Et Hjærtesuk

Af alle daglige Plager, der rammer en fredsommelig Beboer1 af Danmarks Hovedstad, er der sikkert ingen, der kan maale sig med dem, der skyldes det Antal af Hunde og det Utal af Fortepianoer, som rummes indenfor Byens Volde.

De første strejfer om i vore smalle Gader og gør disse utrygge og urenlige. De sidste forstyrrer al Fred og Hvile i vore Hjem, idet deres skærende Toner gennem de kjøbenhavnske Huses tynde Vægge og Lofter trænger ind til os fra alle Sider og til alle Tider, saa man enten maa leve med et halvt Pund Bomuld stoppet i hvert Øre eller risikere at faa sit Nervesystem oprevet i mindre end en Maaned.

Paa Hundene er der dog lagt en antagelig Skat, som endda paatænkes forhøjet, og deres Foreteelser er i det hele undergivet en Smule Kontrol, om end de kunde taale adskilligt mere. De andre larmende Bæstier faar derimod uhindret og ukontrolleret Lov til at udfolde deres menneskeødelæggende Virksomhed, saa de er nær ved at umuliggøre Beboelsen af kjøbenhavnske Huse for andre end døve og umælende.

Det er besynderligt, at kjøbenhavnske Husejere ikke i egen Interesse er optraadt herimod. Mens man, naar man lejer en Lejlighed, maa gøre omhyggelig Rede for, hvormange Børn man har eller venter at faa; og mens der i enhver Lejekontrakt findes en Mængde strænge Pernittengryn-Forbud mod en Mængde smaa og uskyldige Ting, som f. Eks. at holde en lille Kat uden Ejerens Tilladelse, saa spørges der aldrig om, hvormange Fortepianoer man medbringer, og hver ørkesløs Ungmø kan fylde hele Huset med sin Jammer baade Nat og Dag, uden at nogen tør skride ind derimod.

Værst af dem alle er naturligvis de Spillelærere og -lærerinder, der modtager Elever i deres Hjem – og er der ikke snart et Par saadanne i hvertandet større Hus her i Kjøbenhavn?

At en Husejer tillader disse Folk at martre hans øvrige Lejere 8–10 Timer daglig, er fast ubegribeligt. Der burde bygges særlige Kaserner til en saadan Undervisning, og det vilde i det hele slet ikke være for meget, om Folk, der efter større Maalestok ønskede at forlyste sig med Musik, blev henvist til særlig dertil indrettede Lokaler – naturligvis smukke og hyggelige Lokaler, spredte omkring i de forskellige Dele af Byen – saadan som andre Borgere, der ved Sport eller anden støjende Underholdning søger Rekreation for Legeme eller Aand.

Indtil noget saadant sker, vil fredselskende Folk – og det turde dog være Størsteparten af den kjøbenhavnske Befolkning – i stadig større Mængde søge udenbys, ud i de smaa Villaer ad Øster- eller Vesterkanten, hvor de kan sikre sig imod at beredes til Bidstrup2 af musikalske Fingerøvelser. Og efterhaanden vil de store kjøbenhavnske Kaserner staa tommere og tommere, indtil enten alle store musikalske Marterinstrumenter er banlyste af Husene, eller disses Lofter og Vægge bygges saaledes, at de kan modstaa deres Gennemtrængen.

Den, der skriver disse Linjer, har været saa uheldig efter Flyttedagen at komme til at bebo en Lejlighed, der ovenover har en Musiklærerinde, hos hvem der spilles – og, o Gud! hvilket Spil! – otte Timer om Dagen, og nedenunder en Skønjomfru paa femten Aar, hvis energiske Stræben det er at komme paa Konservatoriet. Da en Henvendelse først til Værten, siden til de Vedkommende selv, intet frugtede (tværtimod, kan jeg næsten sige), sagde jeg naturligvis min Lejlighed op, og nu anses jeg baade paa 2den Sal og i Stuen for en onskabsfuld Dødbider, der blot er kommet hertil for at sætte Forstyrrelse. Musiklærerinden – en yngre Methusalemine – giver ganske højlydt sin Harme Luft efter Noder, saasnart hun hører mig paa Trappen; og den femtenaarige, mod Ære og Berømmelse saa ildfuldt opadstræbende Skønjomfru maaler mig, naar vi mødes i Porten, med et saa foragteligt Blik fra Hoved til Fod, som om hun har ondt ved ikke at give sit krænkede Kunstnerhjærte Luft i et oprigtigt: Hvilken Dromedar!

Ved den Lejlighed3, jeg nu har lejet, har jeg sikret mig, at der ikke spilles over eller under mig uden fra 4–7 Eftermiddag. Gid alle for Fremtiden vilde faa indført den samme Post i deres Lejekontrakter.

En Fredselsker.

 
[1] Beboer: Pontoppidan boede i efteråret 1888 Frederiksberg Allé 27, stuen (jf. brev til Galschiøt 12.10.1888). I dagene omkring 1.12.1888 flyttede han til Engtoftevej 3, 2. sal (jf. brev til Edv. Brandes 1.12.1888). I denne opgang på Engtoftevej boede der på det tidspunkt to musiklærerinder: på 3. sal den 26-årige frøken Therese Sophie Rømer, og i stuen den 30-årige frøken Anna Elisabeth Mogensen (Københavns vejviser). tilbage
[2] Bidstrup: Bistrup, ofte brugt navn på Sct. Hans Hospital, Københavns kommunes psykiatriske hospital, der blev indrettet på Bistrup gods ved Roskilde. tilbage
[3] Lejlighed: det fremgår af et brev til Axel Lundegård dateret 13.4.1889 at Pontoppidan skulle fraflytte Engtoftevej 3 d. 15.4.1889. tilbage