Om "Lykke-Per"

Lykke-Per og Dostojevskij

Lykke-Per er, som Pontoppidan, en præstesøn fra Østjylland, der vokser op i en stor søskendeflok og gør oprør fra hjemmet ved at rejse til København for at læse til ingeniør. Det mest sekulære af de daværende studier.

Som uvidenskablig læser vil jeg ikke udtale mig nærmere om Lykke-Per's selvbiografiske omfang, men blot konstatere, at det i høj grad må være Pontoppidans egen åndelige udvikling, der her er beskrevet, og jeg vil på den baggrund først fokusere på to fællestræk, som jeg finder at Pontoppidan har til fælles med en anden næsten samtidig forfatter, nemlig Dostojevskij.

Både Dostojevskij og Pontoppidan opvoksede i hjem hvor det religiøse og åndelige blev kraftigt betonet. For Dostojevskij bestod familiens højtlæsning udover testamenterne af de mest betydningsfulde værker i den russiske litteratur og verdenslitteraturen, mens man i Pontoppidans hjem formentligt har holdt sig udelukkende til testamenterne, hvis altså Lykke-Per kan bruges som kilde. Lige meget hvad, må man sige at det religiøse kim tidligt, og dermed dybt, er blevet plantet i begge forfatteres sind. Hos Pontoppidan måske mere snævert kirkeligt, mens det hos Dostojevskij måske snarere var i form af skønhedssans.

Det andet fælles karakteristikum er, at de begge har studeret ingeniørvidenskab, et faktum jeg har set Dostojevskij-fortolkere notere sig som en fodnote. Mit postulat er imidlertid, at ingeniørstudiet i høj grad påvirker den studerendes tankegang, og måske særligt dengang, hvor der formentlig ikke blev gået let hen over de rigoristiske matematiske beviser. Igennem studiet ser man hvor omfattende bevisførsel der kræves for at kunne bevise den mindste, tilsyneladende selvfølgelige, ting. Man opdrages af den logiske stringens til at frasortere overflødigheder og ikke mindst opdager man, hvor nemt man kan blive bedraget af egen intuition.

For den fritænkende og åndeligt disponerede vil jeg påstå, at ingeniørstudiet giver et redskab der automatisk bekæmper selvbedrag. Ikke som filosofien eller psykologien, der leverer teorier og rationaler om ånd og sind; men ved en allestedsnærværende og evigt arbejdende skepsis overfor hvert et udsagn og enhver fornemmelse, og dette har måske været med til at skabe de to genier i menneskepsyke. Det utrættelige og nådesløse blik ind i sig selv og ind i andre. Utrætteligt, p.g.a. deres sjælelige natur og nådesløst p.g.a. natur såvel som evne. Medfødt såvel som tillært.

Min teori er måske usand eller også banal, det er for så vidt ligegyldigt, faktum er, at vi i Lykke-Per har at gøre med en forfatter som uden åndelig hokus-pokus kan beskrive den kyniske fremskridtstro som endimentional og utilstrækkelig, og samtidigt kan afsløre kirken som en mølædt Golden Retriever (citat dog af Ulrik Høy), der trofast lunter efter sin ejermand, det verdslige. I opgøret imellem den materielle fremskridtstro og kirken, fornemmes der imod slutningen plads til en udogmatisk deistisk mellemvej; men det virker ærlig talt ikke som om, at Pontoppidan selv tror på den. Snarere syntes Pontoppidan kun at respektere den kristne der enten er enfoldig eller martres indtil sortsyn af tvivl. Den jødiske trosretning bliver derimod skildret i et positivt lys, omend kort, igennem Pers forlovede Jacobe. Den litterære lighed imellem Dostojevskij og Pontoppidan, ligger bestemt ikke i deres skrivestil eller i måden hvorpå religionen behandles; men snarere i fraværet af svar i deres bøger. Dostojevskij lægger hele sin tyngde og loyalitet bag ateisten såvel som bag munken, og man fornemmer, som hos Pontoppidan, det indre oprør tydeligere end hos de fleste forfattere.

Idag er konflikten imellem kirken og det sekulære svær at få øje på; men netop fordi kirken har udviklet sig til blot at være et interaktivt museum til bevarelse af vores kulturarv, har bogen stadig relevans. Ikke mindst fordi den fra start til slut, ind imellem ovennævnte hovedtema, giver meget rammende beskrivelser af forfængelighed, hovmod, kærlighed og alt hvad der skal til for at gøre et menneske komplet.