Eksempler på raffineret forkortelse

Toldere og Syndere s. 177-78 (204 ord)

Forholdet mellem de to gamle Venner var iøvrigt igen gaaet i Leje efter Sommerens forskellige Rivninger. Jægermesterens overlegne og irettesættende Tone irriterede ganske vist Hr. Frandsen meget mere, |178| end han lod ane; men han var vant til den fra Ungdomsdagene og fandt desuden sin Regning ved at lade sig hundse. Han havde saaledes nu ved Vennens Hjælp og Rigsdags-Indflydelse faaet en midlertidig Ansættelse i Indenrigsministeriet og var flyttet til København omtrent samtidig med ham.

For sit Ægteskabs Ukrænkelighed nærede Jægermesteren nemlig ingensomhelst Bekymring længer. "Det er ogsaa i den Henseende gaaet ganske som jeg tænkte," sagde han ofte til sig selv. "Vilhelmine savnede Beskæftigelse og passende Adspredelse paa Storeholt. Hun, som har arvet saa meget af sin Fars driftige og praktiske Natur, trængte til selvstændig Virksomhed. Nu, da hun har faaet den, er Nykkerne gaaet af hende."

Han vidste ikke, at Fru Vilhelmine trods al sin selskabelige og filantropiske Optagethed dog fik Tid til ganske regelmæssigt at besøge Hr. Frandsen i hans Ungkarlebolig paa Østerbro. Og endnu mindre kunde han ane, at det var disse intime Besøg, der paa det Elfenbens-Memorandum, som hun med sin udviklede, forretningsmæssige Ordenssans altid havde liggende paa sit Skrivebord, figurerede under Navnet "Østerbros Væveskole".

De Dødes Rige, 1917, bd. 2, s. 21-22 (84 ord)

Forholdet mellem de to Venner var ellers igen gaaet i Leje efter Sommerens Rivninger. Som Jægermesteren i det hele nu saae Tilværelsen i et forklaret Lys, nærede han heller ikke længer Bekymring for sin Ægteskabslykke. Skønt Frandsen havde faaet en Ansættelse i Landbrugsministeriet og — paafaldende nok — var flyttet til København omtrent samtidig med, at han selv |22| og Vilhelmine kom herover, fandt han det nu nærmest komisk at tænke paa, at han i Sommer virkelig havde været lidt skinsyg paa ham.

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun nu ønskede at gaa. Men Jægermesteren, der havde trukket sin |179| svaghodede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, blev ikke færdig med at forklare ham, hvad han skulde mene, og Jytte blev mere og mere nervøs.

Karsten From havde nærmet sig for at underholde hende. De talte om den forestaaende Koncertsæson og meget andet; men hun tænkte kun paa at komme afsted.

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun ønskede at tage bort. Men Jægermesteren havde trukket sin svaghjernede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, og straks nærmede Karsten From sig for at underholde hende saa længe.

Han var stadig paa besynderlig Maade afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde Mærke til, at han for det meste undgik at se paa hende. Og hun tænkte som saa mange Gange før: "Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld Eventyrer, der skifter Væsen som en Kamæleon og ikke er til at blive klog paa?"

Endelig vendte Fætteren sig fra Staffeliet.

"Jytte!" sagde han. "Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrætet fra Rigsdagssalen vil være at foretrække. Det er — som Frandsen meget rigtig siger — mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det."

Jytte gad ikke svare. Og hun undgik Karsten Froms Blik paa Grund af den ufrivillige, hemmelige Forstaaelse imellem dem, som hun ikke vilde lade sig mærke med.

[Afsnittet flyttet længere ned i teksten, side 24, og ændret til:]
"Jytte!" sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. "Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er — som Frandsen meget rigtigt siger — mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det."

