Af et Brev fra Nordsjælland
– – Det sér sørgeligt ud herude paa Markerne. Overalt er Sæden færdig at drukne i Vand, og den høstede Byg og Havre, der netop "drikker" saa meget, begynder allerede at blive sort i Hovene1. I Mands Minde har man ikke kendt en saadan Høst, og man begynder at kunne forstaa de Fortællinger, som vi har hørt af vore Forældre, og som før har forekommet os som Æventyr eller Krøniker'1, nemlig om de Tider, da man endnu havde Sæden liggende paa Markerne til Juleaften, ja undertiden slet ikke fik den i Hus. Skal dette Vejr vare ved en Stund endnu, kan vi i dette mærkelige Mindefesternes Aar2 komme til at genopleve noget lignende. Men selv om alle gode Magter endelig vil forbarme sig over os, kan det saamænd komme til at se sort nok ud endda. Dagene er allerede korte nu, og Duggen, der iaar paa Grund af Jordens opblødte Tilstand er endnu tættere end ellers i September, vil ligge paa Markerne helt til Middag, ifald vi ikke samtidig kan faa en vedholdende Østenblæst, der kan trække gennem Hovene.
Denne ulykkelige Høst optager i den Grad al Interesse her, at alt andet bliver stillet i Skygge deraf. Selv Delegeretmødet3 synes Folk ikke ret at kunne faa Ro til at beskæftige sig med; men vi Nordsjællændere har jo ogsaa Ord for at være sløje Politikere. Det er Barometret, Skyerne og Vinden, hvis mindste Bevægelser for Tiden synes os betydningsfuldere end nogen Grundlovseksplosion4; og lige fra de otteaars Smaadrenge til de gamle Folk i Aftægtsstuerne, der i mange Aar ikke har haft Redskab i deres Haand, holder alle sig beredt til at rykke ud, saasnart blot Himlen vil det. Og midt under disse Forhold har vi maattet sende vort bedste Mandskab til Kasernerne5! De gode Herrer, der har indrettet dette saa viseligt, skulde blot vide, hvad en saadan Forringelse af Arbejdskraft har at betyde paa en Tid, hvor man saa at sige maa stjæle hvert Læs ind imellem Bygerne og udrette en hver Dags Arbejde i en eneste Times Middagssol. Men det er maaske for meget forlangt, at de netop skulde vide det.
Løjerligt nok er det for en Gangs Skyld gaaet de gudfrygtigste mest ilde. Forgangen Søndag lettede nemlig Skyerne, og allerede om Formiddagen bagte Solen med en Brændevarme, der hurtig tørrede de den Gang ikke nær saa vaade Neg. Men det var kun enkelte, der vovede at bryde Helligdagsfreden, og det vakte da ogsaa adskillig Misstemning rundt om blandt Kirkegængerne, der mødte Kornlæssene paa Vejen. "Det sinker ikke Arbejdet at bede," hørtes der mellem mange. Men især skal vor Præst være bleven smækvred og have brugt en Mund mod de formastelige, saa han midt i en Sætning tabte sit forlorne Gebis. Alligevel har de formastelige ikke fortrudt deres Gærninger; thi Dagen efter tilhyllede Himlen atter sit Aasyn, og Solen har ikke ladet sit Lys skinne siden – hverken over retfærdige eller uretfærdige. De første begræder nu i Stilhed deres ødelagte Sæd; og skænker Himlen os naadigt med det første en saadan Søndag til, vil Præsten vist komme til at præke for tomme Bænke, – ifald han ikke skulde finde det mere tidssvarende selv at krænge Præstekjolen af sig og gaa i Spidsen for sit Folk med en Høtyv i Haanden.
L.
