"Brat af Slaget rammet"

(…) 20 stille Vagt ved Landsoldatens Monument for at beskytte det mod mulig Overlast fra fanatiske Fjenders Haand. Og det kunde vi godt lide Østerrigeren for.

I Randers var det Preussere, vi fik med at gøre, Augustagarden og Elisabethgarden laa en længere Tid indkvarteret dér i Byen. Det var skikkelige Folk, og der herskede en eksemplarisk Mandstugt. Fra selve Randers mindes jeg ikke at have hørt noget Eksempel paa uordentlig eller voldsom Optræden fra det indkvarterede Mandskabs Side. Derimod saa jeg hos en Bonde i Nærheden af Randers Gibsloftet i Storstuen tæt oversaaet med smaa Huller; dem havde de preussiske Soldater prikket med deres Bajonnetter som Hævn, fordi de ikke havde været fornøjede med Kosten, de fik der i Huset. Ja, det var unægtelig Selvtægt, og det var Vandalisme, men dog af en – under Krigsforhold – forholdsvis uskyldig Art. Der kan naturligvis være begaaet adskilligt andet; men dette er, som sagt, det eneste Overgreb fra Mandskabets Side, jeg mindes at have hørt om. En Sag for sig var jo de officielle Voldsomheder – Arrestationer af indflydelsesrige Mænd eller Opbringelse af Bønderheste til Preusserhærens Brug. Især dette sidste gik stadig for sig, og der fortaltes mange morsomme Historier om, hvorledes den og den snedige og sindige Jyde havde forstaaet at skaffe sine værdifulde Bæster til Side og sætte Preusserne en Voksnæse paa. Til de officielle Voldshandlinger hørte ogsaa Sprængningen af den store Jernbanebro ved Langaa. Langaa er Nabostation til Randers, og jeg var ude og saa den sammensunkne 21 Jærnkolos. Da Nørrejylland paa den Tid ikke havde mere af Jærnbane end det Stykke mellem Aarhus og Randers, kan Brosprængningen ikke godt være sket af militær Nødvendighed som Hindring for mulige danske Troppetransporter. Man opfattede det da ogsaa blot som et Led i det, der hed "at lægge Pres paa Jylland" og derigennem paa den danske Regering for at bevæge den til Eftergivenhed. Langaabroen var – efter Tidens Forhold – et særdeles værdifuldt Aktiv, som man mente at kunne bedrøve den danske Almenhed for uden at øve nogen særlig Inhumanitet overfor Befolkningen. Men her var alligevel den preussiske Overkommando kommen galt afsted. Uden at vide det havde den forgrebet sig paa et engelsk Aktiv. Thi det nævnte Stykke Bane ejedes endnu af det engelske Selskab, der nylig havde anlagt det, og som foreløbig havde Koncession paa at drive det. Man maa tro, at vi derovre i Jylland ordentlig godtede os ved Tanken om, at Preusserne selv vilde komme til at godtgøre Skaden, hvad de da ogsaa kom til.

I Randers Præstegaard, som var en ret stor og anselig Bolig, havde vi gerne høje Officerer indkvarterede. Men tillige baade Underofficerer og menige. Det vil sige tre forskellige Borde hver Dag – foruden vort eget. Hvilket var meget besværligt. De bedste Værelser havde vi maattet afgive. Hvem der vilde besøge os i den eneste Opholdsstue, vi havde at være i, maatte bukke Hovedet godt og gaa igennem et Aflukke under Trappen, et Rum hvor vi plejede at have Koste og andre Redskaber hengemte. 22 Men dette havde mindre at betyde; det værste var al den Madlavning og al den Opvartning.

Paa Husmoderen var det, Byrden hvilede tungest. Min Mor var meget dygtig til at ordne saadanne Sager, og hun var af dem, der ikke let giver fortabt. "Man maa gaa paa Jorden, selv om den er glødende," var et af hendes Valgsprog. Og det fik hun Lejlighed til at indøve her. Men – som der stod i den gamle ABCbog:

"Naar ej Kamelen mer kan bære,
at rejse sig den lader være".

Og et saadant Punkt kom for Mor, da hun, som hele Sommeren havde været i velsignede Omstændigheder, stod umiddelbart foran sin Nedkomst.

Da sagde Mor: Nu maa vor Indkvartering flytte bort.

Og da Indkvarterings-Kommissionen erklærede sig magtesløs overfor en saadan Fordring, hvad gjorde saa Mor?

Det skal jeg fortælle. Mor klædte sig i fineste Puds, sort Silkekjole, hvidt Silkesjal og Handsker, og saa lod hun sig melde hos den Oberst, vi havde i Kvarter, og som var øverstbefalende over Tropperne i Byen. Hos ham kommer Mor til Audiens i sin egen Dagligstue – fremstiller for ham sin Tilstand, som jo har været tydelig nok at se, og lader ham i de høfligste, men bestemteste Ord vide, at han og hans Folk maa flytte, og at der i hvert Fald fra den og den Dag ikke for dem vil være Mad eller Opvartning at faa i Præstegaarden.

Jeg véd ikke noget om, hvorledes den høje Officer i 23 Øjeblikket optog denne Henvendelse; men jeg formoder, at han straks hensynsfuldt har føjet sig. Vist er det, at han flyttede, og de andre med ham.