[Den tilsvarende scene foregår i vidners overværelse efter at der er budt på te:]
Den lille Dagligstues elegante Hygge tiltalte hende iøvrigt. Det kunde mærkes, tænkte hun ved sig selv, at her boede et Menneske med kultiveret Smag. Der var smukke Gobeliner paa Væggene, stilrene moderne Møbler i lys Mahogni og morsomme Broncer. Men hvad der især vakte hendes Opmærksomhed var nogle Malerier og flygtige Skitser, der hang over Kaminen og paa Dørene. Det var Landskaber, Dyrestudier, Søbilleder, og alle betog de hende ved deres prægtige Farvevirkning. Paa hendes Forespørgsel fortalte han til hendes Skuffelse, at det var Ting, han havde bragt hjem fra Paris.

Døren til Dagligstuen stod aaben, og fra det Sted, hvor hun stod, kunde hun se derind. Dens elegante Ungkarlehygge tiltalte hende.

Paa en Væg over en fransk Kamin hang tre Smaabilleder, der især fangede hendes Interesse. Det var Studier af Landskaber og Dyr med en ualmindelig pragtfuld Farve.

Paa hendes Forespørgsel fortalte han, at det var lykkelige Fund, han havde hjembragt fra Paris. Svaret skuffede hende. Hun havde tænkt sig, at det kunde være nogle af de Friluftsstudier fra hans Ungdom, som hans Kunstbrødre paa Skagen havde berømmet.

For at komme hans Indbydelse i Forkøbet gik hun af sig selv derind og betragtede Billederne paa nærmere Hold. Og hun spurgte ham nu, om han aldrig gjorde |23| den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portrætter.

Han svarede ved at oplyse, at han i sin Tid havde købt disse Mesterværker for 50 Francs Stykket.

"For 50 Francs? ... Men Janet er jo et berømt Navn!" sagde Jytte.

"Ja. Men det blev det først ti Aar efter, at Mesteren var funden død af Sult paa et Tagkammer. Saa han havde ikke stor Fornøjelse af det."

"Tænk! — Blot han dog havde levet endnu!" sagde Jytte. "Saa havde han haft den Tilfredsstillelse at se sig anerkendt af hele Verden."

"Det havde han naturligvis. Men det vilde han rimeligvis ikke have haft synderlig mere Glæde af. Han vilde saa blot have ærgret sig over de talentløse Folk, der blev ligesaa berømte som han, fordi de havde gode Presseforbindelser. Vi har jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Karl May f. Eks. De kender vistnok hans Billeder."

"Ja — Karl May!"

" Ja, han hører jo nu til de store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet. Følgelig er han et kunstnerisk Geni. For at holde Berømmelsen oppe klemmer han engang imellem en Masse forskellige Farvetuber ud paa et Stykke Lærred og lader saa Folk gætte paa, hvad den Sildesalat skal betyde. De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Publikum stimer til, og naar Forargelsen er paa |24| sit højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden, og Spillet er gaaende. — Nej, Berømmelsen er den geniale Kunstners egenlige Martyrium, fordi han maa dele den med altfor mange Abekatte."

Jytte hørte lidt forundret paa dette bitre Selvforsvar. Men hun forstod ham, og der var noget i Tonen, der gjorde Indtryk paa hende, en trodsig Ensomhedsfølelse, som hun selv kendte.

"Jytte!" sagde Jægermesteren, der i det samme kom ind med Hr. Frandsen. "Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrættet fra Rigsdagssalen er at foretrække. Det er — som Frandsen meget rigtigt siger — mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det."

Jytte gad ikke svare, men hun lod ham nu forstaa, at hun vilde gaa.

Husholdersken aabnede i det samme Døren ind til Dagligstuen ved Siden af, hvor der var dækket et fint Tebord foran Sofaen, og Karsten From bad sine Gæster gøre ham den Ære at indtage en lille Forfriskning.

