Præsterne og deres Anklager

Efter i en Menneskealder gennem litterær Fremstilling at have afbildet, karrikeret og hudflettet den danske Præstestand – Grundtvigianismens og Indre Missions Præster, Enthusiasterne og Opportunisterne, de aandelige og de kødelige – har Forf. Henrik Pontoppidan nu nylig foretrukket den direkte Udtalelse, idet han ved en "litterær Aften" i Aalborg holdt Foredrag om "Præsterne". Vi har liggende for os to Referater fra dette Made; begge bærer Præg af at være gjorte med Omhu, ligesom de i det hele stemmer vel sammen, hvorved dog er at bemærke, at "Politiken"s Gengivelse øjensynligt med Tilfredshed betoner de mere kraftige Steder, medens der hos "Hovedstaden" snarest synes at være en vis Tilbøjelighed til Udglatning.

Med Hensyn til Grundbetragtningen, da er den – hvad Taleren selv gjorde opmærksom paa – den samme, som vi kender fra Bøgerne; vi genfinder ogsaa her den velkendte Blanding af vrangvillig Uforstand, virkelig kyndig, rammende Kritik og underligt naive Raisonnementer. Til de sidste regner vi f. Eks. Indignationen over det ydre Apparat ved teologisk Eksamen. Det minder Taleren "om Middelalderens kirkelige Retter i Funktion", ja, tilsidst naar han (i Eksaltation?) til at udtale: "Det er ikke nogen almindelig Eksamen, men en Guds Dom, der fældes." Vi har jo endnu det Haab, at der kan foreligge en Fejl i Bladets ("Politiken"s) Referat; i modsat Fald |66| er der ikke andet at sige derom, end at det er rent og skært Vrøvl.

Heller ikke Omtalen af Ordinationen virker meget overbevisende; vi skal dog lade den ligge og gaa til den endelige Dom: Selvovervurdering bliver de danske Præsters store Fejl; Fristelsen hertil er den Fare, som i særlig Grad truer dem. Jeg tror, at vor Anklager paa dette Punkt har Ret; Selvovervurdering er jo nemlig vel nok den mest udbredte Fejl, for ikke at sige Synd, indenfor Menneskeslægten; og særlige Betingelser for at brede sig finder den over alt, hvor Mennesker i Kraft af Uddannelse, Evner, Rigdom osv. kommer til at indtage en ledende Stilling. Den, som vil studere Selvovervurderingens Psykologi, vil derfor uden Tvivl bl. a. søge hen til Professorer, Journalister, Godsejere, Fagforeningsledere, Forfattere, Kunstnere, Rigsdagsmænd, Højskolelærere og Præster. Og det er yderligere rigtigt, at Faren for disse sidste er af en særlig Art, saa vist som Præsten gennem det Budskab, han har at bringe, sættes paa et højere Stade end det, hans menneskelige Evner kunde give ham Adgang til. Den Side af Kristendommen fandt allerede Celsus^'1 forargelig. Der er dog hertil det at sige, at der findes i selve den kristelige Præsts Gerning en Kontravægt, som Kritikeren ikke synes at have bemærket. Der er en Fare af en ganske modsat Art, der truer Præsten, i hans Virksomhed. Den taler Pontoppidan ikke om, øjensynlig fordi han ikke har |67| erfaret den, nemlig Faren for ganske at tynges ned af den Opgave, der paahviler den kristne Menigheds Tjener.

Det er nogle Aar siden – der var samlet en Skare Præster fra det hele Land, og Talen var just om Præstens Gerning, den særlige Hyrdegerning.

Men naar Talen bliver derom – saaledes lød Ordene – da kunde det vel ske, at mange, hvis ængstede Hjerte ikke vilde have svært ved at love og prise Gud for Syndernes Forladelse og evigt Liv, at mange – ogsaa i denne Forsamling – vilde føle sig dragne til at fortsætte: "men, Herre, at du kaldte mig til din særlige Tjenestes Gerning i Menigheden – det var et svært Aag og en tung Byrde, du lagde paa mig!"

