Esther
443 Netop femten Aar – fin og hvid og spæd – kom hun hjem fra sit første Bal som Voxen. Dødtræt, som hun var, kastede hun sig i den første den bedste Lænestol, mens den kjære Familie nær havde kysset Livet af det fortumlede Pigebarn.
"Hun vil blive en Stjærne! – absolut en Stjærne!" forsikrede Tante Ine, der havde været med, og slog sine lange Arme omkring hende.
Og gamle Tante Bine tumlede om i den varmblodigste Henrykkelse, omklamrende Alt, hvad hun kom i Nærheden af, besværgende Alle at lægge Mærke til, hvorledes Esther en Gang vilde komme til at tilhøre de allerhøjeste Familier.
Den Gang saa' Esther paa dem med sine store sorte Øjne og forstod dem aabenbart slet ikke.
Men da de endelig vare borte, og Stuen atter stille, da var det, hun vendte sit tunge, trætte Hoved om mod den Krog, hvor hendes Fætter og Plejebroder Povl sad og lurede i sin plettede Læsefrakke, med Neglene i Munden, harm over, at han endnu ikke var Student.
Og da hun omsider havde fanget hans Blik, drejede hun Hovedet endnu en lille fortrolig Smule hen imod ham med et af disse store Spørgsmaal, der rummes i et lille drillende Smil.
Maaske har det ogsaa været lidt koket, thi Esther tog sig ganske forskrækket i det, da Povl pludselig rejste sig i sin fulde Højde. Og da han derpaa uden at mæle et Ord sendte hende et Blik tilbage saa sort af Bebrejdelse, at det formelig gnistrede – da var hun saa meget Barn endnu, at hun med et Skrig sprang af Stolen og slog sine unge Arme om hans Hals.
"Povl dog – Povl! Jeg vil ikke – hører du det? – for jeg vil jo slet ikke, dog!" –
– Imidlertid saa' det næsten ud til, at gamle Tante Bines Spaadom alligevel skulde gaa i Opfyldelse. Ikke længe efter meldte der sig virkelig en Frier, der endogsaa var Sekondløjtnant.
Nu maatte dog Alle tro, at Barnets Lykke var gjort. Men Esther havde alle Dage været en egensindig lille Skabning. I Stedet for at sige Ja og Tak og i Guds Navn, var hun Dagen igjennem saa stum som en Sten. Og først da man havde tigget det stakkels Hjærte træt og forpint for dets lille Hemmelighed, rettede Esther sig kjækt i Vejret og fortalte rent ud, om end med Taarer i Øjnene, at Povl og hun allerede for lang Tid siden havde bestemt sig for hinanden, og at hun ikke taalte det mindste Ord mere om denne Løjtnant.
Det hjalp til Intet, alt hvad Moderen bad hende dog at lade alle Barnestreger fare og huske paa, at dette var en alvorlig Sag. Esther blev ved Sit. Og den første ægteskabelige Strid skulde just til at udbryde mellem Moder og Datter, da pludselig en lammende Sygdom lagde sig over den unge Piges Legeme og for bestandig afgjorde 444 ethvert Spørgsmaal baade med Hensyn til den Ene og den Anden.
Dette kom egenlig ikke overraskende for mange Andre end Esther selv. Der havde altid været noget ængsteligt Spædt og Spinkelt ved Fru Linds lille Datter. Fra Fødselen var hun baaret om i Tæpper af Vat, og hendes Amme havde halvt fornærmet, halvt i Taarer paastaaet, at det umuligt kunde være et rigtigt Menneskebarn, saa smaat som det tog til sig af de vaade Varer, hvoraf hun med Rette var stolt.
Senere, naar hun gik imellem Skolekammeraterne med sit lille, syge Smil i den blege, gjennemsigtige Hud, da turde de næppe træde i Gulvet forbi hende, ligesom ængstelige for ved den mindste Støj at skræmme Livet af hende – saa sart saa' hun ud. – –
Nu laa Esther paa femte Aar i sin Chaiselongue i Dagligstuen, saa ubehjælpsom og kraftesløs som et Barn i sin Vugge – saa skjær, saa ung og fredelig, at Folk fik Taarer i Øjnene, blot de saa' hende.