Det kom for Jytte som en Overrumpling. Hun havde lige haft paa Munden at sige til John, at de skulde gaa. Men Fætteren brød straks ud i en glad Tak, ligesom Hr. Frandsen takkede korrekt for Indbydelsen |180| med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Hun kunde derfor ikke sige nej uden at fornærme. Men hun huskede paa sin Mor, der sad og ventede hende i Uro, og idet de gik ind i Stuen, mindede hun Fætteren om — og det, saa Karsten From maatte høre det — at hun snart skulde være hjemme.

Den lille Dagligstues elegante Hygge tiltalte hende iøvrigt. Det kunde mærkes, tænkte hun ved sig selv, at her boede et Menneske med kultiveret Smag. Der var smukke Gobeliner paa Væggene, stilrene moderne Møbler i lys Mahogni og morsomme Broncer. Men hvad der især vakte hendes Opmærksomhed var nogle Malerier og flygtige Skitser, der hang over Kaminen og paa Dørene. Det var Landskaber, Dyrestudier, Søbilleder, og alle betog de hende ved deres prægtige Farvevirkning. Paa hendes Forespørgsel fortalte han til hendes Skuffelse, at det var Ting, han havde bragt hjem fra Paris.

I det samme kom Husholdersken ind med en Te-Anretning paa en Bakke. For ikke at være uhøflig var hun nødt til at tage en Kop; men hun tænkte igen paa sin Mor og var urolig.

" Ja, De bor skam godt, From!" sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken havde bortfjernet sig. "Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa en af vore første Kunstnere ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det jo ogsaa godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade."

Han lagde Haanden hen paa sin svaghodede Ven. der sad ved Siden af ham, og fortsatte: |181| "Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har noget Talent. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. — Hvad siger du, er det noget Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? . . . Herregud, hvorfor rødmer du for det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening."

Det var nu ikke udelukkende af Skamfuldhed, at Vennen blev rød, og det kom til et af disse smaa Sammenstød, hvorunder Hr. Frandsen med tilbidte Tænder gjorde et spagfærdigt Oprørsforsøg mod sin Tyran, mens Jægermesteren med selvglad Jovialitet og smaa muntre Sideblink til Tilhørerne nød sin Aandsoverlegenhed over den ulykkelige Skovtaksator uden at ane de Tanker, som denne i sin Afmagt trøstede sig med og hemmeligt fnisede af.

"De bor skam godt, From!" sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken gaaet. "Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa vor Tids første Kunstner ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade."

Han lagde Haanden paa sin Vens Skulder og fortsatte:

"Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har Talent |25| for noget. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. — Hvad siger du, er det Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du over det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening."

Hr. Frandsen trak sig ud til Siden med en dannet Hovedrysten.

Jytte fandt sin Fætter aldeles uudholdelig idag. For at bortlede Opmærksomheden fra ham gav hun sig igen til at se sig om paa Stuens Billeder og spurgte Karsten From om Kunstnernes Navne. Paa hendes Opfordring tog han et af dem — et Landskabsstudie — ned fra en Dørfylding, saa hun bedre |182| kunde se det. Han kaldte det selv for en lille Perle, og Jytte benyttede nu Lejligheden til at spørge ham, om han aldrig selv gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portræter.

Karsten From gik i Fælden. Han havde glemt sin tidligere Udtalelse til hende og svarede med en Skuldertrækning, at han foretrak at arbejde paa Bestilling. Saa løb man ikke den Risiko at maatte beholde sine Billeder selv.

Altsaa lyver han ogsaa! — tænkte Jytte. Højt sagde hun:

"Men jeg forstaar det ikke. Naar De dog altsaa sætter saa stor Pris paa saadanne Friluftsstudier. Hvor kan De da lade være?"

Karsten From svarede ved at oplyse om, at han i sin Tid havde købt det lille Mesterværk for 50 Francs.

"For 50 Francs? Men tager jeg fejl i, at Kunstneren nu har et berømt Navn over hele Verden?"

