Dagbog

... Det var en lille ældre Mand med et blomstrende Udseende. Han holdt et Papir i sin Haand og præsenterede sig som Skatteopkræver.

Som bekendt bander man aldrig saa alenlagt, som den Dag man faar sin Skattebillet stukken ind ad Døren. Den kommunale Beskatning opfattes som en Art offentlig Vampyr, en paatrængende og hjærteløs Aagerkarl, der bliver ved at ringe paa ens Dør, indtil man lukker op; som hverken lader sig røre af de forældreløses Bønner eller de fortvivledes Trusler, og hvis hele smudsige Bestilling gør ham værdig til alle rettænkende Menneskers Afsky og Foragt.

En Rodemester bevæger sig i en kjøbenhavnsk Ejendom som en Hund i en Andegaard. Fra alle Døre og paa alle Trapper møder han sure Ansigter og opskræmte Miner. Mens man betaler Regningen fra sin Handlende med Smil paa Læben, ja til Overflod betænker Overbringeren med en Drikkeskilling, møder man instinktmæssigt det Offenliges Inkassator med studs Uvilje eller smækker ligefrem Døren i paa Næsen af ham med et:

"Rejs ad Helvede til!"

Der er i det hele lang Vej igen for os, inden vi tilfulde besjæles af det rette Borgersind, d.v.s. førend vi lærer at betragte os – hver især – som et Led i en fælles stor Husholdning. Vi ser i Almindelighed endnu hen til det Offenlige, til Staten, som til en fælles Fjende, hvilken det gælder for os om at bekrige, hvis Anmasselser vil beklager os over, og som vi føler en egen Tilfredsstillelse ved at forulempe, i Særdeleshed ved paa enhver Maade saavidt muligt at unddrage os vore Forpligtelser til den.

Overfor det Offenlige gælder nemlig en ganske anden Moral end i det private Liv. En Mand, der vilde opfatte det som en Gemenhed, om man mistænkte ham for i daglig Vandel med Bevidsthed at have forurettet et Medmenneske for en eneste Øre – en saadan bundhonnet Mand generer sig slet ikke for at forputte toldpligtige Varer i sin Kuffert, naar han vender tilbage fra en Udenlandsrejse, ja han bryster sig endog senere af, hvor snildt han forstod at snyde Toldvæsnet. Og hvor ofte hænder det ikke, at Folk, der ellers fører den allerhæderligste Tilværelse, uden Samvittighedsskrupler aarevis leder Skatteligningskommissionen bag Lyset?

Overfor den kommunale Skattepligt er denne Uvilje nu dobbelt uretfærdig. Lad være, at man undertiden trykker sig lidt ved saadanne Skatter, der medgaar til Militærvæsen, Rigsdag, Hoffets Prinser, Højskoler og Digtekunst – Ting, man tidt har grumme ringe Fornøjelse af, ja undertiden endog betragter som ligefrem skadelige. Men hvad de kommunale Afgifter angaar, faar man sandelig Smæk for Skillingen. For en Sum af ikke hundrede Kroner aarlig faar en almindelige borgerlig Familje brolagte Gader at spadsere i, et Gasblus udenfor sit Hus, frisk og godt Vand i sit Køkken, Besørgelse af al Affaldskørsel, Friskoler til Børneungdommen, billige Hospitalsophold, gratis Lægehjælp, Alderdomsforsørgelse, Fattighjælp og meget, meget andet. Fik man altid saa meget for sine Penge, var man godt hjulpen, og der er sandelig ingen Grund til Misfornøjelse.

Snarere ledes Tanken hen paa, hvor behageligt det vilde være, om man kunne faa alle sine Fornødenheder tilfredsstillede paa en saa nem og billig Maade. Om Kommunen f.Eks. oprettede store Restavrationer, hvor man kunde gaa ind og tilfredsstille sin Sult med Retter, hvis Finhed og Mængde stod i Forhold til Ens aarlige Skat, for hvilken man da altid skulde medføre sin Kvittering. Og om Kommunen efter samme Princip indrettede vore Boliger, møblerede vore Værelser – kort sagt overtog Forsyningen af alle vore Fornødenheder, afmaalt efter vort Skattebidrag – hvor vilde Livet da ikke for os alle blive let at leve!

Urbanus.