En Veteran fra 64

(Eftertryk ikke tilladt).

Hans Navn kan det være lige meget med. Hans borgerlige Stilling behøver heller ikke at nævnes; men forresten var han Rorsbetjent1 ved et fynsk Toldsted. Om hans Ydre er det nok at sige, at han bar sin Alder med ukroget Ryg, men til Gengæld paa et Par hjulede Ben. Naar Byens Folk kom ned til Havnen i Forretningsanliggende eller spaserede Aftentur paa Molen, slog de gerne en Passiar af med den gamle Mand for hans rare Øjnes Skyld.

For et Par Aar siden blev han pensioneret og byggede sig da et Hus udenfor Byen. hvor han allerede tidligere havde haft en Have og en Række Bistader.

Han havde skrantet nogen Tid, og nu sidste Sommer blev han for første Gang i sit Liv nødt til at søge Læge. Han fik at vide, at han havde en stor Svulst indvendig, og at han straks maatte tage til København for at lade sig operere.

"Skal jeg dø?" spurgte han mistænksomt, da Lægen rakte ham Attesten til Hospitalet.

"Nej, det er der efter min Mening absolut ingen Grund til at være bange for. Deres Organer er fuldkommen sunde. Bestemt garantere noget kan man naturligvis ikke. En Aabning af Underlivet er altid forbunden med Risiko. Men De skal ikke ængste Dem. Og forresten er her heller ikke noget Valg. En Operation er det eneste, der kan hjælpe."

En halv Snes Dage senere, da Lægen tilfældigt kom cyklende forbi Mandens Hus, saa han ham til sin Forbavselse staa ude i Haven og pille i Jorden med en Spade.

"Hvad i Alverden!" – han sprang af Cyklen og gik derind – "Er De ikke i København?"

"Det er ikke blevet til noget endnu," sagde han forlegent undskyldende. "Her har været saa meget at gøre med Haven, saa – –"

"Hør, De maa ikke have forstaaet mig ret. Jeg sagde udtrykkeligt, at Sagen ikke taalte Opsættelse. Det maa De dog vist ogsaa selv kunne mærke. De har jo heller slet ikke Kræfter til at arbejde med Jorden."

"Helt godt er det jo ikke med mig."

"Nej, det kan jeg se. Og derfor skal De nu love mig at gøre Alvor af det. Men den Indlæggelsesattest, jeg gav Dem sidst, er bleven forældet. Jeg er nødt til at skrive Dem en ny. Kan jeg gaa ind?"

De fulgtes ind i Huset, hvor den gamle Tolder boede alene sammen med en Husholderske. Paa et Bord under Vinduet var udbredt to af de sædvanlige Kort over Krigsskuepladserne, begge saa strittende fulde af Mærkenaale som et Kniplebræt. Ved Siden af laa et Par sammenfoldede Briller.

"Naa, De studerer ogsaa den store Blodtapning," sagde Doktoren og bøjede sig over Kortene. Og da han saa den Omstændelighed og Akkuratesse, hvormed Hærens Frontlinjer var afmærkede, huskede han paa, at hans Patient havde været med i 64 som Frivillig og paa sin højre Overarm havde en Erindring om en prøjsisk Strejfkugle.

"Tja!" sagde han hovedrystende. "Hvad skal Enden blive!"

Med dette Hjertesuk satte han sig ned ved det andet Bord under Hængelampen, tog sin Lommemappe frem og sin Fyldepen. Men idet han satte Pennen til Papiret, rørte den Gamle ved hans Arm.

"Det kan være lige meget med det, Doktor. Jeg vil hellere sige det, som det er. De skal ikke skrive mig ind paa Hospitalet. – Ja, nu tænker De naturligvis, at jeg er bange for at blive skaaret. Men det er ellers ikke det. Men De sagde jo selv forleden, at saadan en Operation var der altid noget risikerligt ved. Man kunde ikke garantere noget, sagde De, og det forstaar jeg godt. Men lige netop i denne Tid vil jeg ikke saa gerne risikere at kradse af."

Doktoren havde lagt sig tilbage mod Stoleryggen. Han vilde ikke have begrebet Meningen, dersom ikke den Gamle ved et ufrivilligt Øjekast til Kortene under Vinduet pludselig havde hjulpet paa Forstaaelsen.

"Er det for Krigens Skyld?" spurgte han.

"Ja, det er. Man vil jo gerne have at vide, hvad det bliver til. Og nu maa der vel snart komme en Afgørelse".

