Morgenvandring

Kjøbenhavn er ved Gud ingen Morgenby. Intet andet Sted i den vide Verden sover vist en hel By saa trygt og længe som her. Endnu efter Klokken seks om Morgenen er alting paa denne Aarstid dødt og stille i Gaderne. Selv Lygteblussene synes at sove inde i den mørke Taage, der hviler over Byen. Nu og da rumler en rap Bagervogn igennem Gaden, spredende omkring sig en appetitvækkende varm Duft, der enkelte Steder broderlig forener sig med den mindre forfriskende fra de store natlige Rustvogne1, der netop har forladt Byen. Hist og her er en forfrossen Skikkelse krøben frem, ifærd med at feje en Rendesten, og op ad Hjørnerne staar de søvndrukne Politibetjente med de valne Hænder stukket ind i Kappeærmerne som i en Muffe. Men ikke en eneste Butik er endnu aabnet, ikke findes der en anstændig Kafé, hvor en Morgenmand kan faa sig lidt varmt i Livet. Fra en enkelt Bagerbod skinner der vel Lys; men ifald man vover sig derind for at stille sin værste Sult med en varm Bolle, betragtes man ufravigelig som en hjemvendende Nattesværmer og faar blot knubbede Ord til Svar paa sin beskedne Anmodning.

Man er jo nu her i Kjøbenhavn begyndt at sørge nogenlunde samvittighedsfuldt for dem, der enten af Nødvendighed eller Lyst eller Vane gør Nat til Dag. Og der er slet ikke noget at sige til den Ting. Tværtimod. Det synes da kun ogsaa rimeligt, at der tænkes lidt paa dem, der enten lige saa nødvendigt eller vanemæssigt maa rejse sig med Hønsene, – de plejer nemlig ikke at være de unyttigste Medlemmer af Samfundet.

Mest Medlidenhed synes med Rette de ulykkelige at kunne kræve, der – som Undertegnede forleden – fik det Hværv at hente den gamle Tante Abelone ved den jyske Damper, der ankommer til Kvæsthusbroen Kl. syv Morgen. Den, der kender Tante Abelone, eller blot har set et Glimt af hendes Aasyn, kan tænke sig til, hvor mange Øjne jeg lukkede, Natten før jeg skulde udføre det berygtede Hværv. Af lutter skælvende Frygt for, hvad der vilde ske, ifald jeg sov over mig, lukkede jeg ikke ét. Allerede Klokken 6 var jeg derfor paa Benene og vandrede tænderklaprende ind gennem den øde By.

Endnu før halvsyv naaede jeg ned til Kvæsthusbroen, hvor alt rugede i Mørke og Uhyggelighed. Mine Lemmer rystede, min tomme Mave brummede af Sult. Men end ikke her var der Ly, end sige Vederkvægelse af nogensomhelst Art at finde, skønt foruden mig allerede en halv Snes andre ulykkelige ravede omkring dernede i Uføret som rystende Espeløv med blaavalne Hænder og Fødder som to Isknolde i de vaade Støvler. Thi det blæste en bidende Storm ude fra Søen, og nu og da faldt Regnbyger, der gjorde Broen til et komplet Morads.

Tilsidst aabnedes og oplystes et Pakhusrum, hvor vi stakkels ventende, hvis Tal stadig forøgedes, fik Lov til at opholde os. Men i hele Nabolavet, som vi efter Tur nu og da eftersøgte, var der endnu ikke aabnet et eneste Sted, hvor man kunde faa en Draabe Varmt i sit forkomne Liv.

Det skulde ellers ikke synes formeget forlangt af "det forenede"2, at det holdt en anstændig Ventesal for de mange, der daglig – og mange Gange daglig – maa vente i timevis paa dets Passagerer. Ikke heller synes det for fordringsfuldt at vente, at Selskabet til egen og Publikums Underretning fik telegrafisk meddelt, naar de jyske Skibe – især under uregelmæssige Forhold – havde passeret Helsingør. Maaske kan dette ikke ske, naar Forbisejlingen finder Sted om Natten. Men om Dagen er det ikke vanskeligt, og saa kunde det dog nogenlunde beregnes, hvornaar Skibene turde ventes i Kjøbenhavn.

Men hvorledes gik det den Dag mig og alle de andre Ulykkesfugle?

Klokken syv var som sagt ansat som Ankomsttid. Men Timerne gik, og Dagen gryede, og Klokken blev otte, og den blev ni og ti – men stadig ikke Spor af Tante Abelone.

Jeg turde ikke fjærne mig fra Pladsen, for i Ekspeditionen fortalte de, at Skibet ventedes "hvert Øjeblik". Og hvad der vilde blive tilbage af mig, ifald det netop skulde komme, mens jeg sad og foryngede mig ved en varm Bøf oppe paa St. Anna Plads – det behøver jeg ikke at fortælle dem, der blot én Gang har set Tante Abelones Aasyn, naar hun er vred.

Da Klokken var bleven tolv og Knæene begyndte at vakle under mig af Udmattelse og Forkommenhed, henvendte jeg mig paany i Ærbødighed til en af Selskabets Betjente for at faa Oplysninger. Men den agtede Graaskæg betragtede blot mit lidende Ansigt med et foragteligt Blik og tillagde den faderlige Formaning, at med slige visnæsede3 Spørgsmaal vilde jeg ikke drive det vidt i Verden. Hvorpaa han vendte mig sin fyldige Bag.

Nu sank jeg sløv og udmattet ned paa en tom Kasse og lod Stormen handle med min stakkels Person, som den selv vilde. Jeg hørte Uhret paa en nærliggende Kirke slaa to og tre uden at røre mig, og vaagnede i det hele ikke til fuld Bevidsthed, før jeg fandt mig selv nede i en beklumret Kahyt, stillet Ansigt til Ansigt med en lang Bylt Klæder paa en Sofa, mellem hvilke en besynderlig grønlig Masse aabenbarede sig.

Man tænke sig min Forfærdelse, da jeg i denne grønlige Masse genkendte min stakkels Tante Abelones elskelige Træk. –

Men den, der ikke vil tro paa denne Historie, kan gaa ned til Dampskibsekspeditionen og forhøre sig om, naar de jyske Dampere ankom her til Staden den 22de December Anno 1888.

L.

 
[1] Rystvogne: renovationsvogne med latrinaffald. tilbage
[2] det forenede: Det forenede Dampskibs-Selskab (DFDS), som på det tidspunkt havde samlet de fleste indenlands ruter under sig. tilbage
[3] visnæset: som upåkaldet blander sig i andres anliggender; næsvis. Pontoppidan bruger også ordet i Den gamle Adam, kap. 19 (SRII, s. 249). (se ODS, visnæset). tilbage