Jeg siger vist ikke for meget, det er vel ingen Overdrivelse, at der er ingen iblandt os – end ikke blandt eder, hvis Haar er graanet under Tjenesten – som ikke endnu har Dage og Tider, hvor det kendes saaledes, som her er angivet. Men en Ting er i hvert Fald vis, og det er, at ingen af os har kunnet gaa uden om denne Prøvelse i vor Præstegernings tidlige Aar. Vi har alle – saa vist som vi da har forstaaet Ansvaret – en Dag som Jeremias sagt i Sjælevaade: "Ak, Herre, Herre, se jeg forstaar ikke at tale, thi jeg er ung!" Og denne Følelse af egen Ungdom og Uskikkethed øgedes mangefold ved den gammelgroede Sikkerhed, den afklarede Selvtilfredshed, hvori al den verdslige Sløvhed og al den selvglade Borgerlighed (langt mere end Vantro og bevidst Fritænkeri) hvilede. Den var ikke i Tvivl om, at den byggede eget Hus paa arvet Grund, og den syntes end ikke at ane, at den desuagtet boede til Leje, og det med ubestemt Opsigelsesfrist. Jeg tænker, at der er dem iblandt os, der har kendt Dage, hvor selv Vandringen ud i Ørkenen vilde have forekommet os en Befrielse, Tider, hvor vi spurgte: Hvorfor skal vi bringe et Budskab, som ingen synes at trænge til? Vi kunde jo dog, saa vel som andre, have gjort en almindelig borgerlig Gerning, bygget Bro og brudt Vej til Borgersamfundets Gavn – "det er nok, Herre, tag min Sjæl, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!" …

Taleren gik nu nærmere ind paa den Sorg, som er udtrykt i Brorsons Vers.:

Men, Jesus, ak hvor gaar det til,
at dog saa faa betænke vil
den inderlige Kærlighed,
som drog dig til os arme ned?

og han fortsatte:

Mine kære Brødre i det hellige Præsteembede, jeg tror, at der hos os bestandig er noget af denne Sorg; jeg mener, at det bør være saaledes, jeg beder om, at det maa vedblive at være saaledes. Thi den Dag, hvor den Smerte ikke levede i Guds Menigheds Tjeneres Hjerter, da var det rette Hyrdesind veget bort. Men, i en Tid som vor, hvor de ydre Kaar er saare blide for Kristi Menighed, der er der en hel Kreds af aandelige Erfaringer, som ikke kan gøres, og en Række af Udtalelser i den hellige Skrift, som intet Liv faar for os, hvis vi ikke gennem hin "store Bedrøvelse" oplever noget af, hvad det betyder "at kende Kristi Lidelsers Samfund, idet vi bliver ligedannede med hans Død" eller at forvisses om vor Arvelod hos Gud ved Erfaringen om, at vi lider med Kristus. Men just fordi vi i disse smertelige Oplevelser mindes om Mesteren og om, at vi ikke er over ham, just fordi vi, ved at saa med Graad, faar i vort Hjerte Visheden om, at en Dag skal der høstes med Frydesang, just derfor vil vi prise ham for Aaget, ogsaa naar det trykker os, for Byrden ogsaa i de Dage, hvor den ikke kendes let.

Saa lad da dette i Dag nævnes som det første store Tegn paa Guds Naade imod os, hans Menigheds kaldede Tjenere, at vor Gerning frem for nogen anden er skikket til i Hjertet at fremkalde "en stor Bedrøvelse og en uafladelig Sorg."

Jeg tror at turde sige, at disse Ord den Dag kom som et Udtryk for, hvad der levede i den talendes Hjerte; ja, hvad mere er, jeg mener at kunne hævde, at de fandt Genklang i mange Præstehjerter, fordi de faldt nøje sammen med en central Erfaring i Tilhørernes Liv, en Erfaring, der maa gøres i enhver alvorlig Præstevirksomhed.

|69| Men skønt det er saaledes, saa er det vel ikke tilfældig, at Pontoppidan nu i en Menneskealder har givet os Billede paa Billede fra Præstestanden, men – jeg tror ikke her at huske fejl – aldrig nogen Sinde har givet netop det Billede af Nutidspræsten, som den, hvem den dobbelte Bekymring drev ind i Kristi Lidelsers Samfund, eller dog bøjede dybt i Knæ for den almægtige Gud, Bekymringen over, hvor lidt der blev udrettet og Bekymringen over egen Uskikkethed.

