Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
23. oktober 1918

en Vinding at vi faar Nordslesvig

23 Oct. 18

Kæreste Pontoppidan

Tillad mig at fortælle Dem Anekdoten om Mommsen og Ussing rigtigt. Jeg har personlig kendt Mommsen godt og hørt ham tale om Madvig og Ussing, af hvilke han afskyede den første, foragtede den anden.

Det drejede sig om 4de Bind af Mommsen's Römische Geschichte.

Værket existerer i 1-3 Bind og 5te Bind, men fjerde (Augustus' Regeringstid) mangler. Hvert andet Menneske, der traadte ind til Mommsen, plagede ham med Spørgsmaal, om naar 2 fjerde Bind kom. Saaledes spurgte da ogsaa Ussing. Mommsen svarte: Den vierten Band kann ja Jedermann schreiben, den können Sie schreiben.

Men det er lidt ondt af Dem at sammenligne Begyndelsen af min Bog med Mommsens uskrevne.

Mit Uheld er Danmarks Fattighusforhold som umuliggjør det at udgive en stor Bog paa én Gang. Første Del er kun det brede Fodstykke, jeg havde nødig for at placere Figuren. Anden Del indeholder intet, som ikke direkte belyser Cæsar.

3 De har sikkert Ret i Deres Gendrivelse af min Kritik. Det gælder jo om at stille det, man gerne vil have frem, i stærk Belysning og lade Resten ligge i Skygge. Men jeg var blevet spændt paa hvorledes Fruen kom over Gensynet.

Jeg har netop i disse Dage maattet tænke meget over Begivenhedernes Forløb. Jeg sluttede i Nat et stort Forord, jeg havde maattet lovet Nicolai til hans Krigens Biologi1.

Alt ramler; jeg tilstaar, at 4 jeg uden nogetsomhelst principielt Sortsyn venter mig lidet godt af den nærmest følgende Tid, den eneste, jeg kommer til at opleve. Men for Danmark er det jo en Vinding, at vi faar Nordslesvig.

Lad mig forud vide, naar De en Dag er i Kjøbenhavn.

Min bedste Hilsen til Galschiøt hvem jeg i mange Aar ikke har set.

Deres hengivne
Georg Brandes

 
[1] Krigens Biologi: Die biologie des Krieges (1917) af dr. med. Georg Fr. Nicolai paa dansk ved Svend Borberg og med forord af Georg Brandes (1918). tilbage