"Nej. Men han har i snart ti Aar ligget i sin Grav. Saa det har han ikke stor Fornøjelse af."

"Men dersom han nu havde levet!" — sagde Jytte lidt efter.

"Saa vilde han rimeligvis have været pint af stadig Ængstelse for at miste sin Berømmelse. Og han vilde ganske sikkert have gaaet og ærgret sig over de ganske talentløse Folk og Charlataner, der |183| er bleven lige saa berømte som han og har faaet Plads i Kunsthistorien. Vi kender jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Der er f. Eks. Karl May. De kender vistnok hans Billeder."

"Ja — Karl May!"

"Ja, han hører jo til vore store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet, og mere behøves der ikke for at blive gjort til et kunstnerisk Geni. Jeg kender ham tilfældigvis ganske godt fra Fortiden og kan garantere for, at han, hvad Talent angaar, er ganske steril. Og han veed det allerbedst selv. For at holde Berømmelsen oppe stiller han sig bare engang imellem hen foran et vældigt Lærred, klemmer en Masse forskellige Farvetuber ud paa det og lader saa Publikum gætte sig til, hvad den Sildesalat skal betyde. Og De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Bladene skælder ham frygteligt ud, og Folk stimer til ... Naar saa Forargelsen er paa det højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden og sikrer hans Navn et nyt Blad i Fremtidens Kunsthistorie. — Næ, det er saamænd ikke værd at misunde en genial Kunstner hans Berømmelse. Han maa dele Æren med altfor mange Abekatte."

Jytte hørte lidt overrasket paa dette bitre Selvforsvar men lod sig ikke mærke med noget. I |184| sit Hjerte forstod hun ham dog, og gav ham i Grunden Ret.

Jægermesteren og Hr. Frandsen havde imidlertid udkæmpet deres lille Skærmydsel og sluttet Forlig. Med Haanden paa Vennens Skulder vendte Jægermesteren sig om mod From og sagde:

" Naar De nu vilde gøre det rigtig godt for os, kære Mester, saa skulde De glæde os med en lille Sang til Gitaren. Helst en af Deres smaa franske Viser. F. Eks. den om Toldassistentens Fristelser. Den er maaske en Smule vovet, Jytte . . . men Herregud, vi er jo ikke Konfirmander."

Jytte, som mærkede, at Karsten From skottede til hende for at læse i hendes Ansigt, gjorde sig Umage for, at han ikke skulde finde allermindste Opfordring i det. Hun var igen kommen til at tænke paa sin Mor og vilde nu hjem. Allermindst havde hun i Øjeblikket Lyst til at høre ham synge sine tvetydige Viser. Hun havde altid fundet, at han ogsaa som Sanger nedværdigede en smuk og sjelden Evne for at imødekomme den selskabelige Verdens platte Smag.

"Vi skal gaa, John! Husk paa, at du har lovet mig at passe Tiden."

"Herregud, Jytte, nu sidder vi saa hyggeligt. Og det har jo ingen Hast. Din Mor venter dig saamænd ikke saa snart. Lad os nu faa en morsom Vise!" |185|

Men Jytte havde allerede rejst sig.

I det samme traadte Husholdersken ind og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt. Karsten From sprang op og sagde, at han ikke kunde modtage dem — de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham slet ikke fra den Side.

"De vil da ikke allerede gaa!" — sagde han næsten bønfaldende, da Husholdersken var gaaet.

Hun svarede ikke ligefrem; men hans ophidsede Ansigtsudtryk gjorde hende endnu bestemtere i sin Opfordring til Fætteren om at bryde op.

Husholdersken kom tilbage og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt.

Karsten From vendte sig heftig mod hende og sagde, at han ikke kunde modtage dem — de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham ikke fra den Side.

"De vil da ikke gaa!" sagde han, da han saae, at hun paany gav Jægermesteren et Vink.

"Jo. — Du lovede forresten at passe Tiden, John!"

