Nationalsangen
Da der i Anledning af "Elverhøj"-Ouverturen har været Kræfter i Bevægelse for at skyde Nationalsangen til Side eller i hvert Tilfælde faa nye Ord til "Kong Christian", har vi bedt en Række betydende danske Mænd og Kvinder om en Udtalelse:
Jeg mener absolut, at "Kong Christian" er og vedblivende bør være vor Nationalsang, og det ikke alene paa Grund af dens store Skønhed. Man har indvendt imod den, at den er en Forherligelse af krigerisk Bedrift; men det har den jo tilfælles med alle andre Nationalsange. Og skulde det virkelig være en Ulykke, at denne kække Appel til Vovemodet, Sejrsvillien og Dødsforagten endnu kom til at lyde i et Land, hvor der for Tiden ikke findes Overflod af den Art Dyder? "Kong Christian" er jo et i vor Litteratur næsten enestaaende Stykke heroisk Poesi. At kræve dette detroniseret og – tilligemed Kuhlaus pragtfulde Fanfare – ombyttet med "Der er et yndigt Land"s borgerlige Strofer og slæbende Melodi, er et daarligt Paafund. Man kan ikke med Virkning flage med et Lommetørklæde.
Den Paastand, at "Kong Christian" væsenlig er en Kongehyldest, har ingen Steder hjemme. Det er som dansk Søhelt, Christian IV prises i Digtet. Der staar Krudtdamp, Saltvands- og Tjæreduft ud af alle dets fire Vers, men ikke Spor af Kongerøgelse. Mens alle vore andre Fædrelandssange fra ældre Tid har det traditionelle Knæfald for Tronen, mangler et saadant netop ganske her. I "Der er et yndigt Land" findes derimod Strofer som disse:
Med hellig Varetægt
bevare du, Alfader,
vor gamle Kongeslægt
o. s. v.
Dette Vers udelades nu almindeligvis. Men dersom Sangen for Alvor ophøjes til Nationalsang, risikerer man, at loyale Medborgere forlanger det sunget ved festlige Lejligheder, hvor Kongehuset er tilstede – og saa er vi altsaa alligevel ikke sikret mod en Gentagelse af den ulykkelige Hændelse i Teatret forleden.
Kunde denne iøvrigt blive Anledning til, at vi kom bort fra den omsiggribende Mode at gøre Honnør for Nationalsangen i Tide og Utide uden Hensyn til Anledningen, vilde meget være vundet. Vi skulde ikke gerne komme saa vidt i skabagtig Overdrivelse, som Folk i visse andre Lande, hvor man ikke kan sidde i et Restaurationslokale uden at være nødt til at rejse sig og blive staaende, saasnart en Grammofon begynder paa Nationalsangen.
Henrik Pontoppidan.
