Skalmejen

Hvor godt kendte Pontoppidan Wagners Tristan og Isolde? En punktundersøgelse.

Af Flemming Behrendt

De musikalske metaforer spiller en ikke ringe rolle i Henrik Pontoppidans værk og hans egne forestillinger om sin kunst, hans "poetik": "Jeg bilder mig også ind, at jeg i "De Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgået."¹. I romanen lader Pontoppidan Torben Dihmer kalde selve nutidslivet for en "Kehraus til stumt Orkester"². Allerede om Lykke-Per hedder det mod slutningen af romanen at "Kun en enlig Skalmeje var bleven tilbage af det store Orkester, som havde larmet disharmonisk derinde [i hans Indre]. Den klang saa klagelig henover Ødet.³

I slutningen af De Dødes Rige spiller en ung mand, Keld Borgen, på skalmeje. Han og med ham hele slutningen er ofte (lige som slutkapitlet af Lykke-Per) gjort til genstand for en vis foragt for disse vage, utopiske forestillinger uden megen grund i det foregåendes "virkelighed" eller jordens fremtid⁴. Nogle fortolkere (som f.eks. Lise Præstgaard Andersen) gør hans skalmeje lig med en "panfløjte" (sådan et 68-instrument som de chilenske gademusikanter i Paris stadig, højlydt og ulideligt betjener sig af). Men skalmejen er i sin kulturmusikalske sammenhæng et meget vigtig og vægtigt instrument: thi herpå er det Hyrden spiller i 3. akt af Wagners Tristan og Isolde. Han spiller to melodier: en munter (som tegn på at nu kommer Isolde endelig sejlende) og en sørgelig (der skal minde om hele Tristans triste historie). Andre har før mig gjort meget ud af at Torben Dihmer og Jytte Albildgaard i DDR er et Tristan-og-Isolde-par (Niels Kofoed f.eks.), og dermed indskriver romanen sig i en lang og dyb tradition. Men som de franske ynder at fremhæve: Gud findes i detaljen (mens nordeuropæere snarere finder djævelen dèr). Detaljen i dette tilfælde er at Keld Borgen ER hyrden der sidder og spiller ved Tristans dødsleje. I samme øjeblik Tristan/Dihmer dør, ankommer/ringer Isolde/Jytte til borgen/Favsingholm. Men forgæves: helten er død. Min spekulation er nu denne: Pontoppidan var til stede den 14. februar 1914 da Tristan og Isolde for første gang blev opført på Det kgl. Teater (eller en af de 13 andre gange i det følgende år). To år før var Karl Gjellerups danske oversættelse af librettoen udkommet. Den havde Pontoppidan læst (min spekulation). Og da han ved forestillingen nåede til hyrdens skalmeje, gjorde det lige så uudsletteligt et indtryk på ham som det forleden gjorde på mig da jeg for 117. gang overværede operaen. Kan jeg bevise at Pontoppidan havde hørt Tristan og Isolde? Nej, ikke endnu i hvert fald, men en "hofreportage" i Politiken den 15.2.1914 kan måske. Pointen: det er ligemeget. Som biografi vil jeg have lov at skabe denne sammenhæng - og allerhøjst i en fjern fodnote bemærke at det er spekulation.

Tristan Schalmei A double-reed woodwind instrument, of conical bore with six finger-holes, with characteristics of the Musette and Shawm, designed by Heckel for the shepherd's rustic pipe in Act 3 of Wagner's Tristan und Isolde. The Holztrompete, however, probably had the sound closest to Wagner's idea (the tárogató and english horn have also been used); the Tristan Schalmei is now obsolete. (The Concise Grove Dictionary of Music (1994)

Holztrompete ‘Wooden trumpet’: an Alphorn or a wooden instrument with the bell of an english horn, one valve and a cup mouthpiece, invented to play the shepherd's melody in the third act of Wagner's Tristan and Isolde.(opus.cit.)