Negerne –

– bliver ved at trække Hus ude i Hotel Tivolis Pavluner1. Trods Heden og Stanken i de to Sale, hvor de nogle og tyve sorte Medmennesker opholder sig den udslagne Dag, spiser, koger Mad, danser og pynter sig, strømmer de skuelystne Kjøbenhavnere i bestandig tættere Skarer til hver "Forestilling", og imellem Publikum og Uldhovederne har der efterhaanden udviklet sig et ret fortroligt Forhold, der for de sidstes Vedkommende er paa Veje til at slaa over i en lidt nærgaaende Familiaritet.

Det er aabenbart, at disse Solens sorte Børn er sig bevidst, at de med deres mer og mindre nøgne Kroppe har erobret Kjøbenhavn. Med en Sejrherres Mine føres de omkring mellem Publikum og er ikke bange for paa en noget for overlegen Maade at skubbe den til Side, der tilfældig staar dem i Vejen. Ved Hjælp af Konfekt, Cigarer og Pynt kan man vinde deres Bevaagenhed; men det var maaske heldigst, om der blev lagt en Smule Dæmper paa deres Frispas overfor Publikum; det risikeres ellers, at der en skønne Dag bliver Spektakler.

Og det var Synd, for de er virkelig morsomme at se paa. Negerne har jo ellers Ord for at være grimmere end selve Fanden; men mellem disse findes mange, nette Medmennesker; navnlig et Par af de unge Kvinder kan man godt være bekendt at gaa hen og forelske sig i. De er smaa af Vækst, udmærkede af Skabning, med trinde Former. Desværre har den kjøbenhavnske Velanstændighed fordret, at de skal bære saavel Skørt som højt Livstykke, medens Mandfolkene slet ikke har andet end en Fjerkrans omkring Lænden. Det er ikke til at se, hvorfor en nøgen Mandsryg skal være anstændigere at beskue end en ditto Kvinderyg; og Mandfolkene mellem Publikum føler sig med Rette baade brøstholdne og en Smule generte ved at se deres Køns Former saa utilsløret udstillede uden at faa Erstatning derfor hos det andet Køn.

Med en Times Mellemrum kaldes Karavanen sammen i den ene Sal, hvor da den egenlige "Forestilling" begynder. Den bestaar af forskellige Krigsdanse og Pantomimer, blandt hvilke især en drastisk Frierscene gør Lykke. Men i det hele er disse Skuespil overordenlig underholdende. De Folk, der daglig ærgrer sig over at have givet et Par Kroner for at kede sig halvt tildøde i vore Teatre, anbefales det at spændere halvtredsindstyve Øre for at blive levende igen ved Synet af disse Menneskers vilde Sværddanse. Under høje Hyl og gentagende Pavkers morderiske Dundren bugter de sorte Legemer sig ud og ind imellem hinanden, snart med snigende Bevægelser og lydløse Trin, snart stormende frem med løftede Sværd og flammende Ild ud af de kulsorte Øjne. Det hele gør et saa fantastisk Indtryk og indvirker efterhaanden saaledes paa selve den dorskeste Fantasi, at Salens Loft og Vægge tilsidst ligesom svinder bort, og man tror at befinde sig i en Urskovs tætte Indre, værende det ubevogtede Vidne til et af de Besværgelses-Delirier, som man læste om som Dreng. Henne under en Banan sidder paa Hug en lang Fyr med et uhyre Gab og dundrer paa Pavken med en saadan Lidenskab og under saa vilde Hyl, at man tror ham grebet af et Vanvid. Henne ved (Kamin-)Baalet ligger et lillebitte Barn og leger med en Kokusnød. Det strækker Hænderne ud efter Moderen, men Larmen stiger omkring det, ingen hører det spæde Raab, alt er vild Rus og Forvirring, en stikkende Os staar op omkring de svedige Kroppe, Kvindernes skingrende Hyl giver Genlyd i Urskoven, Solen formørkes af det optrampede Støv, Pavkerne drøner – dum – dum –

Bum.

*

Igaar ved Firetiden besøgte Kongen, Kronprinsen, Prins Valdemar og Prinserne Christian og Carl Negerstammen.

Høvdingen, der synes at være en god Bekendt af Kronprinsen, gik straks, glad over Gensynet, hen til denne og trykkede hjærtelig hans Haand.

Og nu opførte man straks paa Tribunen den vilde Krigsdans. Der var hel Festivitas over Forestillingen. Der dundredes vildere end nogensinde paa Gongonerne, der brøledes, saa Trommehinderne dirrede derved, og Dansen var saa stormende barbarisk, at Tilskuerne formelig blev uhyggelige derved.

Med en ærbødig Kompliment for de høje Gæster – Høvdingen laa næsten plat paa Maven med hele Stammen – endte det Hele.

Saa beordrede Kongen et Utal af Bajere, Appelsiner, Cigaretter o.l. fordelt mellem de Sorte, der ganske ugenert trængte sig om Hs. Majestæt og griskt erobrede Sagerne, efterhaanden som de blev rakt frem.

Stor Forbavselse vakte det blandt Negerne, da Kongen ved Tegn og Fakter gjorde den sorte Høvding det forstaaeligt, at Kronprinsen var hans Søn og Prinserne Christian og Carl hans Børnebørn.

Kronprinsen forærede under Besøget Høvdingen en Jubilæums-Tokrone, som han henrykt dansede rundt med og øjensynlig var højst glad ved.

Efter ca. ½ Times Ophold forlod de Kongelige [Negerstammen], under ærbødig Falden paa Knæerne af alle de Vilde i Salen.

 
[1] Hotel Tivoli: Annonce i Politiken: "Vestafrikansk Negerkaravane, 24 personer, deriblandt 12 Amazoner fra Kongen af Dahomeys Kvindegarde forevises daglig fra Kl. 11 Fm. til 10 Aften i Hotel Tivolis store Sal. Entré 50 Ø. Børn 25 Ø." – De optrådte første gang 18.11.1888. tilbage