Doktorens Ansigt var blevet meget alvorligt.

"Jeg bliver da nødt til at sige Dem, at det gælder Liv og Død for Dem selv, og at det nu er det yderste Øjeblik til at gøre noget. Forsømmer De det, vil Deres'1 Tilstand forværres fra Dag til Dag, og det vil ikke vare længe, før den bliver uudholdelig. Men saa er det for silde. Saa er det absolut for silde," gentog han med Eftertryk og mente ogsaa at se, at hans Advarsel havde den forønskede Virkning.

Dette var imidlertid en Misforstaaelse. Den gamle Kriger, der stod med nedslaaede Øjne og maalte paa Bordpladen med sin Haand, var vel bleven tavs, og hans Mund dirrede. Men hvad Doktoren her meddelte ham, havde han af sig selv forstaaet, og hans Beslutning var ikke bleven rokket.

"Jeg vil alligevel ikke, Doktor. Det maa saa, i Guds Navn, blive, som det kan. Nu fylder jeg snart halvfjerds, saa der kan dog ikke være stor Plaser tilbage for mig i dette Liv. Og ser De, Doktor, naar man har gaaet og ventet paa noget i halvtredsindstyve Aar, og saa det endelig kommer – saa vil man dog gerne opleve det og dele sine Landsmænds Glæde. For det mener jeg da saa sikkert, som at der er en retfærdig Gud i Himlen, at Straffen nu skal komme over vore Fjender."

Ved de sidste Ord løftede han Hovedet og saa paa Lægen, der uvilkaarligt slog Blikket ned for Udtrykket i den Gamles Ansigt.

"Jeg vil for Deres egen Skyld haabe, at De kommer paa andre Tanker. De kan ikke forsvare hvad De her gør. Men jeg kan jo ikke tvinge Dem. Jeg vil da blot endnu sige Dem, at ikke alene staar Deres Liv ikke længer til at redde, dersom De ikke straks tager til København, men Afslutningen vil ogsaa blive overordentlig smertefuld."

Hertil svarede den Gamle først ikke noget. Hans Haand famlede ved Bordkanten, og der var i nogle Øjeblikke stille i Stuen. Saa sagde han:

"De kan jo skrive Attesten, Doktor … Saa skal jeg igen tænke over det."

"Ja. Og lad mig se, De ikke betænker Dem for længe." –

De følgende Dage havde Lægen ofte sin genstridige Patient i Tankerne; men da han ingen Bud fik, og da den Gamles Hus laa ved en afsides Bivej, hvor han kun sjælden havde Ærinde, og da han desuden var en meget optaget Mand, glemte han ham tilsidst.

Imidlertid gik Krigen sin Gang, og rundt omkring paa Jordkloden sad Folk bøjet over Krigskortene og afmærkede dens blodfyldte Fodspor med deres Knappenaale. De fleste af dem, som kun var Tilskuere, sløvedes vel efterhaanden; men for dem, som havde deres Hjerte med i Kampen, slæbte Tiden sig blytungt afsted, Uge efter Uge i samme dirrende, angstfulde Forventning.

En Dag i Efterhøsten sad den gamle Rorsbetjent og solede sig paa Bænken udenfor sit hus. Han havde Stok i Haanden og var sammenfalden som en Olding.

Da han fik Øje paa en Mand, der kom cyklende henne paa Vejen, og forstod, at det var Doktoren, rejste han sig tilfældigt for at humme sig væk. Men han bevægede sig kun med Besvær, og før han naaede ind i Huset, kom Doktoren op gennem Havegangen.

Han vendte sig da mod ham og sagde ligesom afværgende:

"Det kunde ikke blive anderledes, Doktor … Jeg er bleven hjemme i min Hule".

"Hvordan har De det saa?" spurgte Lægen, der straks havde set, hvor uhyggelig lidt han allerede fyldte i sine Klæder, og at Blikket var halvt udslukt.

"Aa, jeg kunde jo ha' det bedre. Men hva' … engang skal man jo ud paa Kirkegaarden. Om Vorherre blot vil lade mig leve saa længe, til den tyske Ørn har faaet Kløerne klippet, saa skal jeg ikke klage. Saa gaar jeg tilfreds i min Grav." –

Hans Haab opfyldtes ikke. Forleden Dag døde han efter en Række svære Lidelser.

 
[1] Rorsbetjent: en mand der ror toldbåden med toldbetjenten ud til skibene. Rorsbetjent var ofte en retrætestilling for ældre sømænd. tilbage
['1] Deres: < deres tilbage