Pontoppidan siger selv ("Hovedstad."s Referat), at Nutidens Præster er gennemgaaende agtværdige Mænd. Men jeg vil paastaa, at hvis dette er rigtigt, da maa en saadan vedholdende Iagttager som han Gang efter Gang indenfor Præstestanden have stødt paa en saadan "Frygt og Bæven"^'2, som den, der her har fundet sit Udtryk. Naar Pontoppidan alligevel aldrig har skildret den, skulde det da ikke være, fordi han bevidst eller ubevidst har lukket sig af for alle den Art Indtryk? Man synes i egentligste Forstand at kunne sige, at han benyttede kun negative Plader, for saa vidt som de kun optog de Ejendommeligheder, der faldt ind under Smaalighed og Usseldom eller egnede sig til Karrikaturen. (Det er i den Henseende ikke uden Interesse, at "Torben og Jytte" bragte et Præstebillede, som syntes i enhver Henseende ringere end noget tidligere).

Der er saa vist ingen Grund til at rose Præsterne. Det er utvivlsomt, at indenfor Standen findes snart sagt alle de Pontoppidanske Typer: Den holdningsløse Idealist, det folkelige Snakkehoved, den snæversynede Domsprædikant, den verdslige Opportunist osv. osv. Vi kan alle hver paa sin Maade afgive et Stykke Model til en Præst, som han ikke skal være. Det er ogsaa rigtigt, at den relative Selvfølelse og Selvovervurdering ofte hos os giver sig stærke Udslag. Men jeg vil overfor Pontoppidan paastaa – og ogsaa jeg kender noget til Danmarks Præster – at i vide, vide Kredse indenfor vor Præstestand, der vil han, hvis han vil ulejlige sig med at gaa ind bag en tilfældig (og maaske uheldig, eller endog utiltalende) Skal finde Hjerter, der har været og vedbliver at være i stor Frygt og Bæven, i |70| megen Vaande, fordi de saa nøje ser, hvor alt for ringe Tjenere det er, den store Konge har faaet. Det er muligt, at Pontoppidan heller ikke her vil finde "Mærkerne af de nøgne Knæ mod Gulvets Fjæl i Nattens Timer"^'3; men vist er det, at han rundt om i Præsternes Stuer i vore Dage vil kunne se Mænd, der knæler ned for Guds Ansigt for at sige: Herre, tag en anden! Men som just i denne Bøn for Guds Ansigt lærer at sige: Ja, Herre, hvis du virkelig mener, at du trods alt kan bruge mig, saa send mig – hvor du vil!

Jeg paastaar, at den Præsteskildrer, som intet har set af dette hos vore Dages Præster, han mangler saa væsentlige Betingelser for at forstaa, at hans Billeder altid maa blive utilfredsstillende. Og naar han synes at beklage, at Troens Lampe brænder saa svagt, at Hengivelsen er lunken, at de personlige Erfaringer er sjældne og af liden Kraft, da betænker vi os ikke paa at sige: Det er muligt, at alt dette er rigtigt; vi kunde fortælle noget om den Ting ogsaa. Men den Tale faar for os kun liden Vægt, naar den kommer fra en Anklager, om hvem vi har Grund til at tro, at selv om der var langt større aandelig Kraft end der er, saa vilde han i sin underlig enøjede Skarpsynethed aldeles ikke kunne faa Øje paa den.

At Pontoppidan saa ogsaa haaner den moderne Rationalisme, som han drastisk, men iøvrigt rammende nok, betegner som en "Narresut", er os derfor ogsaa af mindre Betydning; hans Ord mangler den Vægt, som Stræben efter Virkeligheden giver¹; hans højere Vurdering af en tidligere |71| Tids Præster, de gamle "gejstlige Proprietærer" med "megen ærlig personlig Anger og Kamp" er maaske det mest aabenbare Vidnesbyrd om denne Uvirkelighed. Tænk, hvor Pontoppidan vilde have slaaet til dem, hvis det havde passet ind i hans Kram! Derfor lader vi os heller ikke blænde af Beklagelsen over, at Kirken lægger sig efter "Moralen", og at Sjællands Biskop interesserer sig for sociale Spørgsmaal. Vi ved, at Pontoppidan og mange med ham er som hine vrantne Børn, til hvem det blev sagt: "Vi spillede for jer og I vilde ikke danse; vi sang Klagesange for jer og I vilde ikke græde!"^'4 Var der noget, vi vidste med Sikkerhed, saa var det dette, at Lykkepers Forfatter vilde mod Kirken rejse Klagen for "Oververdslighed", indtil en Dag, naar Lejligheden bød sig til, hvor han med ikke mindre Indignation vilde bebrejde Kirkens Mænd, at de er nedsunkne i verdslig Stræben.^'5

