Dagbog

Af alle Forbrydere er ingen saa farlige som de oprigtige. Folk, der sniger sig omkring En med Uskyld i Blikket og fromme Lader, kan man sagtens tage sig i Agt for, medens man regelmæssig bliver et Offer for dem, der straks aabenhjærtig tilstaar, at de er Bedragere.

Jeg har en saadan Tjenestepige, der gør mig megen Sorg. Det er et Par Maaneder siden, jeg første Gang opdagede Forbrydernaturen i hende. Da hun er ung, smuk og i alle Maader meget velskabt, kan jeg som Ungkarl ikke godt have hende liggende her om Natten, hvorfor hun kun opholder sig her visse Tider af Dagen og sover hjemme hos sin Moder.

Saa mødte en Morgen i Steden for hende en lille Dreng, der skulde hilse og sige, at hun var bleven syg og ikke kunde komme. Dette gentog sig hver Morgen i en Ugestid, indtil jeg fattede Mistanke og opsøgte Moderens Bopæl. Ganske rigtig fandt jeg hende ogsaa her i bedste Velgaaende sammen med en Veninde, med hvem hun netop skulde ud og more sig.

Jeg gav mig naturligvis straks til at holde en alvorlig Dommedagsprædiken for hende, og skønt hun blev en Del bleg, hørte hun paa mig med en urokkelig Ro. Hun søgte ingen Udflugter, ingen Besmykkelser, fortalte aabent alt, vægrede sig endog ved at lade Veninden dele Skylden og tilstod at hun havde baaret sig forkert ad og fortjente den strængeste Straf. Dette rørte mig, og da hun ellers havde været en flink og ordenlig Pige, der altid punktlig havde udført sine Forretninger, tog jeg hende til Naade igen, og alt blev som før.

Da nogen Tid var gaaet, kunde jeg ikke værge mig mod en Mistanke om, at jeg blev bestjaalen. Dette er en Sag, det ikke er saa let at faa konstateret for en Ungkarl, der vel øjeblikkelig har paa Fornemmelsen, om nogen har været ved hans Skrivebord eller blot taget en eneste af hans Cigarer, medens man derimod kan bestjæle ham for et halvt Dusin Skjorter uden at han mærker det.

Min Mistanke mod Pigebarnet blev bestyrket, da jeg en Dag tilfældig mødte hende, netop som hun kom ud af Ejendommen, hvor jeg bor, med en papiromsvøbt Pakke under Forklædet. Dersom hun nu havde vist sin onde Samvittighed ved at blive rød og forfjamsket, havde jeg sikkert øjeblikkelig antastet hende og givet mig til at undersøge hendes Pakke. Men i Stedet for blev hun blot igen lidt bleg og gik mig lige forbi mod en Mine, der ganske aabent tilstod, at det var Tyvekoster, hun bar under sit Forklæde.

Jeg fik ondt af hende og havde end ikke Mod til at tiltale hende. Heller ikke siden berørte jeg nogensinde Sagen for hende, men lukkede bedrøvet mine Skuffer og Skabe omhyggeligt til, for ikke oftere at bringe hende i Fristelse, og opbevarede Nøglerne i min Lomme.

Men nu begyndte min Elendighed først for Alvor. Jeg mærkede nemlig snart en paafaldende Forandring i den unge Piges Væsen og Adfærd imod mig, og det blev mig ogsaa temmelig hurtig klart, hvad Meningen var, og hvad det var, hun tilstræbte. Hun lagde nemlig ikke mindste Skjul derpaa, men viste ganske aabenlyst, at det var hendes Hensigt at lokke mig i en Fælde og ved sin Ungdom og Skønhed faa mig til at gøre en Dumhed, som hun nok skulde vide bagefter at benytte sig af. Dersom hun endda vilde søge sin Hensigt opnaaet ved Forstillelse og Besmykkelse, skulde min Modbydelighed nok blive vakt. Men hun skrider til Værks med en Frejdighed, en aaben Tilstaaelse af sin dæmoniske Nederdrægtighed, der ganske magtstjæler mig.

Jeg ved vel, at man – Gud være lovet! – ikke er bunden ved sine Piger for Livstid, og at jeg kan sige hende op til den første. Men tro mig, om jeg nænner! –

Urbanus.