Årsmøde og generalforsamling 13. maj 2019

Efter foredrag af Martin Zerlang om satirikeren Pontoppidan afholdtes

Generalforsamling

  1. Valg af dirigent og godkendelse af dagsorden. Claus Lunøe blev valgt til dirigent og han konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
  2. Beretning v/ formand Johan Rosdahl. Beretningen godkendtes. Se nedenfor.
  3. Forelæggelse af regnskab v/ kasserer Gunnar Jørgensen.
  4. Valg af bestyrelse og revisor. Samtlige bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt og nyvalgt blev Connie Nielsen. Revisor Chr. Gylling blev genvalgt.
  5. Fastsættelse af kontingent. Kontingentet fastsattes til 250 kr.
  6. Eventuelt. Bestyrelsesmedlemmerne præsenteredes; Flemming Behrendt blev hyldet i anedning af sin 80 års fødselsdag og udgivelsen af Henrik Pontoppidan-biografien. Se nedenfor.

Beretning maj 2019

Beretningsåret har i en vis udstrækning været præget af den opmærksomhed Lykke-Per fik, da Bille Augusts filmatisering havde premiere. Interessen for bogen har vist sig i salgstal i bestsellerklassen og jeg har som formand for selskabet været på turné med foredrag om Lykke-Per. Overalt har interessen været stor, men dog ikke stor nok til en medlemsfremgang. Selskabet har pr. d.d. 136 medlemmer mod 140 sidste år. Der er således plads til forbedring og vi forventer at interessen for Pontoppidans liv og værk vil få et gedigent løft, når Flemming Behrendts monumentale biografi udkommer i slutningen af august. En begivenhed som også vil være en del af emnet for sommermødet, som i år finder sted 23.-25. august på Tisvilde Højskole. Skynd jer at melde jer til!

I beretningsåret har vi arrangeret foredrag inden for selskabets kerneområde: den tætte læsning og drøftelse af Pontoppidans værker: F.eks. førte Caroline Albertine Minor en slags forsvar for den tvivlsomme karakter Karsten From i De dødes Rige.

På sidste års sommermøde fik vi sat Det forjættede Land i perspektiv. Mødet blev fulgt op af en udflugt til ”Pontoppidan-land” i september. Og Johannes Nørregaard Frandsen, der var fraværende på sommermødet på grund af sygdom, fik her i april 2019 revanche med en spændende indføring i Pontoppidans landskaber. Vi har også hørt et lidt sjældnere behandlet værk Mands Himmerig ved en yngre litteraturkritiker Martin Bastkjær og professor Johnny Kondrup belyste Bjergtagelsestemaet som også er centralt i Pontoppidans forfatterskab.

En sammenstilling af Bang og Pontoppidan var i fokus på et halvdages-seminar på Københavns Universitet, et arrangement der var resultatet af et samarbejde mellem De Bangske Morgenmænd og Pontoppidan Selskabet. Peer E. Sørensen talte om Bang og eksilet og Martin Zerlang om hotellet som et vigtigt sted i gennembrudslitteraturen omkring 1900.

Lykke-Per fortsætter vi med, og her i februar tog Krista Stinne Greve Rasmussen endnu en tur: Hvad skal man dog stille op med alle de versioner der findes af romanen? Et tema Erik Skyum Nielsen vil tage op på sommermødet.

En nyskabelse, eller rettere: en genoptagelse har vi også fået i gang: nemlig et nyt bind i den skriftserie vi begyndte med Undergangens angst – en artikelsamling fra 2004, denne gang med titlen Der må ikke gå lyrik i mennesket.

Det er med glæde at vi kan udgive denne samling tekster, måske især fordi hovedteksten er af den unge Rasmus Vangshardt hvis betragtninger over slægtskabet Thomas Mann / Pontoppidan vi har haft glæde af for et par år siden. Vi har fået støtte af Sportsgoods Fonden som jeg vil takke her og som har muliggjort at medlemmerne kan få bogen uden beregning. I den forbindelse efterlyser vi gode idéer til afsætning af bogen. Husk den er gratis!

Så der er faktisk grøde i udbredelsen af kendskabet af Pontoppidan. Allermest glæder vi os imidlertid over at Flemming Behrendts monumentale biografi over Henrik Pontoppidan nu er på vej og vil foreligge til sommermødet i august. Det vil vi fejre! På sommermødet, som nævnt, hvor vi dele tiden mellem Biografien og Lykke-Per.

Til sidst:
Tak til Gyldendal for den udmærkede traditionelle gæstfrihed!

Johan Rosdahl, 13. maj 2019