Vinteren
II.
Saa kom da omsider Frosten – stille og foreløbig helt spagfærdig.
Alligevel forvandlede den i et Nu Byens Udseende. I Løbet af et Kvarter blev de klæbrige Gader tørre og glatte som et Dansegulv, Rendestenene lagde sig over med fine Ruder af Krystal, alle de Spadserende fik røde Næser, og da tilsidst selve Solen et Øjeblik fandt paa – lidt søvndrukkent rigtignok – at kigge ud af sine Sky-Dyner for som en gammel Morlille at hilse ogsaa paa sine Stedbørn i det nye Aar, skubbedes vort fortrykte Julehjærte atter op i Livet og vi fandt, at Kjøbenhavn alligevel er en ganske pæn og renlig og behagelig By.
Man kan nemlig nok komme til at glemme dette, naar man i nogle Uger ikke har set saa megen blaa Himmel, som der kan ligge paa en Negl, naar man Dag efter Dag har maattet pløje sig med Galoscher gennem den bekendte tre Tommer tykke Vælling over Gaderne, saa man om Morgenen næsten ikke har kunnet faa sig selv til at slaa Øjnene op af Frygt for at møde Synet af sine overstænkede Benklæder, der fra Dørhængslet griner én i Møde med al Gaarsdagens Smuds. Alle Byens farveløse Huse staar og surmuler inde i den inderlig fedtede kjøbenhavnske Taage, der gør Fingrene klæbrige og lægger sig paa Tungen med en saa harsk Smag, at man uvilkaarlig forundrer sig over, hvorfor ikke vore entreprenante Margarinefabrikanter har forsøgt paa at indvinde deres Produkt af den, paa samme Maade som man i sin Tid i lignende Øjemed benyttede sig af Themsens Slam.
Mest fortrædelig har dog denne Taagevinter været for de lykkelige, der er i Besiddelse af Spaserepels og en flot Søløveskindshue, og som nu i tre Maaneder utaalmodig har længtes efter at faa Lejlighed til at vække Misundelse med disse saa attraaede Prydelser. Min Ven, Doktor Momme, der allerede i Oktober anskaffede sig en dejlig Zobelskinds, som skulde bringe ham den rige og fornemme Praksis, han saa længe har tørstet efter, har i disse sidste Maaneder gaaet omkring og smittet alle sine Patienter med en Mavekatarrh, som han har paadraget sig af lutter Ærgrelse.
Men igaar mødte jeg ham paa Gaden – stolt og smilende, som en Mand med sin bedste Fordøjelse. Han slog naadigt hilsende sin Haand ud imod mig, og jeg er ganske sikker paa, at han med ny paaklædte Menneskers vidunderlige Skarpsyn overfor andres Beklædnings-Svagheder øjeblikkelig opdagede, at jeg manglede en af de smaa Knapper paa mit venstre Overfrakkeærme.
I det samme blev jeg løbet paa Ærmet af nogle højrøstede Herrer, der kom ud fra et Restavrationslokale lige ved. De havde øjensynlig lige spist sig en animeret Frokost, og den ene af dem standsede og saa sig om.
"Hvad Fanden! Det er jo blevet Frost, mens vi har siddet derinde … er det ikke?["]
"Frost!" gentog en ældre Kavaller med sprængrødt Ansigt og tørrede sig med Lommetørklædet over Panden; han havde endnu ikke faaet Hatten rigtig paa. "Jeg tror, De er gal, Peddersen. Jeg sveder jo, saa det hagler."
"Lige meget," sagde en anden. "Jeg synes s'gu, det bider. Brillant! Saa stiger Kullene!"
"Sludder!" vedblev den halsstarrige gamle, og i et almindeligt Skænderi fortsatte de hen ad Gaden.
Henne ved Hjørnet trippede en lang, ynkeligt udseende Person forfrossent frem og tilbage foran en lille Hundevogn med gamle Æbler, som han havde til Forhandling. Han havde blot en tyndslidt Frakke knappet om sin snavsede Las af en Skjorte, og paa hans tynde Ben sad et Par altfor korte graa Sommerbenklæder og slaskede. Hans gamle, furede Ansigt var ganske blaat af Kulde og han prustede i de store, valne Hænder, mens han med sine røde, rindende Øjne aarvaagent vogtede sine Æbler.
Foran denne Person standsede det animerede Selskab, og den Gamle sagde:
"De har Pinedød alligevel Ret, Peddersen, – det Termometer der er saagu ikke til at tage fejl af. Gu'er det Frost. Tænderne klaprer jo i Munden paa ham. Hør, det synes jeg sgu, vi trænger til noget Varmt efter. Hvad siger I?"
Derom blev de øjensynlig hurtig enige, og Arm i Arm drejede de ind i en anden Gade.
Den lange Frossenpind paa Hjørnet standsede et Øjeblik og saa efter dem. Saa fortsatte han atter uforstyrret sin Trippen.
Og saaledes vil Staklen sandsynligvis blive ved at vandre, Dag ud og Dag ind, mens Vinteren strænges. Og de unge og gamle Herrer, der gaar ham forbi i deres lune Spaserepelse, vil af hans Ansigts Farve, hans rindende Øjne og dryppende Næse skønne sig til, hvor mange Grader det omtrentlig fryser.
Men af saadanne paalidelige Termometre findes der mange rundt omkring i Byen, baade paa Hjørnerne og inde i Husene.
Naar vi rigtig tænker os om, har vi nok hver især en lignende Vejleder, i hvis Ansigt vi kan aflæse Graden af Vinterens Bitterhed og Nød.
Lad os ikke glemme dem! –
L.
