Vesterhavsbadene ved Blokhus
Under denne Titel har Hr. Bendix Hou1 udgivet en Skildring, der hovedsagelig bestaar af Udpluk af forskellige Forfatteres Arbejder, navnlig af Goldschmidts bekendte Dagbog2 fra en Rejse gennem Vendsyssel og Thy.
Det hele gør et lidt for reklameagtigt Indtryk, hvad der er uheldigt, da Fremmede deraf let vil danne sig en ganske forkert Forestilling om Stedet, der hidtil netop – i Modsætning til saa mange andre Anstalter af lignende Art – har udmærket sig ved jævn, borgerlig Hygge. Stedets to Badehoteller er ikke – som man af Bogen forledes til at tro – store Etablissementer i den bekendte Strandvejsstil, men hyggelige Villaer, hvis Gæster i Badetiden danner som én stor Familiekreds, der hjemligt betjenes af Vært og Værtinde i Forening med Husets Piger, et Forhold, der sikkert for de fleste yderligere forøger Behageligheden ved Opholdet paa denne mærkelige Strand.
Thi uimodsigeligt er Blokhus et af de ejendommeligste og skønneste Punkter paa hele Vestkysten. Det ligger nogle Mil sønden for Lønstrup, der vel i første Øjeblik imponerer mere med sin høje, fantastisk formede Lerklint, men som hurtigt virker trættende paa Grund af sin flade, fuldstændig interesseløse Omegn, saa man let den ene Dag af lutter Kedsommelighed taber, hvad man den anden kan have vundet i Styrke ved Luftens og Badenes Indvirkning.
Naturen omkring Blokhus er af den Art, der straks virker skuffende, næsten frastødende, men som fængsler mere og mere, jo fortroligere man bliver med den, og som ender med fuldstændig at indtage En.
Den brede, ganske stenfri Forstrand minder flygtigt om Nordstranden ved Skagen. Men bag de ydre Flyvesandsklitter hæver sig her Rækker af gamle, endnu langt mægtigere Klitformationer, nu bevoksede med tørt Græs, Lyng, Rævling og Tjørn, og indbyrdes adskilte ved ejendommelig dybe Kedler, i hvis Bund der vokser Enebær og vilde Æbleroser. Indtil over en halv Mil strækker disse Klitdannelser sig ind i Landet og frembringer Partier af en ganske særegen melankolsk Skønhed. Kommer nu dertil selve Strandens Tillokkelser, det friske Bølgeslag, den berømte Nordsø-Solnedgang, der i overdaadig Pragt søger sin Lige, den hjemlige Hygge i Hotellerne o.s.v. – saa forstaar man let, at Blokhus har formaaet at samle om sig en fast Kreds af Beundrere, der aarlig vender tilbage dertil som en Slags Sommer-Arne. Men man forstaar mindre, hvem der har forledet Hr. Bendix Hou til at stemme Harpen i en Tone, der ligger saa ganske udenfor den Harmoni, som hidtil har været raadende der.
En af to.