Det er ikke for at belære Pontoppidan, men fordi det maaske kunde have sin Betydning overfor en og anden Læser, der lod sig forvirre, at minde om, at Kirkens Maade at se Tingene paa, den er, hvad Chesterton kaldte "stereoskopisk" d. e. den ser samtidig to forskellige Billeder, der samler sig til ét. Just derved bliver dette Billede mere levende.

Han (d. e. Mystikeren) har altid interesseret sig mere for Sandhed end for Konsekvens. Hvis han fik Øje paa to Sandheder, der syntes at modsige hinanden, vilde han tilegne sig dem begge og tage Modsigelsen med paa Købet. Han har altid ment, at der hvilede en Skæbne over Mennesker, men han tror tillige, der er en fri Vilje. Han tror, at Himmeriges Rige hører Børnene til, men desuagtet skal de være lydige overfor det jordiske Rige.^'6

Denne Evne til at se Modsætningerne sammen, den er, siger Chesterton, Tegnet paa aandelig Sundhed. Den virkelige Mystiker kan forstaa Tingene ved |72| Hjælp af, hvad han ikke fatter. Den skrantne Logiker derimod forsøger sig paa at gøre alt indlysende, og det hele bliver mere dunkelt. Mystikeren lader én Ting være ubegribelig, og derved bliver det hele klart. Deterministen gør Aarsagsloven yderst forstaaelig – men alt andet, selv de mest dagligdags Ting, taber al Mening.

Derfor er det et sikkert Tegn paa den enøjede Begrænsning – hvis det ikke er ond Vilje – naar man møder Raisonnementer som dette:

Naar Kristne interesserer sig for sociale Spørgsmaal, og naar de mener at gøre dette i Kraft af deres Kristendom, da er de to Gange paa Vildspor; de gør det kun i Kraft af deres egen aandelig Vanmagt, under Paavirkning af deres Tid, og de gør det imod Kristendommens Aand, som viser hen til den anden Verden, til det hinsides.^'7

Dette er udmærket til Diskussioner i en Studenterforening, men det har intet med Livet at gøre. Selv de gamle, der jo ellers skal have været svært bagud for, hvad der nu om Dage kan præsteres, var dog ikke blinde for, at Gudfrygtigheden har Forjættelsen baade for det nuværende og det tilkommende.

Det maatte da ogsaa være en Selvfølge, saa længe det drejer sig om Mennesker. Men saa faar Anklagerne først Mening, hvis det kan vises, at de Kristne lægger en saadan Vægt paa det nærværende, at deres Stræben taber Forbindelsen med Forholdet, Udsigten til det evige. Det kan f. Eks. siges, hvis en Kristen kaster sig ind i den sociale Reformbestræbelse ud fra rent utilitaristiske Synspunkter. Hvis derimod en Kristen gribes af Tanken om Guds Rige som den Opgave, der er givet enhver Kristen at stræbe hen imod allerede hernede paa Jorden, da er han selvfølgelig helt paa egen Grund; saaledes som John Malcolm Ludlow var det og hans ædle Ven Frederick Demison Maurice. Eller naar en Mand bliver greben af Forfærdelse over den sociale Nød, af Lede ved den kulturelle og filosofiske Bankerot og af Mismod over den kristne Kirkes Afmagt, og han saa dog med Haab mod Haab, fordi han er greben af Kristus og ikke tør andet, rejser den kristlig-sociale Fane, |73| da er det simpelt hen barnagtigt at beskylde ham for at være "alt for optaget af denne Verdens Sind." Dette er det, som vi i vore Dage møder hos en Mand som J. Matthieu, en af Lederne i den schweiziske sociale Bevægelse². Eller naar en Mand eller Kvinde dreven af Kristi Kærlighed gaar ud og lever blandt de fattige og derigennem drives ind paa sociale Reformtanker, hvad vilde da være taabeligere end at bebrejde dem, at de gør Kristendommen dennesidig. Saaledes ofte i Settlementsbevægelsen.