"Herregud, Jytte, nu har vi det saa hyggeligt. Har det virkelig saadan Hast?"

"Ja."

For at bøde lidt paa Opbrudets Hastighed trykkede hun ved Afskeden hans Haand og takkede ham. Det var første Gang i al den Tid, de havde kendt hinanden, at hun gav ham Haanden. Hun havde undgaaet det lige fra deres første Møde, fordi hun dengang havde set, at han gerne tog sig den Frihed efter udenlandsk Mønster at give Damerne Haandkys.

Denne Gang glemte han det dog. Han var bleven tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men hun følte Varmen fra hans nervøst dirrende, mærkeligt brændende Haand og slap den hurtigt.

Da Jytte sagde Farvel, rakte hun for første Gang Karsten From Haanden. I al den Tid, de havde kendt hinanden, havde hun undgaaet det, fordi hun havde set, at |26| han efter udenlandsk Mønster gerne tog sig den Frihed at give Damerne Haandkys.

Ved denne Lejlighed undlod han det dog og nøjedes med et ceremonielt Buk. I det hele forglemte han sig lidt, blev tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men Jytte havde gennem Hansken følt hans nervøse Haands Dirren.

Nede paa Gaden sagde Hr. Frandsen Farvel. Han |186| maatte ikke forsømme sin Ridetime — forklarede han. Jægermesteren lo ham lige op i Ansigtet og spurgte, om det var en Gyngehest, han havde lejet.

Hvorpaa Vennen trak sig tilbage med en dannet Hovedrysten.

"Hvad skal jeg gøre ved Frandsen?" sagde Jægermesteren til Jytte, da de gik ned ad Alleen. "Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig uhjælpelig til Latter. Som nu f. Eks. idag . . . den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske — og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min bedste Ven — saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Fordi du er svagt begavet, Frandsen, behøver du ikke at gøre dig til Nar! Og det har jeg dog Ret i, ikke sandt?"

"Naturligvis," sagde Jytte, der gik i sine egne Tanker og ikke havde Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

"Hvad skal jeg stille op med ham? Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske — og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min eneste Ven — saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Et Menneske har intet Ansvar for, at han er født ubegavet eller kejthaandet eller pukkelrygget, men det er hans egen Fejl, dersom han bliver latterlig. Giver du mig ikke Ret?"

"Naturligvis," sagde Jytte uden Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

Efter at de havde gaaet nogen Tid i Tavshed, begyndte Jægermesteren igen:

"Der er forresten noget andet, jeg gerne vilde tale med dig om, dersom du vil give mig Lov til det."

"Hvad er det?"

"Maa jeg gøre dig et Samvittighedsspørgsmaal? Har der været noget mellem dig og From engang?"

"Hvad skulde det være?"

"Det veed jeg ikke; men han sagde forleden, at der var ingenting, han saadan fortrød som en Dumhed, han engang havde begaaet overfor dig. Husker du noget om det?"

Jytte betænkte sig et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun gjorde bedst i at sige lige ud, hvordan det forholdt sig.

"Ja, han har engang været lidt for galant overfor mig. Og det var virkelig en større Dumhed, end jeg havde tiltroet ham."

"Død og Pine! Men jeg tænkte jo nok, det maatte være noget i den Retning. Han har unægtelig paa det Punkt en Skavank, som vistnok undertiden gør ham lidt utilregnelig."

"Det lader til, at du er bleven hans Fortrolige!"

"Naa ja, naar jeg sidder for ham, fortæller han mig undertiden et og andet om sig selv, mens han maler. Det er virkelig højst interessant. Veed du af, at han er et Vajsenhusbarn? "

"Jeg tror, vi har talt om det."

"Hans Mor døde, da han var seks Aar gammel. Hun blev sindssyg og kastede sig ud fra en Fjerdesal. Jeg tror, han gaar i stadig Angst for, at han skal have arvet Anlæg i den Retning. I det hele tror jeg, at han egenlig har et melankolsk Temperament. Læg Mærke til hans Øjne!"

