne vil dog sikkert i Længden staa sig bedst ved at have et Publikum, der afgiver en villig Sangbund for deres Humør – et Publikum, hos hvilket Latteren sidder løs som hos Børn, i Steden for at de, naar det ikke er det saakaldte "Søndagspublikum", de har for sig, oftest kun med Besvær henter den frem som fra en dyb Brønd.

Det er tidt et ligefrem uhyggeligt Syn at se de forgæves Anstrængelser, Skuespillerne udfolder for at faa det trevne Hverdagspublikum ind under deres Herredømme. Ude i Revyteatrene derimod! Til disse strømmer Folk i skarevis, og selv en tarvelig Spøg faar Salene til at runge af Tilskuernes Munterhed.

Hvilket Teaterliv vilde her ikke blive, naar der paa disse Scener i Steden for de temmelig taabelige Revyer, opførtes virkelig gode Lystspil, Folkekomedier, Operetter og Ballet?

Urbanus.