En Hund

Jeg bor i en lille Gade ude paa Vesterbro1. Gaden bestaar kun af fem Huse, men som selv den mindste Smøge her i Byen har ogsaa denne sin Hund.

Det er en stor, smudsig, blaagraa Satan med hængende Savleflab og betændte Øjne. Naar den med sin laskede Krop vralter hen ad Gaden, slingrer Bugen under den som paa en Gris. Og naar den – som den har for Vane – lægger sig tværs over Fortovets Asfalt, spærrer den hele Passagen, saa Damerne, der for Velanstændighedens Skyld ikke kan skræve over Kamelen, maa træde ud i Sølet paa Kørebanen for at slippe forbi. Thi det falder ikke Bæstet ind at rejse sig, selv om man pirker til den med en Stok. Den vender da højst sine væmmelige Øjne mod én og dasker lidt med sin pølseformede Fedthale.

Regelmæssig hver Nat mellem tolv og to – og undertiden endnu længere – holder den hele Nabolaget vaagent ved en afskyelig Hylen og Tuden, som vi forgæves har søgt at skride ind imod. Ejeren, en Kældermand, paastaar nemlig, at Køteren er det fredsommeligste Dyr i Verden, ja at den slet ikke kan gø, hvilket han – som han udtrykker sig – "mange Gange har hørt".

Paa samme Maade forholder han sig overfor de andre Ubehageligheder, som Gadens Beboere daglig har af dette Bæstie. Saaledes har den fundet paa at benytte vore Trappegange til visse ubehaglige Ærinder og lægge sit Visitkort paa vore Maatter, saa vi snart overalt kan finde de alt andet end vel duftende Erindringer om "Kejsers" Besøg.

Men henvender man sig i den Anledning til Ejeren, svarer denne med største Koldblodighed, at hans Hund er det renligste Dyr under Solen, og søger man at trænge yderligere ind paa ham, afviser han én med det Spørgsmaal, om "man maaske har set det".

Endnu paa mange andre Maader gør denne Himmelhund os Opholdet her til et Helvede. Staar man f. Eks. blot et Øjeblik fredsommeligt udenfor sin Gadedør for at tage Afsked med en Ven – straks kommer Afskummet vraltende for at gnubbe sine Flæskesider op ad Ens Ben. Og det nytter ikke, man søger at værge sig ved vrede Ord og Trudsler. Med vellystig Kammeratlighed vælter den sin modbydelige Krop ind imod En og slipper En ikke, før man vel har forskanset sig bag Gadedøren.

Men alt dette er dog kun Ubetydeligheder i Sammenligning med dens Fremfærd imod Børnene.

Jeg har to Smaapiger paa 8 og 5 Aar2, af hvilke den ene gaar i Skole, den anden i Børnehave. Hver Eftermiddag følges de hjem fra disse Steder – men ikke længer uden Ledsagelse.

En Dag i Efteraaret, kort efter at vi var flyttet ind i denne Lejlighed, hørte min Kone en angstfuld, krampagtig Skrigen nede paa Gaden. Hun genkendte straks sine Børns Stemmer og fo'r til Vinduet, hvorfra hun da saa de to Stakler staa presset op imod Nabohusets Mur, næsten blaa i Ansigtet af Rædsel, mens det store Dyr stod foran dem i Kampstilling og gøende stak sin Snude helt hen til dem. Jo mere forfærdet de skreg, des højere gøede den; og henne i sin Dør stod den smilende Kældermand og raabte:

"Bryd jer bare ikke om det Børn – den gør ingen Ting – den leger bare – den leger jo bare!"

Naturligvis blev Pigen øjeblikkelig sendt ned til Børnenes Undsætning. Men endnu om Aftenen gik den mindste bleg omkring og rystede af den Angst, hun maaske aldrig vil forvinde. Og ingen af dem har siden været til at formaa til at gaa ene paa Gaden, men begge maa de nu følges baade til og fra Skole, saa vi alene af den Grund har maattet fæste en Pige til – alt for "Kejsers" Skyld.

En Menneskeven.

P. S. Jeg havde netop sluttet disse Linjer, da jeg fra mit Vindu blev Vidne til følgende ny Kejser-Bedrift.

Det blaagraa Uhyre laa som sædvanlig og strakte sin laskede Krop tværs over Fortovet, da en lille fattig Dreng drejede om Hjørnet med en dampende Madkrukke forsigtig og fornøjet mellem Hænderne. Da Dyret ikke vilde lette sig, saa han kunde komme forbi med sin kostbare Byrde, skrævede han varsomt over det. Men formodenlig maa det kunne have fornemmet Duften fra den varme Ret; thi netop som Drengen havde faaet det ene af sine stumpede Ben vel over det, rejste Dyret sig pludselig med en usædvanlig Adræthed, væltede Drengen overende, saa Krukken splintredes mod Asfalten, hvorpaa den øjeblikkelig huggede den ene Halvpart af Indholdet – et varmt Flæskestykke – i sig, medens den anden Halvpart – kogte Ærter – ikke fandt Naade for dens Øjne.

Nu staar Drengen og græder gudsjammerligt foran de tomme Skaar, mens Kejser atter rolig har indtaget sin gamle Plads paa Fortovet og velbehagelig slikker sig om Snuden.

Jeg gad vide, om der i hele denne Kongens By findes en eneste Gade, der ikke beherskes af i det mindste én saadan Kejser.

En Menneskeven

 
[1] : HP bor på Engtoftevej, en kort sidegade til Frederiksberg Allé der på det tidspunkt hørte til Vesterbro. tilbage
[2] Smaapiger: Her indtræder så fiktionen: Johanne er lige knap fem, Hans er to, og de bor med deres mor i Pile Allé. tilbage