En lille, hvid Silketrøster laa under de sorte Fletninger, og et tigret Tæppe var svøbt om hendes Ben.
Dertil bar hun altid en snehvid ulden Kjole med mange Kniplinger for Hals og Haandled, fordi hun vidste, at det klædte hende, Stakkel, og at det tog sig godt ud mod Chaiselonguens mørkegrønne Fløjlsplyds.
Ganske ene, med lukkede Øjne, Hovedet lidt paa Siden, og de svage Hænder løst foldede over Tæppet – saadan laa hun stille hen.
Men der kom da over hendes Ansigt et sært aabent Udtryk, saaledes som man kan træffe det hos tunghøre Folk.
Thi hun laa dér og lyttede; morede sig med paa Lyden at gjætte, hvad der færdedes, og skete nede paa Gaden eller oppe i Huset. Og disse lange, ørkesløse Dage havde uddannet hendes Øre saa mærkværdig fint og lydhørt, at hun kjendte alle Ting og alle Nabolagets Folk paa en eller anden Lyd, der var dem egen; og der skete ikke den Ting i denne hendes lille Verden, uden den jo naaede op til hendes Dagligstuekrog, blev gjættet paa, dømt om og flettet sammen med mange andre til Billede paa Billede.
Men fremfor Alt havde hun en fin Fornemmelse for den lille knirkende Lyd af Povls Støvler, som hun kunde skjælne mellem Hundredes andre, saasnart de drejede ind fra Kongens Nytorv.
Og det var paa en egen kjærtegnende Maade, hun fulgte deres Gang op over Fliserne, nærmere og nærmere, mellem Træsko og Tøfler, indtil den pludselig dumpe Lyd af Trinet paa Brænderiets vippende Rendestensbrædt, inden han drejede ind i Porten.
Saa slog hun Øjnene op og saa' ned efter sine Kniplinger; og naar hun saa vendte Hovedet den Smule, hun mægtede, hen imod Døren, da gik der ligesom en Duft af Rødme hen over hendes blege Kinder. –
Fra en knoklet Dreng var Povl i disse fem Aar voxet op til en tung og fed Regensianer med runde, glade Kinder. Trods sine 23 Aar var han allerede ganske mavefør; men desværre var han ikke lige saa samvittighedsfuld til alle andre Ting som til at drikke Øl.
I sin Tid havde Fru Lind bekostet ham ned til det bekjendte polytekniske Forbedringshus i Zürich; men efter mindre end en Maaneds Forløb havde en velvillig Ven sendt ham tilbage igjen i en saa forbuldret Tilstand, at han hverken kunde erindre, hvor han havde anbragt Uhr eller Penge.
Og endda var det nok en Guds Lykke, at han slap for at blive gift med en Sangerinde og pryglet fordærvet af det samlede Slagterlav.
Nu studerede han noget ubestemmeligt Noget paa Regensen, og var for Resten halvvejs druknefærdig i Baller og Selskaber, hvor han gik under Navnet "den smukke Lind".
Thi – trods Fedmen – var der virkelig endnu noget Friskt og Indtagende hos Povl, og han havde nu netop faaet de to smaabitte sorte Moustacher, Esther i sin Tid saa meget havde ønsket ham.
Vejen til Familien i St. Kongensgade gik han derimod sjældnere. Og naar han endelig kom, var han gjerne saa optaget af at skulle til Frokost hist, til Middag her og til Bal alle mulige Steder, at han næppe fik Stunder til at sætte sig ned, før han atter fór afsted som en Hvirvelvind.