Mors Fremfærd ved denne Lejlighed vidste jeg dengang intet om. Men jeg hørte derom senere, og jeg har meddelt det her som et meget betegnende Bidrag til min Mors Karakteristik. Mor var mild; men hun var fast. Mor var kun lille; men hun var en Kvinde med Holdning.

Mor havde ingen Sønner at sende ud i Krigen; de største af os var endnu kun Skoledrenge. Men som Husmoder under de for Præstegaarden saa særlig vanskelige Indkvarteringsforhold udøvede hun, støttet af sine to flinke Tjenestepiger, paa sin Maade noget af en Værnepligt og kunde godt have fortjent Krigsmedaljen. Der er ingen Tvivl om, at hun villigt havde givet sine Drenge hen, dersom vi havde haft Alderen til at tjene Fædrelandet. Hun havde indaandet os Kærlighed til vort Land og vort Flag. Hvad vi kunde af Fædrelandssange. havde hun lært os. Hun satte sig til Klaveret og spillede dem – hun var meget musikalsk – og sang saa Ordene til, og fik os til at synge med. Mellem Fædrelandssangene var "Vift stolt paa Kodans Bølge"1 den, hun satte højest. Og engang talte hun til os Drenge om denne Sang, hvor Heltene nævnes, som i Fortiden kæmpede og døde for Flaget, og hvor derefter i Slutningsverset – og det var særlig dette Vers, Mor fremhævede for os
– Flaget hilses af de nulevende:

24

Se dem, du har tilbage,
de blusse ved dit Navn,
vil for din Hæder drage
med Lyst i Dødens Favn - -

Aldrig kunde jeg siden synge dette Vers uden at tænke paa, at det var det, min Mor holdt saa meget af, og uden at jeg indvendig ligesom rettede mig op og stod med blottet Hoved og gav vort gamle Flag min Kærligheds- og Troskabserklæring, den, min Mor havde lagt mig i Hjertet og paa Tungen.

Mor havde lært os vore Fædrelandssange. Og det var ogsaa Mor, der en Dag vistnok i det sene Efteraar 1864 satte sig til Klaveret og begyndte at lære os en ny Sang, der var kommen, nemlig Frederik Paludan-Müllers "Danmarks Maal"2. Det er jo den, der begynder "Brat af Slaget rammet", og hvor Danmark, vor gamle Mor, udøser sit Hjerte og taler om, hvad hun sætter sit Haab til: at naar Krigens Saar først bliver lægt, skal der blive optugtet en Helteslægt af "Ynglinger i Plade, Drenge klædt i Staal", af "Mænd med faste Hjerter" og af "fromme, stærke Kvinder". Og naar dette er naaet,

da til Lurens Toner
blusser Bavn og Baal:
Slesvigs Land genvundet
det er Kampens Maal.

Den Sang gik ud over Landet i de Dage og blev sunget atter og atter i de Hjem, hvor man i det hele taget sang. Og til dem hørte mit Barndomshjem. Med Tonerne af denne ny Vise begyndte det sjælelige i os, der var blevet 25 lamslaaet ved Dannevirkes Rømning og mere og mere bedøvet under Krigens sørgelige Gang, saa smaat at rette sig op igen. Medens vi sang, tændte sig en Haabets Stjerne for os; Danmark havde ikke idel Mørke foran sig; der var et Fremtidsmaal at se hen til. Og Maalet "Slesvigs Land genvundet". Ja, og genvundet ved Kamp, ved en rigtig Krig – under "Lurens Toner", med blussende "Bavn og Baal". Anderledes kunde vi ikke tænke os det, og anderledes kunde vi i den Tids Stemning heller ikke godt ønske os det. Ikke blot maatte det tabte Land vindes tilbage, men ogsaa maatte den tapre Landsoldat have sin Revanche.

Ja, vi sang om det. Og til meget mere end Sang og Klang blev det foreløbig ikke. I Aarene efter Krigen var jeg en stor Skoledreng; Sommeren 1868 blev jeg Student. Og jeg vilde ikke følge Sandheden, dersom jeg lod mine Lassere faa den Forestilling, at jeg eller mine Kammerater gik omkring med idelig sammenbidte Tænder og knyttede Næver, kun pønsende paa, hvordan vi kunde dygtiggøres til den kommende Krig. Ak, vi var lystige og letsindige unge Mennesker og forstod udmærket at lade fem være lige og nyde det Solskin, hver Dag havde at bringe. Men det laa dog hos os, dybt nede under al Ungdomslystigheden, dette, at vi var kaldede til engang at raade Bod paa Danmarks Skade. Vi sang stadig derom ved vore Sammenkomster. Og Vi gjorde da ogsaa lidt mere end at synge: vi søgte dog for saa vidt at virkeliggøre Tanken om "Ynglinger i Plade, Drenge klædt i Staal", at vi, min Broder og jeg, 26 som Studenter uden Betænkning traadte ind i det nylig oprettede "Akademisk Skyttekorps".

 
[1] Vift stolt paa Kodans Bølge: B.S. Ingemanns digt fra ca.1807 blev i 1817 sat i musik af Rudolph Bay (1791-1856). tilbage
[2] Sangens oprindelige navn var "Maalet", siden "Danmarks Maal". tilbage