"Ja — hvad de?"

"Jeg har hørt, han engang skal have sagt til en Ven,|28| at naar han havde saa mange Narrestreger for, var det, for at Folk ikke skulde mærke Overgangen, dersom hans Mors Galskab en skønne Dag brød ud hos ham. — Naa, men efter hvad du nu har betroet mig, Jytte, forstaar jeg naturligvis bedre din Holdning overfor ham, og dersom du ønsker det, skal jeg ikke oftere bringe jer sammen."

"Ja Tak, det ser jeg helst."

"Det gør mig selvfølgelig personlig ondt — du veed, jeg sætter stor Pris paa ham — men jeg respekterer, som sagt, dit Standpunkt."

Udenfor Porten i Dronningens Tværgade skiltes de.

Da Jytte kom op, var der Fremmede. En Justitsraad Hansen med Frue var kommen paa Visit. Det var jævne Folk, en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid. Hr. Hansen, som dengang ejede en Proprietærgaard paa Samsø og var en af Øens Matadorer, havde i Faderens Ministertid og |187| ved hans Indflydelse faaet en Lotterikollektion i København og siden paa Grund af uopklarede Fortjenester erhvervet sig sin Titel.

For Jytte, der havde frygtet en alvorlig Scene med sin Mor ved Hjemkomsten, faldt dette Besøg meget belejligt. Det var næsten, som om Fru Bertha ikke tænkte paa, hvor Datteren kom fra. Kun lige idet Jytte traadte ind, havde hun kastet et hurtigt forskende Blik hen paa hende. Siden syntes hun helt at glemme hende for de Fremmedes Nærværelse. Men hendes Væsen var i det hele besynderligt. Justitsraaden havde ført Samtalen ind paa Øjeblikkets Politik og de mange underlige Rygter, man hørte. Men Fru Bertha svarede ham mod Sædvane med almindelige Talemaader, ønskede aabenbart at komme bort fra Emnet og hensank et Par Gange i en mørk Aandsfraværenhed.

Jytte havde sat sig hen i Armstolen ved det ene Vindu. Nede paa Gaden var Lygterne lige bleven tændt.

Af Høflighed sad hun med Ansigtet vendt mod Stuen, som om hun hørte paa, hvad der blev talt om; men hendes Tanker var igen i Karsten Froms Atelier og Dagligstue. Det var gaaet op for hende, at hun først idag havde talt rigtig med ham og lært ham lidt at kende, som han virkelig var. Han havde for første Gang kastet Narrekappen helt. Det |188| var jo kun saa ubetydeligt, de havde talt sammen; og hvad han havde sagt, skulde vel ikke altsammen tages alvorligt. Men naar hun tænkte tilbage derpaa eller rettere paa hans Tone, følte hun sig underlig grebet om Hjertet, fordi hun i dens brudte Klang hørte som et Ekko af sin egen hjemløse Sørgmodighed.

For anden Gang paa denne Dag kom hun til at mindes sin Faders Ord til hende om den Sjælens "Tvillingbroder", hun engang skulde finde i Menneskevrimmelen. Det havde som oftest været med en Følelse af Skræk og Uhygge, hun forestillede sig et saadant mandligt Genbillede af sin egen Ulykkes-figur, og noget af denne Angstfølelse steg ogsaa i dette Øjeblik op i hende ved at tænke paa den lille, instinktmæssige Uro, hun altid havde følt i Karsten Froms Nærhed.

Justitsraaden og hans Frue rejste sig nu og sagde Farvel. Hun fulgte dem ud i Forstuen, og da hun kom ind igen, og Moderen endnu ikke spurgte om noget men paany sad fortabt i sine egne mørke Tanker, gik hun ind til sig selv.

"Hvad kan der være sket?" tænkte hun.