Og Esther laa i sin Krog som før med lukkede Øjne, lyttende efter de bortdragende Trin, efter den dumpe Lyd paa Rendestensbrædtet, og Stokkens smaa taktfaste Slag mod Fliserne – fjærnere og fjærnere, mellem Træsko og Tøfler, indtil han drejede om Hjørnet. – Tre Skridt kunde hun følge ham ind paa Kongens Nytorv. Saa fløj han fra hende.
Imidlertid svandt Esthers svage Kræfter Dag med Dag; det var let at se, hun næppe længe vilde kunne holde Livet oppe.
Saa sled hun sig dog igjennem en Sommer og en Vinter og en Sommer endnu; men da det begyndte at høstne, sank hun ganske sammen, og en stormfuld Aften i Avgust var der stille i Fru Linds store Dagligstue, stille som dér, hvor man venter Døden til Huse.
Paa Bordet stod Lampen og brændte. Men en mørkegrøn Skjærm lod Værelset ligge i et grønligt Halvmørke, mens den kastede det stærkeste Lys ned paa Lysedugen i en saa snever Cirkel, at Tanterne Ine og Bine, der sad om Bordet, maatte hælde sig frem over det for at kunne se til deres Haandarbejde.
Der var ganske stille derinde: kun Lyden af to travle Strikkepinde og Esthers korte Aandedræt fra Sengen, som efter hendes Vilje var flyttet herind, for at hun kunde dø dér, hvor hun mest havde levet. Og saa var der Blæsten, som tumlede derudenfor, stødte og svøbte sig om Hjørnet. Der stod et stadigt Slug fra Sidegaden og daskede paa Ruderne.
Men inde i Stuen var der hedt, en Brændeknude laa og smaabuldrede i Ovnen, og der lugtede hyggeligt af syltede Rosenblade.
Henimod Kl. 9 blev Esthers Aandedræt saa svagt, at Fru Lind, der holdt Vagt ved Hovedgjærdet, mente, det maatte være paa det Sidste.
Tanterne lagde da deres Arbejder bort og stillede sig hen ved Sengen.
Men forinden løftede de Skjærmen lidt op paa den ene Side, saa et stærkt Skjær faldt hen over Esthers hvide Seng og over en Vase med endnu dugfriske Blomster, der stod ved Hovedgjærdet.
Da slog Esther pludselig Øjnene vidt op, og holdt dem en Stund stille i Luften, som om hun lyttede, – og da gled der en Trækning hen over hendes Læber. Det skulde have været et Smil.
"Povl!" – sagde hun, idet hun atter lukkede Øjnene, med en lille Stemme, hvori der endnu var noget af dette Milde, Syngende, der havde været hende ejendommeligt.
Der rumlede i dette Øjeblik tre-fire Vogne gjennem Gaden, og Vinden slog netop ned med et helt Brag; men det viste sig, hun havde Ret. Lidt efter ringede det.
Povl kom, klædt til Bal. Han havde ikke anet, det kunde være saa nær, og blev ganske forbavset, da de tyssede paa ham. Men da han havde listet sig hen til Sengen og faaet Næseklemmerne paa, maatte han ryste paa Hovedet.
Der laa Esther og aandede saa sagte, at Brystet næppe bevægede sig. Men efter en lille Stund begyndte det at bryde i det, først ganske svagt, saa stærkere og stærkere, men uden Lyd. Rundt om Sengen stod de Tre og saa' roligt paa hende. Inde i den tomme Spisestue slog Uhret ni smaa dirrende Slag.
Povl blev saa rørt over at se paa dette, at han med sin fede Haand gav sig til at glatte ned over hendes spinkle Fingre, der krummede sig paa Lagenerne. Og derved kom 445 han pludselig til at mindes alle de Barnestreger, de havde havt for med disse Fingre: Ringene af Straa, han havde flettet; Ringen af Rav, han havde kjøbt; de dyre Eder, han havde svoret; – og nu kom det Altsammen op igjen i hans Hukommelse: Balaftenen, Løjtnanten. Han maatte næsten smile; men som Minderne naaede frem, klappede han hende dog hastigere og hastigere over Haanden. Men da var hun død. –