Nu er det jo saa lykkeligt, at vi i Spidsen for den danske Kirke i vore Dage ikke har en gold Logiker, men en Mand, der igennem mange Aars praktisk Arbejde har haft rig Anledning til at se og skønne bl. a. om 4de og 5te Stands Kaar i vort Land. Det vil heller næppe være ham ukendt, hvilken Krænkelse af de helligste Menneskerettigheder den frie Konkurrence i sine industrielle Former kan medføre. Naar dertil kommer Overklassens Jagt efter Penge, dens Overdaadighed og Letfærdighed, saa turde det være klart, at her er nok, der kan kalde paa alvorlige Kristne, der har Mod og Forstand. Ikke "fordi Troen paa den hinsidige Verden skal kastes bort; det er Socialdemokraternes taabelige Indbildning, at Guds Riget kommer saa at sige af sig selv. En saadan "Selvfødsel" kender Naturen intet til. Guds Rigets Virkeliggørelse paa Jorden har sin eneste Betingelse deri, at Grunden er lagt i Himlen. Det kan kun gives ovenfra, ikke tages.

Dengang da en reformglad Rationalisme talte store Ord om "Himlen paa Jorden" i Modsætning til en tidligere "formørket" Tids Tale om Salighed efter Døden, da skrev Grevinde Louise Stolberg i et Brev – saa vidt erindres til Broderen Christian Ditlev Reventlow: Tidligere hørte man kun om det guddommelige; nu tales der kun om det menneskelige. Naar vil man dog faa fat i begge Ender af dette Reb?

Hun vil beholde Ret den fromme og aandfulde Grevinde; hun vil beholde Ret, og Pontoppidan vil ikke forstaa noget af det. Maaske er det netop rigtigt: Han vil ikke forstaa.

Eller vil han i Grunden? Er der inderst inde en Længsel tilbage, vel ikke til de Præster, som han foragter, men dog til den Kirke, han har forladt, eller maaske rettere til den Evighedsverden, som denne Kirke nu engang er ret ene om at bringe Bud fra? Det maa jo dog ikke glemmes, at har Pontoppidan hundset Præsterne, saa har han ikke behandlet den hjemlige Radikalisme bedre. Ham har den aldrig imponeret. Er andre bleven skuffede, Pontoppidan er det ikke. Han har aldrig ventet sig noget. Men var det da underligt, om denne Mand, der nu saa længe har siddet i herlig Isolation og sagt sine Ubehageligheder til begge Sider, om han en Dag virkelig, saa at sige for egen Regning, ikke blot som et Eksperiment, men simpelt hen for at bjerge Livet, søgte "ud paa Grænsen mellem denne Tilværelse og det gaadefulde hinsides, der hvor et Menneske lærer at tro eller tvivle". Det var der han kaldte Præsterne ud. Mon han satte dem Stævne? Vil han selv give Møde ved hin Grænse mellem denne Tilværelse og det gaadefulde hinsides? I saa fald er det muligt, at han der vil spejde forgæves efter mange af os, der manglede Mod og Styrke til at gaa Vejen til Ende. Men der er én, hvem vi er forvissede om, at han da vil komme til at staa Ansigt til Ansigt med, og det er ham, som just gik Vejen ud og aldrig veg af; det er ham, der altid gaar dem i Møde, som ikke skyer Valget, Afgørelsen; det er ham, hvis Gerning i egentligste Forstand er den at bringe Forbindelsen til Veje mellem det gaadefulde hinsides og det lige saa gaadefulde og uden ham tillige uhyggelige, ja forfærdelige dennesidige – ham, den ene Midler mellem Gud og Mennesker. Hans Navn er Jesus Kristus og han døde paa et Kors.